Kronik

Kvinder har deres egen logik

Debat
5. marts 1998

Der er ingenting i verden, der kan få en mand til at bestille noget som flere penge i kassen, viser undersøgelser. Sådan passer mænd så fint til den rationelle økonomiske teori.
Det gør kvinder derimod ikke.

Kvinden er et fantastisk væsen, der tilsyneladende ikke lader sig drive af ussel mammon alene. Hun passer sit arbejde med økonomisk tab; hun arbejder til trods for, at hun bliver mærkbart dårligere betalt end hendes mandlige kolleger og på trods af, at hun egentlig - hvis hun selv kunne bestemme - helst ville arbejde lidt færre timer.
Når hun får børn og dermed mere ubetalt hjemmearbejde og mere brug for timer derhjemme, ja så giver hun den en tand til med knofedtet, og arbejdsdagene bliver endnu længere. Og så endelig, hvad der for en skatteminister er vigtigt, så synes den danske kvinde at have så travlt, at hun næsten ikke har tid til at lave sort arbejde ved siden af. Hun viser sig i hvertfald på det punkt som langt mere lovlydig end sin mand - og arbejder kun halvt så meget sort som ham.
De forskelle på kvinder og mænd, som bogen (Beskæftiget - ledig - efterløn?) tegner, kunne undertiden godt fortjene større opmærksomhed i både skatte- og arbejdsmarkedspolitikken og hos dem, der gennem overenskomster er med til at fastlægge rammerne for fremtidens arbejdsmarked.
Her gør vi i forvejen meget ud af at skabe fundamentet for et mere rummeligt og mere fleksibelt arbejdsmarked, hvor der er plads til alle, og hvor også virksomhederne må påtage sig et socialt ansvar.
Men det ville jo være absurd, om vi - i kampen for at få plads til arbejdsmarkedets minoriteter - glemte at give arbejdsmarkedets bedre halvdel den opmærksomhed, som hun fortjener.

Danske kvinder har internationalt set en meget høj erhvervsfrekvens.
Der er med andre ord et meget stort antal kvinder, som har kontakt til arbejdsmarkedet. Sådan har det været i snart mange år.
I 50'erne var kun hver fjerde på det danske arbejdsmarked kvinde. I dag udgør kvinderne næsten halvdelen af de beskæftigede. Kvinderne er med andre ord ikke længere nogen minoritetsgruppe på arbejdsmarkedet. Det indtryk kunne man ellers undertiden godt få fra analyserne i bogen.
Mit bud er, at de forskelle på kvinder og mænds arbejdsmarkedsdeltagelse, som af-sløres, også kan tages som et varsel om, hvor vi muligvis må imødese forandringer i de kommende år. De to køn reagerer nemlig ikke ens.
Som det fremgår af Nina Smiths og Peder J. Pedersens artikel om en stikprøveundersøgelse af arbejdsløses trivsel (se også dagens Apropos), trives kvinder relativt dårligere end mænd, når de er arbejdsløse.
Tryghedsorienterede værdier som f.eks. gode kolleger synes derimod at betyde forholdsmæssigt mindre for mænd end for kvinder. Næh, må vi få mest muligt i løn på kortest mulige arbejdstid, og så i øvrigt arbejde meget mere, tak!
Det kan være en forklaring på, at man i undersøgelsen når frem til, at arbejdsløshed i mange tilfælde påvirker kvinders trivsel mere end mænds.
Det er samtidig en rigtig god grund til, at det traditionelle økonomiske syn på arbejdsmarkedet passer bedre på mænd end på kvinder. Vi mænd passer glimrende ind i den rationelle teoris verden. Vi hopper jo på de økonomiske incitamenter. Der er ingenting i verden, der kan få en mand til at bestille noget, som dét at få stillet en gulerod i udsigt. Det har både kvinder og økonomer vidst i mange år.
Det er derfor heller ikke overraskende, at Nina Smith, der jo både er kvinde og økonom, i sine undersøgelser af sammenhængen mellem økonomiske incitamenter og arbejdsudbuddet kan nå frem til, at f.eks. udsigten til en større disponibel indkomst i kraft af en skattelettelse kan få en mand til at øge sit arbejdsudbud (forudsat at han ikke i forvejen arbejder så meget, at han vælger at omsætte merindkomsten til øget fritid i stedet).
Jeg formoder, at det er en helt identisk mekanisme, der er årsag til, at mænd er mere aktive på det sorte arbejdsmarked end kvinder.
Slående er det derimod, at kvinder ofte agerer helt uden umiddelbart økonomisk incitament. En meget stor gruppe kvinder arbejder 37 timer om ugen til trods for, at de ville have en højere disponibel indkomst ved at være på dagpenge i stedet. Af interviewundersøgelsen fremgår det, at i 1997 vil 20 procent af de beskæftigede have under 500 kr. månedligt ud af at arbejde. Heraf er hovedparten kvinder.

Forholdet er dels udtryk for, at vores skattesystem og vores transfereringssystemer fortsat i nogle tilfælde spiller uheldigt sammen. Og dels, at der for kvinder vitterligt må være andre ting end løn, som driver værket. Når Nina Smith m.fl. for at afhjælpe det uheldige samspil eller for at påvise muligheden for at øge ar-bejdsudbuddet afsøger skatte- eller dagpengesystemet efter økonomiske incitamenter, hvordan ser sådanne incitamenter så ud til at virke i forhold til kvinderne?
En svag indikation af virkningen får man i interview-analysen i bogens kapitel otte, hvor interviewpersonerne blev spurgt, om fem procentpoint mindre i trækprocent vil få dem til at øge eller til at nedsætte arbejdsudbuddet. Færre kvinder end mænd vil øge arbejdsudbuddet og flere kvinder end mænd ville konvertere større disponibel indkomst til fritid.
Ser man på interviewpersonerne, kunne noget således tyde på, at det er sværere at dosere incitamenter, så de udløser den ønskede adfærd i retning af øget arbejdsudbud hos kvinder, end det er hos mænd. Problemstillingen dukker op igen senere i samme kapitel. Udbudseffekterne af fire forskellige reformer af indkomstskattesystemet analyseres, og kun i et enkelt tilfælde kan man påvise, at reformen både vil øge det samlede arbejdsudbud og samtidig ikke får et større antal kvinder til at mindske deres arbejdsudbud.
Det er imidlertid også den eneste skitserede reform, hvor man ikke samtidig opstiller et finansieringsforslag. Det vil sige, at den ønskede positive incitamentseffekt for både mænd og kvinder synes at udeblive, såfremt skattelettelsen finansieres indenfor indkomstskattesystemet. Det skal bemærkes, at man alene har analyseret udbudseffekterne.
Hvis indkomstskattesystemet ikke er specielt velegnet til at frembringe effektive og fuldt finansierede økonomiske incitamenter, der virker positivt på både mænd og kvinder, så vil det for en økonom være naturligt at kigge på dagpengesystemet for der at lede efter mulige incitamenter med de ønskede effekter. Herved bevæger man sig væk fra gulerodsmetoden.
Som nævnt i indledningen, er dagpengesystemet et sted, hvor vi politikere allerede har været flere gange i de senere år, eksempelvis i forbindelse med opstramningen af rådighedsreglerne. Men set med akademiske økonomøjne ville en drastisk sænkning af dagpengesatsen være et mere direkte økonomisk incitament til at gå i arbejde eller vedblive at arbejde.
Begynder man imidlertid at pille ved dagpengesatserne, er der grund til at være opmærksom på, at løndannelsen for lavtlønnede kvinder i modsætning til deres mandlige kolleger ikke særlig meget synes at være præget af marginalskatterne, men derimod af dagpengesatserne. Disse kvinders løn synes altså ikke i samme grad at være bestemt ud fra, hvor mange penge, der skal være tilbage efter skat, men derimod efter, hvor meget de alternativt kunne få i dagpenge.

