Læsetid: 4 min.

Image i stedet for indhold

Debat
30. marts 1998

Rockscenen må klippe hul i det pigtrådshegn af fortærskede fraser, fordomme og forenklinger, der præger genren ved indgangen til det ny årtusinde

ROCK
I Information 21. marts svarer Martin Jensen (MJ) på min kommentar om rockgenrens tilstand og 90'ernes elektroniske musik her i avisen (11. marts). Selvom MJ's indlæg desværre bekræfter mine erfaringer med inkarnerede rockentusiasters modvilje imod al musik, der ikke lugter af guitar og destortionpedal, vil jeg alligevel knytte et par kommentarer til indlægget, da MJ's udtalelser ikke kan stå uimodsagt.
I sit indlæg fornægter MJ min åbenbart provokerende udtalelse om, at rocken befinder sig i et kreativt koma og prøver at bevise dette ved en række konkrete eksempler. Det pudsige ved de eksempler, MJ fremdrager, er, at mange af disse kunstnere mere eller mindre har forladt det rockmusikalske territorium, fordi de ligesom undertegnede følte, at denne genre kunstnerisk set har for snærende bånd.
Og så bliver man forresten ældre. Det gælder bl.a. en Nick Cave, der siden bruddet med det depressive Birthday Party er blevet inspireret af en engelsk tradition for lyrisk storytelling og fransk visesang a la Jacques Brel.
En anden 'rockhund', David Bowie, har som flere andre rockstjerner her i 90'erne opdaget den elektroniske musiks kvaliteter, hvilket præger især hans seneste produktion Earthling.
Og omdrejningspunktet hos de nye navne Beck og Jon Spencers Blues Explosion er i ligeså høj grad hip hop og samplinger, som rock. Således er Beck f.eks. et af hoved-navnene på dette års engelske technofestival Universe '98.
Bevares, rocken ånder stadig, Martin, men jeg har svært ved at se, hvilke spor de øvrige pensionsmodne rockhundes hylekor af barnagtig weltschmerz og deres overvurderede wannabees Tindersticks har sat i 90'ernes moderne musik.

Ørkenrock
Ligeledes undrer det mig, at MJ nævner en rockhistorisk parentes som den amerikanske ørkenrock som den store fornyer i 80'erne, for i dette årti afsøgte flere andre kunstnere et langt større stykke rockmusikalsk territorium end f.eks. ørkenrotterne The Walkabouts.
Jeg savner omtale af bl.a. The Residents, Sonic Youth, Cocteau Twins og My Bloody Valentine, som på hver sin måde skabte en helt unik og særegen rocklyd.
Det var også i 80'erne, at hele indie scenen opstod, der før den blev mainstream og retrospektiv, besad en fremdrift, energi og kreativitet - en stor mangel i 90'ernes koma-ramte rock.
Uanset hvilke personlige favoritter MJ fremdrager for at bevise, at min diagnose for 90'ernes rockmusik var forkert, mener jeg stadig, at dagens rockscene for størstedelens vedkommende forekommer en ørkesløs ørkenvandring af retrospektion, overkill og impotens. Måske er problemet, at hele det rockmusikalske territorium er afsøgt, og flere og flere opdager, at de i virkeligheden, kunstnerisk og musikalsk, befinder sig i et reservat uden vegetation.

Pigtrådshegnet
I den erkendelse har ganske få brudt igennem pigtrådshegnet ind til frodigere musikalske landskaber med langt større udfoldelsesmuligheder. Jeg tænker her på post-rock - og så kan MJ og andre læsere i øvrigt spekulere over, hvorfor mon genren har fået denne titel. Den er skabt i et rockforum, men trækker store dele af sin energi fra jazz, electronica, krautrock m.v.
Grupper som Tortoise, Stereolab, Kreidler, Gastr Del Sol m.fl. formår musikalsk som lyrisk at undgå rockens sædvanlige klaustrofobiske omklamring og klichéer, netop fordi de snærende bånd til genren er blevet løsnet.
Det er den elektroniske musikscene, der ved indgangen til det nye årtusind sætter dagsordenen for ny, innovativ musik - bl.a. ved at genopdage og forny jazzmusikken. At MJ betragter technomusik som "menneskefjendsk", kan jeg kun tage som udtryk for en dyb uvidenhed og den forsmåede rockfans bitterhed over, at det i dag er computeren og ikke guitaren, interessen samler sig om.
Det virker nogen gange håbløst igen og igen at skulle fortælle, at lige så lidt som computeren er menneskefjendsk, når vi bruger den til at kommunikere via internettet eller forbedrer vores sygehusvæsen, lige så lidt er den det, når vi skaber musik. Ved hjælp af computeren har mennesket i dag mulighed for at skabe de smukkeste lyde og stemninger i et univers, som ikke kender til rockens normer og begrænsninger.
Det er denne grænseløshed af musikalske opdagelser og oplevelser jazzen også besidder, og det, der gør elektronisk musik så spændende. Eksemplerne er talrige, men den afgørende forskel er, at det nu er her, på den elektroniske musikscene, at det ukendte afsøges - og ikke i rockmusikken.
Samtidig er technomusikken frigjort fra mange af de ting, der gør meget 'original' rockmusik uudholdelig: det selvtilstrækkelige navlepilleri, fokuseringen på image i stedet for indhold og de belærende budskaber. Muligvis kan post-rocken give den traditionsbundne rock nyt liv - nøjagtigt som den elektroniske musik prøver, hvilket MJ er blind for - men skal der for alvor flyttes hegnspæle, må rockscenen selv klippe hul i det pigtrådshegn af fortærskede fraser, fordomme og forenklinger, der præger genren ved indgangen til det ny årtusinde.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her