Læsetid: 4 min.

Euro-feberen breder sig

11. marts 1998

Måske burde vi interessere os for den fælles mønt, selv om det er mest bekvemt at lade være

ØMU'EN
NEDTÆLLINGEN til Euro'en er i fuld gang. Europa-Parlamentet har nu formelt vedtaget sin ekstraordinære samling lørdag den 2. maj, hvor man skal udtale sig om, hvilke lande der kan komme med i den Økonomiske og Monetære Union.
Der er dog kun en formel seance, fordi det reelt er Ministerrådet, der skal tage stilling til, hvilke lande der kan komme med.
Men inden denne 'lang-lørdags' seance er der grobund for en feberhed debat i de EU-lande, som er ved at forberede sig på at afskaffe de nationale penge til fordel for Euroen.
I Tyskland er der en større og større mistillid til den fælles mønt, men befolkningen regner alligevel med, at den kommer. På det seneste har 150 økonomiske eksperter advaret mod at indføre Euro'en, men den tyske forbundskansler Helmut Kohl og chefen for Bundesbank, Hans Tietmeyer, står fast på, at køreplanen skal holdes, og ØMU'en skal gennemføres til tiden.
I Bruxelles vedbliver Kommissionen med at fremture med det samme mantra om, at der ikke er nogen slinger i valsen. Alt går som planlagt, og intet kan gå galt.

MEN DER er alligevel en vis usikkerhed omkring det store skridt, som Unionen er ved at tage. Ikke mindst i den europæiske befolkning.
Det burde vække til eftertanke hos den europæiske politiske elite, at op imod halvdelen af den europæiske befolkning er bange for ØMU-projektet, mens 75 procent tager det for givet, at den kommer. Det giver under alle omstændigheder skyts til EU-kritikerne og modstanderne.
I Storbritannien er der en ny bevægelse mod Euro'en under opsejling. De engelske konservative modstandere får hjælp af den tidligere Labour- udenrigsminister David Owen, som i sin tid forlod Labour, fordi de var for venstreorienterede.

DET TYSKE delstatsvalg i Niedersachsen har dog endnu engang bragt Euro-kursen på ret køl. Med valget af Gerhard Schröder er der lagt op til en midtsøgende politik fra SPD's side, som helt givet vil betyde fuld tysk opbakning om Euro- projektet. Med valget af Schröder som kanslerkandidat er den tyske valgkamp for alvor sat i gang, men intet tyder på, at nogen af kandidaterne vil stille spørgsmålstegn ved Euro-kursen. Det er Helmut Kohls hjertebarn, og både de Grønne og SPD støtter projektet.
Der kan komme krusninger fra det Kristelige Sociale Parti i Bayern, men med Schröder som kanslerkandidat er både CSU og CDU nødt til at føre en helt anderledes seriøs valgkamp end i en situation, hvor Oscar Lafontaine var blevet SPD's kanslerkandidat. Var det sidste tilfældet, ville de borgerlige have forsøgt at køre en kampagne imod SPD som et venstreorienteret idelogisk parti. Men det vil givetvis ikke kunne lade sig gøre at føre en sådan kampagne imod Gerhard Schröder, der blandt andet er mangeårigt medlem af folkevognsfabrikkernes bestyrelse.

DER VIL således politisk set ganske givet være låg på Euro-debatten, men det store spørgsmål er selvfølgelig, om det også vil lykkes at stille markedet tilfreds.
Efter at alle EU-landene har afleveret deres 'regnskaber' til 'den store læremester' i Bruxelles, er tiden nu inde til, at markederne prøver økonomierne af.
Derfor vil vi ganske givet opleve et turbolent forår, hvis ikke markedet allerede nu stiller sig tilfreds med den måde, som de forskellige lande opfylder konvergenskravene på.
Det behøver dog ikke blot blive her i foråret, at der kan opstå turbulens. Det, der skal ske på det vigtige møde den 2. maj, er en stillingtagen til hvilke lande, der kan komme med i Euro'en fra den 1.1. 1999.
Men der er jo lang tid fra maj til 1. januar. I den tid er det også nødvendigt, at landene holder tungen lige i munden, hvis der kommer pres på enkelte landes økonomier.
Det vil stille solidariteten på en hård prøve, og det er ganske usikkert, om de nuværende institutioner er stærke nok til at hamle op med eventuelle raids imod enkelt lande.

I DEN danske Amsterdam-debat, som vel må komme i gang på et eller andet tidspunkt inden den 28. maj, er Euro'en næsten ikke eksisterende.
Det skyldes selvfølgelig, at det danske forbehold eksisterer på dette område, og at Danmark derfor er i den situation, at vi står uden for Euro'en.
Når jeg bliver spurgt på møder, plejer jeg at svare, at vi står i en ganske gunstig dansk situation, som passer godt til den danske Euro-psyke.
Det hænger sammen på den måde, at vi lader de andre starte. Bliver det så en succes for dem, kan vi blot vælge at stige på vognen, som står klar til os. Og bliver Euro'en en fiasko, kan vi læne os tilbage i sofaen, knuge fjernbetjeningen og sige, at 'det tænkte vi nok!'
Men under alle omstændigheder er det helt afgørende beslutninger, der skal træffes den 2. maj, 26 dage før den danske folkeafstemning.
Det kunne jo også være, at vi burde gøre Euro'en til en del af den danske debat, selv om det måske er mest bekvemt at lade være!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu