Læsetid: 5 min.

Danish design i Afrika

18. marts 1998

Morten Helveg Petersen tegner et misvisende billede af Det Radikale Venstres synspunkter

U-LANDSBISTAND
"Demonstrationsprojekter. Vi skal vise modtagerlandene det bedste, vi kan yde fra dansk side, og så håbe på, at idéen kan brede sig som ringe i vandet".
Det er den enkle recept, som Morten Helveg Petersen (Information den 9.3.) giver på, hvordan problemer med dansk u-landsbistand kan kureres. Og man ser det for sig: Et nøglefærdigt, dansk mejeri i Zimbabwe. En splinterny cementfabrik i Tanzania. En charmerende dansk typehus-idyl i Sydafrika. Et hypermoderne kloakeringssystem med spildevandsrensning i Ægypten...
Vi danskere kan det der. Teknikken er i orden. Servicen på plads. Ingen slinger i valsen. Hvis vi nu forærer tingene væk og placerer dem i Afrika, så må de da før eller senere lære det!
Ja, det kunne man tro. Faktisk var det den model, man brugte i 70'erne og 80'erne, da dansk u-landsbistand i stort omfang var baseret på statslån. Danske virksomheder troppede sammen med det daværende Industrirådet - nu Dansk Industri - op hos Danida med idéer om, hvor i Den Tredje Verden, der var uopsættelige behov for danske industriprojekter. I forvejen havde man sørget for at sikre sig den pågældende regerings opbakning, hvilket ikke var svært. Der var jo tale om billig dansk finansiering.
Resultatet kender vi. I alt for mange tilfælde blev de danske prestigeprojekter ('demonstrationsprojekter'?) til det, der senere blev kaldt 'hvide elefanter'. De nævnte eksempler er da heller ikke tilfældige. De har enten været ført ud i livet eller været langt fremme på Dansk Industris tegnebræt.
Det er nu næsten 10 år siden, at man tog konsekvensen af de dårlige - ind imellem pinlige - erfaringer med den form for u-landsbistand. Statslåns-modellen blev afskaffet, og vi skal ikke tilbage til noget, der minder om den. U-landsbistand er ikke et udstillingsvindue for 'Danish design'.
Det er da heller ikke den slags tanker, som normalt høres i Det Radikale Venstre. Partiet har indenfor det sidste halve år holdt to offentlige u-landskonferencer, den sidste sammen med SF. Ind imellem - i september - vedtog partiets landsmøde en resolution om udviklingsbistand, som dels slog væsentlige principper fast, dels pegede på forhold, som skulle ændres, såvel i Danidas som i Folketingets arbejde.
Synspunkterne ligger langt fra det, som Morten Helveg Petersen anfører. Og valgkamp eller ej, så burde et radikalt landsmødes vedtagelser vel forpligte radikale folketingskandidater?

Misvisende billede
Valgkampen er slut, men debatten om dansk u-landsbistand fortsætter forhåbentlig. Så selvom det er ærgerligt, at der er tegnet et misvisende billede af Det Radikale Venstres synspunkter - oven i købet af en af partiets egne - er det ikke spildt at tage tråden op der, hvor partiets seneste u-landskonference sluttede to dage før valgets udskrivelse.
Som det også skete på konferencen, er der først og fremmest grund til at slå fast, at Folketinget kun har sig selv at takke, hvis man er utilfreds med den måde, hvorpå bistanden administreres. Det er Folketinget selv, som har ansvaret for graden af politisk kontrol med dansk bistandspolitik. I dag foretager Folketinget en løbende bevillingskontrol gennem arbejdet i Finansudvalget, men der er ingen form for politisk kontrol med bistandens kvalitet.
Folketinget skal naturligvis ikke blande sig i den løbende administration af bistanden. Men man kan med nogen ret spørge, om Folketinget lever op til sit politiske ansvar, hvis der ikke er politisk kontrol med, at 10-11 mia. kr. af skatteydernes penge indholdsmæssigt realiserer de fastlagte målsætninger. Derfor er der grund til at beskæftige sig med Folketingets rolle i bistandspolitikken.
Det Radikale Venstres landsmøde vedtog, 'at bistandsbevillinger skal behandles af Folketingets Udenrigsudvalg og ikke alene af Finansudvalget. Herved kan Folketinget påtage sig et reelt medansvar for indholdet i udviklingsarbejdet.' Det er dette 'medansvar for indholdet', som er nøglen til at skabe en frugtbar dialog mellem administrationen - Danida - og den politiske myndighed - Folketinget.
Dialogen tjener flere formål. For det første sikrer den, at Folketinget faktisk påtager sig opgaven med at levere kvalitetskontrol af den danske bistandsindsats. Resultaterne af indsatsen holdes op mod målsætninger og succeskriterier. Der er tale om 'efterkritik'.
Dernæst sætter dialogen uundgåeligt fokus på målsætningerne og muligheden for at realisere dem. Det er Folketingets opgave at opstille målsætningerne for bistanden. Til gengæld er det Danidas pligt at sige fra eller præcisere, hvis de opstillede målsætninger er indbyrdes uforenelige eller vanskeligt administrerbare.
Udover det overordnede fattigdomskriterium for dansk bistand har Folketinget opstillet en række delmålsætninger, som også skal tilgodeses: Bæredygtighed, demokratisering, vægt på kvinders rolle - for nu at nævne nogle af de vigtigste. I alt syv, hvoraf hensynet til danske virksomheders leverancer først skal tilgodeses, når de andre seks er opfyldt. Det er en stor dagsorden - måske for stor? Men den er udtryk for en bevidst politisk stillingtagen, som et meget bredt flertal i Folketinget har bakket op om.
Hvis det skal være en meningsfyldt dagsorden for dansk bistand, kræver det omhyggelig planlægning og nøje overvejelse af, hvad der er succeskriterier for bistanden.
Det er ikke nok, at Danida henviser til et 'alsidighedskriterium', når der gøres opmærksom på, at bistanden i en række situationer ikke lever op til Folketingets målsætninger. Målsætninger er styringsinstrumenter og de kan ikke erstattes med en tommelfingerregel, som hedder 'lidt af hvert'.

Ikke godt nok
Folketinget - kraftigt bistået af den til en hver tid siddende minister og dennes embedsværk - har helt åbenbart stillet Danida en vanskelig opgave. Hvis den skal kunne løses, kræver det først og fremmest åbenhed og overblik. Det er nødvendigt at lægge klart frem, hvordan og i hvilket omfang, der prioriteres for at tilgodese flerheden af målsætninger. Eller - som budskabet lød fra Det Radikale Venstres landsmøde i september - 'at bistanden bør koncentreres på færre sektorer, og målsætningerne gøres mere operative'.
Problemet med dansk u-landsbistand er ikke, at den er 'blød og forvirret i stedet for hård og følsom', sådan som Morten Helveg Petersen påstod i ovennævnte artikel. Faktisk tyder såvel hjemlige evalueringer, som dem der foretages af OECD's bistandskomité DAC på, at dansk udviklingsbistand fungerer rimelig godt.
Det er derimod et problem, at beslutningsprocessen i Danida er lukket. Det er et problem, at erhvervsliv, NGO'er og andre interessenter deltager i beslutningsprocessen og dermed varetager deres interesser på en måde, som ikke er gennemskuelig for omverdenen.
Det er et problem, at de medarbejdere, som skal sikre kvaliteten i Danidas arbejde, samtidig er undergivet det almindelige rotationsprincip i Udenrigsministeriet, hvorved ekspertise og kontinuitet forringes.
Det er et problem, at den løbende kvalitetskontrol med bistandsarbejdet alene foretages af Danida selv. Derfor er 'rimelig godt' ikke nødvendigvis 'godt nok'.
Meningsmålinger tyder på, at der fortsat er massiv opbakning i den danske befolkning til det nuværende bistandsomfang på én procent af nationalproduktet. Men opbakningen er ikke nogen naturlov.
Hvis der rokkes ved tilliden til, at kvaliteten i Danidas arbejde er i orden, og at bistand nytter, kan billedet hurtigt ændre sig.
Derfor er åbenhed og dokumentation af resultater uomgængelige krav. Kvalitetskontrol kan ikke overlades til producenten selv.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu