Læsetid: 7 min.

Vi skal prioritere benhårdt

30. marts 1998

At jeg skulle være forpligtet af tidligere tiders radikale vedtagelser på området er et følsomt argument. Mit udgangspunkt er, at jeg er forpligtet af min egen overbevisning

BISTAND
Næsten en hel debatside om dansk ulandsbistand. Det er sjældent. Alt for sjældent. Derfor var det dejligt at læse Information 18. marts 1998, hvor Jørgen Estrup, gruppeformand for de radikale, og Finn Schleimann, chefrådgiver i Danida, kritiserede et tidligere indlæg i Information fra min hånd.
Finn Schleimann (FS) fra Danida kritiserer mig for at være naiv, uvidende og for at mangle indsigt. FS' personlige type af kritik er svær at imødegå, hvorfor jeg vil holde mig til de mere principielle pointer i FS' indlæg.
Pointerne er (min udlægning):
1) at det er noget sludder, at bistanden ikke har virket;
2) at det er svært at lave ulandsbistand i Afrika;
3) at jeg skulle være uvidende om, at Danida har omlagt fra projekt- til sektorprogrambistand, samt at jeg angiveligt skulle tro på, at Danida kan reformere hele samfundssystemer i Den Tredje Verden.
Ad 1. En række økonomer har betvivlet ulandsbistanden generelle virkning. Jeffrey Sachs fra Harvard University, Martin Paldam fra Aarhus Universitet, Peter Boone fra London School of Economics, en række analyser fra Verdensbanken osv. osv.
FS anfører ganske rigtigt, at der er millioner af børn, der er blevet vaccineret, og for hvem bistanden har gjort en forskel på liv og død. Og heldigvis er eksemplerne mange på vellykkede og succesrige danske bistandsprojekter, hvor de enkelte modtagere har haft stor gavn og glæde af bistanden.

Resultaterne
Men hvorfor viser resultaterne sig så ikke mere generelt? Grundene hertil kan være mange, heriblandt:
nat bistand blot bevirker, at landet bruger sine egne ressourcer på andre formål (indkøb af våben, berigelse af regeringen o.l.),
nat et godt, bistandsfinansieret projekt lægger beslag på alle lokale ressourcer og gode medarbejdere, som ellers ville arbejde for at skabe et generelt løft i sektoren, og
nat bistanden skaber en afhængighedskultur, der fratager landet initiativ og incitament til selv at foretage sig noget.
Ad 2. Ja, det er svært at lave bistand i Afrika. Det er der vist aldrig nogen, der har været i tvivl om. Når man hører den hjemlige diskussion om besværlighederne ved at være iværksætter, administrativt bøvl, risikofjendske banker osv. osv., så tænker jeg ofte på vilkårene i Zimbabwe, der er et af de mere velfungerende markeder i det sydlige Afrika.
Hér er renteniveauet på banklån til investeringer nær 100 pct. og der kræves ofte garantier, som langt overgår lånets værdi. Antallet af tilladelser, som skal indhentes for at åbne en virksomhed eller blot for at importere en råvare nærmer sig det absurde.
Ad 3. Jeg er udmærket klar over, at Danida har omlagt fra projekt- til sektorprogrambistand. Og der kan være sund fornuft i omlægningen.
På skrivebordet virker det utrolig fornuftigt. Men jeg advarer imod, at de gode intentioner i sektorprogrambistanden udvikler sig til en sovepude. Der er ingen, der kan være uenig i de gode hensigter. Men hvordan skal vi måle effekten af sektorprogrambistanden? Hvordan vil man vurdere kvaliteten og effekten af f.eks. administrativ kapacitetsopbygning? Det står stadig som et stort spørgsmål for mig.

Columbus-æg
Derfor tillader jeg mig at advare mod forestillingen om, at sektorprogrambistanden er Colombus-ægget, der pr. automatik løser alle problemer.
Verdensbanken introducerede i 1994 de såkaldte Sector Investment Programmes. Ved udarbejdelse af et sådant program foretages først et overordnet studium af den pågældende sektor. Alle interessenter tages med på råd. Der lægges særlig vægt på at beskrive arbejdsdelingen mellem offentlige og private opgaver i sektoren. Og regeringens prioriteter, tilskud til og regulering af sektoren sættes på plads, før et program iværksættes. Pointen er, at prioriteringer er afgørende, også i forbindelse med sektorprogrambistand.
Baggrunden er, at en donor som Danida har svært ved at løse en hel sektors problemer. Som FS ganske rigtigt anfører, så udgør bistanden typisk kun en dråbe i havet. Derfor er vi nødt til at prioritere. Og det kan være benhårdt.
Diskussionen af prioriteter gælder også i forbindelse med valg af programsamarbejdslande. Omkring to tredjedele af verdens fattige bor i Asien. Samtidig går knap to tredjedele af dansk bistand til Afrika. Da man senest valgte nye programsamarbejdslande faldt valget på Niger,
Bolivia og Malawi.
Argumenterne var groft sagt, at der var tale om fattige lande, der havde behov for bistand. Men problemet var, at det er der mange andre lande, der også har brug for. Og der blev i ingen af ovennævnte tilfælde argumenteret for, at netop i disse lande kunne Danida gøre en særlig indsats.
Hvorfor ikke Mali? Hvorfor ikke Filippinerne?
Pointen er, at de argumenter som blev brugt ved den lejlighed med lige så stor rette kunne være brugt til fordel for andre lande. Prioriteringsdiskussionen blev ikke taget.

Jørgen Estrup
Helt anderledes sober er kritikken fra Jørgen Estrup, der gennem mange år har været den eneste politiker på Christiansborg, der har været belastet af stor viden om ulandsbistand. Jørgen Estrup har været en god frontfigur i Det Radikale Venstres flotte profil på bistandsområdet. Takket være Estrup har Det Radikale Venstre stædigt år efter år fastholdt målet om én procent af bruttonationalindkomsten og svunget håndtasken overfor oppositionen, der har villet skære. Det har jeg den største respekt for. Og det vil jeg selv kæmpe for bliver videreført.
Jørgen Estrups (JE) kritik af mit indlæg går på
1) problemerne forbundet med dansk erhvervslivs inddragelse i ulandsbistanden, jvf. tidligere tiders hvide elefanter finansieret af statslån; samt
2) at jeg er forpligtet af tidligere radikale vedtagelser på området
Derefter beskæftiger JE sig med en række gode argumenter for en stærkere politisk diskussion af ulandsbistanden, interessenternes rolle i ulandsbistanden, Danidas rotationsprincip samt åbenhed i bistanden. Argumenter som jeg er enig i.
Ad 1) Ja, der har været for mange hvide elefanter. Og statslånene var ikke en ubetinget succes, hvis jeg nu skal formulere mig diplomatisk. Men statslånene blev - som navnet antyder-- givet fra stat til stat. Og det var netop problemet. Fordi Danmark lånte penge til en stat, som så forvaltede bistanden ineffektivt og ikke var i stand til at drive produktionsanlæg eller lignende.
Heldigvis har tiderne ændret sig. Der er langt mere fokus på den private sektor i dag. Og pointen er, at man ikke må forveksle statslån med den type af involvering af den private sektor, som foregår over hele verden i dag. Det er en klassisk fejltagelse som ofte bliver fremført af de argeste modstandere af den private sektor - en argumentation, der er fejlagtig.
Hvad er det så for typer af involvering af den private sektor i ulandsbistanden, der foregår i dag? Danidas Privat Sektor-program er et oplagt eksempel. En virksomhed fra et af de seks lande, hvor Privat Sektor-programmet er aktivt (Zimbabwe, Indien, Ghana, Egypten, Uganda og Vietnam) går sammen med en dansk virksomhed med henblik på teknologioverførsel, træning og uddannelse og produktion.
Danida fungerer som en slags fødselshjælper i den type af samarbejde.
Fordelene er mange. Ansvaret og ejerskabet er placeret hos de to virksomheder. Det er ikke alle udgifter, der dækkes af Danida. Dermed svier det økonomisk for de to virksomheder, hvis ikke samarbejdet fungerer. Begge parter har størst mulig incitament til at få samarbejdet til at lykkes.

Privat ejerskab
En anden type privat-sektor aktivitet er blandede kreditter, som er en form for eksportkredit, hvor køber i den anden ende har identificeret det pågældende danske udstyr. Igen: ansvar og ejerskab er klart placeret hos en privat aktør.
En tredje type aktivitet er de nye måder at finansiere bl.a. infrastrukturanlæg som vinder frem over hele verden (BOT, BOOT osv.).
I Argentina privatiseres vandforsyningen. I Kina finansieres motorveje på denne måde. I Central- og Østeuropa er det rensningsanlæg mv. Det afgørende er, at private aktører går ind og etablerer infrastrukturanlæggene mod at opkræve afgifter for brug af infrastrukturen.
Over længere perioder kan private aktører tjene penge på disse aktiviteter, og ulandene overtager anlæggene efter en nærmere fastsat periode.
Begge parter vinder. Den private virksomhed tjener penge på etablering og drift af anlæggene, mens ulandet overtager anlægget efter en årrække. Og i den årrække har ulandets indbyggere haft mulighed for at købe sig til ydelser, som de ikke havde adgang til før.
Det er disse privat-sektor aktiviteter som er fremtiden. Og de må ikke forveksles med statslånene fra tidligere tider.
Ad 2) At jeg skulle være forpligtet af tidligere tiders radikale vedtagelser på området er et følsomt argument. For hvor går grænsen? Og hvor lang tid gælder en sådan forpligtelse?
Mit udgangspunkt er, at jeg er forpligtet af min egen overbevisning. Og min egen overbevisning siger, at vi har god brug for en sund og levende politisk debat om ulandsbistanden - også i Det Radikale Venstre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu