Kronik

Skriften, der aldrig slutter

27. marts 1998

Cyberkulturen er nært knyttet til tanken om menneskeheden. Cyberspace skaber ikke en ny universel kultur, fordi det er overalt, men fordi dets form og idé inddrager alle mennesker - uden at ensrette

Cyberkulturens univers mangler centrum i lige så høj grad, som det mangler retningslinjer. Det er tomt, uden specifikt indhold. Eller rettere sagt: Det accepterer alt indhold, fordi det blot bringer et hvilket som helst punkt i kontakt med et hvilket som helst andet - uafhængigt af meningsindholdet i de enheder, der knyttes sammen.
Hermed vil jeg ikke sige, at cyberspace er 'neutralt' eller uden konsekvenser. Sammenkoblingsprocessen er i sig selv vigtig, og den har allerede haft enorme følgevirkninger i det økonomiske, politiske og kulturelle liv. Samfundslivets betingelser ændres.
Alligevel drejer det sig om et ubestemt univers, som selv bidrager til at opretholde sin ubestemthed. Hvert nyt knudepunkt i et net i stadig udvidelse kan selv blive producent og afsender af ny og uforudsigelig information. På den måde kan det på egen hånd reorganisere en del af den globale 'sammenkobling'.
Cyberspace optræder som systemernes system, men dermed bliver det også et system af kaos. Det er den maksimale legemliggørelse af teknisk gennemsigtighed, men samtidig optager cyberspace på grund af sit uimodståelige informationsmylder enhver betydnings uigennemsigtighed i sig.
Det er denne universalitet, der er blottet for central betydning, dette system af uorden, denne labyrintiske gennemsigtighed, jeg kalder 'det universelle uden totalitet'. Det udgør cyberkulturens paradoksale essens.

I det univers, der grundlægges gennem skriften, er der én ting, som må holdes uforandret gennem fortolkninger, gengivelser, oversættelser, udbredelse og fastholdelse - nemlig betydningen. Budskabets betydning må være det samme alle steder og til alle tider. Dette univers kan ikke adskilles fra ambitionen om entydighed.
I denne ambition ligger en bestræbelse mod totalitet, der ligger i stadig kamp med den åbne mangfoldighed i de omgivelser, budskabet passerer igennem - mod mangfoldigheden i de fællesskaber, som sætter budskaberne i omløb.
Opfindelsen af skriften resulterede i et særligt behov for mening uden social kontekst. Siden da har beherskelsen af betydningen, kravet om helhed og forsøget på at indføre den samme mening overalt været forbundet med det universelle.
Den vigtigste kulturelle virkning af cyberspaces fremvækst ligger i adskillelsen mellem universalitet og totalisering. Årsagen er enkel: Cyberspace opløser slet og ret den pragmatisme i kommunikationen, som siden skriftens opfindelse har forenet det universelle og totaliteten.
Det bringer os tilbage til situationen før skriften - for så vidt som sammenkoblingerne og dynamikken i 'real time', 'online' og datalagre betyder, at man nu igen deler den samme kontekst, den samme umådelige levende hypertekst, med sine samtalepartnere.
Uanset hvilket budskab det drejer sig om, er det forbundet med andre budskaber, kommentarer og fortolkninger i kontinuerlig udvikling, med personer, der interesserer sig for det, og med fora, hvor der debatteres her og nu.
Enhver tekst er et fragment i en bevægelig hypertekst, som omgiver den, forbinder den med andre tekster og fungerer som formidler og bindeled i en gensidig, interaktiv og uafbrudt kommunikation.
I den klassiske skriftkultur er læseren nødt til med stort besvær at reaktualisere konteksten, hvis han da ikke er villig til at stole på kirkens, institutionernes og skolens fortolkning. Men i dag finder man næsten ingen budskaber uden kontekst, adskilt fra et aktivt fællesskab. Alle budskaber er så at sige sænket ned i et kommunikationsbassin, hvor det myldrer af liv - inklusive personerne selv.
Denne udbredte sammenkobling, som både er minimalutopi og primær drivkraft for Internettets vækst, fremstår som det universelles nye form. Men selv om den proces i retning af en verdensomspændende sammenkobling, vi ser i dag, er en form for universalitet, så drejer det sig ikke om det samme Universelle som i den statiske skrifts tilfælde.
Det nye Universelle udtrykker sig ikke gennem en fastlåst entydighed, der er uafhængig af kontekst, snarere tværtimod. Det totaliserer ikke gennem mening, men binder sammen gennem kontakt, gennem almen interaktion.

Nogle vil måske indvende, at det her ikke drejer sig om noget universelt, men om selve informationsnetværkets geografiske udbredelse og cyberspaces exceptionelle vækst. Eller endnu værre: Er det, der omtales som det universelle eller det 'globale', ikke det samme, som vi ser i globaliseringen af økonomi og finansmarkeder?
Det er rigtigt, at det nye Universelle i høj grad er globalt og verdensomspændende, men det er mere end det. Det 'universelle gennem kontakt' er stadig noget universelt i ordets egentlige betydning - fordi det ikke kan adskilles fra tanken om menneskeheden. Selv de, der taler mest foragteligt om cyberspace, hylder denne dimension, når de - med rette - beklager, at de fleste mennesker i verden er udelukket fra nettet, og at Afrika ikke har andel i det.
Hvad afslører dette krav om 'adgang for alle'? Det viser, at deltagelse i dette rum - som kan sætte ethvert menneske i forbindelse med et hvilket som helst andet, som kan få samfund til at kommunikere med hinanden og sig selv, og som ophæver informationsmonopoler og giver alle mulighed for at kommunikere - opfattes som en ret og en slags moralsk imperativ.
Cyberkulturen legemliggør kort sagt en ny type universalitet: Det universelle uden totalitet. Og det drejer sig altså om noget universelt, fordi cyberkulturen er nært knyttet til tanken om menneskeheden. Cyberspace skaber ikke en universel kultur, fordi det er overalt, men fordi dets form og idé inddrager alle mennesker.

Ved hjælp af computeren og nettet kan de mest forskellige mennesker komme i kontakt med hinanden. Det nye Universelle er ikke bygget på betydningernes identitet, men opleves ved 'neddykning'.
Vi befinder os alle i det samme hav af informationer, i den samme syndflod af kommunikation. Der er altså ikke længere tale om en totaliseringens entydighed. En ny bevidsthed opstår under udbredelsen af cyberspace.
Jeg er nu nået frem til det centrale paradoks: Jo mere universelt (udstrakt, sammenkoblet, interaktivt), jo mindre totaliserbart. Hver ny forbindelse øger uensartetheden. Den tilfører nye informationskilder og nye flugtveje, så den globale betydning bliver mindre og mindre læsbar, sværere og sværere at af-grænse, omslutte og mestre.
Dette universelle giver adgang til hele verden og til en kollektiv intelligens. Dermed kan vi deltage mere aktivt i den levende menneskehed, men uden at det strider mod den tiltagende forskellighed eller uorden - snarere tværtimod.
Jeg gentager: Jo mere det nye Univers konkretiseres og virkeliggøres, jo mindre totaliserbart bliver det. Man fristes til at sige, at vi endelig er nået frem til det virkelig universelle, fordi det ikke længere kan forveksles med fremhævelse af det lokale eller øget eksport af produkter fra en bestemt kultur.
Men hvorfor tale om et 'univers uden totalitet', når vi allerede har det frugtbare begreb postmodernisme? Fordi det netop ikke drejer sig om det samme.

Den postmoderne filosofi har givet en god beskrivelse af totaliseringens sammenbrud. Myten om et lineært og uundgåeligt fremskridt er ikke længere gangbar, hverken inden for kunst, politik eller noget andet felt. Når historien ikke længere har én betydning, men består af en mangfoldighed af påstande, som kæmper for deres legitimitet - hvordan kan man da finde sammenhæng i begivenhederne, hvor er 'avantgarden'?
Hvem er 'forud for deres tid'? Hvem er progressive? For at benytte Lyotards udtryk: Postmoderniteten bekendtgør de store totaliserende fortællingers død.
Den radikale sammenfiltring af mange epoker, synspunkter og legitimiteter, som jo er et kendetegn for det postmoderne, bliver i øvrigt tydeligt fremhævet og opmuntret i cyberkulturen. Men den postmoderne filosofi har blandet det Universelle sammen med totaliteten.

Hvad er så det Universelle? Det er menneskehedens (virtuelle) nærvær over for sig selv. Totaliteten kan defineres som den stabiliserede betydningshelhed inden for en pluralitet (diskurs, situation, mængden af begivenheder, systemer osv.).
Denne globale identitet kan tilpasse sig en kompleks proces af perspektiver, som f.eks. livets dynamiske uligevægt eller tankens svingninger og modsigelser. Men hvor kompleks identiteten end måtte blive, vil totaliteten fortsat befinde sig i det Sammes perspektiv.
Cyberkulturen viser netop, at menneskehedens nærvær over for sig selv (det Universelle) kan skabes på en anden måde end gennem betydningernes identitet (totaliteten).

Pierre Lévy er professor ved Departementet for Hypermedia ved Universitetet i Paris.
Essayet har tidligere været trykt i Morgenbladet, Oslo.

Oversat af Birgit Ibsen.

APROPOS
Krig og hukommelse

"Vi er kun på tærsklen til Cyberspace, og det er stadig kun et fåtal, der har haft mulighed for at stifte bekendtskab med menneskehedens nye kommunikationsredskab. Deraf den udbredte skepsis overfor et medie, der på mange virker som et science-fiction-påfund, selv om det i realiteten drejer sig om en sand revolution i den sprogbaserede kommunikation," sagde filosoffen Pierre Lévy sidste år til det norske Morgenbladet i forbindelse med den sjette internationale konference om Cyberspace i Oslo.
Pierre Lévy er professor i kontemporær virtuel kultur ved Departementet for Hypermedia ved Universitetet i Paris og forfatter til en lang række bøger om computerens rolle i forhold til intelligens, fællesskab og kultur. Selv kalder Lévy sig cyberhumanist, selv om hans synspunkter jævnligt er på konfrontationskurs med gængs, oplyst humanisme. Således svarede Lévy, da han i Oslo blev spurgt, om www´s konstante foranderlighed udgør en trussel mod vores historiske hukommelse: "Hvad skal vi med historisk hukommelse? Så vidt jeg kan se, har den aldrig ført til andet end krig."
Lévys teorier om informationsformidling på www tager udgangspunkt i de strukturelle karaktertræk ved hypertekst (de understregede tekststumper på websider, der kæder et dokument sammen med andre): Enhver side på www er (grundet hyperlinks) på samme tid del af en mængde information og index for samme mængde. I modsætning til trykte medier bliver skriftprocessen på www aldrig færdig. Denne evige revision og videreudvikling udelukker - sammen med den teoretisk set universelle udbredelse af indholdet - enhver mulighed for monopol på viden (eksempelvis den franske encyklopædi). Www er hos Lévy et håndgribeligt bevis på, at komplet viden endegyldigt er uden for menneskets rækkevidde, og Lévy ser diverse regeringers forgæves forsøg på censur af nettet som en parodisk understregning heraf. Modsat det totalitære princip sætter Lévy en fleksibel, kollektiv indsamling og sortering af information, som han sammenligner med hjernecellernes samarbejde.
Essays og artikler om Lévy er i vidt omfang tilgængelige på internettet.

Erik Kjær Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu