Læsetid: 5 min.

Billeder fra en Vågenat

31. marts 1998

I disse forårsdage har man i København mulighed for at se nogle tankevækkende fotografier om døden - og opleve en væsentlig historie om livet

KULTUR
Kapellet på Assistens Kirkegård på Nørrebro er rammen om en serie usædvanlige billeder, taget natten før et lille barn blev begravet. Det lille menneske er Katja Dollerup Schmidts førstefødte barn, der døde 3 måneder gammel på grund af en hjertefejl.
Nu, et halvt år efter begravelsen, udstiller Katja Dollerup Schmidt fotografierne fra vågenatten, dels for at få os til at tage stilling til døden og ritualerne omkring den, og dels for at vise sit barn den ære at fortælle dets historie, selvom den blev kort.
Jeg har valgt at overlade resten af spaltepladsen her til Katja Dollerup Schmidt selv:

"Et par dage før Sankt Hans fødte jeg mit første barn Sofia.
En smuk pige med tykt sort hår. Sankt Hans nat lå vi i hospitalssengen, bare os to, jeg passede på hende, hun var tryg, jeg var lykkelig. Næste dag tog vi hjem. Samlet derhjemme var familien lykkelig.
Far på barsel, storebror på sommerferie. Der blev spået vidt og bredt om Sofias fremtid. Livet indrettede sig hurtigt omkring den lille nye baby.

På 10. dagen tog jeg Sofia til Hvidovre Hospital til en rutine-blodprøve. Hun blev helt slap og dårlig. Lægen løb med hende under armen til børneambulatoriet. Hurtigt fik hun ren ilt, drops og måleenheder på.
Hun græd, kunne ikke lide iltmasken. Jeg talte roligt og konstant til hende, regnede med at det snart var overstået. Hendes far kom, og vi fik at vide, at vi skulle overflyttes til Rigshospitalet.

Før vi tog afsted var hun så dårlig, at hun fik morfin og blev lagt i respirator. På Rigshospitalet var der ro. Hjertelægen scannede hende og så rolig ud.
På kontoret fortalte han os, at vores datter havde en meget alvorlig hjertefejl.

For at hun kunne overleve, skulle Sofia gennemgå tre store hjerteoperatioener, før hun blev fire år. Rask ville hun aldrig blive. Resten af hendes liv ville hun være handicappet i en eller anden grad.
Jeg kunne ikke tro ,at det var mig han talte til, at det var min smukke datter han talte om.
Om morgenen sad jeg alene sammen med hende et par timer, og da vidste jeg, at hun ikke skulle opereres. Som hun lå der, lille bitte, med respiratoren, der trak vejret for hende, igennem næsen, drops i venstre hånd og begge fødder, målere på krop og hovede, kun en lille hånd vi kunne røre ved, vidste jeg, at dét kunne jeg ikke byde min datter.
Den lidelse, hun skulle udsættes for hvis hun skulle igennem tre operationer, i forhold til det liv hun ville kunne få, hvis hun overlevede, var for stor.
Det valg vi stod med var umenneskeligt.

Vi var heldigvis enige om ikke at lade hende operere, og lægerne accepterede vores valg. Hospitalets præst var en stor støtte i situationen. Over middag havde vi samlet de, der havde været der, da hun kom til verden. Storebror på 10 år var knust, - hans nye lillesøster skulle allerede dø.

Personalet tog hende ud af respiratoren, befriede hende for diverse drops, målere og EEG. Endelig kunne jeg holde min lille afkræftede datter i mine arme igen.
Personalet havde forberedt os på, at hun ville kunne leve et par timer eller et par dage. Hun var helt bleg og næsten livløs, trak kun vejret svagt og holdt op med at trække vejret. Vi sagde farvel til hende og græd.
Hun gispede højt og trak vejret igen. Dette gentog sig adskillige gange. Senere ville hun spise bryst og fik langsomt kræfterne tilbage. Efterhånden trak hun vejret regelmæssigt. Efter to dage, tog vi hende med hjem. Personalet var overraskede og sagde, at hun nu nok kunne leve op til 10 dage.

Det var sommer, solen skinnede, Sofia spiste sin livret hver dag og blev tykkere, fulgte opmærksomt med i, hvad der foregik, begyndte at smile, ville elskes, beundres og forkæles.
Vi snakkede konstant med alle, om alt hvad der foregik. Vores venner var en uvurderlig støtte for os.
Vi fik præcis 3 måneder sammen med Sofia, før hun døde. Det sidste døgn vidste vi godt, hvor det bar hen. Hun blev langsomt svagere og holdt til sidst op med at trække vejret. Så var hun væk, ikke længere nogen Sofia, kun hendes lille krop.

Vi beholdt hende hjemme indtil begravelsen. Natten før hun skulle begraves, vågede vi over hende.
Hun lå i sin lille fine kiste inde i stuen, der var pyntet med stearinlys, blomster og røgelse.
Vores venner kom forbi og delte sorgen med os. Mange havde blomster og lys med, børnene havde gaver og breve med til hende.
Vi græd. Sofias far og jeg havde aftalt, at der hele tiden skulle være én af os hos hende. Der var stilhed, sorg og ømhed i rummet. Mange kom og gik i løbet af natten og morgenen.

For mig betød det uvurderligt meget, at mine venner var sammen med mig i den stund, hvor jeg sagde endeligt farvel til min allerkæreste datter, at de var der, til at bære sorgen sammen med mig.

Efter 12 timer var jeg parat til at begrave Sofia. Jeg kunne sagtens have brugt natten til de sidste forberedelser til begravelsen, men i stedet bandt jeg mig til at være til stede i afskeden.
Det er jeg stadig glad for. Vi lagde de sidste breve og gaver ned til hende. Storebror bad om at være alene med Sofia en sidste gang, så han kunne synge en sang for hende. Vi sagde farvel og skruede låget på kisten.

På Assistens Kirkegården holdt vi en ceremoni ved graven. Der var så mange mennesker, at jeg ikke kunne tælle dem gennem mine tårer. Vi sang, talte og græd.
Vi havde inviteret præsten fra Rigshospitalet til at tale, og imens han talte brød solen igennem og skinnede lige ned i graven.

Det var en meget smuk begravelse. Efter ceremonien på kirkegården, gik vi sammen langs søerne hjem, hvor vi festede til vi ikke kunne mere.
Jeg har valgt at lave denne udstilling, for at dele denne historie med dig og andre, fordi jeg har lært; at forholde sig til døden, er at forholde sig til livet!"

Det var Katja Dollerup Schmidts ord. Billederne kan ses i Kapellet Assistens Kirkegård, Kapelvej 2, torsdag til søndag mellem 12-16, indtil den 12. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu