I går udløb høringsfristen for kommentarer til Justitsministeriets nye børnelovsbetænkning. Den skal forbedre den biologiske fars retsstilling - men på bekostning af hævdvundne kvinderettigheder
RET BESET
Den 17. december 1997 barslede Justitsministeriets Børnelovsudvalg med Delbetænkning nr. 1350, hvis hovedbudskab er: Fædres retsstilling skal styrkes og Danmark gøres til en slags foregangsland ved juridisk at ophøre med at favorisere ægtemandens faderskab.
Vi har igennem flere år ytret os imod et af betænkningens væsentligste forslag, nemlig automatisk fælles forældremyndighed fra fødslen. Vores position bygger på en indfaldsvinkel til verden, der overordnet forsøger at analysere sig frem til, om der i en given sag står særlige kvinde-interesser på spil. Og det må man så sandelig sige, at der gør i denne.
Fordi Børnelovsudvalgets medlemmer (tilsyneladende?) står enstemmigt bag en radikal ændring af det nuværende lovgrundlag, kan deres (genetiske) vinkling og fortolkninger komme til at fylde alt for meget i den politiske diskussion, der nu lægges op til.
Med denne kronik vil vi derfor gerne råde bod på ensidigheden og gøre op med den abstrakte, kropsløse ligestillings-diskurs, som betænkningen dels er et produkt af, og dels er med til at konsolidere.
Lad os begynde med at indkredse elementerne i Børnelovsudvalgets (juridiske) forståelse af virkeligheden - grobunden for formuleringen af de nye regler:
1) Mænd, der har ønsket et barn (herunder også sædleverandøren ved et one-night stand eller et flygtigt forhold), skal ikke længere være retsløse, selv om mødre ikke ønsker faderskabet fastslået.
2) Et barn har altid ret til at få udlagt en retlig far.
3) Faderskabsreglerne skal alene bygge på "de retlige og praktiske realiteter, der er en følge af, om moderen er gift, separeret, har ophævet samlivet, er ugift, samlevende eller ikke samlevende med en mand" (s. 69).
4) Familieformerne ægteskab og samliv skal ligestilles.
5) Når homoseksuelle fungerer som forældre, er det imod barnets tarv og naturens orden.
Disse fem grundlæggende værdier (på jurist-sprog: retlig normering) vil fremover afskære enhver mor fra selv at vurdere forhold omkring faderskab og forældremyndighed. I overensstemmelse hermed foreslås skærpede regler indført om moderens oplysningspligt vedrørende hendes tilknytning til en mand.
Af vigtige nyskabelser og ændringsforslag i betænkningen (på jurist-sprog: retlig regulering) kan nævnes i flæng: Betegnelsen samleje afløses af betegnelsen seksuelt forhold. DNA-prøver (genetisk sandhedsbevis i faderskabssager) skal erstatte de hidtidige blodprøver (udelukkelsesmetode). Samlivsforhold defineres som "parternes ønsker om i fællesskab at varetage omsorgen og ansvaret for barnet." En mand, der mener han kan være far, skal have søgsmålsret (strafbar incest dog undtaget), så hans antagelse om faderskab kan blive prøvet.
I det seneste nummer af tidsskriftet Lov og Ret (februar 98) har formanden for Børnelovsudvalget professor, dr. jur. Finn Taksøe-Jensen under titlen Faderskab - ikke en privatsag for moderen redegjort for essensen af udvalgsarbejdet med genetikkens retsvirkninger.
Af vores indledning er det fremgået, at vi er uenige både med betænkningens grundlæggende værdier og dens hensigter. Vores kritik ligger i direkte forlængelse af en anden artikel Hvor blev barnets tarv af? i samme Lov og Ret forfattet af advokat Kirsten Reimers-Lund, der stiller sig stærkt skeptisk overfor, om tankerne bag betænkningens nyskabelser overhovedet kan udmøntes i praksis.
Hun anfører bl.a., at Børnelovsudvalgets medlemmer først og fremmest varetager den genetiske fars interesser. Yderligere kritikpunkter er at ægteskabet ligestilles med begrebet 'levet sammen på fælles bopæl'. 'Levet sammen på fælles bopæl' defineres som 'at man opfatter sig selv som samlevende'.
Der skelnes alligevel skarpt mellem på den ene side fødselsregistrering af
hustruers og samlivskvinders babyer, og på den anden side ugifte, enlige kvinders fød-
sler, idet det kun er de ugifte, enlige kvinder, der skal kontrolleres stramt, og som i detaljer skal redegøre for liv og færden.
Forhold vedrørende kvindens specielle kropslige situation diskuteres alligevel ikke konsekvent, men fordi myndighederne ikke skal skelne mellem ægtemænd og samlivsmænd, vil også ægtemænd blive informeret om muligheden for at rejse faderskabssag efter hustruen har født.
Udvidelsen af fælles forældremyndighed sammenlignes med både at ville blæse og have mel i munden. Konklusionen er, at den genetiske far sættes i højsædet uden afklaring af 'hvad retten til to forældre betyder - er det omsorgen, eller er det genetikken?'
Vi deler Kirsten Reimers-Lunds opfattelse af, at genetikken ganske og aldeles har taget magten fra udvalget, og vi sætter et stort spørgsmålstegn ved selve børnelovsbetænkningens grundantagelser. For eksempel at et barn har ret til to forældre.
Indrømmet - det lyder så kønt, at kun en Lucifer kan være uenig, men hvad betyder egentlig 'ret'? Konkret, tak, og i kød og blod. Og hvem skal skaffe den ret, hvis far er død eller forsvundet eller justitsminister eller årligt sejler seks måneder på Stillehavet?
Eller hvad med, at en mand altid har ret til at blive far? Gælder det også hvis moderen ikke vil føde barnet?
Spørgsmålet er relevant, taget i betragtning at betænkningen faktisk lægger til grund, at såfremt en mand forbinder faderfornemmelser med et samleje/seksuelt forhold, så bør han kunne påberåbe sig faderrettigheder, så snart graviditet er konstateret.
Hvad det kan komme til at betyde for kvinders adgang til abort, kan det blive spændende at følge. Spændende i gyser-genren.
Blandt argumenterne for automatisk fælles forældremyndighed (når mor og far ikke bor/lever sammen) nævnes ofte køns-ligestillingen: Det arbejdspres, den enlige mor/
far er udsat for, kan lettes noget, hvis begge forældre i dagligdagen har ansvar for barnet (læs: fælles forældremyndighed).
Hertil svarer vi: Det daglige ansvar for barnet behøver ikke forankring i fælles forældremyndighed. Forældreansvar, der normalt følger af faderskab og moderskab, er ikke det samme som forældremyndighed.
At påtage sig ansvar handler om paratheden til at udføre de daglige omsorgsopgaver for (og med) barnet. Parathed kan man ikke lovgive om. Hvis betænkningens
grundantagelser accepteres, brydes med årtusinders regulering af slægtskabsforhold. Trods ligestillingsretorikken lægger betænkningen sig ikke i al uskyldighed på linje med en generel kvindevenlig udvikling.
Den grundlæggende tankegang i betænkningen hævdes - og med rette - at være ny, når Danmark bliver opfordret til at iføre sig den gule førertrøje i feltet: Ugifte mænds retsstilling i far/barn-forholdet.
For os at se rykker den samme tankegang imidlertid kvinderne tilbage i betænkelig nærhed af startfeltet i dette århundredes begyndelse.
Vi håber, at kun få af de foreslåede lovændringer går igennem. Der må kunne findes et andet forhold mellem genetikkens retsvirkninger og børns familieretlige stilling. Betænkningen er ikke kvindevenlig, og der mangler egentlige begrundelser for den højst prioriterede opgave: At finde de kvinder frem, der bør kontrolleres (og evt. straffes) ene og alene, fordi de i kroppen har indbygget en evne, så de kan blive med barn på tidspunkter, hvor de ikke er tilknyttet en mand.
Derfor stiller vi følgende - efter vores opfattelse - uomgængelige krav til de styrende værdier bag en børnelov i 1990'erne:
Før paragraffernes nærmere indhold udmøntes, funderes værdierne i den faktiske konkrete, kropslige realitet, nemlig at mænd og kvinder har helt forskellige kroppe.
Børneloven skal ikke eliminere kønsforskel. Tværtimod bør den kendsgerning nyde maksimal respekt, at mænd og kvinder i forplantningens tjeneste har helt forskellige kvaliteter og nødvendigheder at byde på.
Betænkningen er fuld af kønsstereotypier. Logikken vedrørende mænd går på et frisind, der vil belønne den maskuline drift og spontaneitet med tilknytning til et barn.
Vedrørende kvinder går logikken på letsind, det vil sige at hvis kvinder er fornuftige nok, så bliver vi kun gravide på plusdage, hvor vi er tilknyttet en mand. Og er vi tilknyttet en mand, ønsker vi et barn med ham.
Så sådan bare for en ordens skyld: Burde en justitsministeriel betænkning af i dag ikke have et mere frisindet syn på begge køn og tage afsked med fortidens lighedstegn mellem letsind og visse moderskaber?
Lone Nørgaard er lektor, cand. mag. Bente Holm Nielsen er cand.med.
Begge er medlemmer af Dansk Kvindesamfund.
APROPOS - Rettens og kroppens ret
Børnelovsudvalget lægger i deres delbetænkning ikke op til en helhedsvurdering af, om Danmark er på vej tilbage til tiden før 1922, hvis fædres retsstilling yderligere styrkes.
En tid, hvor ægtemanden alene havde den endelige beslutningskompetence i tilfælde af
uenighed mellem forældre (husbondmyndighed).
Betænkningen overvejer nemlig slet ikke, om fortsat udvidelse af fædres retlige råderum er ensbetydende med formindskelse af det kropslige råderum, mødre som noget nyt har opnået i dette århundrede.
Ny forplantningsteknologi og DNA-tests har været brugt i den såkaldte ligestillings navn. Men så længe vi ikke fremstiller børn i kunstige livmødre, så er far jo alligevel ikke lige så god som mor i enhver henseende.
Anderledes udtrykt: Relationerne mellem mødre og (små)børn er ikke primært praktiske og retlige - de er primært kropslige.
Et forhold som Børnelovsudvalgets medlemmer kniber øjnene godt sammen overfor.
Mor/barn-forholdets kropslige relation er et underbelyst tema i dagens diskurs, men en kendsgerning er det, at der ikke eksisterer en køns-ligestillings-kategori såsom mor/barn-forholdets retlige relation. Pater est-reglen (fader er den, som brylluppet angiver) lader sig altså ikke afbalancere med en mater est-regel.
Årsagen er enkel: Moderskabet har aldrig været et seriøst retligt tvivlsområde før i slutningen af 1970'erne, hvor det blev muligt at befrugte kvindeæg uden for livmoderen.
Lone Nørgaard og Bente Holm Nielsen
