Læsetid: 2 min.

Dansk fangelejr i Østgrønland

Debat
11. marts 1998

Vi skal ikke rutte med de offentlige midler, bare fordi vi ønsker at afkøle nogle forbrydere

11. MARTS
Venstre og Det Konservative Folkeparti har tilsyneladende store planer med Grønland. Uffe Ellemann Jensen foreslog for nyligt, at man stillede Grønland til rådighed som skrotplads for forældede atomvåben. Det fremgår af en annonce indrykket i Berlingske Tidende, at Det Konservative Folkeparti ved Frank Dahlgaard i Folketinget vil foreslå, at svært belastede danske kriminelle deporteres til en fangelejr i Østgrønland.
Forslagsstilleren blev interviewet i Radioavisen den 6. marts, hvor han fortalte, at begrundelsen for denne placering af fangelejren er, at flygtende fanger vil fryse ihjel.
Sovjetunionens sibiriske gulag'er er nu kommet på så lang afstand, at de konservative kan lægge ideologien til side og begynde at se fordomsfrit og pragmatisk på dem og seriøst overveje at bruge nogle af deres fremgangsmåder og teknikker. Selvom man ikke sympatiserede med kommunismen, må man anerkende dens dygtighed, når det gælder fangelejre, hvor staten har kulden på sin side.
Den omfattende sovjetiske erfaring med fangelejre i arktiske områder må helt selvfølgeligt kunne overføres til den konservative fangelejr i Grønland. Man kunne endda tænke sig, at man for en rimelig pris ansatte noget af det personale, der er blevet ledigt efter nedlæggelsen af de sovjetiske gulag'er. Man kunne give dem en midlertidig opholdstilladelse på Grønland, så man undgik at se dem som indvandrere og socialnassere i selve Danmark, når de ikke længere kunne holde til det barske klima. Det ville gøre forslaget spiseligt for de øvrige højrefløjspartier.
Man må gå ud fra, at Det Konservative Folkeparti har drøftet dette perspektivrige egnsudviklingsprojekt med det grønlandske hjemmestyre og har fået grønt lys. Andet ville være politisk diletanteri.
Man må også gå ud fra, at de konservative fremsætter forslaget efter grundige økonomiske undersøgelser. Partiet bør offentliggøre sit skøn over, hvad en grønlandsk fangelejr vil koste i anlæg og drift sammenlignet med et syddansk fængsel? Vi skal jo ikke rutte med de offentlige midler, bare fordi vi ønsker at afkøle nogle forbrydere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her