Læsetid: 4 min.

Delingen af Europa

23. marts 1998

Det vigtigste for USA var at sikre, at Sovjetunionen ville gå ind i krigen mod Japan

JALTA & EU
Europa er og kan aldrig være andet end en proces, aldrig et færdigt produkt. Behandlingen af Tyrkiet, der har været associeret det Europæiske Fællesskab siden 1963, viser med al tydelighed, at diskussioner ikke er en garanti for optagelse. Men efter december 1997 er det vanskeligt at forestille sig en total opgivelse af den udstrakte hånd til Øst- og Centraleuropa, uanset hvor mange vanskeligheder, der vil tårne sig op. Luxembourg-vedtagelsen indebærer, at Europa og EU nu er så tæt på at blive identiske, at man godt kan opgive den politisk korrekte skelnen mellem de to betegnelser. Med mindre man da er modstander af alt forpligtende samarbejde i Europa, som det bliver stadig tydeligere, er det relle rationale bag modstandernes udtalelser. Kjeld Albrechtsen, Drude Dahlerup og Ole Krarup hævder alle at ønske et meget "bedre" samarbejde, men de har lige så svært som Holger K. Nielsen ved at lyde overbevisende. Nærheden til Pia Kjærgaards nationalistiske lejr bliver stadig tydeligere. Det gælder også kravet om det "endnu større" Europa. For hvad er det efter de sidste udvidelser? OSCE har 54 medlemmer (plus det boykottede Serbien, officielt kaldet FRY, Former Republic of
Yougoslavia). Det er ubetinget flere lande. Men man kommer langt ud, hvis man vil hævde at Tadjikistan, Uzbekistan, Turkmenistan eller Azeri (det tidligere Azerbadjan) er europæiske kernelande. De er formentligt udmærkede lande, ligesom Canada og USA. Men ikke centrale dele af Europa.

Sandheden er, at EU er godt i gang med at lukke den Kolde Krigs parentes og hele sårene fra delingen i Jalta. Det vil selvfølgelig tage lang tid, før alle lande er med. Og selv en forening af de europæiske lande betyder ikke en mental forening. Det demonstrerer forholdet mellem Øst- og Vesttyskland med ønskelig tydelighed. Alligevel er der god grund til at reflektere lidt over, hvad det indebærer for vores opfattelse af EU, at Europa faktisk vil blive forenet indenfor det kommende tiår. Europa blev delt på Jalta-konferencen 4.-12. februar 1945. Da mødtes sejrherrerne fra 2. verdenskrig, de såkaldte "tre store", Churchill, Roosevelt og Stalin samt landenes udenrigsministre og militære topchefer i havne- og badebyen på halvøen Krims sydkyst. Det var først for nylig givet, at de tre lande faktisk ville sejre over det nazistiske Tyskland og Japan. Det var kun to år siden, at tyskerne havde erobret Krim og påbegyndt en overflytning af "folketyske" emigranter til dette klimatiske paradis fra forskellige dele af det erobrede Europa (bl.a. Sydtyrol). Men efter den fejl-slagne tyske offensiv i Ardennerne december 1944 og den Røde Hærs sejre, stod det fast, at det kun var et spørgsmål om et par måneder, før de al-
lieredes hære ville mødes i et besejret Tyskland. Deraf behovet for en holdbar aftale, så det tyske håb om, at de allierede ville komme i krig med hinanden og redde Tyskland fra dets selvskabte skæbne, ikke ville gå i opfyldelse.

På mødet blev der opnået enighed om at kræve betingelsesløs kapitulation af Tyskland, således at der ikke skulle være det mindste grundlag for en ny tysk dolkestødslegende i stil med 1. verdenskrigs påstand om, at hæren kunne have vundet, hvis ikke det "feje" civile bagland havde overgivet sig. Endvidere aftaltes det at opdele Tyskland i fire besættelsezoner - fire fordi Frankrig under de Gaulle havde held med at liste sig med ind blandt sejrherrerne, selv om det ikke var med i Jalta og reelt ikke havde været blandt de krigsførende (en parallel mellem Danmark og Frankrig som alt for sjældent erindres i dagens Europa-debatter). Man enedes desuden om at straffe krigsforbryderne - de tyske vel at mærke - størrelsen af krigserstatningerne og forløbet af grænsen mellem Polen og Sovjetunionen (i dag Ukraine, Hvide-rusland eller Belarus og Li-tauen). Desuden aftaltes det at indkalde en konference i San Francisco for at oprette en ny international organisation, de Forenede Nationer til afløsning af det mislykkede Folkenes Forbund.

Vigtigere end alle disse officielle aftaler var dog de hemmelige underhåndsaftaler efter hvilke, de allierede delte verden imellem sig. Mod at give Storbritannien 90 pct. frie hænder i Grækenland sikrede Stalin sig en tilsvarende indflydelse i Polen, mens en lang række andre lande deltes fifty fifty eller med andre procenter. Det har været diskuteret, om aftalerne var udtryk for, at den snu politiker Roosevelt var svækket af den sygdom, der rev ham bort gansk kort tid senere, eller om han simpelthen var for naiv til at hamle op med to kyniske realpolitikere som Churchill og Stalin. Det er der dog ingen grund til at antage, selv om aftalerne medførte talløse lidelser for borgerlige modstandskæmpere i Polen og kommunistiske i Grækenland, der blev ofret på hver sin side af delingslinierne. Det vigtigste for USA var at sikre, at Sovjetunionen ville gå ind i krigen mod Japan senest tre måneder efter afslutningen i Europa. Vi må her huske, at det på dette tidspunkt langt fra var sikkert, at Japan ville bryde sammen, så hurtigt som det skete. Atombomben var ikke kastet og ingen ansvarlig politiker troede at dens følger ville blive så uerhørte som videnskabsmændene, herunder Niels
Bohr profeterede. Derfor affandt amerikanerne sig med det mindre onde, som delingen af Europa var - for dem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu