Læsetid: 6 min.

Grænser for viden om det levende

Debat
19. marts 1998

Der er ingen tvivl om, at man kan ting med genteknologi, som man ikke kan med forædling. Men teknologien åbner samtidig for en række uforudsigelige biologiske bivirkninger

GENTEKNOLOGI
Et socialkonstruktivistisk synspunkt på naturen vil lyde: Naturen i sig selv er ikke en social konstruktion, men vi kender den kun som en social konstruktion. Det, vi ved om naturen, har vi på den ene side frembragt med målinger, iagttagelser og forsøg, og på den anden side ved ræsonnementer og debatter. Hvad man opfatter som sandt, er betinget af en lang række praktiske og teoretiske forudsætninger.
Men det betyder ikke, at hvilken som helst konstruk-tion af naturen er lige god, sådan som Claus Heinberg antyder (Information den 16.3). Det ville være ren relativisme, som jo netop er en af de positioner, som socialkonstruktivismen har lagt bag sig.
Der er visse konstruktioner af naturen, som er mere robuste over for kritik end andre. Men det betyder ikke, at der nødvendigvis kun er én rigtig måde at konstruere naturen på. Der er givetvis flere, og de er alle utilstrækkelige, for det er ikke selve Naturen de afspejler. Naturkonstruktionerne er kun sølle forenklede fremstillinger af Naturen. De er en erstatning, og vi er nødt til at finde os til rette med, at som erstatninger for den virkelige er de utilstrækkelige.
Men det er netop dét, som burde gøre socialkonstruktivisten nervøs ved gensplejserne. Den typiske gensplejser tror jo netop, at han med tilstrækkelig viden om den genetiske kode kan beskrive den relevante organisme fyldestgørende. Der er ingen principielle grænser for, hvor detaljeret en levende organisme kan forstås. En sådan indbilskhed vil socialkonstruktivismen kun have hån til overs for. For gensplejserne har kun deres sociale konstruktioner af organismerne til rådighed, og disse er sørgelige erstatninger for den rigtige vare, som de (heldigvis) ikke kan få fat på. Men det er også derfor, gensplejserne er farlige. De tror alt for meget om sig selv og kan derfor af ren og skær selvovervurdering forrette overordentlig megen skade - skader, som de måske ikke en gang ser, fordi de ikke måler de rigtige ting, eller fordi skaderne først kan ses, når de er sket.

Forsigtighedsprincip
Man kan altså sige, at socialkonstruktivismen svarer til et forsigtighedsprincip: Hver gang vi udsætter naturen for noget nyt, kan vi dybest set aldrig med sikkerhed vide, hvad der vil ske. Derfor må vi undersøge relevante forhold nøje, inden vi påvirker naturen. Og det er ikke just dette forsigtighedsprincip industrien følger, når de udvikler nye kemikalier.
Hvad er så problemet ved gensplejsernes forestillinger om organismer og natur? Ja, vi kender deres retorik om, at de bare laver små harmløse og formålstjenlige forandringer af generne, og det har man jo i virkeligheden gjort i årtusinder. Nu gør vi det bare lidt smartere og lidt mere målrettet. Man illuderer en kontrol over hvad man gør, der er i skrigende kontrast til den unøjagtighed og famlen i blinde som er karakteristisk for den faktisk anvendte teknik. Man udsætter cellers gener for en 'beskydning' med gener, man gerne vil have overført. Men man har ikke kontrol over, hvor disse gener sætter sig, og hvilke eventuelle bivirkninger der kan være. Realiteten er altså, at man ikke ved, om der er tale om harmløse småjusteringer, der alene er formålstjenlige.
Hertil kommer så de økologiske effekter, der jo heller ikke er forudsigelige. Jeg har altid fundet det tragikomisk, at der i EU's direktiv om udsætning af gensplejsede organismer står, at der skal gribes ind, hvis det viser sig, at en gensplejset organisme er til skade for miljøet. Hvis man har udsat milliarder af gensplejsede mikroorganismer, der formerer sig og viser sig at være økologisk skadelige, hvordan vil man løse dét problem?

Keine hexerei
Nogen vil hævde, disse problemer bare er begyndervanskeligheder, altså et spørgsmål mere viden og forbedrede teknikker.
Her er det, at den socialkonstruktivistiske tankegang kolliderer med denne glade fremskridtsoptimisme.
Det er lettest at illustrere sagen ved at tage udgangspunkt i en simpel, men blandt genteknologer stærkt udbredt, forestilling om gener og organismers egenskaber. Man skønner, at det humane genom har 100.000 gener. Den simple tankegang lyder: Da mennesket har 100.000 gener, har det altså 100.000 egenskaber, dog modificeret således, at nogle af vores egenskaber må forklares ud fra kombinationer af gener. Når vi har kortlagt det menneskelige genom, må det næste problem være at etablere forbindelsen mellem gener og egenskaber. Keine hexerei. Livets gåde vil være løst - for slet ikke at tale om sjælens gåde.
Men hvad nu, hvis det på en række afgørende punkter simpelthen ikke er muligt, at etablere korrespondancen mellem gener og egenskaber? Så ville livet og sjælen stadig være en gåde, og der ville stadig være en lang række forhold, som vi ikke kunne sige noget om med sikkerhed ud fra genetikken.
Det ville stadig være berettiget at have fag som biokemi, biofysik, fysiologi, psykologi, økologi, osv. - uden at disse skulle afledes af genetikken. Disse fag er nemlig andre sociale konstruktioner af organismen, altså erstatninger for den virkelige organisme, som vi er nødt til at anvende, fordi man ikke har adgang til selve organismen.
Men hvorfor skulle det på afgørende punkter være umuligt at etablere en korrespondance mellem gener og egenskaber?
Sagen er, at det ville kræve, at vi havde perfekt viden om hele den embryologiske udvikling, altså udviklingen fra æg til barn - og sådan set også udviklingen til fuldt udviklet individ. Den udvikling af barnet som generne bestemmer afhænger nemlig af, hvordan barnet hidtil er udviklet, hvilket er bestemt af generne og hvordan barnet indtil da var udviklet, hvilket igen var bestemt af generne og barnets udvikling, osv.
Konsekvensen er, at de 100.000 gener udmærket kan give ophav til millioner af egenskaber.

Grænser for viden
Genetikken gør det altså endnu mere kompliceret at forstå kroppen og dens egenskaber, end det allerede er i forvejen. Man skal nemlig ikke alene forstå den fuldt udviklede krop, men også dens forstadier, og hvordan forstadier og gener forårsager efterfølgende forstadier. I sandhed et megalomant projekt!
Men det er tilllige principielt umuligt, fordi der er grænser for viden om det levende. Hvis man virkelig skal ind og se hvad der sker i en organisme vil den i mange tilfælde dø.
Dette problem dukker også op for genetikeren: Iattagelse af, hvordan generne udvikler egenskaberne er i mange tilfælde være umulig, da det kræver, at man slår fosteret ihjel, hvorved en række centrale egenskaber vil forsvinde. Man er altså nødt til at famle sig frem med kvalificerede gæt - også kaldet teori.
Kort sagt, genetikken er en særlig social konstuktion af organismen (som art), og den har som alle andre sociale konstruktioner sine begrænsninger. Genteknologiens be-grænsning er, at den aldrig kan vide sig sikker med hensyn til, hvilke uforudsete ændringer genetisk manipulation kan medføre. Men det går genteknologerne let hen over, når de giver det udseende af, at de ved, hvad de gør og ikke gør andet end man har gjort i årtusinder.
Når det kommer til stykket, har vi kun begrænset viden om, hvordan den 'seksuelle gensplejsning' kontrollerer udvekslingen af gener og egenskaber. Naturen har dog haft et par milliarder år til at finde frem til passende måder at begrænse de genetiske skadevirkninger af sex.
Claus Heinberg kritiserer altså med urette socialkonstruktivismen. Det er uden tvivl klogere at tænke socialkonstruktivistisk end på antropocentrisk vis forestille sig, at vi mennesker kan få kendskab til selve Naturens substans. Gør man det, er man nemlig nødt til at stille den økologiske opfattelse af naturen over for den genteknologiske. Overvurdering af den økologiske videnskab og tænkning er vel nok en af de største farer for en bæredygtig udvikling. Den gør det nemlig alt for nemt for fremskridtsoptimister at mistænkeliggøre økologisk orienteret argumentation.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her