Dette fænomen betyder, at økonomiske incitamenter frembragt ved at svinge pisken gennem nedsættelse af dagpengesatserne kan få afledte negative effekter i forhold til allerede beskæftigede kvinder på lavtlønsområdet.
Sænker man dagpengene, sænkes lønnen blandt lavtlønnede kvinder også. Man risikerer altså at ramme en af de grupper, som man har et særligt ønske om at forstærke det økonomiske incitament for. Man skaber ikke blot et økonomisk incitament i form af et større spænd mellem dagpengesatsen og mindstelønnen, men indleder en samtidig udhuling heraf.
Lavere dagpenge betyder lavere løn og dermed, at det økonomiske incitament gradvist vil blive ædt op. Man vil således på et senere tidspunkt påny have behov for at forstærke incitamentet gennem en yderligere reduktion af dagpengesatsen.
Ført ud i det groteske ville der så til sidst hverken være dagpenge eller løn tilbage til de da for alvor lavtlønnede kvinder. Det svarer til, at man skræller et løg så mange gange, at der til sidst ikke er noget tilbage.
Samtidig viser undersøgelser af virkningen af en nedsættelse af dagpengesatsen på f.eks. 10 procent, at også dette sætter mere gang i mændene end kvinderne. En sådan nedsættelse af dagpengesatsen medfører et mere end dobbelt så stort fald i ledighedsperiodens længde hos mændene som hos kvinderne (jvf. finansredegørelse 1997).
Hvis nogen kvinde eller økonom skulle være i tvivl, så kan mænd altså også piskes til at bestille noget. Der er for mig ingen tvivl om, at forskellene i udbudsreaktionerne på mande- kontra kvindearbejdsmarkedet er meget vigtige at inddrage ved tilrettelæggelsen af økonomisk politik.

Carsten Koch (S) er skatteminister. Artiklen er et sammendrag af skatteministerens bidrag til bogen Beskæftiget - ledig - efterløn? (Spektrum og Rockwoolfonden, 1998).

APROPOS
Kvinder, ledighed og trivsel

Ifølge den sædvanlige forestilling skulle kvinder have det relativt bedre med arbejdsløshed end mænd.
Det synes undersøgelsen umiddelbart at bekræfte, idet flere kvinder end mænd svarer, at de har fået det bedre i arbejdsløshedsperioden.
Undersøgelsen viser imidlertid også et for mig - og åbenbart også for den almindelige visdom på bjerget - overraskende stort antal kvinder, som svarer, at de i arbejdsløshedsperioden har oplevet en lidt eller meget dårligere trivsel. Hvor mere end en tredjedel af mændene i undersøgelsen svarede, at deres trivsel var uforandret under arbejdsløshedsperioden, afgav kun en fjerdedel af kvinderne samme svar.
En del af forklaringen på, at arbejdsløshedsperioder påvirker kvinders trivsel forholdsvist mere negativt end mænds kan naturligvis være, at kvinder traditionelt er beskæftiget indenfor fag, hvor arbejdsløshed ofte er lig forringet udsigt til nogensinde at komme i arbejde igen.
Man kan således forestille sig, at relativt flere mænd er mentalt indstillet på at skulle opleve perioder med arbejdsløsheder, og derfor også kommer bedre igennem dem.
Men kvinders dårligere trivsel har måske også den årsag, at den typiske kvinde har en mere nuanceret indstilling til dét at arbejde end den typiske mand.
De sociale relationer på arbejdspladsen betyder meget for flertallet af kvinderne.
Når kvinder mister jobbet, mister de derfor ikke kun et indtjeningsgrundlag, men også deltagelsen i et socialt fællesskab, som flertallet af dem sætter stor pris på.
Vi mænd er på mange måder mindre raffinerede - det handler tilsyneladende for os i højere grad om kroner og øre.
Under alle omstændigheder viser bogen, hvor afgørende det er for livskvaliteten at have et arbejde.
Carsten Koch

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her