Kronik

Big Brother beskytter os

31. marts 1998

Det er klart, at både politiske og kriminelle miljøer må overvåges. Men vi må forlange, at de danske efterretningstjenester forlader agentromantikken og ansætter en Bjørn Elmquist til at føre personalesamtaler

Retfærd & velfærd
I de fleste debatter om efterretningstjenester synes debattørerne at glemme, hvad ordet tjeneste egentligt betyder. Tjeneste hedder nu om dage service. Det indebærer, at efterretninger bør indhentes som en offentlig serviceydelse, der er lige så selvfølgelig som overvågning af trafikken eller levnedsmiddelkontrol.
Fornylig blev debatten om de danske efterretningstjenester aktuel igen, i forbindelse med afsløringen af PET's overvågning af det daværende Socialistisk Arbejderparti (SAP). Debatten rummer efter min opfattelse tre centrale spørgsmål:
*Bør der overhovedet være efterretningstjenester, og hvordan skal de så opføre sig?
*Hvordan har efterretnings-tjenesterne i praksis båret sig ad i løbet af de seneste 30 år?
Til det første spørgsmål vil jeg yderligere knytte det aktuelle spørgsmål, hvordan en rationel efterretningstjeneste bør fungere i et moderne velfærdssamfund, nu hvor den ideologiske og økonomiske globale konfrontation er slut.
Noget kunne nemlig tyde på, at man reelt ikke kan benytte adjektiverne rationel og effektiv om de danske efterretningstjenester.
Men til første spørgsmål vil jeg generelt svare, at det politiske miljø selvfølgelig bør overvåges. Først og fremmest for at beskytte politikerne. Berømte mennesker må i stigende omfang beskyttes mod galninge. Selv om en politisk organisation ikke har tænkt sig at benytte ulovlige midler, er den ikke dermed sikret mod kriminel infiltration. Mennesker, der bestemmer over offentlige million-budgetter, kan tænkes udsat for mange former for pression. Ergo skal det politiske miljø overvåges af de samme, som overvåger det kriminelle miljø.
Det er også efterretnings-tjenestens pligt at beskytte de politiske flygtninge i landet. Der er velbegrundet mistanke om at hjemlandenes efterretningstjenester kan finde på at overvåge og forfølge flygtninge. Hvis PET i denne eller andre sammenhænge skulle have drevet egen udenrigspolitik og have forsynet f.eks. tyrkisk efterretningstjeneste med oplysninger, mod den danske regerings viden og hensigt, ja da ville den have begået landsforræderi.
Politiske og økonomiske organisationer eller grupper benytter sig jævnthen af ulovligheder, som mere eller mindre tolereres. Besættelse af bygninger, chikane af trafikken og lignende. Hvis (venstre)-bønder placerer en flok traktorer på motorvejen, skal man så arrestere dem med det samme? Skal man overvåge deres planlægning? Hvad skal myndighederne tolerere, hvad ikke? Hvad bør rollefordelingen være mellem de valgte og ansatte myndigheder, hvor de første er de sidstes arbejdsgivere?

Personer, der er i færd med at bryde loven, har ikke deres fulde borgerlige frihedsrettigheder. Almindeligvis kan man ikke arresteres uden begrundelse. En skærpet overvågning af sådanne aktiviteter må igen være en selvfølge. Det kan f.eks. fremkalde modsatrettede aktiviteter fra politiske modparter med fare for vold. Her må de overvågende myndigheder selvklart ikke handle ud fra egne sympatier, for så har de fuldstændig misforstået deres rolle som offentlighedens tjenere. Selv om et ungt menneske har valgt at bryde loven og f.eks. besætte en kaserne, skal vedkommende alligevel beskyttes mod vold fra bøller.
Unge mennesker, især af hankøn, altså knægte, har behov for at udøve heltemod og især for at vise, at de ikke er knægtede. Helte udsætter sig for fare under udøvelsen af gode gerninger. Efter besættelsen fik nogle danskere deres helte i modstandsbevægelsen. Som andre, langt mere dæmpet og sjældent på tryk, kaldte skydegale knægte. Modstandsbevægelsen udsatte ikke blot sig selv for fare, men også andre.
I 1960'erne ændrede USA image for mange mennesker på kloden. Også danskere, især unge, undertegnede inklusive. USA blev 'the evil empire'. For unge vietnamesere var det ikke svært at finde anledninger til at udøve heltemod. Unge amerikanske mænd kunne udøve heltemod ved at desertere eller nægte at lade sig udskrive. Andre kunne støtte dette og undergrave almindelige amerikaneres støtte til krigen. Danskere kunne støtte denne undergravelse af amerikansk krigsmoral. Men heri var der ikke meget heltemod. Ingen blev tortureret i PET's kældre. Måske kan enkelte dog stadigt fremvise ar efter politiknipler.
Hvis et ungt menneske i alvorlig sympati med de kæmpende vietnamesere da ville udøve heltemod, altså bringe sig selv i fare, da ville vedkommende kun kunne bringe sig selv i fare ved at bryde loven. Fjenden ville altså blive de danske myndigheder, som blev anset for USA's medskyldige, hvad de jo også måtte fremstå som i enhver enfoldig politisk tænkning. Desværre forveksles enfoldighed ofte med hjertets renhed.
I denne sociale og mentale situation kunne unge mennesker begynde legen med bomber. Politiske organisationer, der optager unge mennesker, har en særlig forpligtelse til at forhindre disse i at slå ind på denne selvødelæggende vej.

I Danmark kom bombelegen kun sjældent over amatørniveau. Men syd for grænsen opstod grupper af terrorister med ekspertise, som ville anvende ikke blot ulovligheder, men også vold mod både genstande og personer som integrerede politiske midler. Og som finansierede deres tilværelse gennem røveri.
Sådanne grupper har har haft brug for skjul, især i lande med underudviklede efterretningstjenesteer. Jylland lyder som et godt sted. Tusinder af tyskere krydser grænsen hver dag, og efterretningstjenesten bor i København. Selvfølgeligt bør den slags overvåges. Ikke blot for at beskytte offentligheden mod terrorister, men også for at beskytte lovlige organisationer mod infiltration. Og for at beskytte unge mennesker mod eventyr, der knækker dem for livet.
Megen efterforskning består i eliminering af mistanke. Efterforskning kræver registrering. Selvfølgeligt registrerer man en eftersøgt terrorists familie, venner og bekendte. Fortsat registrering kræver kassering af overflødigt materiale. Men just når man har smidt materiale væk, får man brug for det. Derfor smider man nødigt registermateriale væk. Hvis PET kun ansatte engle, der kunne garantere, at uvedkommende ikke fik adgang til registrene, da kunne registrering ikke bekymre lovlydige borgere.
Hvilke metoder må myndigheder tage i anvendelse overfor terroristiske modstandere, der betjener sig af røverier, bombeattentater, mord og tortur? Besvarelsen er ikke ligetil, slet ikke i en enkelt kronik. Det synes rimeligt, at myndigheder måske især i sådanne situationer skal holde sig indenfor lovens rammer. Spørgsmålet bliver da, hvad disse rammer bør være. Mest interesseret heri bør den politiske opposition være, der bliver eller føler sig overvåget, fordi den har generelle politiske målsætninger til fælles med de terroristiske sammensværgelser.

Som kritisk ekstraparlamentarisk ordrig politiker har jeg ofte stødt på holdningen: Der snakkes for meget, og handles for lidt. Blot en kort betragtning af århundredets historie siden mordet i Sarajevo i 1914 må overbevise om, at det forholder sig lige omvendt.
Lysten til konstruktiv social handlen er begribelig, men forudsætter for det meste omfattende lovændringer, der forudsætter års snak. Mulighederne for destruktiv og ulovlig politisk handling er derimod umiddelbart til stede i rigt mål. Heri ligger den terroristiske fristelse. Men denne frister også indbyrdes modsatrettede grupper.
Som deltager i et kritisk politisk miljø ønsker jeg dette beskyttet mod infiltration af destruktive elementer. Jeg ønsker ikke at skulle oprette egne efterretningstjenester, men at betjene mig af det offentlige system, jeg som skatteborger betaler til ! Hvad efterretningstjenesternes opgaver og metoder bør være i næste årtusind, bør drøftes som et element i velfærdssamfundets almindelige konstituering. I denne drøftelse bør tjenesterne selv deltage. De må overfor offentligheden fremvise, at de forstår sig selv som et serviceorgan og at de har forladt agentromantikken.
Hvis disse tjenester ikke følger regeringens og folketingsflertallets politik, må noget sådant tvinges igennem ved afskedigelser. Men dette forudsætter mulighed for indsigt i, hvilken politik, tjenesterne måtte følge. De, der skal ansættes må forinden til de grundigst tænkelige jobsamtaler. Her kunne den nu arbejdsfrie Bjørn Elmquist passende anvendes. Cheferne bør være kendte ansigter i offentligheden, der forklarer om det løbende arbejde.

Gustav Bunzel er historiker og har været overvåget af PET.

APROPOS
Den ufordragelige 68-generation
I 1981 blev Gustav Bunzel overvåget af PET-agenten Anders Nørgård. Det fortalte han om i et interview i Information den 7. marts, hvor intervieweren Per Henrik Hansen bla. betegnede Bunzel som en "markant person i 1970-ernes spraglede venstrefløjsmiljø i Århus."
I dagens Retfærd og Velfærd uddyber Bunzel sit syn på efterretningstjenester som et velfærdsgode, der værner den politiske kultur mod urostiftere og ikke mindst udenlandske efterretnings-tjenester, som han går ud fra er på pletten, når f.eks. danske kurdere diskuterer fremtiden.
Om baggrunden for sin egen overvågning fortæller Bunzel desuden følgende:
"I 1981 fulgtes jeg i en bil til Paris med den nu kendte Anders Nørgaard. Herom fortaltes helt upolitiske historier i miljøet. Kendskab hertil medførte en opringning til mig fra Jyllands-Posten mandag morgen den 2. marts, dagen efter Fak2rens første præsentation af agenten. Dette medførte bl.a. et interview i Information den 7. marts. Som igen medførte, at jeg optrådte i TV2's sene nyheder den 9. marts.
Informations overskrift på interviewet: 'Godt, jeg blev overvåget...' er formuleret af redaktionen og falder vel indenfor den tilladte journalistiske skrivefrækhed. Men min optræden i en bagsideartikel den 12. marts, der vistnok skal være satirisk morsom, virker på kanten til perfidi. Den anonyme journalist 'Nongse' ironiserer her over min ikke-anonymitet i denne affære og giver løgnagtig oplysning om min stemmeafgivning.
Hermed illustreres udmærket det, der var det alvorligste problem for 68-generationen: Den indre ufordragelighed, gennemsyret af jalousi og perfidi. Selvødelæggelsen blev forstærket af efterretningstjenesternes chikane, men kunne sagtens klare sig selv.
Hvis kritiske politiske miljøer skal blomstre, bør de tilstræbe et indre miljø, som kan tiltrække venlige mennesker."

mlk

Serie

Seneste artikler

  • 'Nogle gange er folk bare lidt for enige'

    11. august 2009
    Det er sjældent Informations artikler, der får Thomas Ole Brask Jørgensen til computeren for at skrive indlæg. Det er selve debatten, der tænder. Særligt rygklapperi kan få ham til tasterne
  • 'Jeg kan godt lide at provokere'

    8. august 2009
    Han er efterhånden vant til at blive overfuset på netdebatten. Men først når folk bliver rigtigt sure, viser de deres sande ansigt, mener Claus W. Oreskov, der er blevet kaldt både naiv og en fanatisk kommunist af andre debattører
  • Hvem har ansvaret for forskningen?

    15. december 2008
    Forskningsfrihed er ikke et tema, der optager ret mange andre end de ramte i den offentlige debat
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu