Læsetid: 6 min.

Den islamiske trussel

5. marts 1998

Debatten om de fremmede handler ikke om racisme,
men om afmagt

VALGETS TEMA
Ifølge meningsmålinger er 'de fremmede' valgkampens allervigtigste emne. Så det var godt, at mere end 100 bekymrede danskere dukkede op ved lørdagens debatmøde om mediernes dækning af de etniske mindretal.
Arrangøren, Islamisk-Kristent Studiecenter, havde samlet et debatpanel bestående af seks journalister, medieforskere og politikere til at kritisere mediernes behandling af indvandrere og flygtninge og for evt. at komme med forslag til, hvordan det kan gøres bedre. Publikum bestod hovedsagelig af 'anti-racister', heriblandt en stor del indvandrere og flygtninge.
Ifølge arrangørerne er vi underkastet 'mediernes stigende magtovertagelse' af den politiske dagsorden. Problemet er ifølge mødets arrangører, at den mening om indvandrere, som medierne bringer til torvs, er overvejende negativ.
Ifølge medieforskerne Ferruh Yilmaz og Mustafa Hussain, forfattere til bogen Medierne, Minoriteterne og Majoriteten, bliver de etniske mindretal genstand for mediernes mishandling, idet der ofte anvendes grove generaliseringer og nedsættende bemærkninger.

Islamisk trussel
Den enkelte pakistanske forbryder får overskriften 'Islamisk trussel'. Indvandrere skildres enten som stakkels ofre eller som kriminelle. Vi får ligefrem racistiske udsagn fremsat i ytringsfrihedens navn. Alt dette sker ikke nødvendigvis, fordi journalisterne er racister.
Det sker, ifølge dagbladet Informations Niels Rohleder, fordi nogle journalister er uvidende, andre er kyniske og atter andre bare vil fyre en hurtig historie af og undgå det besværlige, nemlig research, nuancering, kontrol af kilderne og indhentning af oplysninger fra alle implicerede parter.
Resultatet bliver, at man taler om indvandrere. Politikere 'stiller krav' til indvandrere. Det eneste man ikke gør, er at tale med dem.
Bashy Quraishy fra organisationen Fair Play, hvis tidsskrift MedieWatch overvåger pressens behandling af indvandrerstof, pointerede, at indvandrerorganisationerne ikke bliver hørt i centrale spørgsmål. I stedet får særlige indvandrere som Naser Khader og Mehmet Necef lov til at fremsætte deres påstande uden at deres kritikere kan komme til orde.
Hvad kan der gøres? Måske bedre uddannelse til journalisterne ville hjælpe. Quraishy vil derfor presse medierne til at bruge indvandrer-organisationer som kilder; at ansætte indvandrere som praktikanter i redaktionerne og også, at sluse dem ind på Journalisthøjskolen, således at mediedækningen kan blive mere 'objektiv'.
Endelig skal racismeparagraffen kunne tages i brug, når der er tale om ærekrænkelse af bestemte grupper.

Kendskab og venskab
Debatmødet tog sit udgangspunkt i den påstand, at de fleste danskere ikke kender en indvandrer eller en flygtning. Derfor er danskerne i mediernes vold og sluger ganske ukritisk deres informationer. Forenklet og fordrejet journalistik skaber negative holdninger til de etniske mindretal, ja måske ligefrem fremmedfjendske.
Denne 'kritiske medieforskning' har til hensigt at udpege 'positive' og 'negative' holdninger, og at hænge de værste skurke ud, hvad enten det er TV2 eller Ekstra Bladet. Kritisk medieforskning er en del af den anti-racistiske kamp.
Det foregående ræsonnement om manglede erkendelse af mediernes magt har den den indbyggede logik, at bare vi lærer indvandrere og flygtninge at kende, så vil vi alle stille os meget mere positive til de fremmede.
Logikken lyder besnærende. Men lad os prøve den på andre grupper. Jørgen og Jens er begge to nice guys. Men Jørgen er selskabstømmer og Jens er arbejdssky. Mit bekendtskab til dem gør mig ikke solidarisk med deres projekter. Kendskab giver ikke altid venskab.
Mange af de mest indvandrer-fjendtlige danskere bor i samme kvarterer, ja endog i samme opgang, som indvandrere. Fra indvandrere selv kan man også høre en masse negative udtalelser om andre indvandrer- og flygtninggrupper.
Og i udenlandske sammenhænge kan man blot kigge på Bosnien, hvor serbere, kroater og muslimer kendte hinanden særdeles godt. Mange var ligefrem naboer. Det forhindrede dog ikke, at de kunne slå hinanden ihjel. Indgående kendskab kan skabe fjendskab såvel som venskab.
Ifølge antiracististerne er en holdning til indvandrere kun legitim, hvis den baseres på personlig erfaring. Men hvorfor skal logikken kun gælde indvandrerne? Jeg kender for eksempel ingen plejehjemsbeboere, vandmiljø-påvirkede landmænd eller overbeskattede villaejere i Gentofte. Jeg kender ingen EU-bureaukrater eller nynazister, og slet ikke Saddam Hussein eller Monica Lewinsky. Det forhindrer mig dog ikke i at danne mig en kvalificeret mening.
Med andre ord, meninger - positive eller negative - kan godt dannes uden personlige erfaringer. Det gør vi hele tiden.
En af Danmarks store myter er denne klippetro på, at bare man kommer i 'kontakt', så der opstår 'dialog' forsvinder konflikterne.

Nuancering en løsning
Det andet problem i denne antiracistiske medieforskning er ideen om, at bare vi 'nuancerer billedet' så vil alt gå godt. Faren ved 'nuancering' og 'afbalancering' er, at udtrykkene bruges retorisk eller som politisk korrekt censur, dvs. at hver eneste negativ historie skal afbalanceres med en positiv.
Når den antiracistiske medieforskning peger på, at 70 procent af historierne om mindretal reflekterer 'negative holdninger', må man spørge, om dækningen vil blive 'afbalanceret', hvis de 70 procent reduceres til 50 procent?
Sagen drejer sig jo ikke om, hvorvidt historier er negative eller positive i forskernes øjne, men om hvordan læsere, seere og lyttere tager historien til sig. Man kan rase mod Ekstra Bladets fremmedfjendske læserbreve. Men problemet er ikke, at de bliver trykt, men derimod hvorfor så mange holder med dem. For at bruge de forhadte meningsmålinger - hvorfor er så mange danskere så bekymrede?

Multietnisk
Det er kutyme i indvandrer-venlige kredse at betegne Danmark som 'multikulturelt'. Men faktisk er Danmark, trods dets multietniske karakter, slet ikke multikulturelt. Danmark er dansk. Mere dansk end både Pia Kjærsgaard og indvandrerne er klare over.
Danskerne får ikke bare deres meninger ved ureflekteret at sluge aviser og fjernsyn. De danner også deres meninger ud fra samtaler rundt om et kaffebord, på værtshuse eller på arbejdspladsen. Det er her og ikke i tv, at fordomme bekræftes, og at de værdier, ud fra hvilke man afgiver sin stemme, formes.
Det er afgørende, at indvandrere kommer i kontakt med alle slags danskere. Derfor bør man, som det blev påpeget ved debatmødet, også invitere indvandrerfjendtlige journalister til møderne. Indvandrerorganisationerne må tage de problemer op, som rører sig i 'det hvide Danmarks' meningsdannelse: lov og orden, vold, socialt nasseri, tvangsarrangerede ægteskaber, svindel, ungdomskriminalitet, osv.
Det er netop ved at tage hul på disse 'varme' sager (og ikke ved at anklage aviserne for racisme), at den stærkt efterspurgte demokratiske dialog kan begynde.

Gjellerup Hills
Men hvad med den negative offentlige mening om indvandrerne? Dette problem må man angribe på god dansk maner med en professionelt tilrettelagt oplysningskampagne, en solid foreningsorganisation, en spidsfindig lobby- virksomhed og gennem uformel pression.
Dog er det ikke pression, der får folk til at have de 'rigtige' meninger. Og det er heller ikke alene nyhedsstømmens værk.
I stedet for anti-racistisk forudsigelighed vil den efterstræbte nuancering af den offentlige mening få langt bedre betingelser, hvis DR-TV producerede en komedieserie om et tyrkisk Hjem Til Fem. Eller hvad med en ægte Taxa med den søde Fatima, den stupide Hassan og Muhammed, der læser på universitetet, når han ikke kører taxa! I stedet for endnu en genudsendelse af Matador er det så ikke snart på tide at vi får en Gjellerup Hills?
Den mediekritiske debat om indvandring risikerer at udvikle sig til en ghettoagtig tilstand, hvor de kritiske kun høres af deres egen menighed, som ivrigt nikker til kendte udsagn, og så går hjem. Hvor er det dog nemt at give pressen skylden og påstå, at danskere sluger hvad som helst. Det er noget for-vrøvlet sludder.
Men der sker noget i det her land. Noget, som selv politikerne er foruroligede over, nemlig den stigende afstand mellem borgere og politikere, mellem folket og eliten.
Det, som selv ikke medieforskerne forstår, er, at indvandrer- og flygtningedebatten - ligesom EU-debatten og debatten om velfærdsstaten og 'system-Damark', om bistand og sort arbejde - alt sammen drejer sig om noget langt mere grundlæggende. Det drejer sig om vores forhold til omverdenen, om en skræmmende følelse af, at vi i stigende grad er ved at miste kontrol over vores liv. Denne følelse af manglende kontrol løses ikke ved afbalancerede læserbreve eller ved at sagsøge Den Danske forening.
At danskerne regner flygtninge- og indvandrerspørgsmålet for det allervigtigste, er ikke noget at bekymre sig om.
Det ville være langt værre hvis danskerne var ligeglade. At pege på dårlig journalistik for er letkøbt. Det er medieforskerne, indvandrerorganisationerne og politikerne, som nu må tage sig sammen og indse, at kærnen i debatten om de fremmede ikke handler om racisme, men om afmagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu