Kronik

Den grønne vækst

Debat
12. marts 1998

Ny økonomisk teori arbejder med at forene vækst og bekæmpelse af forurening. For hvordan kan man være en lykkelig forbruger, hvis man lever i et tilsvinet miljø?

ØKONOMI I OPBRUD
Man hører ofte det synspunkt, at økonomisk vækst altid medfører større forurening, og at en 'grøn' økonomisk politik derfor må stræbe efter en nulvækstsituation. Tilhængere af denne holdning angriber ofte den traditionelle økonomiske videnskab for ikke at interessere sig for den overordnede sammenhæng mellem de to begreber.
Desværre ignorerer de dermed selv en række nyere bidrag fra den økonomiske teori, som netop belyser disse emner. Det er synd, fordi det ville give en mere kvalificeret debat at inddrage den nyeste forskning på området.
I løbet af de seneste 10 år har forskningen i de faktorer, der bestemmer den økonomiske vækst på lang sigt, i det hele taget været meget intensiv efter en række års stilstand. De nyere og mere realistiske vækstmodeller, som har været resultatet, kan også bruges til at undersøge samspillet mellem økonomi og natur, bl.a. problemer som forurening og ressourceforbrug.
Og selv om man somme tider kan opleve selv professionelle danske økonomer benægte det, findes der efterhånden en række økonomiske forskere, som anvender den traditionelle økonomiske teoris redskaber og tankegang netop til sådanne spørgsmål.
Resultaterne bliver imidlertid betydeligt mere nuancerede end de synspunkter, der normalt er fremtrædende i den offentlige debat herhjemme.
Modellerne bygger, som al anden økonomisk teori, på en række antagelser. Alligevel er det værd at stifte bekendtskab med deres forudsigelser - også for de miljøfolk, som er skeptiske over for økonom-tankegange.

For ca. 10 år siden ville man lede forgæves i de fleste lærebøger efter modeller, som nærmere beskrev de faktorer, som gør en vedvarende vækst pr. indbygger mulig. Man gik blot ud fra, at der skete en vis mængde teknologiske fremskridt hvert år, som så blev omsat i produktionsstigninger.
Men i løbet af den seneste halve snes år er den nyere, såkaldt endogene vækstteori, trængt frem. Den graver et spadestik dybere, og prøver at forklare vækstmekanismerne som et resultat af bevidste menneskelige anstrengelser for f.eks. at forske og frembringe ny viden og teknik, eller uddanne sig og dermed blive mere effektive arbejdere.
Disse modeller, opstillet af forskere som Robert Lucas, Paul Romer og Robert Barro, har gjort vækstteorien til et meget frugtbart forskningsområde i den seneste tid. I modsætning til de ældre modeller, hvor økonomiens forskellige aktører ingen indflydelse havde på vækstens størrelse i det lange løb, kan de nyere modeller forklare - og eventuelt forudsige - hvordan forskellige former for økonomisk politik kan påvirke vækst og miljø på både kort og langt sigt.
Alle de her omtalte vækstteorier antager, at en omkostningsfri forøgelse af (værdien af) vores forbrug altid vil forøge velfærden i samfundet. Hvis merforbruget imidlertid medfører ekstra omkostninger i form af f.eks. større arbejdspres, ressourceforbrug eller øget forurening, kan sagen sagtens være anderledes.
Der er så brug for en fornuftig afvejning af den ekstra velfærd, som forbruget i sig selv vil give i forhold til det fald i velfærden, som f.eks. forureningen medfører. Denne afvejning kan modellerne også være med til at skabe klarhed over.

De nyere vækstmodeller fokuserer som nævnt på en eller flere særlige sektorer, der udgør drivkraften i økonomien. En naturlig følge heraf er, at selv om man antager, at (en vis mængde) forurening er en uundgåelig følge af økonomisk aktivitet overhovedet, er det ikke forurening og forbrug af naturresourcer som sådan, der driver væksten - sådan som det nogle gange påstås i debatten. Tværtimod regnes de vækstdrivende sektorer, f.eks. uddannelsessektoren, som regel til de mindst forurenende: Skoler forurener mindre end fabrikker og intensivlandbrug.
Alligevel vil vækst, forårsaget af f.eks. investeringer i uddannelse, i en reguleret markedsøkonomi typisk også føre til mere forurening: Vækstmotoren gør også investeringer i de øvrige sektorer mere rentable, og dermed kan det bedre betale sig for virksomhederne at forøge de mere forurenede produktionsprocesser også.
Pointen er imidlertid, at så længe det ikke er selve økonomiens vækstmotor, som forårsager miljøproblemerne, kan en regering føre en skrap miljøpolitik uden, at det vil påvirke økonomiens vækstrate på lang sigt overhovedet.
Raymond Gradus og Sjak Smulders har analyseret en sådan model i Journal of Economics i 1993 (side 25-51) i et af de første bidrag, som har brugt den nyere vækstteori til at analysere samspillet med miljøet på langt sigt.
Konklusionen i dette tilfælde er altså, at selv om mere vækst vil medføre mere forurening, hvis man overlader alt til markedskræfternes frie spil, er der ikke nogen nødvendig forbindelse mellem de to.
En fornuftig regering kan ved den rette miljøpolitik bevare miljøet uden overhovedet at reducere økonomiens langsigtsvækstrate. Og dette vel at mærke uden at der finder egentlige tekniske fremskridt sted i økonomien.

Dette resultat er dog afhængigt af to andre antagelser. Dels at forbrugs- og investeringsvarer kan fremstilles på forskellige måder, som ikke alle er lige forurenende. Dels at vækstmotoren faktisk ikke forurener overhovedet.
Den første antagelse er formodentlig opfyldt under de fleste omstændigheder i virkelighedens økonomier. Et faktum, som dog ofte overses, og som medfører en del af de dystre forudsigelser fra radikale miljøforkæmpere.
Den anden antagelse er mere problematisk. Det er tænkeligt, at den ikke holder i virkeligheden, og i så fald vil det være sådan, at økonomisk vækst og et godt miljø alt andet lige modarbejder hinanden. Her vil man være nødt til at træffe et valg mellem bedre fremtidige forbrugsmuligheder og renere miljø.
Økonomisk teori siger ikke i sig selv noget om, hvad man bør vælge - det er et politisk spørgsmål, som afhænger af befolkningens præferencer for de to forskellige velfærdsskabende størrelser.
Teorien identificerer imidlertid tre forskellige særlige situationer, hvor en skrappere miljøpolitik alligevel vil medføre en større vækstrate i det lange løb. I disse tre tilfælde vil miljøpolitik altså skabe en dobbelt gevinst, idet den ikke blot formindsker forureningen, men også tjener til at forbedre vores forbrugsmuligheder i fremtiden.
Det første tilfælde er, hvor produktiviteten i den vækstbærende sektor i sig selv afhænger af miljøets kvalitet. Mange undersøgelser peger på, at forurening ikke blot er dårligt for vores almindelige velbefindende, men også har negativ indflydelse på produktionen. Hvis et forurenet klima medfører flere sygdomme i arbejdsstyrken, går det ud over produktionen (ligesom f.eks. bygninger hurtigere nedslides af luftforurening, og jordens evne til at give landbrugsafgrøder forringes, osv.).
I sådan en situation kan grønne afgifter anvendt til forureningsbekæmpelse gøre det mere attraktivt at investere i sektoren, og dermed faktisk opmuntre til en større - og samtidig renere - vækst.
Det andet tilfælde er den situation, hvor der ud over forureningsproblemet også er andre såkaldte 'markedsfejl' i økonomien, som i sig selv bidrager til en lavere vækst. Man regner f.eks. ofte med at private investeringer i forskning og udvikling vil være for små i forhold til det gavnlige niveau for samfundet. Ved at korrigere for sådanne forhold samtidig med, at man korrigerer for forureningen, kan nettoresultatet igen blive en dobbelt gevinst.
Et andet eksempel er, hvis provenuet fra grønne afgifter kan bruges til at nedsætte andre skatter, som virker forvridende på lysten til at investere.
Lans Bovenberg og Ruud de Mooij undersøger denne situation i en nylig udgave af Journal of Public Economics (1997, s. 207-237).
Det tredje tilfælde bygger på, at den gavn, vi får ud af vores forbrug, kan tænkes at afhænge af, hvor forurenet en hverdag vi lever i. Man kan f.eks. forestille sig, at for-brugsønsker og et rent miljø supplerer hinanden, sådan at vores udbytte af et bestemt forbrugsgode er større, jo renere miljøet er.
En ureguleret markedsøkonomi vil så vokse langsommere, efterhånden som den forurener mere og mere: I takt med at miljøet bliver svinet til, forsvinder lysten til at forbruge, og dermed også ønskerne om at investere. Det medfører, at økonomien vil vokse langsommere.
I sådan en situation kan en regering, som beskatter produktionssektorerne og anvender pengene til miljøgenopretning genskabe drivkræfterne bag den økonomiske vækst.

Som det vil være fremgået, giver økonomisk teori ikke et entydigt svar på det overordnede spørgsmål.
Svaret afhænger af, hvilke antagelser om virkelighedens økonomier, der er de mest realistiske.
Her kommer den økonomiske videnskabs andet hovedområde ind: Økonometrien, som tester de forskellige teoretiske modellers antagelser på data hentet fra virkelighedens økonomier for at se, i hvor høj grad de holder stik. Endnu er der desværre for få videnskabelige empiriske undersøgelser af disse spørgsmål. Men resultaterne fra teorien kan allerede nu hjælpe med til at kvalificere den politiske debat om spørgsmålet.

Poul Schou er cand polit. og Ph.D.-stipendiat ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet.

APROPOS
To fluer med et smæk
Nutidens miljødebat - før og efter Lomborg - begår to fundamentale fejl. Den ene er på forhånd at tro blindt på, at der ikke er nogen mulighed for at undgå dommedag, hvis væksten fortsætter. Den anden er helt at ignorere muligheden for kommende miljøkatstrofer.
Men reelt kan man udmærket forestille sig vækst i et grønt miljø. Derfor vil 'nulvækst' kun vil være optimal hvis
nde vækstskabende sektorer i økonomien samtidig hører til blandt for-ureningssynderne;
nman ikke umiddelbart kan erstatte stærkt for-urenende produktionsprocesser med nogle tilsvarende, der forurener mindre;
nmulighederne for tekniske fremskridt i det lange løb ikke er gode nok.
Der er ikke umiddelbart meget, der tyder på, at vi befinder os i denne situation nu, men det kan på den anden side heller ikke udelukkes,
at vi en gang vil komme det. Én ting giver den moderne miljøøkonomiske vækstteori de 'grønne' kritikere ret i: Når der er tale om forureningsproblemer i en økonomi, er det helt forkert at tro på, at markedsøkonomiens usynlige kræfter af sig selv kan klare problemet. Der er i højeste grad brug for at regeringerne griber ind, og regulerer forureningsudledningen. Der er imidlertid ikke nogen støtte i teorien til, at det skulle være en fornuftig fremgangsmåde at angribe væksten som sådan. Der er brug for renere, men ikke nødvendigvis mindre vækst.
Tværtimod tyder en del på, at det i en række lande ville være en fordel med højere vækstrater, fordi der i økonomien optræder andre markedsfejl, som alt andet lige
gør væksten inoptimalt lav. Og i nogle tilfælde har teorien altså identificeret situationer, hvor det ligefrem er muligt at slå to fluer med et smæk, sådan at en effektiv miljøpolitik i sig selv vil påvirke økonomiens vækst positivt på langt sigt.
Poul Schou

Rettelse: Gårsdagens Apropos var skrevet af kronikørerne selv og ikke, som angivet, af mlk.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her