Læsetid: 3 min.

Menneskelig retfærdighed

Debat
24. marts 1998

Man skyder jo gale hunde, ikke?

DØDSSTRAF
Robert A. Heinlein's desværre kun sporadisk oversatte værker er ægte amerikansk tankegods og en herlig modgift mod politisk korrekthed. Det er bestemt "et' så ring' endda", selv om Mogens Lindstrøm åbenbart ikke kan lide det (Information den 28. februar).
Hovedpersonen i 'Starship Trooper' (filmen kan næppe erstatte bogens mange politisk-filosofiske passager) funderer over en med-rekrut, Dillinger, der havde mishandlet og myrdet en lille pige, og var blevet hængt for øjnene af rekrutholdet:
"Hvis Dillinger havde for-stået, hvad han gjorde (hvilket synes utænkeligt), så havde han fortjent, hvad han fik, bortset fra, at det var en skam, at han ikke led lige så meget som den lille Barbara Anne. Men lad os antage, hvad der er mere sandsynligt, at han var så skør, at han ikke forstod, at han gjorde noget forkert. Hvad så?
- Nå ja, vi skyder jo gale hunde, ikke?
Ja, men - at være gal er jo en sygdom.
Jeg kan kun se to muligheder: Enten kunne han ikke helbredes - og i det tilfælde er det bedre, han er død for hans egen skyld og for andres sikkerhed - eller også kunne han helbredes.
I dette tilfælde forekom det mig, at hvis han nogensinde kom tilstrækkeligt til fornuft til at kunne leve i et civiliseret samfund.... og tænkte over hvad han havde gjort, mens han var 'syg' - hvad kunne der så være tilbage for ham at gøre andet end at begå selvmord? Hvordan ville han kunne leve med sig selv?"..........
"Var han en ungdomsforbryder, som fortjente medlidenhed, selv om man måtte skaffe sig af med ham? Eller var han en voksen kriminel som ikke fortjente andet end foragt?
Jeg vidste det ikke, og ville aldrig komme til at vide det. Men en ting var jeg sikker på. Han ville aldrig mere slå små piger ihjel.
Det passede mig godt."

Dødsstraf på spidsen
Heinlein sætter spørgsmålet om dødsstraf på spidsen, men spørgsmål sat på spidsen er nu engang mest synlige, og disse forbrydelser forekommer jo faktisk. Andre eksempler kunne nævnes, såsom terrorisme à la Lockerbie.
Mogens Lindstrøm skriver at dødsstraf er en "forbrydelse mod livet" og umenneskeliggør den dømte. Jeg er uenig med ham. Dødsstraf kan være retfærdig reaktion mod en allerede gennemført forbrydelse mod livet. Dødsstraffen umenneskeliggør ikke den dømte. Det har han selv gjort med sin handling.
Minang-folket (i Sumatras højland og helt uden amerikansk påvirkning) gjorde dette klart ved først højtideligt at erklære, at forbryderen havde forskertset sin menneskelighed. Da han nu ikke længere var et menneske, slog man ham ihjel og åd ham.
Minang-folket var ikke kannibaler - men de spiste dyrekød!
Problemet ligger et andet sted. Kunne man være helt sikker på, at den anklagede var skyldig i bevidst eller under indflydelse af narkotika eller i sindssyge uprovokeret at tage et andet menneskes liv finder jeg intet at indvende mod dødsstraf. For min skyld kan man tage grove voldtægtsforbrydelser med. (Dødsstraf for kønsmoralske eller politiske forseelser synes mig derimod helt uacceptable. Irans ayatollaher, mener som bekendt noget andet).
Det grundliggende problem er imidlertid, at selv den omhyggeligste domstol kan tage fejl og at straffen er uigenkaldelig.
Spørgsmålet kan koges ned til, om man i den ufuldkomne menneskelige retfærdigheds navn vil acceptere en mikroskopisk risiko for at man selv, uden egen skyld, kan ende på dødsgangen.
Den risiko er det store flertal af amerikanere villige til at løbe - og da forresten også ca. 60 procent af danskerne, incl. undertegnede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her