Kronik

Miraklernes tid

Debat
17. marts 1998

Videnskaben har brugt megen tid på at diskutere, om det under særlige vejrforhold kunne lade sig gøre for israelitterne at krydse Det røde Hav. I virkeligheden er det lige meget - historien er nemlig god, men ikke sand

TRO & TVIVL
Der bygges stadig kirker i Danmark og ordineres nye præster ud-over, hvad der skyldes naturlig afgang. Kapaciteten øges og omkostningerne stiger år for år på trods af nedgangen i kirkebrugernes antal; det giver også problemer med at finde folk som vil opstille ved menighedsrådsvalgene. Tingene hænger med andre ord ikke ordentlig sammen, men ingen sætter spørgsmålstegn ved det formålstjenlige i at anvende ressourcer til kirkebyggeri. Kendsgerningerne taler snarere for at nedlægge kirker og anvende dem til andre sociale formål.
På tærskelen til et nyt århundrede med behov for nytænkning på mange af samfundslivets områder burde det være relevant at overveje at privatisere kirkerne. Mange af begrundelserne for privatisering af dele af den sociale sektor kan anvendes her. Det kan hverken krænke religionsfriheden eller de troende, hvis man f.eks, gav de forskellige religioner foreningsstatus og lod medlemmerne selv erholde udgifterne til deres trossamfund.
Fra folkekirkens side hævdes det ganske vist, at medlemsskaren tæller omkring 90 procent af befolkningen, med henvisning til kirkeskattebetalerne, men en uhildet undersøgelse vil bringe for dagen, at folk er medlem per tradition og ikke af religiøse grunde. De melder sig ikke ud, da de enten ikke ved, at de kan gøre det, eller også ikke vil gøre sig den ulejlighed for 'de par kroners skyld'.
Hvis man skulle melde sig ind og ikke ud, ville folk heller ikke gøre sig denne ulejlighed for traditionens skyld; det kan man overbevise sig om ved at studere medlemstallet for danske kirker i udlandet og sammenligne det med antallet af bofaste danskere i området. Derfor er det en kritisabel praksis at lade dåbshandlingen gælde som optagelsesbevis til kirkesamfundet, da den understøtter behovet for kirkebyggeri og offentlig tilskud - bl.a. via finansloven - på et højst misvisende grundlag.

Værre er det, at forandringer i samfundsstrukturen og det sociale liv med deraf følgende forventninger om tilpasning i et rimeligt omfang til nye tiders forhold og til nye generationers måde at vurdere tingene på, åbenbart skal gå udenom kirken i en bevidstløs respekt for dens selvopfattelse som eneste uforanderlige institution i en verden, der forandrer sig uafbrudt, hvad enten vi nu synes om det eller ej.
Ved ikke at forholde sig til årsagerne til, at religionen ikke spiller samme rolle i menneskers tilværelse som tidligere, fratager kirkerne, præsterne og menighederne, sig selv indflydelse på beslutninger, det en skønne dag bliver nødvendigt at træffe om det religiøse livs råderum og placering i en større social sammenhæng - så meget mere som aftagende interesse for kirken og religionen ikke er af nyere dato. Den daterer sig fra modernitetens begyndelse, men selv længe forinden var der hos fremtrædende kulturpersonligheder en kritisk holdning til den kristne mytologi, som hverken inkvisitionens eller kætterbålenes barbari kunne få til at forstumme.
Descartes ord ansporede mange af hans åndsfæller: I vor søgen efter den direkte vej imod sandheden bør vi ikke beskæftige os med nogen genstand, hvorom vi ikke kan opnå samme grad af sikkerhed som i aritmetikkens og geometriens beviser.

Myten, at jorden blev skabt på 6 dage for omkring 3-4000 år siden, er - for nu at begynde med begyndelsen - forlængst aflivet. Naturvidenskaberne har givet os mere pålidelige oplysninger.
Der forskes til stadighed i de mange uafklarede gåder om universets, himmellegemernes og livets opståen, der søges efter liv på andre planeter, som må findes, ligesom livsformerne på vor klode er genstand for en uophørlig udforskning. Så meget ved vi dog allerede, at jorden har eksisteret i milliarder af år, og vil forgå om et eller andet antal milliarder år, samt at homo sapiens har været her i de sidste 100.000 år og har udviklet sig af forskellige led af før mennesker. De overordnede beviser herpå findes, og nye detaljer føjes hvert år til den viden, vi har erhvervet os. En viden der vil blive mangedoblet i kommende århundreder og ende med helt at omkalfatre også det religiøse liv.
Religion og kristendom er to ting, for så vidt som kristendom er andet end religion. Den er en kulturbaggrund for mange folkeslag, og for nogen er den kun det. Der er værdier i kristendommen, som også ateister kan forholde sig positivt til, mens alle religioner er mytologi, som man kun kan forholde sig til ved at tro. Blander man fornuften ind i det og begynder at stille spørgsmål om for eksempel, hvordan en Gud kunne tillade, at 7 millioner mennesker blev henrettet i nazisternes koncentrationslejre i årene 1933-45, er man bogstaveligt talt på Herrens mark og bliver af præster belært om, at Herrens vilje er uransagelige. Ikke ligefrem en forklaring der kan tilfredsstille mennesker med blik for uoverensstemmelserne mellem idé og virkelighed.
De sidste ti år har intensiveret diskussionerne og debatterne mellem kirkefolk, teologer og forskere, navnlig i USA, hvor bibelforskere bl.a. hævder, at evangeliets beretninger om den tomme grav og Jesus genkomst og åbenbaringer er fiktioner opfundet lang tid efter hans død for at retfærdiggøre tesen om hans guddommelighed.
Amerikanske psykologer har desuden påpeget, at en trossag i det store og hele er et spørgsmål om menneskets suggestive evne.
Den varierer fra det ene menneske til det andet og kan fungere på tre planer med indbyrdes lige stor eller gradueret intensitet, men hos overordentlig mange mennesker findes den ikke. De tre planer omfatter, at man kan suggereres, kan suggerere andre, kan suggerere sig selv. Det skulle være overflødigt at oplyse om, at hypnotisører udnytter deres evne til at suggerere andre, og at det ikke lader sig gøre med personer, som ikke er suggestible. Sagkundskaben fremhæver Hitler som eksempel på en person med evnen til at udøve massesuggestion. I denne evne ligger forklaringen på den magt medicinmænd, heksedoktorer, alle slags religiøse fanatikere og præster udøver over deres menighed. Ordets magt, hvor den findes (ikke alle præster, politikere og andre talspersoner besidder den), er betinget af intensiteten i den talendes suggestionsevne.
Selvsuggestionsevnen giver mennesker mulighed for at se og høre, hvad de ønsker at se og høre. Vidner til religiøse mirakler eller til religiøse re-likviers undergørende egenskaber har besiddet denne evne. Nogle relikvier har vist sig at være af såkaldt hedensk oprindelse (meget i den kristne religion er som bekendt arvegods fra hedensk tid), andre ting savner helt tydeligt forbindelse med de personer, de påstår at have tilhørt. Var det ikke Voltaire, som i et af sine antiklerikale skrifter antog, at hvis man samlede alle splinterne af Jesus' kors fra kirkernes relikvieskrin på et sted, ville der være træ nok til en mindre skov?
Et andet værdifuldt reli-kvie var Jesus' ligskjorte. I 1994 blev den underkastet en kul-stof 14-daterings metode, som viste, at skjortestoffet stammede fra det 5. århundrede efter Jesus' død.

Den moderne bibelforskning har offentliggjort andre opsigtsvækkende resultater end ovennævnte, f.eks. at Abraham, Isak og Jakob aldrig har eksisteret. De betegnes som opdigtede personer til det formål at vidne om Israels glorværdige fortid.
Moses skilte Det Røde Hav, så hebræerne kunne komme tørskoet over, og der er gået megen tid med at diskutere, hvorvidt det under ganske særlige vejrforhold var muligt, at få havet tømt så meget for vand på et enkelt sted, at en større gruppe personer kunne slippe over.
Den arkæologiske og bibelhistoriske videnskab er imidlertid enige om, at det kan være temmelig ligegyldigt, om det var muligt eller ej, for efter al sandsynlighed har der aldrig fundet nogen hebræisk udvandring sted til Ægypten og heller ikke nogen indvandring i Det forjættede Land senere hen. Moses er tydeligvis en sagnfigur. Den hollandske forsker J. C. de Morr, som har forsøgt at finde denne bibelhistoriske person, siger, at der nok har eksisteret en sådan, blot hed han ikke Moses og levede ikke på det tidspunkt, Bibelen angiver.
Beretningen om Joshuas erobring af byen Jeriko i det forjættede land holder heller ikke for en nærmere undersøgelse. Jeriko er beliggende i den judæiske ørken, og da man i sin tid udgravede byen og fandt store ødelæggelseslag, mente mange bibelforskere at have fundet beviset på, at Joshua vitterligt havde erobret byen. Men de arkæologiske undersøgelser har fast-slået, at Jeriko overhovedet ikke eksisterede i en lang periode fra ca. 1600 til 900 f.v.t., så der har ikke været nogen by at indtage i ca. 1450 f.v.t., som Bibelen angiver som erobringstidspunkt.
Også Bibelens beretninger om forskellige konger har været genstand for mange undersøgelser. Hvad angår David, Saul og Salomon tyder et efterhånden omfangsrigt materiale på, at de er såkaldt historiserede guder, d.v.s. guder der er blevet reduceret til kongefigurer. Eksempelvis staves Salomons navn på præcis samme måde som en kendt gudeskikkelse fra området.
I det nordlige Israel blev der i 1994 fundet et stykke basalt med en inskription, der kan oversættes med "Davids Hus", og fundet udløste derfor også mange diskussioner, fordi flere antog, at her var endelig beviset på, at kong David havde eksisteret. Andre fra bibelvidenskaben påpegede imidlertid, at den sammenhæng ordene i inskriptionen optræder i ligeså godt kan tydes som betegnelsen for et tempel eller en by, hvor der lå et tempel for guden Dawd. At den bibelske kong David i virkeligheden var en gud med navnet Dawd understøttes af en indskrift, fundet allerede i 1868, og hvor der står: "Og jeg tog (guden) Dawds/Davids alter og bragte det til (guden) Kemosh."
De forskellige, videnskabelige undersøgelser har uundgåeligt andet også verificeret mange af Bibelens beretninger og oplysninger, men det er karakteristisk, at disse tidsmæssigt og geografisk ofte ikke hører hjemme i den sammenhæng, hvori de forekommer, og at årsagen i nogle tilfælde er, at de dermed bedre kan glorificere landet Israel, dets historie og bestemte personer.

Der spørges undertiden om, hvad der fik mennesker i en fjern fortid til at fantasere om en gudeverden, befolket meget ofte med besynderlige gudeskikkelser, som de i visse nødsituationer skulle kunne få til at hjælpe sig, og som de efter at være døde ville have en mulighed for at mødes med. Nogle psykologer har givet svaret: dødsangsten.
Da mennesket gav sig til at filosofere over vigtige emner som universet, livet og døden, meldte dødsangsten sig også. Dette tænkende væsen ville ikke bare dø. Der måtte være noget andet og mere end blot at forsvinde ud i intetheden. Mennesket var i sammenligning med dyrene en alt for magtesløs skabning til, at denne triste skæbne skulle være tiltænkt det. Mennesket havde noget mere end dyrene, som i begyndelsen var vanskelig at indkredse og definere, men som man endte med at benævne sjæl, en guddommelig gave som forvaltet rigtigt kunne skænke mennesket udødelighed. Dansen omkring totempælen, ofrene til sol-
guden Ra og bønnerne til korset med eller uden Jesus er rituel udfoldelse beslægtet gennem en ensartet forestilling om, at der må være noget efter døden.
Mirakler skulle der også til for at fastholde stammen, klanen og menigheden i åndsfællesskabet med gudeverdenen.

APROPOS - Illusionen

Hvad er så forklaringen på mirakler? spørges der. Selvsuggestionsevnen, at man ser det, man ønsker at se, spiller en betydelig rolle, men mere uforklarlige egenskaber hos mirakelmageren selv kan der også være tale om.
For mange år siden overværede jeg en international tryllekunstnerkonkurrece i Lissabon. Der var specielt et nummer, der fascinerede mig umådeligt. Tryllekunstnerens navn har jeg glemt, men han kom ind på scenen i smoking og høj hat. Nå, tænkte jeg, hvad har han mon i den - den obligatoriske hvide kanin? Tryllekunstneren tog den flotte hat af og kastede den elegant i vejret, og samtidig med at den forsvandt totalt for tilskuernes øjne, stod han med et tændt stearinlys i hånden. Med en ny elegant håndbevægelse flyttede han stearinlyset over i den anden hånd - og nu stod han med to tændte stearinlys, et i hver hånd. Dem anbragte han i hver sin stage på et lille bord midt på scenen, og med en gestus, som om han var begyndt at få det lidt for varmt, tog han et sort lommetørklæde op af lommen og viftede sig om ansigtet med det. Da han kastede det op i luften, forsvandt det fuld-stændigt, samtidig med at illusionisten i hånden havde en trearmet lysestage med tændte lys i. Da han flyttede den over i den anden hånd, stod han pludselig med en trearmet lysestage i begge hænder med i alt seks brændende lys. Tilskuerne holdt vejret, men havde i virkeligheden kun set begyndelsen af nummeret. Da det sluttede, stod den elegante, smokingklædte tryllekunstner bag et flammehav af tændte lysestager, heraf fire syvarmede! Der hørtes ikke en lyd i salen. De firetusinde tilskuere sad bogstavelig talt lamslåede på deres pladser, inden det bragende, næsten endeløse bifald tog sin begyndelse. De havde overværet noget, der tangerede miraklet.
Tænker man det igennem, ligger det også lige for at antage, at den der kan præstere et sådant illusionsnummer for et stort publikum, med andre tricks vil kunne befæste mennesker i deres mirakeltro. I visse tider har man brændt den slags troldkarle- og kvinder på bålet, men nogle af dem har åbenbart været dygtige nok til at erhverve sig bibelsk udødelighed.
Martin Elmer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her