Kronik

Internettet og supermarkedets små sidegevinster

Debat
20. marts 1998

Hvad bliver det egentlig for et samfund, når vi kan kommunikere på livet løs med alle mulige og umulige interesse-fæller kloden rundt, men aldrig behøver at ringe på hos naboen, for at låne en kop sukker, fordi 7-Eleven vel også snart bringer det ud med cyberbude i døgndrift?

Vi ses ved køledisken, slutter kronikredaktøren telefonsamtalen, hvor hun har bestilt en kronik om det virtuelle rum og Internettets betydning for sammenholdskraften i fremtidens samfund.
"Du ku' jo også skrive om, hvad det her betyder for børnene - jeg ved du har børn, for vi handler i samme supermarked," forklarede hun til sidst i samtalen, hvorefter jeg selvfølgelig opfordrede til, at hun gav sig til kende henne i ISO, så hun kunne overgå fra blot at være en være telefonstemme i min tilværelse til også at blive en hel person, jeg fremover ville kunne hilse på i indkøbenes ulvetime. Hvilket så medførte aftalen om en dag at mødes over de plastemballerede stykker dyrelig på køl.

Men hovsa, tænker jeg, da jeg lægger røret på. Her sidder jeg ved skærmen og venter på, at også den lokale ISO snart får startet den nye service med varebestilling over Nettet, så vi helt herude i forstæderne ved højteknologiens hjælp kan få genindført forne tiders fabelagtige service med udbringning af købmandsvarer.
Hvor skal jeg så møde min kronikredaktør? Med andre ord gribes jeg af den angst og uro, mange giver udtryk for, nu verden oversvømmes af nye kommunikationsteknologier, som pludselig gør det muligt at forbinde selv de fjerneste punkter på jord-
kloden med min lille skærm, mens anledningen til at nikke til naboen forsvinder ud i bitstrømmenes blå skærmlys.

Hvad bliver det egentlig for et samfund, når vi kan kommunikere på livet løs med alle mulige og umulige interessefæller kloden rundt, men aldrig behøver at ringe på hos naboen, for at låne en kop sukker, fordi 7-Eleven vel også snart bringer det ud med cyberbude i døgndrift? Til analyse af dette spørgsmål havde kronikredaktørstemmen undervejs fået udstyret mig med et herligt ord fra de skriftlærde litteraturmagistres verden: den fatiske funktion. Den fatiske funktion?! - Jo, det vil sige sproget i sit sociale aspekt, den del af samtalen eller mødet, som kun har til formål at holde kanalen åben: "Hvordan går det?" "Fint, tak. Og hvordan med dig?" "Jo, glimrende."
Denne fatiske funktion er selvfølgelig en meget vigtig del af det menneskelige samkvem, fordi den handler om, at det er selve det, at vi taler og udveksler bemærkninger om vejret, der er vigtigt, snarere end om vi foretager en gennemgribende analyse af situationen i Tjetjenien, mens vi vælger ligstykker i køledisken.
Den fatiske funktion er et vigtigt klister i hverdagen, et socialt bindemiddel, som rummer store terapeutiske potentialer for den enkelte og sikrer, at alle er orienteret om vejrudsigten. Den handler ikke om, hvad vi rent faktisk siger til hinanden, men om at vi kunne sige en hel masse, uden nødvendigvis at gøre det. For hvis vi nu havde noget meget vigtigt at sige, ja, så ku' vi. I en vis forstand er værdien af denne fatiske funktion præcis, at det vi siger er inderligt ligegyldigt: "Jo tak, det går fint" indebærer i praksis det meget værdifulde budskab, at der ikke er indtruffet katastrofer på det seneste, som foranlediger et ønske om hjælp/sympati/omsorg.
Men hvor bliver den fatiske funktion af, når vi køber varer over Internettet og arbejder over e-mail med kolleger spredt på klodens kontinenter? Hvor skal vi mødes, hvis købmanden bringer varerne ud? Hvordan følger man med i herremoden, hvis man ikke kører med bus? Hvorfra skal de komme, alle disse små fatiske foræringer, som bringer smil på læben og halløj i sindet, dagligdagens små sidegevinster?

Se, det er faktisk en ældgammel diskussion blandt utopister, revolutionære og andre, der vil lave om på det hele: Hvis den mastodontagtige storindustrielle fabrik forsvinder, fordi de utåleligt nedslidende samlebåndsjobs bortrationaliseres og de allerværste lortejobs bliver til meningsfulde overvågningsopgaver, hvor henne ligger så den kantine, hvor arbejderklassen mødes og øger sin faglige bevidsthed? Hvis ikke massesamfundets urbanisering og asfaltering af landjorden samlede os i byerne, hvordan skulle vi da kunne udfolde vores kulturlebend med MacDonald's og Robert Redford? Hvis ikke vi ser samme tv-avis og læser ét af to næsten identiske formiddagsblade, hvordan skal vi da vide, hvad de andre taler om? Hvis vi dyrker egne grøntsager, afskæres vi da ikke fra at få at vide at Irma har introduceret avocadoen og ISO den bredbladede persille? Hvad laver mon alle de andre? Det er det stærkeste argument for et massesamfunds konformitet og imod et selvorganiseret, frittænkende samfund af frie og lige individer.
Og dermed det stærkeste argument mod Internettet: For det vil føre til, at vi om meget få år hver især kan få skræddersyet vores medietilbud, så vi ikke har fire fælles kanaler at brokke os over, men kan se, hvad vi vil og når vi vil det. Det vil føre til, at vi kan vekselvirke med ligesindede over den ganske jord, så vi kan udfolde vores særlige interesser og tilbøjeligheder med fuld individualitet og sikre os viden om begivenheder og verdenshjørner, der er for små og for få til at de nogen sinde kan komme i en national tv-avis eller dens konkurrent.
Da feudalismens enevælde og stavnsbånd blev afløst af det borgerlige samfunds spirende folkestyre og frie bevægelighed, opstod straks problemet med dannelsen af en såkaldt borgerlig offentlighed: Et socialt medium for en fælles forståelse af, hvordan samfundet havde det og kulturen udviklede sig. Et fælles øje på hverdagens tummel, der fortalte, hvad der skete og hvad vi hver især tænkte. En kultur af forsamlingshuse og folkehøjskoler, der kunne oplyse masserne og give det alfabetisme og sangbog. En underskov af lokalaviser og partiforeninger, så vi alle kunne dele os efter anskuelser. En enighed om, hvad vi var uenige om, så vi kunne stemme om det.
Siden blev denne borgerlige offentlighed ved hjælp af massesamfundets teknologi forkrøblet og tarveliggjort til en centraliseret monopolforestilling af en holdningsløs radioavis, en endnu mere holdningsløs tv-avis og en stribe morgenblade, der forlod deres forankring i sociale bevægelser (kaldet partier), for siden at forlade deres regionale tilknytning og blive til landsdækkende ligegyldigheder. Forsamlingshuset forsvandt, partiforeningen forsvandt og i det repræsentative demokrati forsvandt de fleste parlamentsmedlemmer ud af hinandens og alle andres opmærksomhed, fordi kun præsidentkandidaterne kunne komme til orde i det landsdækkende fjernsyn.

Ret beset er hele grundlaget for den politiske offentlighed i Danmark forsvundet i kraft af massesamfundets organiseringsform, der fjerner det repræsentative demokratis forankring i lokalt valgte parlamentsmedlemmer, udpeget af lokale vælgerforeninger.
Tilmed har landet på grundlovsstridig måde fået tilsluttet sig en Europæisk Union, der end ikke opererer med sædvanlige forestillinger om direkte valgte politiske beslutningstagere, men styres af et råd af regeringer, der hver især overfor vælgerne kan undskylde sig med, at de bag lukkede døre blev ned-stemt af de andre regeringer, så det politiske ansvar fortoner sig i udstødningen fra de EuroClass-dominerede Bruxelles-afgange.
Men nu kommer så Internettet. Ikke at det har betydet det fjerneste i den just overståede Instant Coffee Valgkamp, men det rummer pludselig helt ufattelige fatiske muligheder for et demokrati, der har mistet sit samfundsmæssige grundlag og udspring. For selv om det er rockscenen, opdræt af skildpadder og de sidste skademeldinger fra Manchester Uni-ted, der samler interessen i de mange diskussionsgrupper på Nettet, så er der op-stået en spirende europæisk, ja, global offentlighed, hvor mennesker på kryds og tværs af en hel planet taler sammen over e-mail og web-sider om de mest besynderlige sager.
Det kan godt være, at det de siger lige nu mest af alt er trivielt og ligegyldigt, men det har en fatisk funktion: De er forbundne, kanalen er skabt, de kan kommunikere helt uanset tv-avisens stofvalg og Danmarks-Postens læserbrevsredaktører. De kan hente dokumenter fra forvaltningerne, sammenligne erfaringer i miljøgrupperne, finde ligesindede på ethvert kontinent og meddele verdensoffenligheden om undertrykkelse, uvidenhed og kamp-gejst med sekunders leveringstid og til en pris på nogle få øre per skrig.
Det er altså selve konnektiviteten, forbundetheden, det at over 30 millioner computere verden over er koblet sammen, der skaber en ny mulighed for at skabe en global offentlighed, der rykker folk fri af Steen Bostrups virkelighedsbillede og partilederrundernes talen udenom. En konnektivitet, ved gennem sin blotte eksistens gør det allerhulens meget vanskeligere at drive diktaturstater og embedsmandsvælde i Kuala Lumpur eller Skovlunde.
Men det skaber selvfølgelig også angsten for, at vi hver især får hvert sit billede af verden, akkurat som fæstebønderne kunne få sig det, da de brød op fra den fædrene gård og drev mod storbyerne. Det er opbrud, nye muligheder, forandring og kontakt med overordentligt fremmedartede mennesker. Det er muligheden for, at man arbejder sammen med mennesker, der befinder sig langt længere borte end blikdåsens biltransport kan nå frem, så man må søge sine daglige smil og kommentarer til hårklipningen andre steder end på arbejdspladsen, men måske snarere i det lokalsamfund, hvor man har mulighed for at deles om børnepasningen, gulerødderne og slagtningen af de høns, der skal i gryden til aften.
Et to-delt samfund, hvor man deltager i en global offentlighed, samtidig med at man er forankret i et lokalt fællesskab om de dagligdags gøremål, som sikrer maden på bordet, børnelegen og alle de fatiske sidegevinster, som man i dag er henvist til at hente i HT-bussen, kantinen eller over køledisken.
Utopi? Ikke teknisk set.

Men kronikredaktøren! Hvor skal jeg så møde hende? Om et øjeblik trykker jeg på 'Send nu'-knappen, og så kan hun se kronikken her på sin skærm. Måske besvarer hun, som kulturredaktøren gjorde det for nylig, mit manuskript med en e-mail, der forsikrer, at det var "interessant og kompetent" og snart vil blive bragt - og det var så den respons. Måske sender hun, som min amerikanske redaktør, en e-mail, der faktisk fortæller, hvad hun oplevede ved at læse det. Måske ringer hun og siger venlige ord.
Eller hun stiller sig måske ved køledisken og venter. I hvert fald har hun aldrig før haft så gode muligheder for at meddele tid og disk for den fatiske funktion.

Tor Nørretranders er forfatter og udgav sidste efterår bogen "Stedet som ikke er. Fremtidens nærvær, netværk og Internet".

APROSPOS - Velkommen i cyberspace!

På denne plads bringer vi fremover hver fredag nyt fra den virtuelle virkelighed.
Og hvor ligger så den?
"Cyberspace, det er der hvor dine penge er," sagde vi til hinanden for år tilbage. I dag lyder et begejstret kor af forskellige stemmer:
"Cyberspace, det er der min penneveninde er," siger den 13-årige, der utrætteligt udveksler sidste nyt om idolerne Spice Girls med den ligesindede pige i Birmingham.
"Cyberspace, det er der jeg må køre racerløb og skyde efter mine kammerater," siger drengen på otte eller 15 år.
"Cyberspace, det er der hvor man får nyt at vide om vandboringer i ørkenen," mener forskeren.
For mig er cyberspace også den fjerde dimension, jeg altid har vidst var der, men som først nu har materialiseret sig - Landet som ikke Er, Fantasiens Rige, legepladsen over dem alle. Det var der, børnene i filmen Mary Poppins havnede, da de hoppede gennem et fortovsmaleri til en herlig park med karrusel og kunne blive der lige til Londonregnen viskede maleriet af fortovet.
I dag er det ingen ringere end Tor Nørretranders, der byder op til dans på den nye fredagsplads. I sin bog Stedet som ikke er lagde han sidste år op til en debat om det grænseløse demokrati og fik svar på tiltale af både vor egen Ejvind Larsen og af Århusprofessoren i sprog, Ole Togeby.
Den 19. december sidste år citerede Togeby Nørretranders for håbet om, at også maskiner vil blive bevidste, "for det er en social egenskab snarere end en biologisk" (side 170). Hertil svarede Togeby: "Han (Tor Nørretranders, red.) ved åbenbart ikke, at alle sociale egenskaber er biologiske, og at vi ikke har socialt fællesskab med hunde, køer, regnorme eller fluer, men kun med mennesker. Og derfor tror han, at han kan have fællesskab med maskiner og virtuel virkelighed. Det, der ligner, er ikke nær så godt som det det ægte. ..."
I dag tager Nørretranders til genmæle og erklærer sin tillid til, at Nettet også kan skaffe os de virkelige sociale kontakter, vi nødigt vil leve uden. Sprog kan nemlig meget andet end at informere. Med sproget fortæller vi også hinanden, at vi er i live.
Vi er kroppe, vi er sprogbrugere, vi er også nysgerrige. Hvem vil bringe debatten videre?

Marie-Louise Kjølbye, kronikredaktør

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her