Kronik

Indien -et broget kontinent

Debat
4. marts 1998

Det aktuelle indiske valg er i Vesten blevet opfanget gennem en kikkert, der har fokuseret på begreberne 'kaste' og 'Gandhi'. Men Indien rummer langt flere sociale nuancer end de vestlige medier gengiver

SOCIALT SET
Sekshundrede millioner indiske vælgere har netop haft mulighed for at afgive deres stemme. De fleste danskere har mærket vibrationerne af denne umådelige masseaktivitet i form af et par tv-programmer og nogle avisartikler. Det indiske parlamentsvalgs massive omfang og dets mange nuancer er dog stort set gået tabt.
To ord bruges i mange danske aviser til at beskrive og forklare alt det, der sker i Indien:
Det første ord er navnet 'Gandhi' - et navn, der på flere forskellige måder har haft stor indflydelse i indisk politik siden 1920'erne.
Det andet er betegnelsen for en social struktur, som har spillet en afgørende rolle i det indiske samfund siden i hvert fald det første årtusind f.Kr. - jati, eller som man kender det i Vesten: 'kaste'.
Alle andre begreber eller faktorer opfattes i de vestlige medier gennem en kikkert, der er fokuseret på begreberne 'Gandhi' og 'kaste'.
Men hvor berettiget er det, at de vestlige medier benytter sig af denne særlige optik?
Lad os se lidt tilbage på indisk politik fra den første Ghandi til den foreløbig sidste, Sonia Ghandi.

Da Mahatma Gandhi gik ind i politik, var Indien stadig en britisk koloni, og de lavere kaster var stadig generelt underlagt de højere.
Gandhi, som arbejdede utrætteligt for at hæve de lavere kaster op, blev selv fremstillet i brahmanistiske vendinger af Kongrespartiet - som en mahatma (stor sjæl) eller sant (helgen).
Kongrespartiet og det nationale borgerskab forsøgte også omhyggeligt at kontrollere massernes respons på Gandhis budskab. I et vist omfang lykkedes det: De traditionelle strukturer er trods alt stadig stort set intakte.
Men selv dengang var masserne ikke de underdanige 'får', som nogle historikere har gjort dem til. De var, som både det centristiske Kon-gresparti og de venstreorienterede fagforeningsledere fandt ud af i 1930'erne og 1940'erne, tilbøjelige til at unddrage sig det nationale borgerskabs kontrol. De kunne fremsætte deres egen - progressive eller regressive - dagsorden.
Det er det, den vestlige presse ikke forstår, når den har gjort så meget ud af Sonia Gandhis indtræden i valg-kampen for Kongrespartiet. Det har uden tvivl forhindret partiet i at gå i opløsning inden valget. Men fik det de indiske masser til at stemme på Kongrespartiet?

Naturligvis spiller karisma en rolle i det demokratiske Indien. Det gør det også i USA.
Indira og Rajiv Gandhi havde personlige tilhængere over hele Indien. Men det var en tilslutning baseret på en individuel dagsorden, som blev kommunikeret til inderne via Kongrespartiets organisation.
Indira Gandhi gik ikke blot ud til folk og bad dem stemme på hende, fordi hun var datter af Jawaharlal Nehru, Indiens første premierminister. Hun havde flere forskellige dagsordener - ophævelse af fattigdommen, den såkaldte 'grønne revolution' osv.
Rajiv kom til magten på en bølge af sympati efter mordet på moderen - men også fordi det lykkedes ham at fremstille sig selv som 'tidens mand', hvis løfte om at bringe Indien ind i computeralderen appellerede til de unge i byerne.
Kongrespartiet er nødt til at have en dagsorden, der rækker ud over at kritisere den højreorienterede hindu-opposition (uanset hvor velfortjent denne kritik måtte være). En sådan kritik vil ikke fungere - af den enkle årsag, at Kongrespartiet er lige så suspekt i mindretallenes øjne som 'hindu-partierne'. Den vil i det mindste ikke fungere, medmindre Kon-
grespartiet - som tidligere - støtter sit 'person-kort' på partiorganisation og en politisk dagsorden, der fænger.
Men hvad så med de menneskemængder, der samledes for at lytte til Sonia Gandhis taler under valgkampen? Jo, inderne elsker tamasha (skuespil). Og det er da rigtigt, at de fleste indere har et særligt, sentimentalt punkt, når det gælder navnene Nehru og Gandhi.
Men at møde op og lytte til taler betyder ikke meget i Indien; især ikke på landet, hvor man savner underholdning. Det var noget Indira Gandhi selv måtte sande i 1977, da hun led et stort nederlag i valget, efter at hun havde 'konsolideret' sin magt ved at indføre undtagelsestilstand og slå hårdt ned på oppositionen.
Sonia Gandhi står over for det ekstra problem, at de ældre kaste- og klasse-strukturer er langt svagere i dag end de var selv i 1977 - eller i hvert fald mere politiserede.
Det babu-anførte nationale borgerskabs ledere af Gan-dhi-Nehru-typen er ikke længere hævet over kritik. Selv dele af det nationale borgerskab er velvilligt indstillet over for de højreorienterede hindu-partier - af tre hovedgrunde:
*Det nationale borgerskab rummer nu elementer, der kulturelt og uddannelsesmæssigt er anderledes end de anglificerede babu-sahibs fra tiden før uafhængigheden,
*De højreorienterede hindu-partier er bedre til at svinge med den gulerod, der hedder socio-økonomisk stabilitet.
*De snævre tribalistiske skillelinjer (baseret på f.eks. religion) breder sig uden modstand fra de intellektuelle, der stort set allesammen er sprunget på den (vestligt-ledede) postmodernistiske, anti-marxistiske vogn.

I andre sociale lag har vi høj- og middelkasterne fra småborgerskabet og de selvejende bønder, der hælder mod at stemme på højreorienterede hindu-partier, og de politiserede grupper i de lavere kaster, der stemmer på forskellige regionale eller venstreorienterede partier.
Kampen står stort set mellem disse to politisk aktive blokke. Muslimerne har mange steder mulighed for at blive tungen på vægtskålen, hvis de (hvilket er usandsynligt) stemmer som én blok.
De højreorienterede hindupartier har den fordel, at de ikke alene opererer over hele Indien (noget de venstreorienterede partier ikkr har råd til), men også kan påberåbe sig religionen. Og så har de ikke været ved magten før, hvilket gør det meget lettere at kritisere.
Nogle steder har navnet Gandhi gjort udslaget på valgdagen. De fleste steder har det ikke. Nogle steder har de lavere kaster (de 'urørlige') måske slet ikke stemt på grund af apati, uvidenhed eller frygt.
Nogle steder har bare det, at tilhøre en høj kaste været ensbetydende med nederlag for en kandidat.
Andre steder har medlemmer af lave kaster, som nu tilhører den højreorienterede middelklasse, stemt på en højkaste- højreorienteret hindu-kandidat, mens højkaste-venstreorienterede har stemt på en kommunistisk lavkaste-kandidat.
Mange steder er kastebegrebet blevet set i lyset af klassekonflikter eller omvendt - klassekonflikter er blevet forklaret med kastesystemet. Alle steder har regional- eller lokalpolitik og emner som korruption, kriminalitet, fattigdom, skatter, elektricitet, religion, sprog osv. fortsat spillet en afgørende rolle.
Under alle omstændigheder er billedet ganske broget. Og Vestens fokus på navnet Gandhi og en statisk forestilling om begrebet 'kaste' trænger måske til at blive justeret.

Oversat af Birgit Ibsen.

Tabish Khair er født i Indien og Ph.D.-studerende i engelsk ved Københavns Universitet.

APROPOS
Kaster - ikke klasser
Man kan ofte få det indtryk, at Indiens historie begynder med kastesystemet. Det er ikke rigtigt. Faktisk er det vanskeligt at sætte lighedstegn mellem kaste og det moderne begreb 'klasse'.
Det interessante er dog, at kastegrænserne stadig så ofte falder sammen med klasseskel. En del af forklaringen er, at tankegangen har har været dybt forankret hos inderne selv, og også, at kastedelingen har været velegnet til at holde sociale konflikter på et lavt niveau og konsolidere de herskende klassers dominans.
Den muslimsk-dominerede periode (groft regnet 1.000 ud af de 1.500 år, man har haft et stabilt kastesystem) bragte stort set ingen ændring. Det skyldtes formentlig både, at muslimerne ikke gjorde modstand mod hinduernes kastesystem, og at de mest undertrykte 'urørlige' grupper kunne flygte fra det ved at konvertere til den mere egalitære islam.
Briternes komme præ-gede den sidste fase af kastesystemets udvikling - positivt ved det fortsatte pres fra industrialiseringen og 'moderniseringen' og negativt ved at styrke systemet med henvisning til sene brahmanistiske tekster. Hvis man betragter en engelsk-sproget og kosmopolitisk uddannelse som en kulturelt og økonomisk privilegerende faktor, findes den næsten udelukkende blandt de øverste kaster og klasser, som danner en slags intellektuel og kulturel elite.
På det politiske område har lavere kaster med årene dog fået større indflydelse. Det samme gælder det økonomiske område, hvor de lavere middelkaster generelt er ved at bevæge sig ind på områder som lokalt erhvervsliv og regional handel og landbrug.
Den større dynamik i kastesystemet betyder, at der er stor forskel på den rolle, som den første Gandhi (Mahatma Gandhi) og den foreløbig sidste (Sonia Gandhi) spiller.
Tabish Khair

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her