Kronik

Danmark til Kongeåen

Debat
23. marts 1998

I morgen er det 150 år siden, at der udbrød borgerkrig i Danmark. Slesvig-holstenere hejste oprørsfanen mod Danmark, og tre års krig blev begyndelsen til den nederlagsstemning, der blev endeligt beseglet i 1864

HISTORISK SET
Luften havde længe været tyk af utilfredshed i hertugdømmerne Slesvig-Holsten. Især i universitetsbyen Kiel og Rendsborg kørte den politiske debat i højeste omdrejninger.
En deputation var blevet udpeget og skulle den 21. marts forelægge den danske konge nogle hårde og særdeles ubehagelige krav: Dels om en fælles forfatning for de to hertugdømmer, og dels kravet om hertugdømmernes løsrivelse fra kongeriget. Mødedeltagerne var enige om, at deputationen ikke måtte acceptere noget halvt svar, og at en opstand ville blive følgen af ethvert afslag fra kongen.
I hovedstanden var der voldsom debat omkring "landets forviklede forhold og (den) nærværende mislige tilstand."
Også i København var der røre; dels om det nationale spørgsmål, dels med krav om en ny og friere forfatning fra nationalliberale kredse. Stormøder med deltagelse af over 2.500 mennesker blev afholdt i Casino den 11. marts.
Her luftede den national-liberale Orla Lehmann endnu engang tanken om 'Danmark til Ejderen'.
Den 20. marts enedes man på et lige så velbesøgt møde om at bruge borgerrepræsentationens indflydelse over for kongen til at forelægge ham en resolution.
Den opfordrede kongen til, at han skulle omgive sin "Throne med Mænd, som ere Opgavens Storhed voxne."
Resolutionen sluttede med de berømte ord: "Vi anraabe Deres Majestæt om ikke at drive Nationen til Fortvivlelsens Selvhjælp."
Den 21. marts overrakte Borgerrepræsentationen resolutionen til kong Frederik VII, som del af en demonstration med over 10.000 deltagere. Kongen var på forhånd bekendt med indholdet, og han var tvunget til at udtale: "Det glæder mig at kunne sige Dem, at jeg allerede har forekommet det, hvorom De har bedet mig. Det gamle Ministerium er opløst."
Samme aften blev dannelsen af en ny regering indledt.

Efter komplikationer blev der dannet en 'samlingsregering' af gamle kongevalgte og af nyudnævnte nationalliberale medlemmer. Regeringschef blev den reformvillige grev Moltke.
Samtidig ulmede det som nævnt i hertugdømmernerne, hvor indflydelsesrige kredse allerede i februar havde diskuteret oprettelsen af en provisorisk regering.
Situationen indbød til at optræde aggressivt: "Hele landet er som en dynge tændstof. En gnist, og det står i flammer," som en samtidig iagttager udtrykte sig.
Hvem satte ild til? Et så voldsomt forløb som den efterfølgende borgerkrig, nemlig treårskrigen 1848-50, ud-sprang af reelle og dybtgående konflikter. Interessen samler sig særligt om deputationen i København og om dens muligheder ved forhandlingsbordet.
Forudsætningerne var følgende: For det første var kong Christian Den Ottende død af blodforgiftning kort forinden, nemlig den 20. januar 1848. Hans søn, Frederik VII, der i Danmark nød stor popularitet, tiltrådte som regent. For det andet var der i Frankrig i februar udbrudt folkeopstande med krav om udvidede borgerlige rettigheder.
Denne revolutionære situation spredtes hastigt til det øvrige Europa. De enevældige monarkier stod midt i et vadested. Man havde både ønsker om at fastholde gamle konservative styreformer og samtidig en vilje til at give indrømmelser om bredere demokratisk indflydelse.
Samtidig krævede reformivrige preussiske kredse både borgerlige rettigheder og samling af Tyskland.
Derfor modtog kejser Friedrich åbenhjertigt hertugen af Augustenborg i audiens den 24. marts og gav denne løfter om både politisk og militær støtte. Idéerne var naturligvis hastigt rullet videre til det 'syddanske' område, og samtidig er det interessant at erindre sig, at mange nationalliberale i Danmark havde nøjagtig samme opfattelse som de reformivrige i Tyskland.

Men frem for alt var situationen i hertug-dømmerne kompliceret og delikat. Holsten var medlem af Det tyske Forbund, og følgelig var den danske konge som hertug for disse områder tvungent medlem.
I hertugdømmerne herskede der kulturkampe mellem dansk eller tysk tale, dansk eller tysk administration og mellem dansk og tysk jura.
Det danske systems forsøg på at vende en vigende udvikling for danskheden blev opfattet af mange slesvig-holstenere som undertrykkende. På det økonomiske plan ønskede man i Holsten en nærmere tilknytning mod de andre tyske forbundsstater, hvor man mente, man havde bedre vilkår for industriel produktion, der var i rivende fremmarch hér.
Alt dette stod i skærende kontrast til det fattigere Danmark nord for Kongeåen, der ikke rigtigt havde genvundet kræfterne efter napoleonskrigene og statsbankerotten i begyndelsen af 1800-tallet. På grund af regeringsskiftet var forhandlingsløbet hurtigt kørt. De Slesvig-holstenske hovedkrav blev pure afvist. Det rygtedes hurtigt i Kiel, og hèr handlede man prompte.
Den 24. marts dannedes en provisorisk regering, og i tilknytning hertil udsendtes en proklamation. Heri lød det bla., at "Landsherrens Vilje er ikke mere fri, og Landet er uden Regering."
Blandt underskriverne var prins Friedrich af Nør. Slesvig-holstenske borgerbevæbninger fik udleveret våben, og sammen med en deling jægersoldater bemægtigede prinsen af Nør sig samme dag, d. 24 marts, Rendsborgfæstningen - symbolet på dansk autoritet i området. Prinsen stillede sig ud på eksercerpladsen og bad om at få overdraget fæstningen. Efter omtrent en halv time anmodede de fleste officerer om deres afsked. De menige soldater, der for det meste var slesvig-holstenske, sluttede sig til prinsen. Magten tilhørte nu oprørerne, tusindvis af geværer samt to en halv million rigsdaler fra fæstningens pengekasse.

År senere, nemlig i 1861 skrev prinsen af Nør om disse begivenheder: "Jeg bebrejder endnu den dag i dag de danske officerer, at ikke èn eller flere af dem samtidig her kom på den tanke at hugge mig ned."
Oprøret var dermed tilendebragt. Hvad fulgte nu? Intet mindre end et skift fra 'Ånden fra 1848' til 'Ånden fra 1864'. Fra national selvbevidsthed til ydmyg nederlagsstemning.
Et fortsat kongedømme, men nu med en grundlov af 1849, og med en vælgerskare, der på grund af udskrivelsen af den menige danske bonde til soldatertjeneste, måtte udvides mere end mange fra de etableredes side ønskede. En tre år lang borgerkrig, som militært og politisk set endte uafgjort. Danmark blev, efter pres fra stormagter, påtvunget helstaten, som ingen i virkeligheden elskede. Den gamle historie kunne derfor begynde forfra igen. Det gjorde den så i 1864: Tysk intervention i hertug-dømmernes forhold.
Med tyskerne som frygtelige modstandere endte det med blodig krig og tabet af hertugdømmerne. Ejderdanskerne havde tabt. Nu var den danske Helstat blevet til: Danmark til Kongeåen.

Arne P. Johansen er lektor og cand.mag. i historie.

APROPOS - Dengang jeg drog afsted...

Historien har en utrættelig fascination for os.
Blandt andet derfor er netop det historiske blevet en vigtig krumtap i Informa-
tions nye faglige rum.
Vi tror simpelt hen på, at vi kan lære af historien. Men også, at vi ikke nødvendigvis er klogere end folk var dengang - bare anderledes.
På den anden side, de erfaringer, vi har netop i kraft af vores viden om fortiden, bør vel også forpligte os til at gøre tingene bedre... Bare af og til?
Det er nærliggende at fejre åbningen af Historisk Set med et tilbageblik på det Herrens revolutionsår 1848, hvor Europa stod i flammer og landet stod i våde.
Det var året, hvor hertug-dømmerne Slesvig og Holsten begyndte løsrivelsen fra Danmark.
Hvor den politiske uro og i København forhindrede regeringen i at dæmme op for en ny krig.
Og hvor de slesvig-holstenske oprørere satte straffefangerne - 'slaverne' - fri fra fæstningen i Rendsborg, med det resultat, at slaverne drog plyndrende op gennem Jylland og mange sydjyder flygtede fra hus og hjem, opskræmt af rygterne om de hærgende banditter.
I morgen, den 24. marts, er skæringsdatoen for urolighederne.
Den dag for 150 år siden faldt den danske fæstning i Rendsborg, og Slesvig-Holsten fik en provisorisk regering.
Året efter fik hele Danmark tilmed en ny Grundlov - men det er trods alt en anden historie.
Men i morgen den 24. marts i det Herrens år 1998 afholder Historisk Institut i København den sidste af i alt otte 'Gå hjem-forelæsninger' om revolutionsåret 1848.
Forelæsningen har titlen Væver Hansen og Professor Clausen - Den danske politiske udvikling i 1848, og for den står lektor Claus Bjørn.
Det sker kl. 16.00 i Universitetets Festsal på Frue Plads.
Forelæsningsrækken udkommer i bogform til efteråret, men - formentlig - uden bidraget fra Svogerslev Harmoniorkester, som i morgen vil sørge for, at tonerne fra 'Dengang jeg drog afsted' klinger gennem festsalen.
Alle er forresten velkomne.

mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her