Læsetid: 3 min.

Overdreven kritik af Danida

25. marts 1998

Jørgen Estrup og Finn Schleimans kritik af Danidas organisation og tidligere projekt-bistand er stærkt overdrevet

U-LANDSBISTAND
Information bragte den 18.3. to debatindlæg, der overvejende sagligt forsvarede den nuværende u-landsbistand overfor den nyvalgte radikale Morten Helveg Petersen, hvis kritik er baseret på bl.a., Martin Paldams forældede bog. De to indlæg indeholder dog også en ret overdrevet kritik af henholdsvis Danida og den tidligere type afgrænsede projekter.
Jørgen Estrup hævder bl.a. at "Det er et problem, at de medarbejdere, som skal sikre kvaliteten i Danidas arbejde, samtidigt er undergivet det almindelige rotationsprincip i Udenrigsministeriet, hvorved ekspertise og kontinuitet forringes."
Faktisk er en betydelig og stærk voksende andel af disse ansatte i dag specialister, f.eks. antropologer, agronomer og økonomer, der ikke er med blandt de roterende diplomater. Blandt diplomaterne, der roterer, er der også kommet en delvis specialisering i f.eks. u-landsarbejde. De, der fortsætter i internationale organisationer, har også fordel af u-landserfaring. I øvrigt er spørgsmålet om rotation og erfaringsopsamling relevant. Vidensopsamlingen er nu blevet sat mere i system, både med hensyn til de interne evalueringer og den voksende u-landsforskning.
Estrup hævder også, at "Det er et problem, at den løbende kvalitetskontrol med bistand alene foretages af Danida selv."
I praksis foretages denne kontrol bl.a. også af u-landes lokale myndigheder og befolkningsgrupper er involveret ligesom private konsulentfirmaer. Firmaerne er ikke blot afhængige af Danidas velvilje, men også af at mange andre store kunder stoler på deres saglighed. Alle kvalitets-kontrollører har også en vis interesse i at vise, at der er behov for dem, og at de er kvalificerede til at kritisere de kontrollerede.
Ansvaret for evaluering og forskning ligger hos en selv-stændig enhed i Danida. Meget u-landsforskning styres helt uafhængigt af Danida, der betaler. En lang række danske organisationer, med eller uden direkte interesser i udviklingsbistand, er også med til den løbende kvalitetskontrol. Desuden udgiver Danida en årsrapport, som i 1997 var på næsten 250 gratis A4 sider med konkret, saglig og alsidig information. Det kan ses som et udtryk for åbenhed, men Estrup ser det som et udtryk for afhængighed og lukkethed.

Faglig kapacitet
Finn Schleimann er Chefrådgiver for Udenrigsministeriets sundsheds- og uddannelses-sektion. Under overskriften "Hård eller bare utilladelig naiv?" kritiseres den gamle forladte type demonstrations-projekter, som den unge frembrusende Helveg håber "kan brede sig som ringe i vandet". Schleimann skriver dog at "Der er i de fleste tilfælde allerede er folk i u-landene, der ved hvordan tingene burde gøres", og at der snarere kræves bedre generel faglig kapacitet, velfungerende systemer og ofte et folkeligt pres. Derfor er projektbistanden omlagt til programbistand.
Jeg mener, at der i de fleste tilfælde også er brug for at finde, udvikle og demonstrere en løsning på, hvordan tingene i praksis kan gøres af lokale på trods af begrænset faglig kapacitet og utilstrækkelige systemer. Disse løsninger kræver ofte i første omgang mere viden, internationalt samarbejde og indsigt, end blot at demonstrere forhåndenværende danske eller lokalt anbefalede idéer om hvad der "burde gøres", hvis de lokale ellers havde råd til følge det op.

Projekt malkekvæg
Den dårligste gruppe projekter har helt klart været statslåns-projekterne, som nu er afskaffet til fordel for danske virksomheder, som er uden for Danidas styringssystem. Det er stadig projekter, som støtter virksomheder, der giver de største problemer.
Det mest udskældte blandt egentlige landbrugsprojekter var det meget gamle malke-kvægsprojekt i Thailand. Det startede hovedkulds med at den thailandske konge fik ca. 100 danske malkekøer til gengæld for tre hvide elefanter. Da malkekøerne var ved at dø, startede projektet. Trods alle reelle og opblæste problemer blev det efterhånden tilpasset forholdene og resultaterne spredte sig som ringe i vandet, bl.a. fordi det ikke bare var et demonstrationsprojekt, men også et afprøvnings-, avls- og undervisningsprojekt. Det blev grundlaget for den omfattende uafhængige komælks-produktion i hele Thailand i dag - også blandt småbønderne.
Den nye program-bistand giver muligheder for at sætte ind mod flaskehalse for en bæredygtig udvikling på alle niveauer; og det øger perspektiverne, også for konkrete lokale projekter, der kan gå i spidsen med at afprøve tilpassede løsninger.
Anvendt landbrugsforskning bliver også med rette opprioriteret. Jeg har selv arbejdet med skov-agerbrugs-projekter på landet i Rwanda og Kenya, som fik positiv betydning, også udenfor områderne vi selv arbejdede i . Det skete bl.a. ved at finde nye praktiske løsninger tilpasset svage systemer og grupper fremfor blot at demonstrere almindeligt anbefalede metoder, danske metoder eller skabe organisationer til at promovere disse.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu