Læsetid: 3 min.

LÆSERDEBAT

12. marts 1998

Fordærvede fødevarer
6. MARTS - Som tidligere tilsynsførende dyrlæge med fødevarebutikker vil jeg gøre forbrugerne opmærksomme på følgende:
Supermarkeder og andre butikker har frostdiske. Disse er normalt udstyret med en såkaldt 'ladelinje', en rød streg i hver ende af disken. Ingen varer må ligge højere end ladelinjen angiver.
Alligevel ser jeg dagligt, at ladelinjen er overskredet med et til to lag kødvarer, som derfor ikke holdes under den nødvendige køletemperatur. Dette medfører naturligvis, at bakterierne ligger i butikken og formerer sig.
Altså: Butikkernes overfyldning er vigtig medårsag til den ringe kødhygiejne.
Jeg vil opfordre kunderne til at påtale utilbørlige forhold til den ansvarlige butiksbestyrer. Hjælper dette ikke, kan man henvende sig til levnedsmiddelkontrollen med en anmeldelse. En politianmeldelse er også mulig.

Helge Møller-Hansen
Skelagervej 269
8200 Århus N

Reklamer i DSB-kiosker
4. MARTS. - I et indlæg i Information den 28. februar vender Inger Margrethe Sørensen sig imod et reklamefremstød i DSB kiosker for et bestemt chokoladeprodukt. Indlægget giver anledning til at præcisere, hvordan forholdet er mellem DSB og den virksomhed - DSB Restauranter og Kiosker - som står for kioskdriften.
Udgangspunktet er, at DSB ønsker mere liv på stationerne.
Når det gælder betjening af kunderne i form af kiosker, har vi valgt at indgå aftale med en privat forpagter.
Vi er i DSB fortsat ansvarlige over for vore kunder, men en god forretning, der skal betjene et bredt publikum, må have visse frihedsgrader til at skabe opmærksomhed og tiltrække kunder - ganske som enhver anden købmand 'ude i byen'.
Med i billedet skal også, at DSB-kioskerne betyder, at der på mange stationer er personale til stede en større del af døgnet, end hvis der ikke havde været en kiosk.
Dvs. at de bidrager til at skabe tryghed, foruden at de i en del tilfælde som en ekstra opgave står for billetsalg.
Derfor tror jeg, det er i alle kunders interesse, at der flest mulige steder er et økonomisk grundlag for kioskdrift.
Inge Margrethe Sørensen spørger, om der er en instans, man som forbruger kan klage til.
Det er der. I dette tilfælde er det DSB regionaltog, Kalvebod Brygge 32, 1560 København V., eller DSB Restauranter og Kiosker, Ny Banegårdsgade 48, 8000 Århus C.

Stig Næsh
regionaltogschef
DSB

Mr. Bean som spion
6. MARTS - En tidligere 007-agent er krøbet til korset og angret, at han tidligere i sin tilværelse har været så gemen, at deltage i aflytningen af en dødsensfarlig samfundsfjende, nemlig det kæmpe store - og derfor betydningsfulde - SAP. Partiet er dog ikke større, end at det med lethed kan afholde sin årlige generalforsamling i et kollegieværelse, og så er der endda rigelig plads til både Rød Rebel og Internationale Socialister. Drømmere, de fleste med en intelligens og realitetssans som nynazisterne i Greve.
Det må være den slags 'arbejde' PET udfører, når de ikke har noget seriøst at tage sig til, og når de ikke kan finde flere kontroversielle læserbrevsskribenters telefoner at aflytte, og derfor er bange for lediggang og efterfølgende fyringer. Og for at give det hele et præg af 'Mr. Bean som spion', har man genialt indlemmet en klumpedumpe som Frede Farmand i en sag i Århus. For så var man sikker på samme succes, som når man lukker en panikslagen elefant ind i en porcelænsbutik.
Men nu har disse spioner pludselig fået samvittighedskvaler, og vil have deres syndige sjæle renset ved tv's hjælp, så de igen kan føle, at de stadig betyder lidt.
Ansæt dog en PET-psykolog til at tage sig af den slags tilfælde.

H. Chr. Hansen
Spurvegården 9
2650 Hvidovre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu