Læsetid: 4 min.

Min indre iraners oprør

Debat
27. marts 1998

Præstestyret er kun en del af Iran

ÆNDRINGER
SOM EN person, der er splittet og har rødder i forskellige kulturer, kan jeg ikke undgå, at én af mine sider pludselig dukker op til overfladen. Det er samme recept, der bruges i gyserfilm. Men min historie er harmløs.
Det er iraneren i mig, der nogle gange viser sig. Det sker helt sikkert omkring vores nytår, der er den 20. marts. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt eller ej, men 20. marts er jævndøgn, og dagene bliver længere, og vejret bliver bedre. Foråret starter officielt denne dag.
Iraneren i mig besidder en del optimisme. Min optimisme begynder også at blomstre omkring nytår. Det er jo en ny start. Denne optimisme er ikke naiv tro, men velvidende. Den er begrundet i, at man ved, at ting ændrer sig. Man skal bare have tålmodighed. Vores historie har lært os det, og naturen beviser det.
Vi, som folk, har unægteligt været nede flere gange. Vores eksistens er gang på gang blevet sat på prøve. Men vi har bestået prøven. Ikke ved at modsætte os ændringerne, men at følge dem og give dem retning. Måske er det ikke en iransk specialitet at ændre på ting, men det er en specialitet at forvente en ændring.

JEG KAN godt se, at ændring medfører usikkerhed. Men status quo er heller ikke optimalt for en person - eller en nation. Når mange for enhver pris vil fastholde status quo i Danmark - om EU, flygtninge, internationalisme eller skolereform - står iraneren i mig uforstående. Når folk argumenterer, at dansk kultur er truet, kan jeg ikke rigtigt forstå det. For iraneren i mig sammenligner med sine rødder, der er en blanding af alt fra indisk til amerikansk. Vores sprog, ligesom dansk, indeholder ord fra rusisk, til tyrkisk over til fransk. Og det er meget naturligt.
Iraneren står uforstående over for dem, der stolt siger, at danskerne er et homogent folk. For det første er det ikke rigtigt, og for det andet er det ikke noget at være stolt af.

TING ÆNDRER sig, om man vil det eller ej. Kunsten er ikke at stoppe ændringen, men at give den retning. Denne lektion har styret i Iran også lært. Eller rettere sagt: De er ved at lære det, for de har intet andet valg.
En af de mere pudsige ting ved at leve i eksil er, at man skal høre om sit eget land gennem en kilde, som man ikke deler baggrund med. I mit tilfælde skal jeg læse Lisbeth Davidsens artikler fra Iran her i Information. Hendes artikler, der i sagens natur er skrevet af en dansker, er for et dansk publikum. Jeg bliver nødt til at se mellem linjerne for at finde ud af, hvordan situationen i Iran er nu. Det er ikke en kritik af hendes artikler, for de er udmærkede. Men hvad er det, hun har vist gennem sine artikler? Hvad er hendes hypotese? Hvad har ændret sig?
Lisbeth Davidsen prøver at bevise to ting: Styret i Iran har skiftet ansigt, og Iran er mere komplekst end som så.

LAD OS kigge på kompleksiteten først. Et land er aldrig i en 'simpel' situation, så hvorfor skulle Iran være et simpelt land? Det skyldes de vestlige medier, med deres tendens til at simplificere problemstillingerne, at Iran har været fremstillet som et simpelt land og iranerne som et 'homogent' folk. For bare ti år siden blev vi fremstillet som fanatiske muslimer, der var parate til at dræbe for et godt ord. Mange forsøgte at nuancere billedet. Men hvad hjælper det, når medierne fokuserer på en bestemt gruppe og udvider gruppen til at omfatte alle?
Nu er der tiden gået, og denne opfattelse er ved at ændre sig. Noget, som man kunne forvente. Iranerere er ikke et homogent folk. Og eksil-iranere skal og kan ikke undskylde det, der sker i Iran nu. Det billede, som er givet af os, har fået mange iranere til at tvivle på sig selv.
I forvejen er man som flygtning i en meget udsat situation. Med denne tvivl kommer man hurtigt til at spørge sig selv, om man i virkeligheden ikke bare er lige som Khomeini. Svaret er nej. Styret i Iran repræsenterer ikke iranerne og Iran. De er en del af Iran og skal behandles som en del, men ikke som hele Iran.
Den anden hypotese er, at styret er ved at ændre ansigt. Denne ændring har vi ventet spændt og længe på. Men den ændring, Lisbeth Davidsen skriver om, er ikke helt den ændring, vi venter på. For hende viser ændringen sig ved, at piger kan have en lok af deres hår stikkende ud af tørklædet, eller at de bærer make-up.
Vi eksil-iranerere vil ikke betragte det som en ændring, der er sket gennem styret, men på trods af styret. Det ville være en ændring i styret, hvis tørklædet ikke var obligatorisk længere. At piger kan have make-up på, (velvidende at det er et kæmpe fremskridt) skyldes, at styrets islamisering - og dermed homogenisering af folket - ikke er lykkedes.
Der udkommer flere aviser og magasiner i Iran, påstås det. Det er også sandt, men ingen er sikre på, om der vil komme et forbud imod dem i morgen eller ej. Forfatterne kan ikke være sikre på, om de kan udgive deres bøger eller ej. Salman Rushdies dødsdom står stadig ved magt. Journalister bliver stadig fængslet uden grund. Godt nok får de kortere fængselsstraffe. Men det er selve straffen, der er imod enhver fornuft og ikke længden af den. Disse forhold har ikke ændret sig. Folkets frygt for i morgen er ikke blevet formindsket.
Præsidenten hedder Khatami, og han blev valgt på at indføre retsstaten i Iran. Hvis han virkelig indfrier sit løfte, vil der være tale om en ændring af styret. Imens håber iraneren i mig. For han vil tro på det. Og det er forår igen og tid til at håbe.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her