Læsetid: 5 min.

Det hellige danske demokrati

Debat
10. marts 1998

Efter tre år i gymnasiet kan jeg kritisere samtlige styreformer, som verden hidtil har
set - undtagen demokratiet. Og det er noget møj

SELVGLÆDE
VORES demokrati er ikke ideelt. Dette samfund har ikke mennesket i centrum, men højest på en delt førsteplads med betalingsbalancen.
Desuden er det danske demokrati, som vi kender det i dag, ikke meget mere end 80 år gammelt.
Alligevel er vi allesammen enige om, at denne form for demokrati og denne form for samfund er det nærmeste, man kommer idealet.
Derfor har vi så mange problemer med at være søde og tolerante over for andre folkeslag og samfund - de er jo trods alt underlegne.
Diskussionen om demokratiet er i dag fuldstændig blevet overladt til filosofien. Det er blevet en hypotetisk dis-kussion.
Så selv om gymnasiets er-klærede hovedmål er at skabe selvstændige og kritiske individer, der ikke tager noget for givet eller sandt, holder dets undervisning demokratiet helligt.
Efter tre år i gymnasiet er noget nær det eneste menneskeskabte, jeg aldrig har skullet definere, dissekere og diskutere netop det danske demokrati.
Og det er noget møg. For hvad nytter det, at kunne kritisere samtlige styreformer, som har eksisteret, når det er umuligt for mig at kritisere og dermed forbedre det, jeg dog nu lever i?

FOR MIG og mine medgymnasiaster er det pærelet at se, hvorfor samtlige hidtidige regimer har måttet falde. Der har været mangler ved dem alle; de har været langt fra ideelle.
Men min samtid, der dog rummer lige så meget uretfærdighed som enhver anden, har jeg forbandet svært ved at kritisere. Det lærte jeg aldrig. Og så er jeg ligevidt.
For hvordan skal jeg virkelig kunne føle den forståelse og respekt, jeg år efter år er blevet befalet at skulle vise andre former for kultur og samfund, når jeg samtidig hele mit skoleforløb igennem har fået at vide, at jeg - ubetinget! - lever i det bedste af alle samfund?
Jovist har min skolegang lært mig at pege på punkter i det danske samfund, der bør forbedres - vi har en høj arbejdsløshed, vi har social uretfærdighed, vi har mange tabere, mange der ikke er med i samfundet. Dog er der ingen - i gymnasiet eller udenfor - der har diskuteret hverken demokratiet som sådan eller den danske nutidige fortolkning af demokrati.
Hele vejen igennem har det været givet, at på trods af mange, mange mangler er denne den mest ideelle styreform, og derfor har ikke engang en teoretisk diskussion været på tale. For hvem har et bedre forslag?

IKKE MIG. Men det betyder langtfra, at der ikke er bedre samfundsformer. Og hvis noget er sikkert, så er det, at om et uvist antal år vil folk grine ad dette danske 90'er-demokrati.
For selv om vi i dag mener, at vi på en eller anden måde har udviklet os opad og nu befinder os på dette højeste, ideelle samfundstrin, er det dumt at ignorere den tusind-årige historie, der fortæller os, at efter én periode følger altid en anden.
Om den næste periode bliver et tilbage- eller fremskridt, er der ingen, der kan vide, men stensikkert er det, at det er en antagelse, der er lige så gammel, som den er forkert, at ens egen tid befinder sig for enden af en udviklingslinje, og at der efter den følger et tusindårsrige, der stort set vil se ud som samtiden.
Havde man spurgt de gamle grækere, hvordan de næste to-tre tusind år ville se ud for deres vedkommende, ville de sikkert også svare, at de anså sig for at være nået et højdepunkt, og at fremtiden ikke ville indebære andet end småjusteringer af et i forvejen optimalt samfund.

I DAG kan vi se masser af mangler ved det græske samfund og demokrati - f.eks. var kvinder udeladt fra deltagelse.
Og alligevel mener vi, at fremtiden næppe kan byde på nogle drastiske omvæltninger for os. Og det på trods af, at vi endnu ikke har forladt et århundrede, som har set to
altødelæggende verdenskrige - den anden startet af en demokratisk valgt leder fra et parti kun marginalt anderledes end Dansk Folkeparti eller for den sags skyld Fremskridtspartiet.
Det lader til at være den gængse opfattelse, at enhver form for udvikling og, ja, fremskridt, er positiv og til menneskets bedste.
Men man bør nærmere be-græde end beundre denne utrolige menneskelige optimisme, der trodser enhver form for åbenlys vidnesbyrd for det modsatte.
Også det danske demokrati har oplevet drastiske ændringer i dette århundrede. Kvinder og mænd af alle indkomster har fået stemmeret. Vi er blevet medlem af FN, NATO og EU.
Alligevel bliver vi stædigt ved med at mene, at der nok ikke sker de helt store omvæltninger i fremtiden - for os i hvert fald.
Nu gælder det bare om at få resten af verden med på vores galej.

OG DET er her, problemet ligger. At vi nu således mener - helt selvfølgeligt oven i købet, uden at nogen form for dis-kussion er nødvendig - at det danske demokrati, som det ser ud netop i dag - ikke som det så ud i begyndelsen af dette århundrede - er ideelt og så tæt på perfekt, at det kun behøver nogle få finjusteringer.
Så kort tid har vi haft netop denne form for samfund, og alligevel mener vi rask væk, at den må være den allerbedste i verden.
Hvor naiv har man lov at være?

JEG SIGER ikke, at det danske demokrati er forfærdeligt, og at diktatur er bedre. Med dét som alternativ tager det danske demokrati sig unægtelig godt ud. Jeg vil bare understrege, at det danske demokrati har mange alvorlige mangler, og bestemt er meget ufrit i mange henseender - børns ofte alt for mangelfulde hjælp med dårlige forældre, værnepligten og den ofte forfærdelige behandling af straffefanger, fra det umenneskelige isolationsfængsel til det umulige valg mellem medicinsk kastration eller en uvis løsladelsesdato.
Det danske samfund har mange problemer, og måske er vores samfundsform og form for demokrati ikke de ideelle til at løse dem. Under alle omstændigheder kræver det mere end finjusteringer at skabe et mere retfærdigt Danmark.
Forhåbentlig vil fremtiden vise, at vi havde uret, da vi i 90'erne sagde, at vi levede i det bedst tænkelige samfund.
I mellemtiden er mit ønske, at vi - i undervisningen og i dagligdagen - husker os selv på, at alle de gange, vi tidligere har tænkt, at vi var nået til den idelle samfundsform, tog vi fejl.
Med det i baghovedet kan vi ikke alene skubbe dikussionen om demokratiet, som vi kender det, væk fra støvede filosofiklubber og ud i samfundet. Allervigtigst er det, at vi viser mere forståelse over for andre lande og deres kulturer og styreformer.
Om 50 år vil vi nemlig ryste lige så meget på hovedet af os selv, som vi i dag ryster på hovedet over dem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her