Læsetid: 5 min.

Kunstens tarv varetages bedst af kunstnerne selv

Debat
23. marts 1998

Der er stor sandsynlighed for, at det regionale kulturforsøg vil komme til at vise, at der bliver lagt en større nepotisme for dagen, og at etablerede og knap så etablerede kulturinstitutioner er afhængige af 'vor mand i byrådet'

kulturforsøg
Erfaringer med det regionale kulturforsøg viser desværre alt for godt, at dette forsøg ikke handler om forholdene for kunsten og kunstnerne, men om en ændret administrativ opgavefordeling mellem stat, kommuner og amter.
Dette illustreres ganske godt med dramatikeren Leif Petersens artikler i Information, hvor han taler med politikere, embedsmænd, kritikere og en enkelt museumsleder, men ingen kunstnere. Det er derfor relevant at spørge, hvem der skal tilgodeses med dette forsøg.
At det regionale kulturforsøg måtte komme, burde man jo nok have kunnet forudse, eftersom det passer som hånd i handske med et af fundamenterne i dansk kulturpolitik og samfundspolitik generelt, nemlig decentralisering.
Decentralisering var i 1960'erne og 1970'erne en måde, hvorpå man kunne sætte gang i en demokratiseringsproces, der skulle skabe lighed for alle og dermed sikre en lige fordeling af den voksende velfærd, uanset om man boede i provinsen eller i Kongens hovedstad.
Decentralisering, - dog ikke af velfærd men af magt, går længere tilbage i historien, hvor loven om købstædernes ret til lokal selvstyre for første gang så dagens lys i 1837 og loven om kommunalt selvstyre i 1849, som dermed blev en Grundlovssikret ret.

Ligheden går fløjten
Decentralisering blev forbundet med noget godt i 1960'erne og 1970'erne - med demokrati og dermed lighed. Et begreb vi med rette kunne være rigtige stolte af, at vi havde taget til os.
Desværre er begrebet siden blevet temmelig udvandet og i dag uløseligt forbundet med kommunernes ligeret til at skære for, når spare-iveren melder sig over det ganske land.
Med Kommunalreformen i 1970 og Frikommune-forsøget fra 1985-1993, blev decentraliseringen, - forstået som ren fordeling af opgaver og ansvar, for alvor omsat i praksis.
Det regionale kulturforsøg kan fint ses som en naturlig overbygning på Frikommune- forsøget, eftersom mange kommuner allerede dengang, kunne se en fordel i få at udlagt bloktilskuddene til undervisning, fritid og kultur. Af de mange forslag til forsøgsområder, som kommunerne sendte ind i perioden 1985-1992, vedrørte ca. en fjerdedel de ovennævnte områder.
Danmark er nok nær verdensmester i forsøg på det statslige-kommunale område. Det passer så godt til vores danske pragmatiske sjæl. Men hvorfor denne statslige og kommunale iver for at lave forsøg med udlægning af bloktilskud i (nær)demokratiets navn, når vores grundlæggende princip om lighed går fløjten?
For kan man som borger være sikker på en lige fordeling af (det der er tilbage af) velfærden, når det er lokale politikere der sidder på pengekassen?
Det afhænger selvsagt af de til enhver tid siddende lokalpolitikere. Det afhænger af, om de er villige til, f.eks. på kulturområdet, at lade kompetente mennesker fordele de økonomiske midler, eller om de selv vil bestemme, hvem og hvad der skal støttes.
Desværre ser det ud til, at det flere steder er den sidstnævnte type politikere der sidder på magten.
Derfor er der stor sandsynlighed for, at forsøget vil komme til at vise, at der bliver lagt en større nepotisme for dagen, og at etablerede og knap så etablerede kulturinstitutioner er afhængige af 'vor mand i byrådet' til at tale deres sag, og det kan ikke være i kunstens interesse.
Man skal på den anden side ikke stikke blår i øjnene på sig selv og tro, at staten kan sige sig fri for nepotisme. Der er dog den garant at der er oprettet råd og nævn, der skal varetage fordelingen af en del af de økonomiske midler på kunst- og kulturområdet. Man opererer til en vis grad med 'arms længde princippet'.
Dette princip er for kunstens skyld vigtig at udbygge i højere grad, end det vi ser i dag, så kunsten i fremtiden ikke spændes foran f.eks. en økonomisk eller socialpolitisk vogn.
De bedste til at varetage kunstens tarv er kunstnerne selv, og en styrkelse af råd og nævn vil være en rigtig retning at gå.

Én befolkning
Danmark er ikke det eneste land, der oplever regionaliseringstendenser.
I flere lande i EU - og andre steder på kloden - er der befolkninger, der ønsker, at deres regioner skal være selvstændige. Fra EU's side bliver der støttet op om denne tendens bl.a. via egnsudviklingsstøtte.
Det er godt, at EU er på forkant med ønsker i befolkningen, men der kan samtidig stilles spørgsmål ved, om EU gør det for folkets skyld eller for sin egen? Vil EU ikke styrkes betragteligt, hvis nationalstaterne svækkes tilsvarende?
Efter vores opfattelse er det for Danmark en uheldig udvikling. Det er nemlig latterligt at tænke sig Danmark opdelt i forskellige regioner, da Danmark befolkningsmæssigt ikke er større end en middelstor tysk by, for at bruge Mimi Jakobsens udtryk. Spørgsmålet er, om vi ikke vil stå stærkere i EU og i forhold til den om sig gribende globalisering, hvis vi står sammen som én befolkning.

Mangel på fleksibilitet
Det moderne samfund fordrer fleksible institutioner, der hurtigt kan omstille og tilpasse sig ændringer i samfundsudviklingen.
Det er vores indtryk, at Kulturministeriet mangler denne fleksibilitet. Det er derfor forståeligt og godt tænkt af forhenværende kulturminister Jytte Hilden, at der skal prøves noget nyt på kunst- og kulturområdet.
De regionale kulturforsøg er bare ikke blevet, som det oprindeligt var tænkt, som Peter Duelund udtalte forleden.
I stedet kan det meget vel være, at vi skal ind og se på, om det i virkeligheden er et Kulturministerium, vi har brug for i dag, eller om det ikke er et levn fra den tid, hvor man igennem kunsten og kulturen skulle uddanne befolkningen til demokrati, nu hvor man alligevel har skrottet den tanke.
For kulturpolitikken vil naturligvis til alle tider reflektere og underlægge sig den generelle samfundspolitik.
Da Kulturministeriet blev oprettet i 1961, var det som en statslig politisk ledet institution, der i overensstemmelse med Folketinget, fastsætter de overordnede mål og rammer for en kulturpolitik. Kulturministeriet varetager dermed ikke udelukkende kunstens og kulturlivets interesser, men også de parlamentariske.
Det bliver interessant at se, om det regionale kulturforsøg får samme 'skæbne' som frikommune-forsøget med først en forlængelse, med den begrundelse, at man så bedre kunne dokumentere forsøgets effekt, for derefter at gøre den permanent. Og med forhenværende kulturminister Jytte Hildens ord om, at forsøget vil vise sig at være irreversibelt, kan man forvente, at forsøget uden videre bliver gjort permanent. Hvis modstanden viser sig at være for stor, ja så laver man bare et nyt forsøg.
Men det er helt op til den nye kulturminister og Folketinget.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her