Læsetid: 4 min.

Oaser i 1990'ernes rockmusik

21. marts 1998

Den originale rock lever i bedste velgående. For der findes stadig rock-poeter, som tør
være i bevægelse

ROCKPOESI
I sin kommentar den 11. marts her i bladet forfægter kulturformidler Thomas
Tiedje, at rocken skulle være hendøende i et kreativt koma, og at det største rockmusikken i dag kan mande sig op til, er en kritikløs dyrkelse af fortidens helte.
Til at illustrere dette forhold, bruger han Oasis som eksempel og pejlestok. Men hvad berettiger denne udtalelse?
Forholder det sig ikke snarere således, at rocken har formået at forny sig i 1990'erne, ikke mindst i kraft af nye skud på stammen?
At disse ikke kan sige sig fri for at have rødder i en ældre tradition - der hvor kraften og saften normalt er koncentreret - godtgør ikke, at rocken skulle være i en kunstnerisk tilstand af dyb bevidsthedsløshed. Det samme ville i så fald gælde jazzen.
En anden omstændighed som gør, at rock som kunstnerisk udtryksform har overlevet 1990'ernes overflødighedshorn af elektronisk muzak, er de gamle rockhundes ubøjelige vilje og kompromisløse engagement.
Navne som Bob Dylan, Nick Cave, John Cale, Patti Smith, Lou Reed, Richard Thompson, Elvis Costello, Tom Waits, Iggy Pop og David Bowie - for blot at nævne nogle få - har i 1990'erne vist, at det kan lade sig gøre at lave andet end 'tre-for-en-tier'-rock.
Med udgangspunkt i den barske og alvorlige virkelighed er det blevet til nogle af rockhistoriens smukkeste og mest nærværende produktioner overhovedet.

Rockpoeterne
Én af rockens 'fortidige helte' Bob Dylan, har med Time Out of Mind (1997) begået et mesterværk om længslen efter livet og kærligheden, som må få enhver Dylan-skeptiker til at melde pas og hoppe på toget, inden det er for sent. Den australske mørkemand Nick Cave har igen været på selvransagelsestur i sit (infantile og simplificerede?) indre univers og bekendelsespladen The Boatman's Call (1997) - hans mest overbevisende album til dato - indeholder 12 nøgne rock-salmer kundgørende synd, tro, håb og kærlighed.
En tredje af kærlighedens førstemænd, som har vovet at krydse musikalske spor, de fleste ville have undflyet, er det walisiske sprækkemenneske, John Cale; hjernen bag den avantgardistiske lyd i Velvet Underground.
I 1996 udsendte han Walking On Locusts; hans første solo-album siden 1985. Her konsoliderer Cale sin position, som en af sin generations skarpeste og mest betydningsfulde rockpoeter.
Har man tid til at se solnedgangen; har man tid til disse plader.

Opkomlingerne
Men det er ikke lutter fortidige helte, som formår at gøre rockmusikken af i dag til en bæredygtig enhed.
Naturligvis har ensporede kommercielle plagiater som Oasis, Blur, Radiohead og Suede på overfladen været den nye rocks ansigt udadtil, men det er ikke ensbetydende med, at andet ikke findes! Det er i hvert tilfælde et meget unuanceret og tendentiøst billede af virkeligheden.
For der er oplagte arvtagere af den intelligente og progressive rock.
L.A-kvartetten Spain er et godt bud på et fremtidens band. Deres fremragende debut-album The Blue Moods of Spain (1995) er et studium i ulykkelig kærlighed.
Udtrykket i familie med Mazzy Star, The Walkabouts og Cowboy Junkies. At de også kan spille (live), beviste de ved to glimrende koncerter i Stengade 30 i 1995 og 1996.
Et andet L.A.-band som har evnet at gøre opmærksom på sin eksistens, er trioen Eels. Debuten Beautiful
Freak (1996) står som en af de bedste udgivelser dét år. Det musikalske omdrejningspunkt er, som hos to af 1990'ernes stilskabende cowboys Beck og Jon Spencer, rock-beatet. At de samtidig har hvert deres bud på en ny lyd, er kun glædeligt og oplivende.
En ny epoke af langtidsholdbar rock er ligeledes at spore på den anden side af Atlanten. Den klassisk inspirerede Nottingham-gruppe Tindersticks, har efterhånden markeret sig som mere end en døgnflue med deres tidløse, umiskendelige og uimodståelige bar-poetiske sange. Den karismatiske frontfigur Stuart Stables udtalte sidste efterår, efter udgivelsen af gruppens tredje studiealbum Curtains (1997) - som samler trådene op fra The First Tindersticks Album (1993) og mesterværket Tindersticks (1995) - at nu var det tid til fornyelse. Et vidnesbyrd om, at selvom man laver ren og uforfalsket rock, er kompromittering kunstnerisk dræbende.
Den enestående og udenforstående engelske sangerinde P. J. Harvey er endnu et bevis på, at rocken faktisk lever i bedste velgående. Tændstikkemennesket Polly Jean har i 1990'erne, ikke mindst med det rå og bluesinspirede album To Bring You My Love (1995), manifesteret sig som en kvinde man kan regne med. I forbindelse med en koncert i Pumpehuset lagde hun sin blufærdighed til åbent skue, ved i et interview at udtale: "Jeg ønsker ikke at nå til det punkt, hvor jeg føler, at jeg bevæger mig, hvor jeg har været før. Jeg vil ikke have, at min musik lyder som andres..." Vi lader den stå et øjeblik.

På vej mod år 2000
Nogle har kaldt 1980'erne en musikalsk spændetrøje. Ja, på overfladen måske.
Ikke desto mindre var det årtiet, hvor en af de mest spændende tendenser opstod, nemlig den amerikanske ørkenrock.
De tre musketere Dream Syndicate, Green On Red og Giant Sand var en reaktion mod den omsiggribende disco, som de - med rette - mente forvoldte megen skade, med dens stringente, tilregnlige og elektroniske beats.
Lægger man dertil eksisterende rock'a'billy-firser-navne som Violent Femmes og Camper Van Beethoven (nu Cracker), har man et fem-kløver, som på fornemste vis fornyede og videreførte en lang rocktradition.
Den originale rock har siden Elvis' rullende hoftebevægelser i midten af 1950'erne vist sig at være i stand til at bevare et unikt æstetisk udtryk - på linje med jazzens, og det er svært at se, hvordan den eksempelvis skulle kunne blive underdrejet af en intetsigende og menneskefjendsk 'musik-form' som
techno. For der findes heldigvis stadig rock-poeter, som tør skrive om angsten for det uvisse og frygten for det faktiske og om, at sand kærlighed ikke er kærlighed.
Velkommen til lyset i mørket.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu