Læsetid: 7 min.

Fanden har fået en finger - skal vi ikke trække hånden til os

Debat
16. marts 1998

Anne Knudsen har ret i alle sine argumenter mod nationalisme og fremmedhad og for en velfærdsstat. Det er bare sørgeligt, at EU's politik går stik imod de samme mål

EU
Antropologen Anne Knudsen har forfattet en valgbrochure med titlen Fanden på væggen for Europabevægelsen.
Hun peger helt korrekt på, at nogle EU-modstandere er nationalister, racister og fremmedhadere og på, at der har været krige i dele af Europa uden for EU.
Herfra kommer hun ved en argumentatorisk kortslutning til, at EU er det bedste værn mod nationalisme, racisme og krig, samtidig med at EU er vejen til den europæiske velfærdsstat for alle med afskaffelse af fattigdom og arbejdsløshed.
Hvis vi står uden for EU, sætter vi os uden for indflydelse. Det er det, der er sket med Norge, siger hun.
Interessant nok argumenterer hun ikke for, at det vil være økonomisk ødelæggende at stå uden for EU. Her ville det norske eksempel også vanskeligt kunne bruges.
Desværre er sandheden om EU for mig at se noget anderledes end den, Anne Knudsen så smukt udmaler i sin EU-finansierede pamflet.
Hvis man skal bedømme en politisk institution, er det klogt at se videre end til traktaternes ordlyd og festtalerne. Hvis man alene bedømmer ordlyden, var Stalins Sovjetunion under 1937-grundloven det mest demokratiske samfund i verden.
Hvis vi ser på udviklingen i det kvarte århundrede, vi har været indlemmet i Fællesskabet, er det ret slående at se, at der er sket en stærk omfordeling af samfundets goder - fra flertallet til et mindretal af aktionærer.
Danmark er i dag meget rigere end det var i tresserne, men alligevel siger politikerne, at vi ikke længere har råd til de sociale og kulturelle udgifter, vi i 60'ernes anså for en selvfølge. Hvis aktionærerne skal forgyldes og de multinationale slippe for skat, har samfundet simpelthen ikke råd til andet.

Ikke et velfærdsprojekt
EU er altså næppe et velfærdsprojekt. Det ville være rigtigere at sige, at EU økonomisk set først og fremmest er et projekt til afskaffelse af velfærdsstaten. At samme politik følges i resten af verden ændrer ikke på dette forhold. Da der ikke længere er nogen risiko for voldsomme sociale omvæltninger eller revolutioner, er der ingen grund til at give de almindelige lønarbejdere og skatteydere mere end strengt nødvendigt. Bismarcks oprindelige begrundelse for at indføre sociallove var netop at tage vinden ud af sejlene for socialdemokratierne.
Man kan ikke affeje erfaringerne med, at det er de internationale konjunkturer, der er skyld i ulykkerne, og at EU har prøvet at dæmme op for de værste følger. For det indrømmes fra officiel side, at de krav der stilles i forbindelse med indførelsen af den paneuropæiske valuta, vil tvinge de enkelte lande til at skære yderligere ned på de sociale udgifter, til at privatisere de ellers indtægtsgivende statsvirksomheder og på anden vis flytte pengene fra den offentlige kasse over i aktionærernes lommer. Farvelfærd.
Det er også vanskeligt for andre end europaterne at se EU som værn mod nationalisme og fremmedfjendtlighed. Efter indlemmelsen har vi gjort det praktisk taget umuligt for folk fra den tredje verden at besøge vores lande.

Vinduespynt
Samtidig prøver Anne Knudsen og hendes meningsfæller at oppiske forestillingen om et særligt europæisk demokratisk sindelag. Men euro-nationalisme er ikke bedre end lands-nationalisme. Beethovens niende, Sokrates og Magna Charta bliver let til vinduespynt for euro-kapitalismens rovtogt mod den europæiske befolkning og den fortsatte økonomiske udbytning af landene uden for fæstningen.
EU har opbygget et bureaukrati med tilhørende korruption og svindel, der kunne være sammenstykket af de værste fortilfælde fra Sovjet-imperiet og Byzans, tilsat tyske, franske og italienske elementer.
De eneste der har grund til at være rigtig glade for EU, er det nye nomenklatura, man har opbygget, igen efter tydeligt sovjetisk mønster. Man kaprer de veluddannede og gør dem føjelige ved at give dem høje stillinger, skattefri indtægter og utallige frynsegoder. Samtidig med at man kræver, at indvandrere fra lande uden for EU skal assimileres, stiller man ikke samme krav til nomenklaturaen. En somalier i Danmark skal lære dansk, men en Mogens Camre i Bruxelles skal ikke lære flamsk.
Anne Knudsen har ret i alle sine argumenter mod nationalisme og fremmedhad og for en velfærdsstat. Det er bare sørgeligt, at EUs politik går stik imod de mål, Anne Knudsen kæmper for.
Anne Knudsen skriger sådan op i sit stridsskrift, at tonen mange gange bliver skinger. På side 27 angriber hun med rette gamle fordomme om, at kvinder er dårlige til regning. Side 53 hævder hun i ramme alvor, at kvinder er notorisk ligeglade med udenrigs-, sikkerheds og forsvars-politik, og det er også derfor de er modstandere af EU.
Men det kunne jo også være fordi de kunne se ud over Europas grænser.
Anne Knudsens angreb på alle de mennesker, der ikke kan indse EUs velsignelser og derfor efter hendes mening stemmer ud fra deres følelser og ikke med hovedet, er i sidste instans et angreb på demokratiet.
Men demokratiets store og rystende idé er netop, at også de uvidende har ret til at være med til at bestemme om, hvordan landet skal styres. I modsætning til ekspertvældet og teknokratiet overlader demokratiet ikke styret til dem, der har forstand på det. Og en af de vigtigste grunde hertil er, at alle erfaringer har vist, at der ikke findes noget uegennyttigt præsteskab af teknokrater.

Filosoffernes styre
Platons tanke om at lade filosofferne styre er urealistisk. For hver gang man lader filosoffer eller teknokrater eller partipampere bestemme, hvad der er bedst for folket, har det vist sig, at de meget hurtigt regerer ud fra, hvad der er bedst for dem selv.
Anne Knudsen siger, at hvis det ikke havde været for EU, havde der måske været mange flere krige i Europa, for eksempel mellem Bulgarien og Tyrkiet. Det er svært at modbevise. På den anden side kan det være, at de krige vi har haft, ikke havde været der uden EU. Måske ville der ikke have været krig i Bosnien, hvis det ikke havde været for EU's og især Kohls damptromlepolitik, der pressede Bosnien til fuld selvstændighed.
Målet her var tilsyneladende at fortsætte tidligere tiders tyske geopolitiske bestræbelser gennem oprettelse af lydlande i øst og sydøst. Foreløbig er Estlands kroon bundet til den tyske mark, så de tyske tempelridderes orden er genoprettet, Slovenien er tysk lydland, Kroatien ligeså nær allieret som under Pavelic og en EU højkommissær regerer over Bosnien.
Anne Knudsens pamflet virker altså ikke overbevisende, i hvert fald ikke på mig som EU-modstander.
Skal vi da melde os ud? Det synes jeg faktisk, vi skal. Jamen, svigter vi så ikke de demokratiske bestræbelser i Europa? Hvis vi vil ændre EU, gør vi det så ikke bedst indefra?
Anne Knudsen indrømmer blankt, at EU er udemokratisk. Hun vil gøre noget for at kæmpe mod dette demokratiske underskud, og det mener hun, hun bedst kan gøre inden for EU's rammer.
Det er selvfølgelig et argument. Det svarer til at man siger til hvalfangeren, at han først skal lade sig sluge som en anden Jonas og derefter drive hvalfangst inde fra hvalfiskens bug.
Eller hvis jeg skal være lige så perfid som Anne Knudsen er, når hun antyder at venstreorienterede EU-modstandere er en slags rødlakerede fascister: Mener Anne Knudsen at man i 30'rnes Tyskland burde have meldt sig ind i nazipartiet for at reformere det indefra?

EU afskaffer demokratiet
Ingen historiske erfaringer tyder på, at små lande er blevet magtesløse eller fattige ved at stå uden for blokkene. Norge er i dag et af verdens rigeste lande. Sverige og Schweiz blev ikke netop drevet til tiggerstaven af at stå uden for den kolde krigs bloksystemer. Formidlerens rolle kan være vigtigere end den lille medspillers. Og man må først og fremmest ikke glemme, at der er en verden uden for EU. Hvis vi står uden for EU, har vi ganske rigtigt mi-stet enhver indflydelse på de franske pensionsordninger eller italiensk biblioteksvæsen. Men vi har heller ingen indflydelse på USA, Japan og Kina, der er lige så vigtige økonomiske medspillere. Derimod kan vi uden for blokken måske hjælpe med til at styrke det internationale samarbejde i hele verden, styrke FN og arbejde for internationale bindende traktater om miljø, menneskerettigheder og mange andre vigtige spørgsmål. Alternativet til EU er ikke nationalisme men global bevidsthed.
Da vi meldte os ind i Fællesmarkedet i 1972, var det det, det var. Et fælles marked. Siden da er det på trods af skiftende statsministres løfter og forsikringer blevet til en superstat, der afskaffer demokratiet. For at blive i Anne Knudsens billedsprog kan man minde om, hvad der sker, når man rækker fanden en finger.
Er det ikke på tiden, vi trækker hånden til os?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her