Kronik

Naturens orden

2. marts 1998

Naturen har love, som vi bør overholde. Men det har videnskaben faktisk også, og dem har Lomborg overtrådt i sit korstog mod 'miljøfundamentalismen'

RET BESET
Gennem de seneste uger har der været en del debat i medierne mellem samfundsstatistikeren Bjørn Lomborg og på den anden side en del miljøforskere og miljøpolitikere. Min gode og utvivlsomt dygtige kollega Lomborg har fremført den påstand, at talen om miljøkrise er meningsløs i den forstand, at det ikke skulle være sandt, at der er nogen miljøkrise.
Lomborg går ind på en række enkeltpunkter, hvor han viser, at der har cirkuleret forkerte og forældede tal. Det kan være en god pointe over for en økofundamentalisme, der kan have haft mening, men som i dag er lige så forældet som tallene: De moderne samfund har vist sig at være mere selvkritiske, end mange økofundamentalister har antaget.
Det problem, der, tror jeg, for alvor får miljøforskere op ad stolene, er imidlertid, om Lomborg har overtrådt uskrevne, men vigtige etiske spilleregler for, hvorledes der med universitær ekspertise kan argumenteres i offentlige medier uden først at have konsulteret en række af konferencer og faglige kritikker.

Dette angår afprøvning af argumenter og fortolkning af argumentationssammenhænge og ikke om en såkaldt 'argumentation ad hominen' (der går efter manden fremfor bolden). En konsultation af forskerfællesskaber går grundlæggende ud på at forstå, hvad videnskabelig argumentation er. Og den slags findes der faktisk endog meget avancerede analyser af, også m.h.t. argumentation om natur, som den der er foretaget af videnskabsteoretikere som Jürgen Mittelstraß og Luc Ferry.
Den kendte videnskabsteoretiker Jürgen Habermas har analyseret overgangen fra forskerargumentation til medieformidlet politisk argumentation og gjort opmærksom på, at de måder, man argumenterer på i videnskabelige fora og i offentligt-politiske fora, er vidt forskellige. Man har to forskellige typer 'diskurser'. Der er tale om to forskellige argumentationsfællesskaber. Krav til differentiering, fortolkningsbevidsthed, markering af usikkerhed, metode o.m.a. er langt større i videnskabelige diskurser.
Habermas har derudover vist, at der er megen etik knyttet til de begrundelseskrav, vi følger. Han går endog så vidt som til at vise, at vores etik i væsentligt omfang er knyttet til måden, hvorpå vi begrunder.

Tager vi de videnskabelige diskurser først, er det vigtigt at være opmærksom på, hvad man kalder forskeres 'argumentationsfællesskaber'. Den såkaldte 'sandhed' i et argument består ikke så meget af de informationer og data, der kan fremføres, men af den viden, der kan overføres mellem forskere i fora af forskere.
Det er således ikke lykkedes for de såkaldte 'positivister' at forstå videnskabelig sandhed som 'informationer' og 'data' uafhængigt af, hvilken betydning de tillægges. Videnskabelig sandhed står således stærkere i et forskerfællesskab, og videnskabsudvikling består i at gøre uenigheder produktive og acceptable.
Videnskabsteoretisk er dette helt banalt. Problemet er derfor forskningsetisk og ikke blot om Lomborg har ret i sin kritik af miljøforskningskredse. Meget tyder på, at han ikke har, og jeg skal komme med et enkelt eksempel om lidt.
Optræder man som ekspert, vil mange forskere nok mene, at man ikke skal optræde skråsikkert og postulerende. Også selv om sensationshungrende medieredaktører (Tøger Seidenfaden) lukrerer på det, når eksperter gør det alligevel. Men jeg har meget svært ved at se, hvordan Lomborg forskningsetisk kan forsvare det faktum, at han ikke konsulterer sine forskerkolleger.

Hvis man er uvidende og naiv om forskning og miljøforskning kunne dette manglende forsøg på konsultation skyldes en fordom, som Lomborg da også har fremført flere gange, og som kan gå på, at miljøforskningen er lukket for selvkritik og for påpegninger af, at miljøproblemer er konstruerede problemer. Han hævder således, at "hver gang en forsker finder et potentielt skæbnesvangert problem, opstår der bekymring. Man bevilger flere penge og flere folk til at undersøge problemet. Det giver en overvægt af forskere, der kun undersøger negative problemer... For at holde strømmen af bevillinger åben vil de forskere være tilbageholdende med kritik af deres egne projekter." (Jyllands-Posten 14. februar)
Udtrykt høfligt må man sige, at denne miljøpolitisk velkendte problematik (jf. således Per Stig Møllers Kurs mod katastrofer? 1993) således formuleret faktisk er misvisende. Der findes masser af forskning i, hvorledes vore forestillinger om natur er konstruerede, og i hvorledes økofundamentalisme har sine rødder i en national-romantisk konstruktion af naturbilleder, af hvorledes natur blandes sammen med det moralsk naturlige.
Mange af de forskere, der har arbejdet med den type forskning, har det faktisk sådan, at de griber efter revolveren, når ordet 'naturlig' dukker op.
Lomborgs - positivistiske - fokusering på enkelte data synes på dén baggrund at have et paradoksalt forhold til miljøfundamentalismens naturromantik.
Positivisme og romantik har begge rødder i den før-videnskabelige oplysningstids såkaldte 'naturret': Lomborg i den empiristiske, mekanistiske tidlige oplysningstid, hvor natur var noget, der kunne beherskes, hvor fremskridtstroen, og troen på et teknisk-instrumentelt data-baseret forhold til naturen var fremherskende. Tilsvarende har miljøfundamentalister rod i den romantiske reaktion på empirismen og mekanicismen. Og det paradoksale forhold herimellem holdes der også konferencer om og skrives tunge videnskabelige værker om (det første udkom for nøjagtig 208 år siden).

Debatten har som antydet også et andet problem: Hvad skal mediernes offentlige debat stille op med forskning?
For det første kan medierne ikke overskue det. Ligesom forskningens bestandige forsigtighed, angreb på skråsikkerhed og påpegning af uvidenhed heller ikke gør sig godt i medierne.
For det andet kan det være svært for forskere at overskue, hvad viden, data og resultater kan blive brugt til i medierne.
En af Lomborgs fejl er, at han ikke skelner skarpt mellem vidt forskellige områder som miljøforskning, offentlige miljøadministrative organer, miljøpolitikere og miljøbevægelser af forskellig type. Lomborgs fordel er til gengæld, at han får fat i mediernes misbrug af forskning, hvor usikkerhed forvandles til vished.
Det er rigtigt, at mange miljøbevægelser og miljøpolitikere i høj grad baserer sig på nogle af forskningsresultaterne - og er meget mere forskningslydhøre end bevægelser på andre områder som f.eks. Europa-politik. Det legitimerer dog ikke på nogen måde, at f.eks. Al Gores strategisk timede miljøpolitiske bog Jorden i balance fortolkes uden skarpt markerede distinktioner mellem forskning, valgkamp og politik. Det ville svare omtrent til, at man klandrede EU-forskningen for Niels I. Meyers EU-politik.
Man kan ikke kommunikere om alt på én gang. Det kan politisk kommunikation heller ikke. Og mediernes kommunikation kan ikke. Kommunikationen bliver derfor nødt til at reducere den kompleksitet, der behandles. Spørgsmålet er så, hvorledes denne reduktion foretages. Det kan være mediemæssigt 'fusk' eller i bedste fald retorik at foretage offentlig formidling, som om forskerfællesskabernes argumentationssammenhænge allerede var konsulterede, uden at de er det.
Videnskabelig kommunikation kan heller ikke kommunikere om alt på én gang. Men i videnskabelig forskning har man midler til at håndtere problemet. For det første har man en meget, meget lang hukommelse. Argumentationer og diskussioner kan tage årtier, for ikke at sige århundreder.
For det andet har man også specialiserede midler til at kommunikere om alt på én gang. De midler hedder teorier og paradigmer. Påstande testes ikke af rene data, men af teoretisk fortolkede data. Gyldig (sand/rigtig) viden knytter sig til sammenfatninger af fortolkninger.
Skal man formulere sig så sammenfattende, at man som Lomborg vil konkludere, at "Klodens miljø har det ganske godt... Luft og vand bliver stadig mindre forurenet", så kræver det uhyre vanskeligt langsigtet tværvidenskabeligt og først og fremmest metodisk-teoretisk arbejde, grundforskning og masser af data. Frem for alt kræver det et umådeligt arbejde i argumentationsfællesskaber af alskens arter.
Vil man tolke helheder om det globale miljø og om kosmos, som Lomborg vil, er det også anbefalelsesværdigt seriøst at konsultere en del filosofihistoriske og teologiske konferencer, værker og tidskrifter.

Gorm Harste er lektor ved Institut for Statskundskab, Århus Universitet

APROSPOS - Det naturlige argument

Når nogen tager 'naturen' til indtægt, er det i reglen svært at argumentere imod. Man kan nemlig glimrende leve med at være uenig med andre mennesker, men at gå op imod naturen selv kræver hår på brystet.
Den senere tids livlige diskussioner med udgangspunkt i Bjørn Lomborgs kætterske udtalelser om 'miljøfundamentalister' har også budt på kamp til stregen. Og når argumenterne fyger, kan det være nødvendigt at gå til forskningen for at få opklaret de mange tvivlsspørgsmål. For er 'natur' ikke i høj grad et kulturskabt begreb, der kan anvendes til lidt af hvert?
Jo, men det forskes der faktisk også i, som forfatteren til dagens Ret Beset, Gorm Harste, forklarer i det følgende. mlk

"I Danmark har der været bevilget store million-beløb til forskning i, hvorledes vores kommunikation om naturen er udtryk for en samfundsskabt virkelighed. Der har været holdt utallige konferencer om kunstigheden af vore forestillinger om naturret, naturlighed, national natur, harmonisk natur, naturfolk osv.
Indenfor miljøpolitisk forskning har man været meget opmærksom på at distancere sig fra forældede idéer om en 'naturretlig balance mellem samfund og natur'. Det moderne begreb om 'bæredygtighed' skal derfor ikke forstås som forsøget på at fiksere en postuleret balance, der aldrig har været der. Men i stedet som samfundets evne til at reagere på problemer gennem reorganisering, omfunktionering o.s.v. Hvorledes dét så kan tage sig ud i miljøpolitik, miljøret og miljøøkonomi er relevant i samfundsvidenskabelig forskning.
Meget af denne forskning er også formidlet i medierne. Det er en kritisk forskning, der ofte også er upopulær, fordi den rokker ved romantiske forestillinger om f.eks. 'naturlige grænser for stater' - for nu at tage noget, jeg selv har forsket i!"Gorm Harste

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu