Læsetid: 4 min.

Livets skæbne

Debat
31. marts 1998

Hvis ikke jeg tager min hjernemedicin tror jeg, at radioen og fjernsynet sender meddelelser til mig, som jeg skal dechifrere

MIN HISTORIE
Jeg var 31 år, da jeg fik et nervesammenbrud og mistede mit job. Jeg var 35 år, da jeg fik min første psykose og blev indlagt på psykiatrisk hospital. Da jeg kom ud, havde jeg mistet konen, huset, bilen og vennerne.
Der gik et år, så kom psykosen igen. Jeg blev indlagt, og da jeg kom ud igen havde jeg mistet jobbet for altid. Jeg troede selvfølgelig ikke på det, men jeg fik at vide, at min sygdom var kronisk. Jeg mistede dog ikke håbet og gik på sygedagpenge.
Men efter tre år søgte jeg førtidspension. Jeg havde dog stadig det håb, at jeg kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Men efter endnu to indlæggelser og et selvmordsforsøg måtte jeg give op.
Jeg har mistet arbejdsevnen. Det er en svær pille at sluge i det samfund, vi lever i. Lige pludselig er man ingenting, man har ingen identitet. Man er kommet i den nederste sociale gruppe. Man er udstødt. Ingen såkaldte normale vil have noget med en at gøre.
Jeg har prøvet at melde mig ind i foreninger og sågar et politisk parti for at bruge min arbejdskraft der, men jeg har måttet give op. Nu kan jeg ikke en gang tåle at være medlem af en forening, uden at jeg bliver nervøs over at tilhøre en gruppe. Jeg er nødt til at stå frit, ikke noget med at føle sig ansvarlig overfor nogen. Jeg kan ikke bære ansvar og ikke tåle at blive presset.

Et isoleret liv
I dag 10 år efter min første indlæggelse lever jeg et meget isoleret liv, men jeg er ved at finde ud af mig selv og finde et fornuftigt liv. Jeg ser kun meget sjældent noget til familien men taler dog med dem i telefon, men de forstår ikke mine problemer og det liv, jeg fører.
Jeg har en ven, som jeg snakker i telefon med hver dag, men han forstår ikke, at jeg ringer af ensomhed, for jeg har aldrig noget at fortælle. Der sker nemlig ikke noget i mit liv.
Men jeg er glad for, at jeg har en støtte-kontaktperson, som kommer og besøger mig en gang om ugen. Det får mig til at sætte ord på min situation, og jeg har stor glæde af det menneskelige samvær, hvor jeg ikke behøver at spille en rolle, men bare kan være mig selv.
Når jeg er sammen med familien og andre, føler jeg altid, jeg skal leve op til noget og være noget, og det er det pres, jeg ikke kan klare med mine nerver.
Efter i flere år at have eksperimenteret med hjernemedicin, tager jeg nu en fast dosis.
Hvis ikke jeg tager den, tror jeg, at radioen og fjernsynet sender meddelelser til mig som jeg så skal dechifrere. Jeg tror også, at jeg bliver aflyttet af efterretningstjenesten, og at de sender meddelelser til mig, og bruger mig som medie til at undersøge, hvordan man kan sende meddelelser gennem radio og fjernsyn.

Nervepiller
Gennem de sidste halvandet år, har jeg også fået en frygt, som kommer hver aften. Den er især gal, hvis jeg ser fjernsyn. Derfor tager jeg nu også nervepiller.
Men ellers er jeg ved at have fundet ud af en acceptabel hverdag. Jeg sover 12 timer i døgnet. Jeg læser tre aviser hver dag og hører diverse radioaviser. Og så læser jeg bøger.
Jeg har en psykiaters udtalelse om, at jeg fungerer på et relativt højt intellektuelt niveau, og det giver sig udslag i, at jeg læser psykologi, filosofi, idehistorie, astronomi (naturvidenskab) og samtidshistorie. Så jeg har en del at følge med i, men jeg tager en bog af gangen, og læser så skiftevis om emnerne for ikke at blive hel fagidiot. På det seneste har jeg læst noget om kosmisk bevidsthed, og det giver mig et fornuftigt syn på mine psykoser og mine oplevelser med synkronicitet.
Men mine litterære interesser har givet mig et andet problem, nemlig at jeg ikke har nogen at snakke og diskutere med, hvad jeg læser. Jeg går med det hele inde i mit lille hoved, og det er jeg ked af, for jeg er bange for, at jeg derved mister noget dybde og nogle indfaldsvinkler til det, jeg læser. Men sådan er det, når man har valgt at leve sit liv forholdsvis isoleret.
Men det at leve isoleret er en konsekvens af mit liv og min skæbne. Jeg mistede tilliden til at leve i et parforhold, da min kone forlangte skilsmisse. Jeg blev kasseret på grund af en reaktiv sygdom både af kone og venner, og det har jeg svært ved at komme mig over. Jeg tror den dag i dag ikke fuldt og fast på andre mennesker.
Efter min tvangsindlæggelse har jeg også mistet troen på læger og systemet, og det betyder bl.a., at jeg går meget længe inden, jeg søger hjælp.
Da min mor døde sidste år, var jeg klar over, at jeg mistede den sidste, der troede på mig. Jeg har ikke mere nogen, der tror på mig, og det, at jeg nu har ansvaret for mit eget liv, er med til at gøre mig nervøs.
Men jeg har det sådan, at hvis jeg savner modet, så går jeg en tur på kirkegården og snakker med min far og mor.
Jeg synes selv, jeg har et fornuftigt liv nu, men det er ikke så rart, at man ikke kan være med til at producere noget for samfundet. Det eneste jeg kan gøre er at skrive artikler og læserbreve, og det gør jeg så. Er det OK?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her