Kronik

Dansk Folkeparti er ikke nazistisk

21. marts 1998

Hitler ville det overnationale - vi vil det nationale

Det starter med patriotisme og nationalfølelse, og det ender i fascisme og derpå i nazisme...."
Det er blevet sagt så ofte - ikke mindst i valgkampen i forbindelse med Dansk Folkepartis fremgang, at det nu i vide kredse er en fast-slået sandhed: Det ultimative skridt for en national er at blive nazist. Det hævdes også, at patriotismen og nazismen bærer "fælles tankegods"
Sandhed er påstanden imidlertid ikke.
Patriotisme og nationalfølelse må i virkeligheden betragtes som værende ganske uforenelige størrelser i forhold til fascisme og nazisme. Ja, så væsensforskellige er disse begreber, at de aldrig vil kunne forenes. At nationale så i tidens løb har ageret som nyttige idioter i forhold til nazismen, er en ganske anden ting.
Såvel nazisme som fascisme er i deres væsen internationale bevægelser. På sin vis rummer de det fællestræk, at de bygger på en stærk centralistisk, overnational styring; på tanken om, at det enkelte menneske kun har en positiv betydning, såfremt det med krop og ånd bidrager til at styrke ideologien. Eneste umiddelbare forskel mellem fascisme og nazisme er det racemæssige islæt.
Man kan sige, at Adolf Hitler som overbygning til den fascisme, han - via Mussolini - var blevet inspireret af, tilføjede det racistiske element. Tesen om, at en enkelt race - den ariske - var alle andre racer overlegen, og at alle andre racer som følge heraf måtte indordne sig den ariske race.

Som fascismen ønskede at udbrede ideologien til andre folkeslag, ønskede nazismen det samme - forudsat altså, at disse folkeslag tilhørte den ariske race. Mens Mussolini var af den opfattelse, at den strenge fascisme ideelt kunne spredes til alle folkeslag, begrænsede Hitler sig således til en mere snæver kreds.
Hitler talte ganske vist om et Stortyskland, hvorved han forstod tyskere, østrigere, schweizere, sudetere og andre, hvis sprog og kultur var tysk. Men det var fra dette Stortyskland, at den nazistiske ideologi skulle udbredes til andre folkeslag, som tilhørte den ariske race. Det gjaldt først og fremmest tyskere, danskere, nordmænd, svenskere, hollændere, belgiere, skotter, walisere, irere og englændere. Men indbefattede også eksempelvis kroatere og grækere.
Dette store "rum" af ariske folk skulle udgøre kernen i selve det nationalsocialistiske tusindårsrige. Fra disse folkeslag skulle na-
tionalsocialismens ledere udvælges. Det gjaldt om tidligt at udvælge de ledere, som skulle overtage, når Hitler ikke længere levede. For så vidt kunne den næste fører i det nazistiske tusindårsrige lige så vel hentes på Sjælland som i Kent, Galway eller i Berlin. Det afgørende var, at føreren var arisk, og at han havde de ultimative evner som fører, at han ejede intelligens, uselviskhed, fasthed, ubestikkelighed - og tilstrækkelig råhed.
De øvrige racer - de underlegne - skulle så levere arbejdskraften til den ariske race, hvis egentlige beskæftigelse skulle være at styre. Hele dette bestialske maskineri er glimrende beskrevet. Hitlers egne drømmerier, som han holdt alenlange foredrag om i forbindelse med måltiderne i Berchtesgaden, blev i sin tid omhyggeligt nedskrevet af Hitlers højrehånd, Martin Bormann - og som findes, oversat til engelsk, i bogen Hitler's Tabletalks.

Det var Hitlers opfattelse, at hele denne iscenesættelse ville være til gavn, ikke alene for den ariske race, men så sandelig også for individerne i de underlegne racer, som i det mindste skulle tildeles de helt basale nødvendigheder som mad, bolig, varme, masser af underholdning og sex; i virkeligheden vel de eneste fornødenheder, underlegne mennesker kunne ville ønske af tilværelsen, når de trætte vendte hjem fra arbejdsdagen.
Uddannelse og intellektuelle udfordringer ville efter Hitlers opfattelse i virkeligheden bare være til besvær for disse slave-racer, ja selv det at kunne læse og skrive ville bare forvirre. De ariske ledere skulle fungere som en slags venlige opsynsmænd; de skulle sørge for, at de underlegne racer havde det, de havde brug for - så ville der ikke blive ballade med dem.
For såvel fascismen som nazismen gjaldt det, at det økonomiske fundament skulle skabes ved en stærk planøkonomi, som stort set er identisk med den kommunistisk-socialistiske ditto. Langtidsplaner skulle udfærdiges centralt, disse skulle følges til punkt og prikke, og der tåltes ingen individualistiske diversioner. En slags borgerløn skulle indføres - med særlige privillegier til de højere-stående partifunktionærer. Ideen var, at alle var "ansat" af førerskabet, og at alle skulle indordne sig til fordel for ideologien.

Det var altid Hitlers tanke, at hvert af de ariske folkeslag, såfremt ideologien ikke forstyrredes, skulle kunne udvikle sine egne særheder. Folkedans, sprog, nationale flag, egnsretter, specielle nationale særheder skulle ikke alene accepteres af førerskabet, men ligefrem styrkes og opmuntres.
Dette var for Hitler en selvfølgelig del af den "ariske mangfoldighed", og netop det program-punkt, som i så høj grad medførte, at patrioter/nationalister rundt om blandt de nordeuropæiske folkeslag frivilligt lod sig voldføre til nyttige idioter for nazismen.
For eksempelvis en letbevægelig dansk-national kunne det virke som sød tale, at Dannebrog skulle indtage en hæderfuld plads blandt de andre nationalsocialistiske bannere. At det danske sprog - af en preusser - pludselig blev fremhævet som noget enestående, at danske fædrelandssange - af en preusser - blev betegnet uundværlige, at der stadig skulle sidde danskere ved styret i Rigsdagen, at det danske militær skulle være stærkt, og at der fra nationalsocialistisk side blev lagt vægt på at den danske historie var en umådelig vægtig del af den ariske historie.
For var det ikke netop det, Gud, Konge og Fædreland, der var selve patriotismens grundlag? At dette nye, stærke Danmark så ydermere indgik som en del af et stærkt arisk, nationalsocialistisk Europa, og som en del af det bolværk, der nødvendigvis måtte opføres som værn mod den slaviske bolsjevisme, måtte man tage med, mente mange patrioter - i hvert fald indtil denne slaviske bolsjevisme endelig var bekæmpet. For vel var der centralistiske aspekter i nationalsocialismen, som nok umiddelbart kunne virke anstødelige på gængs nordisk frihedsfølelse, men bolsjevismen var bare ti gange værre.

Sådan tænkte mange danske patrioter/nationale dengang i 1930'erne og 40'erne. Og derfor blev så mange af disse villige ofre og nyttige idioter for nazismen, og derfor lod de sig på stribe voldføre.
Dette skete ikke alene i Danmark, men så sandelig også i Tyskland. Hitlers største problem sidst i 20'erne og først i 30'erne var såmænd ikke hverken bolsjevikker eller kommunister, men i langt højere grad de tyske nationalister - hvis ledere i disse år mestendels hentedes blandt den tyske adel. Alle disse adelige, som besad væsentlige poster i det tyske samfund - ikke mindst i militæret - var ikke umiddelbart til sinds at lade sig koste rundt med af denne lille underkorporal, men accepterede hans tilstedeværelse som en foreløbig tingenes nødvendige tilstand.
I modsætning til adelen havde Hitler jo tag i masserne, og man opfattede, at alternativet til nazisterne var bolsjevikkerne - og da nazisterne, i modsætning til kommunisterne, jo samtidig udviste stor respekt for de nationale symboler, var det bedste vel at køre et slags parløb, indtil den egentlige fælles fjende var besejret.

Sådan tænkte man i Tyskland, og sådan tænkte mange i Danmark. Hitler lod foreløbig de nationale kredse være - i hvert fald så længe det var nødvendigt. Disse kredse besad jo pengene, forbindelserne - også de internationale - titlerne - og i vid udstrækning det menige folks tillid. I århundreder havde det jo netop været disse stænder, der havde styret folket igennem. Gennem dagligdage, helligdage, kriser og krige.
Hitlers langsigtede plan var dog altid, at de nationale skulle udraderes, og denne udradering påbegyndtes i virkeligheden i forbindelse med "de lange knives nat", hvor de ekstremt ideologiske SS'ere rettede et afgørende slag - ikke alene mod det nazistiske SA, men også mod nationale kredse. Hitlers table-talks og dagbøgerne afslører hans dybe, foragtende had til de nationale. Disse stivstikkere, som altid kun tænkte på nationen - frem for på et større mål! I Hitlers øjne var de egocentriske, samfundsbevarende, selvtilstrækkelige, stokkonservative - og ikke mindst ubehageligt frihedsorienterede.
Masserne, selv dem, der havde tilsluttet sig en anden centralistisk ideologi, nemlig socialismens, ville - med det gode eller det onde - kunne overvindes, men Hitler vidste instinktivt, at disse nationalistiske kredse var og blev - det bevistes eksempelvis af attentatet mod Hitler i 1944 - den største fare for selve nationalsocialismens ideologi. De nationale herhjemme samlede sig i kampen mod den internationale nazisme i modstandsgrupper som Holger Danske - eller de førte, som Christmas-Møller, kampen på andre måder.

Men hvad var det da i det nationale, der dengang var så farligt for nazismen - og så farligt for Hitlers afsindige planer om et verdensherredømme?
Svaret ligger i selve ordene "national" og "patriot". National kommer af natio, som har med ordet fødsel at gøre, patriotisme er forklaret som fædrelandsvenlig, fædrelandskærlig.
I ingen af de to begreber er der plads til had eller for så vidt til udstrækkelse ud over egne, naturlige grænser.
Hjemstavnen er det nationale - det, der gror eksempelvis i danskheden som bravhed og hæderlighed i dagens dont, som trofasthed mod hjemmet, som humor, tryghed, sang og folkevid, som sammenhørighed med gammel sædvane - alle de i tusindvis af små ting, som først bliver til noget, når de summeres op.
Vigtigst er fædrelandskærlighed udefinérligt, og noget, man normalt ikke taler om. Nationen eksisterer, fordi den ér. Eller - om man vil - den ér, fordi den eksisterer. Og den eneste årsag til, at den eksisterer, er, at den er blevet forsvaret, og fortsat forsvares. At der er en grænse, en ramme, hvori folket, nationen, kan leve folkets liv.
At være national er således netop ikke at besidde en ideologi.

At være national er derimod at nære kærlighed til sit eget folk og land - på trods af ideologi, på trods af, hvad de enkelte mennesker inden for nationen måtte føle, tro eller tænke. I modsætning til det at være nazist, som indebærer et grænseløst had, ikke alene til fremmede, men så sandelig også til medlemmer af egen nation, som ikke vil vide af den nationalsocialistiske ideologi.
At være national er at ville forsvare sin nation; at ville begrænse. At være nazist er at ville udstrække en ideologi udover de enkelte nationer - en udstrækning såvel til de andre ariske nationer, som til de andre ikke-ariske nationer, hvis opgave det er at tjene den arisk-racistiske ideologi.
Derfor hadede Adolf Hitler de nationale; derfor er de to størrelser basalt uforenelige, og derfor er i virkeligheden nationalfølelsen det bedste værn mod den internationale bevægelse, nazismen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu