Læsetid: 5 min.

LÆSERDEBAT

21. marts 1998

Stop så den bilisme!
16. MARTS - Ja, det er utroligt, hvor snæversynede politikere og den enkelte dansker er. Vi har lige haft en parodi på et folketingsvalg og ikke en af de kære politikere har talt om det mest forurenende køretøj, som næsten hver eneste dansker, ung som gammel, kører rundt i. De oser derudaf og tænker overhovedet ikke på, at hver gang de bruger denne forureningskasse, danner de CO2-som igen danner de dejlige skyer, som vi næsten daglig er indhyllet i.
Ja, flyv nedover Europa, kig ud af vinduerne, nej det er ikke sand, der svæver rundt, det er skyer, skyer og atter skyer, dannet af CO2.
Sig mig, er der i dagens Danmark ikke en eneste dansker, der kan tænke lidt mere end til sin egen næsetip, tænk jer dog om, lad denne gyselige forureningskasse stå, tag cyklen eller de offentlige transportmidler, bevæg jer, ikke nok med, at vi så forurener mindre og vore børnebørn, oldebørn kan få en ren verden at leve i, men I vil også spare sygehusvæsenet meget, hvis I gad cykle i stedet for.
Politikere, afskaf fradragsretten for bilkørsel, det er noget svineri at folk kan trække det fra. De skulle hellere straffes for at tage bilen, én i hver bil, men det rammer vel også politikernes egen magelighed og til sidst, alle de dejlige, mange penge staten får ind for salg af biler, ja det er skruen uden ende og jorden vil langsomt forgå, men selvfølgelig ikke i vores tid, men tænk på jeres børnebørn, ja jeres oldebørn, hvor er vi mennesker dog egoistiske og magelige. Det er skræmmende at tænke herpå. Så gør dog noget, så det kan mærkes og ikke kun tom snak. Tænk over det, alle og ligeledes I politikere, der er blevet valgt. Vis I har hår på brystet. Det er ikke det vi siger, som vi lærer af, nej handling skal der til!

Kirsten Juel Grand
Godthåbsvej 195, 2 th.
2720 Vanløse

Petting og vores usikkerhed
17. MARTS - Der er for tiden stor postyr i medierne og befolkningen over afsløringerne af PET's registreringer af lovlige, politiske aktiviteter på venstrefløjen. Men med jævne mellemrum, har vi altid kunnet læse om afsløringer af ulovlige registreringer og aflytninger udført af Staten.
Og de borgerlige partier inklusive Socialdemokratiet hælder hver gang vand ud af ørerne og tager de alvorlige miner på: "Nu må der sandelig sættes en stopper for ulovlighederne", lyder det. Men grunden til at der aldrig bliver gjort noget effektivt er naturligvis, at det passer de selvsamme partier godt.
For kan man skabe en usikkerhed i befolkningen, om det lovlige i politisk arbejde udenfor de gamle partier og stor sandsynlighed for registrering hvis man gør det alligevel, så er der nok temmelig mange der resignerer i et toptjekket samfund, hvor man aldrig ved hvem der kan grave hvilke oplysninger frem om ens person.
Der er jo så mange steder man kan rammes: Familien, boligen, arbejdet og endelig er der jo kælderrummet uden vinduer med madrassen på gulvet og den nøgne pære i loftet. Slet ikke fordi jeg tror, at man vil gå så vidt. Men bare tanken, i en befolkning med rekordforbrug af beroligende midler, kan være nok til at resignere med frimærkesamlingen eller medlemskortet til Socialdemokratiet.
PET's registeroplysninger og aflytninger er ret ligegyldige. Målet er befolkningens usikkerhed.

Bent Jørgensen
Bøllegården
4792 Askeby

Det retarderede "ja"
17. MARTS - Tidligere kunne en enkelthed i et interview forløbe på følgende måde.
- Hr. statsminister. Går De ind for vindmøller?
"Ja. Ganske afgjort. Og af flere grunde. Hør bare her. For det første... (osv.)."
Men sådan svarer man ikke i dag på et enkelt og klart spørgsmål.
- Poul Nyrup. Vil du fastholde, at man beskattes af lejeværdien af egen bolig?
"Se, nu har vi altid i mit parti kæmpet for, at retfærd og fred skal kysse hinanden. Og jeg længes ikke mod
skibskatastrofer. Dem har vi nok af. Det tror jeg enhver vil give mig ret i. Og så kunne man overveje at inddrage lejeboliger. Det må vi se nærmere på. Men ellers. Ja."
Jeg er bange for, at ja'et (resp. nej'et) som bortforklarende apposition er kommet for at blive.

John Clausen
Tved Bygade 11
8420 Knebel

Hvor mange stemte dansk?
18. MARTS - Denne overskrift brugte Dansk Folkeparti i valgkampen. Det er et regulært misbrug, at et parti vil tage patent på at være et dansk parti.
Hvad så med alle de andre partier, er de måske udanske?
Indenrigsministeriet burde ikke have givet tilladelse til, at ordet dansk indgår i et partinavn.
Ad lovgivningens vej må det være muligt at bestemme, at et parti inden for landets grænser ikke må kalde sig dansk et eller andet.
Stem dansk lyder som et opråb til et dansk mindretal, der befinder sig i et grænseland.
Værre endnu er det, at partiets holdninger og udtalelser er ret så barske og nationalegoistiske, at de slet ikke passer til det danske folks venlige og hjælpsomme folkekarakter. De er direkte udanske!
Men allerværst bliver det ved den kommende afstemning om Amsterdamtraktaten. Der skal vi nok få stem dansk at se igen, hvis det står til Pia.
Hun kan ikke se, at det at være dansk er at kunne dele lidt med andre og være god mod mennesker i nød. Det er ikke ensbetydende med at åbne grænserne for alle - langtfra!
Der var engang et parti med navnet Dansk Samling. Det var et parti, der aktivt gik ind i modstandskampen mod tyskerne i kampen for frihed og fred.
Det var noget helt andet end Pias parti, der ikke vil kæmpe med for fred og frihed i Europa, hvad der er af største betydning for os alle.
252.228 "stemte dansk" ved Folketingsvalget - efter Pias mening, mens 3.152.114 altså ikke "stemte dansk", men efter andre kriterier. Politisk får de "danskstemmende" ikke nogen væsentlig betydning.
Tallene viser, at mange flere heldigvis vælger at være dansk frem for at "stemme dansk".

Eva Antkowiak
Tunnelvej 8
5800 Nyborg

Mand med holdning!
17. MARTS - Achton Bech - du er en hædersmand!
Ifølge Information den 17. marts siger du nej til at være med til at ødelægge grundvandet ved at giftsprøjte juletræer.
Bech mistede jobbet og fik en uges karantæne i A-kassen.
Havde det drejet sig om våbenproduktion, ville det ikke være sket.
De radikale fik sat deres fingeraftryk på en lov, der siger, at man ikke må miste nogen rettigheder ved at nægte at arbejde med våbenproduktion.
Alle politikere har i valg-kampen talt om, at de vil arbejde for miljøet. Ja, men så slut op om Achton Bech og få en politisk debat i gang om ændringer af reglerne for, hvornår en arbejdsløs må nægte at tage imod anvist arbejde.

Inger Bjørn Andersen
Buegården 9
2880 Bagsværd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu