Hvordan kan nogen hævde, at Det Gamle og Det Nye Testa-mente ligger snært op ad hinanden rent tidsmæssigt, når der er næsten 500 år imellem dem?
BIBELFORSKNING
Dr. theol. Jakob H. Grønbæk oplyser i Tro og tvivl den 10. marts ('Bibelen - bare ren fiktion?'), at visse moderne forskere betragter "det gamle Israels historie som ren fiktion, al den stund Det Gamle Testamente er eneste kilde." Man indtager altså den holdning, at hvis en bibelsk udtalelse ikke er bekræftet andet steds, så er den ikke troværdig.
Men er det ikke bare en dårlig undskyldning for ikke at tro på Bibelen? Man kunne jo til sammenligning spørge, hvor meget af Danmarks historie før 'Oplysningstiden', der kan dokumenteres ud fra udenlandske skriftkilder?
Og når vi læser om ting, der skete i Danmark før 1700-tallet, hvilke uafhængige, fysiske beviser har så vi for, at der er tale om virkelige personer og begivenheder?
F. F. Bruce, der er professor emeritus i bibelkritik og bibelfortolkning ved Manchesters universitet, har sagt: "Almindeligvis er det ikke muligt ved hjælp af historiske argumenter at stadfæste sandheden i hver enkelt detalje i gamle skrifter - bibelske eller ikkebibelske. Det er tilstrækkeligt at have rimelig tiltro til en skribents generelle pålidelighed; hvis man kan fastslå den, er der en a priori (på tankeslutninger byggende) sandsynlighed for, at han taler sandt om detaljerne."
Mellemrubrik
Jamen, kan man da stole på Bibelen? Ja, det kan man rent faktisk.
Sir Isaac Newton, engelsk videnskabsmand sagde: "Jeg finder flere af ægthedens sikre kendetegn i Bibelen end i nogen verdslig historisk beretning." (Two Apologies af Richard Watson, 1820, s. 57).
I Rivers of the Desert skriver arkæologen Nelson Glueck at "det kategorisk kan hævdes, at intet arkæologisk fund nogen sinde har været i modstrid med en bibelsk udtalelse. Der er gjort i snesevis af arkæologiske fund, som i klare hovedtræk og til mindste detalje bekræfter historiske udtalelser i Bibelen."
Udgiverne af det nye Gads Bibel Leksikon har den holdning, at hvis der er andre kilder, der siger det samme som Bibelen, så vil man godt tro på det. Men vil man nu også det?
Man betegner både udfrielsen af Ægypten og Davids storrige som 'uhistorisk' med den begrundelse, at "Det Gamle Testamente er eneste kilde."
Men hvem ville forvente at finde et ægyptisk monument til minde om israelitternes udfrielse af Ægypten, eftersom det jo betød et sviende nederlag for Farao og ægypterne? Ikke engang nationerne i dag bygger jo monumenter til minde om deres nederlag!
The World History of the Jewish People, bd. l, 'At the Dawn of Civilisation' af E. A. Speiser, 1964, s. 338, 339, siger: "Forbindelsen med israelitterne (fandt) sted i deltaet, hvorfra næsten intet af officiel karakter er bevaret (...) Ægypterne (skelnede) normalt ikke mellem de forskellige stammer eller folk blandt deres fremmede fanger, men slog dem sammen under en eller to fællesbetegnelser (...) De ægyptiske beretninger (var) altid positive, idet de fremhævede en guds eller faraos fremgang, hvorimod fejltagelser og nederlag aldrig blev nævnt, undtagen i forbindelse med den fjerne fortid."
Set i dette lys kan det næppe undre nogen, at 'Det gamle Testamente er eneste kilde', når det gælder udfrielsen af Ægypten.
Mellemrubrik
Hvad så med påstanden om, at "Davids storrige (...) er uhistorisk"? Holder den?
Indtil for nylig har man kun haft Bibelens ord for, at David har levet, men i 1993 gjorde et hold arkæologer under ledelse af professor Avraham Biran et forbløffende fund, som er beskrevet i Israel Exploration Journal, 1993, bd. 43, nr. 2, 3, s. 81, 90, 93.
I en gammel ruinhøj kaldet Tel Dan i det nordlige Israel fandt man en basaltsten. Indgraveret i stenen stod ordene "Davids hus" og "Israels konge". Inskriptionen, der er dateret til det niende århundrede før vor tidsregning, menes at være en del af et sejrsmonument rejst af Israels fjender aramæerne, der boede mod øst.
Hvorfor er denne inskription så bemærkelsesværdig? Ifølge professor Biran og hans kollega professor Joseph Naveh er det første gang overhovedet, at navnet David er blevet fundet i en fortidig skriftkilde bortset fra Bibelen.
Der er også noget andet bemærkelsesværdigt ved inskriptionen. Udtrykket "Davids hus" er skrevet i ét ord. Sprogeksperten professor Anson Rainey forklarer: "Skilletegn (...) blev (gerne) udeladt, især hvis sammensætningen var et velkendt egennavn. "Davids hus" var afgjort et sådant egennavn med både politisk og geografisk betydning i midten af det niende århundrede før vor tidsregning." (Biblical Archaeology Review, november/december 1994, s. 47).
Mellemrubrik
Kong David og hans kongeslægt var tydeligvis velkendte i fortiden, hvorfor Davids storrige i allerhøjeste grad må siges at være historisk.
Jakob H. Grønbæk skriver videre, "at det, vi kalder Det gamle Testamente, både hvad form og indhold angår, i virkeligheden stammer fra en tid langt senere end hidtil antaget - de to testamenter antages faktisk at ligge ret snært op ad hinanden rent tidsmæssigt."
Det har imidlertid længe været almindeligt anerkendt, at de hebraiske skrifters kanon blev fastlagt i det femte århundrede før vor tidsregning.
Den jødiske historiker, Flavius Josefus skriver: "Fra Artaxerxes indtil vor tid er der blevet skrevet adskilligt, men det bliver ikke regnet for lige så troværdigt som det, der gik forud, fordi der ikke har været en fast række af profeter." (Mod Apion, 1. bog., 8. afsnit - ifølge Eusebs Kirkehistorie, 1940, s. 130). Med "Artaxerxes" menes der den persiske konge, Artaxerxes den Langhåndede, som regerede fra 474-423 før vor tidsregning. Og udtrykket "vor tid" henviser til det 1. århundrede efter vor tidsregning. De gammeltestamentlige bøger kan altså ikke være skrevet i den mellemliggende periode. De må være skrevet forinden.
J. Mercier McMullen skriver i The Supremacy of the Bible, s. 448: "Septuaginta - de halvfjerds' - oversættelse af Det gamle Testamente fra det døde eller døende hebraiske sprog til det levende græske tungemål, udarbejdet til Ptolemaios Filadelfos i begyndelsen af det tredje århundrede f. Kr. - er i den bibelske litteratur en skelsættende begivenhed, der er så klart fast-slået, at det ikke lader sig betvivle. De hebraiske skrifters kanon var således endeligt afgjort og havde antaget fast form på et levende sprog, der dengang taltes mere end noget andet. Man kan derfor ikke rette det angreb mod nogen af profetierne, at de bagefter er blevet konstrueret, så de enten kunne støtte jødernes eller de kristnes synspunkter.
Som følge heraf må vi anerkende Det Gamle Testamentes profetiske bøger som de findes i Septuaginta. At de forelå på den tid, er ubestrideligt og hævet over enhver tvivl."
Hvordan kan nogen da hævde, at "de to testamenter (...) ligger ret snært op ad hinanden rent tidsmæssigt"? Der er jo et tidsinterval på næsten 500 år imellem dem!
Der kunne siges meget mere om dette emne, men jeg vil slutte her og lade den tidligere leder af British Museum, Frederic Kenyon få det sidste ord:
"Bibelen kan ikke andet end vinde ved forøget viden". (The Bible and Archaeology, af Frederic Kenyon, 1940, s. 279).
