Kronik

Mens vi venter på ministerlisten

19. marts 1998

Nedlæg Boligministeriet og del det mellem Social- og Erhvervsministeriet!
Sådan lyder et aktuelt forslag. Det er logisk at tænke videre ad denne vej. Hvem siger, at statens opgaver absolut skal være fordelt præcis som i dag?

ØKONOMI & POLITIK
Det står i Grundloven, at det er statsministerens opgave at lede og fordele statens 'forretninger'.
Opgaven kan ikke være let. Staten varetager tusinder af vidt forskellige opgaver, som skal fordeles rationelt mellem en snes ministerier og flere hundrede ministerielle underinstitutioner. Hertil kommer, at statsministeren ved regeringsdannelser selvfølgelig yderligere må tage hensyn til bl.a. ønsker fra andre partier i regeringen og eventuelle støttepartier, ønsker fra erhvervsorganisationerne og andre interesseorganisationer, tidligere ministres og dygtige partifællers forventninger til ministerposter og ligestilling mellem kvinder og mænd samt måske også særlig hensyntagen til politisk-ømfindtlige opgaver.
I almindelighed vil få ministerier i stedet for mange give mulighed for en række fordele. Af forslag til færre ministerier kan f.eks. nævnes, at Anders Fogh Rasmussen har foreslået, at Boligministeriet nedlægges, idet boligstøtten overføres til Socialministeriet og byggepolitikken til Erhvervsministeriet. IT-politiske ordførere for Venstre, de konservative, Dansk Folkeparti, de radikale og tildels SF mener, at Forskningsministeriet bør nedlægges.
Det ville også være naturligt at overveje en sammenlægning af Sundhedsministeriet med Indenrigsministeriet ligesom tidligere samt en sammenlægning af Finansministeriet og Økonomiministeriet. Man bør næppe heller udelukke en sammenlægning af Erhvervsministeriet og Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det bliver et meget omfattende ministerium, men med den fordel, at de fleste erhvervsproblemer samles i samme ministerium, hvilket bl.a. vil styrke ligestillingen og koordineringen mellem erhvervene.
Færre ministerier vil bevirke en række stordriftsfordele. Bl. a. antagelig en bedre samfundsmæssig prioritering af de samlede bevillinger, større overskuelighed, reducering af "høringer" af andre ministerier og af kompetence- og ansvarsproblemer mellem dem, større specialisering, mere ensartede afgørelser, udjævning af spidsbelastninger og tomgang, hurtigere sagsbehandling og arbejdskraftbesparelser.
Retfærdigvis må dog også nævnes, at der er foreslået flere nye ministerier, hvilket bestemt også kan give visse fordele, men ofte samtidigt bevirker, at man ikke opnår de lige nævnte eksempler på stordriftsfordele. F.eks. har CD og SF støttet af Ole Espersen og Helle Degn foreslået oprettelse af et nyt Ministerium for menneskerettigheder. Byggeriets Arbejdsgivere har foreslået oprettelse af et Ministerium for international handel. Og Dansk Metalarbejderforbund og Dansk Smedemesterforening har hver for sig foreslået et Ministerium for erhvervsuddannelser.

Det vil være naturligt ved nye regeringsdannelser også at overveje at samle ensartede eller nogenlunde ensartede opgaver, som nu varetages af flere ministerier, under kun et ministerium og dets institutioner. Eller i hvert fald under færre ministerier end nu.
F.eks. kan man samle alle statslige bevillinger og opgaver vedrørende erhvervsstøtte under Erhvervsministeriet. For 1998 har 12 ministerier bevilget ca. otte mia. kr. til mindst et halvt hundrede vidt forskellige slags tilskud, lån, kreditgarantier og rådgivning inden for alt hjemmeservice til eksport.
At samle dem under én hat ville øge sandsynligheden for, at det virkelig er de rigtige projekter og virksomheder, der får vind i sejlene.
Mon ikke også de fortsat stærkt stigende bevillinger til Øst-støtten ville blive prioriteret, koordineret og anvendt mere hensigtsmæssigt, hvis bevillingerne i stedet for til næsten alle ministerier blev samlet i færre eller kun i ét ministerium, f.eks. Udenrigsministeriet?
Også de danske uddannelsesinstitutioner er fordelt på seks til syv ministerier plus Undervisningsministeriet. Flygtningeadministrationen er fordelt på fem ministerier. Forskningsopgaverne er delt mellem Forskningsministeriet og 12 andre ministerier samt et stort antal underinstitutioner.
Det ville måske også være fordelagtigt, hvis Arbejdstilsynet under Arbejdsministeriet og Arbejdsskadestyrelsen under Socialministeriet blev samlet under samme ministerium. De to institutioner for henholdsvis forebyggelse og konsekvenser af arbejdsskader ville tilsyneladende kunne koordinere deres arbejde hurtigere og bedre, hvis de begge hørte under Arbejdsministeriet.
For at sikre uafhængighed i forhold til politi og anklagemyndighed bør Retslægerådet under Justitsministeriet antagelig flyttes til Sundhedsministeriet.
Umiddelbart synes det administrativt heller ikke særligt rationelt, at børnefamilieydelser hører under Skatteministeriet, medens børnetilskud og et større antal andre sociale overførselsindkomster hører under Socialministeriet.
Endelig kan nævnes, at efter at Rigsrevisionen for nogle få år siden blev flyttet ind under Folketinget, kan statsrevisorerne benytte Rigsrevisionen direkte som sekretariat i stedet for at gå via eget lille selvstændigt og over-flødiggjort sekretariat.

Trods en fantastisk udvikling i kommunikationsmulighederne i de seneste artier har staten været meget langsom og træg til at lægge ministeriernes virkelig mange institutioner sammen. Skatteministeriet synes dog at have set fordelene ved sammenlægninger og stordrift og er ved at reducere antallet af told- og skatteregioner fra 31 til otte.
Alt i alt vil jeg foreslå, at man nedsætter et udvalg til at kortlægge, overveje og stille forslag til grupperinger af naturligt samhørende statslige arbejdsopgaver. Inden næste folketingsvalg bør udvalget stille forslag om at samle disse grupperinger i et antal ministerier. Udvalget vil utvivlsomt kunne hente inspiration ved bl. a. sammenligninger med andre landes fordeling af statsopgaverne.
Om statsministeren så vil anvende udvalgets forslag, bliver dog naturligvis en anden sag.

Olaf Johansen er cand.oecon. og fhv. økonomichef i centraladministrationen

APROPOS
Smæk dem dog sammen
Eksempel 1: Uddannelser
"Mange steder ligger tekniske skoler og AMU-centre dør om dør og konkurrerer om de samme elever, mens maskiner og lokaler står ubenyttet hen" hedder det i formandsberetningen fra Dansk Metalarbejderforbunds kongres i september 1997. Flere af skolerne mangler også elever.
Den type sammenstød og ressourcespild ville have kunnet undgås, hvis omkring 75 selvejende tekniske skoler under Undervisningsministeriet og omkring 25 selvejende arbejdsmarkedsuddannelses-centre (AMU-centre) under Arbejdsministeriet - hver med årlige milliardbevillinger - havde hørt under samme ministerium.
Det samme gælder vore ca. 200 videregående uddannelsesinstitutioner med vidt forskellige uddannelsesopgaver og med omkring 800 studerende i gennemsnit. I Norge, Sverige, Finland, Tyskland og Holland er der sket kraftige sammenlægninger af tilsvarende institutioner, som nu har omkring 6.000 studerende i gennemsnit. Undervisningsministeriet har i en rapport for nylig foreslået lignende sammenlægninger, der vil lette administrationen.

Eksempel 2: Politiet.
Under Justitsministeriet er der 54 selvstændige politikredse og 82 selvstændige byretter. Der vil utvivlsomt kunne opnås væsentlige stordriftsfordele ved en kraftig organisatorisk sammenlægning af politi- og byretskredse. Det er som om, man ikke har opdaget, at afstandene til politi- og dommerkontorerne ikke betyder nær så meget nu som dengang transporten af post og personer foregik med hestevogn.

Eksempel 3: Udland
Måske kunne Udenrigsministeriets ca. 100 repræsentationer rundt om i verden også reduceres ved udvidet samarbejde om de mindre repræsentationer med de øvrige nordiske lande - eventuelt med andre EU-lande.

Olaf Johansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu