Kronik

Fortæl en historie!

14. marts 1998

Den gode historie er overskriften på to tema-uger om børnebøger, der begynder på mandag.
Men hvordan ser fremtidens børnebog ud? Dør den ikke en stille død under vægten af tv og computerspil? Det har børnebogsforfatteren Sally Altschuler skrevet en historie om.
Drengen Zap beder nemlig sin computer om noget helt nyt...

Chip gik bare fuldstændig ned med flaget. Først brummede han heftigt i en halv times tid. Jeg troede bare, at han tænkte derudad, men så sagde han en lyd, lissom når man pifter en cykel, og så gik han i sort. Helt sort. Ikke til at komme i kontakt med. Det var i går. Eller så var det i forgårs.
I går var jeg i hvert fald i klubben. Jeg gik derhen lige fra skolen, da vi var færdige med danskmodulet.
Mig og Olli skulle vælge en forfatter, og så skulle vi finde noget om ham på nettet.
- I må selv vælge, sagde vores lærer.
Olli kunne ikke lige komme i tanker om nogen forfattere, men det kunne jeg. H. C. Andersen. Ham med eventyr. Der var virkelig meget på nettet om ham. Vi kunne selvfølgelig ikke nå at læse det hele, men vi pillede en masse ud og lavede fire sider med alt muligt. Billeder og hvornår han var født og sådan noget. Vores lærer sagde, at der også godt måtte være et af hans eventyr.
- Bare find et af dem du kender, Zap, sagde hun.
Men jeg kunne ikke lige komme i tanker om noget eventyr. Der var noget med en pige med en rød hue, der blev ædt af et eller andet monster, men jeg kunne jo ikke huske, hvad det hed.
- Måske var det på tide, at du prøvede at læse en bog, Zap, sagde min lærer. Jeg har sgu da læst mange bøger. I hvert fald noget af dem. Jeg kan godt lide at gå på biblioteket. Jeg blader i en masse bøger og spiller nogen spil. Jeg gider ikke at låne noget, for så skal vi betale bøder, og så bliver mine forældre sure.
- Kan du da ikke koncentrere dig om noget som helst, Zap, råber min mor. - Det er sgu da ikke så svært at huske at aflevere en bog, vel.
Det kan hun jo sagtens sige. Hun har sit lille memorycard, der bipper hver eneste gang, hun skal huske det aller mindste. Hun tager det også med på lokum. Så hun husker at vaske hænder måske...
Men jeg kan faktisk smadder godt lide at gå rundt på biblioteket mellem alle bøgerne. Det kan godt være, det lyder plat, men på en eller anden måde, er det lissom, jeg bliver rolig inden i. Jeg mener, det er bare rart, at alle bøgerne bliver stående på hylderne. De står der bare. Hvis ikke jeg tager dem ned, selvføgelig.
Nå, men Olli og mig fandt et eventyr på nettet, der hed Sne-dronningen. Det handlede om en, der fik noget i øjet, men det var alt for langt. Det hele kunne ikke være der, men der var en gammel tegning på den første side. Det så meget godt ud.
- Det ser vældig godt ud, sagde vores lærer, da vi havde printet det hele ud.
- Men kan I ikke lave lidt system i det, dele det op i nogle afsnit, så man kan få et overblik, sagde hun.
Olli og mig forstod ikke rigtig, hvad hun mente, men vi kunne heller ikke nå mere, for modulet var slut.

Han kunne godt lide at rejse, H. C. Andersen. Det stod der et eller andet sted. Det kan jeg også. Jeg var engang i Disneyworld. Det var helt vildt. Jeg var inde i en kapsel, hvor man bare blev kastet rundt i verdensrummet, fordi piloten var en sindssyg robot. Der var også et eller andet monster, der slap løs og åndede én i nakken. Men det var vist et andet sted. I hvert fald var jeg i et højhus, hvor man simpelthen faldt ned med elevatoren. Man troede virkelig, at nu var det sket, men så bremsede den alligevel med en pivende lyd.
Lissom den lyd Chip sagde, da han gik ned. Det var bare fordi jeg sagde, at han skulle fortælle en historie.
- Hvad skal det være for en historie? spurgte han.
- Bare en historie. En god historie!
Jeg ved ikke, hvorfor jeg sagde det. Jeg var bare så enormt træt i hovedet. Jeg må have lavet meget den dag. Det var vist i går.
Det var i hvert fald den dag, jeg ikke gad lave videre på det bælte, jeg er i gang med i klubben. Det er et patronbælte. I sådan noget sort plastik, lissom i den der film med ham piloten, der havde sådan et bælte. Det var Bent, der syntes, at jeg skulle lave noget på et af værkstederne.
- Ja, det er jo ikke noget du skal, sagde han, men jeg kunne lissom mærke på ham, at han ville blive helt ked af det, hvis jeg ikke valgte noget. Og han er faktisk flink nok, Bent, så jeg tænkte, at det kunne se meget godt ud med sådan et bælte. Det var forleden dag.
Inde i musikstuen var de ved at se en film. Jeg kan ikke huske, hvad den handlede om.
Orissa var der også. Hun sagde hej, da mig og Olli kom, men det var mig, hun sagde det til.
Bæltet bliver ikke lissom i filmen. Det kan man ikke. Ikke i virkeligheden. Ikke lige så sejt. Jeg gider ikke lave det færdigt.
Vi satte os sammen med de andre og så noget af filmen, men så skiftede Mulle over til MTV. Orissa brokkede sig, men det var Mulles dag, så han måtte vælge.
Så sagde jeg, at vi kunne gå hjem til mig. Vi har lige fået nyt tv-firma. Nu har vi 256 faste og så det løse.
Orissa skulle til håndbold. Ellers ville hun gerne. Jeg spurgte hende, om hun ikke bare kunne droppe det, men så blev hendes gamle helt vilde, sagde hun. Det er jo ikke gratis, vel, siger de.
Min far spurgte mig om jeg ville gå til fodbold. Det er lang tid siden. Eller noget andet sport, sagde han. Han er helt vild med sport. Han ser hele tiden sport i fjernsynet. Alt muligt. Især fodbold. Han ser tit en hel kamp lige fra begyndelsen til slutningen.
- Er der ikke noget, du har lyst til at gå til? spurgte han.
Jeg tror nok, at jeg sagde, at jeg ville tænke mig lidt om. På en eller anden måde, var der jo mange ting, jeg godt kunne tænke mig at gå til.
- Hvis det var, så vil jeg jo gerne vælge det rigtige, sagde jeg.
- Jamen Zap, der er da ikke noget, der er det rigtige, sagde han.
Det var lissom da Chip skulle fortælle den historie. Det skulle vel ikke være så svært, tænkte jeg, men det syntes han åbenbart.
- Skal det være science fiction, gys, splatter, krimi, fantasy eller eventyr?
- Jeg er ligeglad. Bare fortæl, sagde jeg. Jeg var bare så træt.
- For at gå videre til næste, skal du vælge en kategori, sagde Chip.
Jeg var sgu ligeglad med kategorier.
- Ok, så eventyr, sagde jeg, så vi kunne komme videre.
Jeg troede, at det var lige meget, hvad jeg sagde, men det var det åbenbart ikke. Slet ikke...
Det var lissom min far lige før - altså lige før den dag, hvor Chip stod af.
- Hvad kunne du tænke dig at få at spise i aften?
Jeg var jo slet ikke sulten. Olli og mig tømte en pose skumbananer på tanken. Eller også var det en hver.
- Det ved jeg ikke, sagde jeg.
- Kom nu, vælg noget. Hvad med pizza?
- Ja, pizza er ok, sagde jeg. Normalt kan jeg godt lide pizza.
- Fint, sagde min far. - Jeg henter nogen senere. Hvad vil du have på?
- Det lige meget, sagde jeg. Så-dan noget med tomat og ost, ikke.
- Jamen hvad ellers? Bare tomat og ost, det er da for kedeligt.
Jeg gloede på min far. Kedeligt? Han stod og ventede på, at jeg skulle sige noget.
- Jamen det er lige meget, sagde jeg. Så blev han lissom irriteret, selv om han ikke ville se sådan ud.
- Gu' er det da ej lige meget, sagde han.
- Ok. Skumbananer, sagde jeg så.
- Skumbananer?

En gang prøvede Olli og mig at stege nogen skumbananer over et bål. Vi havde set en film, hvor de gjorde det. Det var bare skumfiduser i filmen, men det kunne vel være lige meget, tænkte vi.
Måske var det fordi, der er chokoladeovertræk på skumbananer, men i filmen svulmede de lissom op.
Vores skumbananer de skrumpede ind. De smeltede og blev sorte. I hvert fald smagte de af helvede til, men det var næsten dengang vi var små. Dem i filmen var sådan en slags spejdere. De sad rundt om det der bål med deres skumfiduser på lange pinde, og legede en gætteleg.
Min far han ser også alle mulige gættekonkurrencer. For det meste sidder han og råber svarene på spørgsmålene inden dem i fjersynet når at sige noget. Det virker lidt underligt, for han ved selvfølgelig godt, at de ikke kan høre ham. For det meste vinder dem i fjernsynet en bil eller et eller andet kæmpefjernsyn med det hele, men min far vinder aldrig noget, selv om han kan svare på det hele.
- Hold da kæft, hvor er de dumme, råber han.
Ollis moster var engang med i Lykkehjulet, men det er over ti år siden, siger han. Hun vandt en masse penge, men så tabte hun, fordi hun ikke kunne gætte, at der skulle stå ombudsmand. Olli siger, at det er sådan en fyr, der kommer med avisen, hvis ham der plejer er syg.
Da de var færdige med gættelegen, var der en af spejderne, der fortalte en historie, mens skumfiduserne voksede. Måske var der ikke sket det der med Chip, hvis jeg havde valgt noget andet end eventyr. I hvert fald så summede han lidt over det.
- Skal hovedpersonen være et menneske eller et dyr? spurgte han så.
Jeg var på en eller anden måde bare så træt, og jeg ville bare ligge ned og høre på noget. Jeg gad slet ikke svare ham, men han blev ved med at spørge om det samme. Nogen gange er han bare for dum.
- Menneske, mumlede jeg.
- Prins eller prinsesse?
Det blev jeg jo bare endnu mere træt af at høre på. Man skal høre på så meget...

Vi skal rejse om tre uger, sagde Orissa, da vi gik over til tanken. - Til Italien.
Olli spurgte hende, om hun så bare fik fri fra skole, men det viste sig, at hun slet ikke kommer tilbage.
- Min far skal arbejde i Rom. Vi skal flytte.
- Til Rom? spurgte jeg.
Det lød selvfølgelig dumt. Jeg mener, hun havde jo lige sagt det. Hun ville heller ikke have nogen skumbananer.
- Jeg spiser aldrig slik, sagde hun. Hun er også skidetynd.
Olli sagde, han ville gå hjem. Så skulle han samme vej som Orissa. Jeg tænkte på at gå med, men jeg var bare så træt. Jeg går hjem og spiller et eller andet med Chip, tænkte jeg, men det gad jeg alligevel ikke.
Min far gloede på kvindebowling. Det gad jeg i hvert fald ikke. Jeg gik ind til Chip.
Prins eller prinsesse... Jeg sagde til ham, at nu gad jeg ikke sige mere. Nu skulle han bare fortælle den historie lige fra begyndelsen af og lade være med at spørge om noget.
Så summede han endnu mere.
- Kom så i gang, sagde jeg, og så skete der endelig noget.
- Der var engang, begyndte han. Så viste han et billede af et slot med tårne og sådan noget. Han kom bare aldrig videre. Jeg synes, at det så ud som om, at der kom røg op fra ham, men min far sagde, at det ikke kunne passe. Han troede først, at jeg havde sparket Chip eller sådan noget, men det havde jeg jo ikke.
- Han kunne bare ikke finde ud af det, sagde jeg.
- Vi kan lige så godt smide ham ud. Det kan slet ikke betale sig at få ham lavet, sagde han.
- Hvad skal jeg så lave? spurgte jeg.
- Det ved jeg ikke, sagde han. - Læs en bog!
Da min mor kom hjem, sagde hun en hel masse om, at det også var på tide, at vi begyndte at bruge tiden på noget andet, og at vi også skulle kyle fjernsynet ud, nu vi var i gang. Det ville min far i hvert fald ikke. Han sagde også en masse, men jeg kan ikke rigtig huske hvad. Det var jo i går. Eller så var det i forgårs.

Sally Altschuler er lærer og forfatter. Han debuterede i 1993 med Jordens Salt, der samme år fik både skolebibliotekarernes og børnebibliotekarernes børnebogspriser. Han har desuden skrevet skabelsesberetningen Begyndelsen med Sven Nordqvist, samt romanerne Psykocyber og Manilagaleonen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu