Mentalt har vi oprustet til en ny Golfkrig
IRAK
Efter at en ny Golfkrig i første omgang er blevet afværget,
diskuterer politikerne nu, om regeringen har fået et tidsubestemt mandat af Folketinget til at deltage i fremtidige amerikanske bombninger af Irak.
Hvor regeringen ser ud til at have problemer med Folketinget, ser der ikke ud til at være nogen problemer med opbakningen i den danske befolkning. Der har ikke været nogen nævneværdig offentlig modstand eller diskussion om dansk deltagelse i en ny krig eller om de konsekvenser, som bombningerne kan få for den irakiske befolkning.
Dette er bemærkelsesværdigt, for selv med et klart FN-mandat turde regeringen ikke under forrige Golfkrig i 1990-91 sende danske soldater i direkte kamp, fordi man var bange for reaktionen i den danske befolkning.
Hvordan kan man forklare at holdningen i den danske befolkning har ændret sig på så få år?
Måske kan en del af svaret findes i manges opfattelse af den sidste Golfkrig som en højteknologisk krig uden særlige konsekvenser for den irakiske befolkning. Befolkningen har fra mediebilledet af sidste Golfkrig fået en fast tro på, at det kan lade sig gøre at bombe et helt land uden at vi behøver at have dårlig samvittighed over konsekvenserne for de mennesker, der lever i landet. I vores bevidsthed er det nemlig kun militære installationer, der rammes.
Velsignelsesrig
Men Golfkrigen, der i medierne blev kaldt den 'rene' krig med 'minimale ofre,' og som daværende chefredaktør på Weekendavisen Tøger Seidenfaden kaldte 'velsignelsesrig', betegnes i dag af militærhistorikere som et blodbad og en massakre uden sidestykke i krigshistorien.
Op mod en kvart million mennesker, heraf mange civile, blev bombet, brændt, levende begravet eller revet i småstykker i Golfen. Men de fleste mennesker i den vestlige verden husker kun billedet af de præcisionsbombninger, som blev vist igen og igen på tv-skærmene verden over. Årsagen til at vi fik dette fejlagtige billede var dengang det amerikanske militærs succesrige kontrol af medierne.
Men også kulturelle faktorer spiller ind på vores billede af konflikten i Golfen. De danske medier og politikere, som ønsker krig, har til fulde forstået at udnytte de forestillinger og fjendebilleder, som allerede er tilstede i den vestlige kultur.
Den mentale oprustning indeholder en dæmonisering af fjenden, der skal være af den mest ekstraordinære slags for at få de fredselskende danskere til at støtte en krig. Dagbladet Politiken fører an, og mener i en leder 23. februar 1998, at det er en illusion at tro, at landene i Mellemøsten tænker og opfører sig som om, de er en del af det 20. århundrede.
Lederskribenten mener, at Irak lever på samme måde, som vi levede i den mørke middelalder. Vi får på den måde en beskrivelse af en historisk afgrund, som ifølge Politiken adskiller Irak fra den civiliserede verden.
Denne beskrivelse er en effektiv måde at umenneskeliggøre fjenden på. Vi bliver præsenteret for et bipolært sæt af moralske standpunkter i Politikens krigsretorik, hvor konflikten mellem Vesten og den arabiske verden bliver beskrevet som en moderne manifestation af en tidsløs, mytisk kamp mellem civilisationen og en primitiv, forhistorisk livsform.
Hollywood-krig
Politiken forsøger at overbevise læserne ved at slå på det ældgamle modsætningsforhold mellem den vestlige og arabiske verden. Et modsætningsforhold, der også dækker over en historisk kamp mellem kristendommen og islam, som helt tilbage fra korstogenes tid har dannet fundament for vores forståelse af Mellemøsten. En forståelse af en europæisk overlegenhed i forhold til muslimerne, der legitimerer, at vi med vold tvinger de vantro til at tænke og opføre sig som os.
Når vi som udgangspunkt for en konflikt har et fremmedgjort forhold til den islamiske kultur, er det derfor lettere at henfalde til stereotyper, når vi tænker og taler om denne del af verden.
Amerikanske spillefilm har allerede gødet jorden for en forenklet opfattelse af Mellemøsten. Hollywoods film fremstillede i 80'erne og 90'erne et billede af den arabiske verden, som i sine stereotypiske reduktioner er i overenstemmelse med den retorik, som kendetegner de hjemlige polititikeres argumenter for at gå i krig. Disse krigsfilm - bl.a. Iron Eagle og The Delta Force - fokuserede på det stolte USA og dets onde fjender. De omhandler ofte en invasion, hvor modige amerikanske soldater invaderer modstandere i den arabiske verden for at besejre en gal terroristisk diktator.
Dertil kommer andre film og bøger med samme ideologiske arabisk-fjendtlige undertone som f.eks. Ikke uden min datter med Sally Field.
Denne fremstilling af den arabiske verden har hjulpet til at skabe et sæt af følelsesmæssige koordinater, som vi bruger, når vi i forbindelse med konflikten i Golfen forsøger at forstå og respondere på billederne på vores tv-skærme. Vi tror, vi forstår, hvad der foregår, men vores forståelse er måske i virkeligheden baseret på en blanding af fantasi, eventyr og myter.
Adolf Hussein
Flere danske politikere og journalister har dæmoniseret Saddam Hussein ved at beskrive ham som 90'ernes Hitler.
Vi slutter fra det kendte til det ukendte. Det kendte er Hitler og nazi-Tyskland. Vi leder efter lighedstræk mellem Hitler og nazi-Tyskland på den ene side og Hussein og Irak på den anden. Påvirkningen fra metaforen får folk til at tænke i en bestemt retning.
Sammenligningen af Hussein med Hitler åbner også for, at medierne kan præsentere konflikten i Golfen som en historie efter en nærliggende fortællestruktur. De fakta som passer ind i denne struktur slipper igennem nyhedsfiltret og bliver forstærket, mens fakta, som ikke passer ind, ikke slipper igennem som nyheder.
Fra starten af krisen brugte medierne en fortællestruktur fra populærkulturen, der portrætterer konflikten som en kamp mellem det gode og det onde. Mediekrigen har sine hovedpersoner, sine helte og sine skurke.
Saddam Hussein er det onde uhyre. Hussein personificerer fjenden, på samme måde som Hitler gjorde det under Anden Verdenskrig. Fjenden bliver på denne måde let begribelig - og angribelig. Han er den eneste, der handler med baggrund i sin egen personlige ondskab.
Krisen bliver på denne måde én ond mands værk - nemlig Saddam Husseins. Det irakiske folks lidelser bliver kun til dæmpet baggrundsstøj, når vi tænker på de kommende krigshandlinger. I vores bevidsthed er det Saddam, der i givet fald vil blive bombet.
Den historiske sammenligning har også indflydelse på befolkningens opbakning til politikernes handlingsvalg. For hvis Hussein virkelig er en ny Hitler, så vil en eftergivende politik, der lader ham få lov til at modsætte sig FN's resolutioner, kun bringe flere trusler mod freden og i sidste instans resultere i en langt mere omkostningsfuld krig. For vi ved jo alle, at Anden Verdenskrig udviklede sig, fordi man ikke stoppede Hitler i tide.
Sammenligningen kommer på den måde til at overskygge virkeligheden. Hussein har jo ikke udvist truende adfærd over for nabolandene, men bare modsat sig at amerikanske FN-observatører får uhindret adgang til hans private paladser.
Tv-spils billeder
Visuelt er krigsforberedelserne også godt i gang. De amerikanske tv-billeder af højteknologiske missiler, der præcist rammer deres mål efter de har gennemboret flere tons tyk cement, bliver vist på fjernsynsskærmene verden over. Journalisterne ved godt, at billederne, som det amerikanske militær tilbyder, er nøje iscenesatte for at give os en tro på en højteknologisk krig, hvor ingen civile, men kun militære installationer, vil blive ramt, men journalisterne bruger alligevel billederne, fordi tv-mediet kræver illustrationer til nyheds-indslagene. Disse billeder minder meget om dem, man brugte under den forrige krig i Golfen. På en af de mest viste video-optagelser dengang, så man en raket, som slog hul i en næsten uigennemtrængelig irakisk bunker. Raketten som fulgte lige efter, benyttede hullet til at komme ind og gøre maksimal skade bag de tykke mure. Vi seere så ikke på nært hold, hvordan det gik med mennesker og genstande inde bag murerne, for tv-transmissionerne stoppede naturligvis ved eksplosionen
Videobillederne gav indtryk af en krig, hvor bomberne ramte militære mål præcist, uden at det gik udover civilbefolkningen, hvilket skjulte, at kun syv procent af de bomber, der blev kastet over Irak, var smarte højteknologiske præcisionsbomber, at 70 procent, svarende til sprængladningen i tre-fire Hiroshima-bomber, ramte ved siden af og anrettede store civile skader.
For os, som erfarede den sidste Golfkrig via tv, blev det nærmest til et æstetisk anliggende. Vi blev fascinerede af at se nattehimlen over Bagdad, som den blev oplyst af raketter i farvestrålende lysbuer over byen. Krigen blev gennem tv-dækningen forvandlet til et videospil, mens vi foran skærmen blev reduceret til beundrende tilskuere. En af CNN's korrespondenter beskrev da også bombningen af Bagdad som festfyrværkeriet på den amerikanske uafhængighedsdag.
Med disse billeder blev det muligt for befolkningen i den vestlige verden at distancere sig selv fra den ødelæggelse og død, som de moderne våben forårsagede. Fordi våbnene var højteknologiske, og billeder af døde og lemlæstede irakere var fraværende på tv-skærmen, hjalp det vesten mod at få moralske skrupler.
Sammenhængen mellem krigshandlingerne og deres menneskelige omkostninger bliver brudt, og de egentlige konsekvenser af krigshandlingerne blev på denne måde usynlige for seerne. Derfor har vi ikke i vores kollektive hukommelse billeder af de store skader, som vores bombninger medførte. Ødelæggelser som et FN-team under ledelse af en tidligere amerikansk justitsminister karakteriserede som ragnarok på jord.
Dette billede af krigens sande ansigt trængte aldrig igennem til offentligheden. De amerikanske medier havde ikke lyst til at ødelægge den euforiske sejrsstemning i USA og aflyste de ellers planlagte interviews med FN-teamet. Men dermed fik vi heller ingen realistisk forståelse af de mulige katastrofale konsekvenser for civilbefolkningen af nye bombninger af Irak.
