Det er faktisk ikke sandt, at vi alle var mere solidariske i de glade 70'ere. Tværtimod har vi hårdt brug for at definere solidaritet som andet end lønkrav og kortere arbejdsuge
TRO & FILOSOFI
Engang var der solidaritet i fagbevægelsen. Engang stod arbejderne skulder ved skulder i fælles sag for at opnå rimelige forhold for sultens slavehær. Hvor der i dag vejrer virksomheds- og EU-flag over det hele, var der engang røde faner. De smældede på en blank og vårfrisk dag, og var det ikke fordi at mere liberale vinde havde væltet bannere og bannerførere på barrikaderne, havde vi utvivlsomt haft et både bedre og smukkere samfund i dag med plads til alle. Der var noget dengang - i 60'erne og 70'erne - som ikke er længere, og dette noget er solidaritet.
Så kom Reagan og Thatcher og Schlüter, og en liberal flodbølge af regulær ondskab skyllede al uegennyttig og kammeratlig klassekamp ud i aktiemarkedets store brølende lokum. Nu var enhver mere end sig selv nok, man boede ikke længere i kollektiv og læste ikke længere Marx, og de par stykker, som blev hængende i fagforening og A-kasse, gjorde det ud fra den pragmatiske overvejelse, at det jo var rart at vide, at man kunne få dagpenge, hvis man skulle miste sit arbejde. Væk var kærligheden, væk var den retfærdiges kamp mod det onde, væk var de lyse tider, væk var simpelthen solidariteten. Ak!
Fra tid til anden kan man blive forundret over så lidt tid der faktisk skal gå, før historieforfalskningen stikker sit grimme fjæs frem. Opfattelsen af perioden op gennem 60'erne og 70'erne som det solidariske og pro-gressive alternativ til kapitalens ødelæggende kræfter, er et eksempel på en sådan forfalskning. Misforståelsen hører ikke blot til på den mere bedagede del af den danske venstrefløj; også borgerlige og liberale ser med gru tilbage på tiden med gaderne fulde af demonstrerende hippier og ræverøde fakkeloptog. Men der er virkelig tale om en kedelig misforståelse, for virkeligheden lignede på ingen måde pre-revolutionære tilstande. Tværtimod.
Perioden var præget af vækst. Økonomien kørte så stærkt, som den aldrig har gjort hverken før eller siden. Der blev bygget parcelhuse i den hel store stil (knap en million af slagsen!) i forstæderne til mindre og større danske købstæder. Der blev købt biler, sommerhuse, bygget dobbelte carporte og endelig fik man den progressive idé at tage til Spanien en gang om året, for at holde julefrokost i 35 graders varme sammen med andre medlemmer af sultens slavehær.
Forsøger man at finde dokumentation for påstanden om den solidariske bevidsthed i perioden ved et kig på Folketingets sammensætning fra starten af 60'erne og til slutningen af 70'erne, så ser det også sort ud. Billedet er forholdsvis stabilt op igennem perioden, måske med den lille undtagelse, at ved valget i 1973 stormer det yderste højre og den visionstomme midte ind i Folketinget ved det såkaldte 'jordskredsvalg'. Der har hverken før eller siden været længere til fællesskabsfølelsen som netop dengang, da Glistrup fik succes med sit anti-skatteprogram. Og ser man bort fra en håndfuld studerende fra universiteterne, boede danskerne hverken i kollektiver, læste Marx eller digtede på manifester om den nødvendige klassekamp.
Solidaritet er et begreb uden egentlig selvbestemmelse. Solidaritet kan ikke leve af sig selv. Solidaritet bliver født, vokser til og dør ud ved noget andet end sig selv. Sådan er det ikke for alle begreber. Et begreb som f.eks. romantik er bestemt ved sin autonomi. Ud over romantikeren behøver romantik ikke hjælp andre steder fra for at være meningsfuld. Romantikken svæver frit derude i det tomme intet sammen med romantikerens følelser, og det er egentlig ordets karakter, at det aldrig rigtig bliver bestemt ved forhold i virkeligheden.
Det er anderledes med solidaritet, for solidaritet er dybt afhængig af virkeligheden. Solidaritet har ingen autonomi, den kan ikke klare sig selv, den klæber sig til handling og mennesker par excellence. Solidaritet er således ikke en vag forestilling som har familielighed med tilstandene i det revolutions-romantiske marxistiske utopia.
I det ydre kan solidariteten være samhørighed bundet sammen af fælles følelser, men det nødvendige ved begrebet efterlader en struktur, hvor det følelsesmæssige viser sig utilstrækkeligt. Til syvende og sidst er solidaritet således et pragmatisk og politisk begreb; ingen er solidarisk blot for at være solidarisk. Sådan er det nu, og sådan har det altid været.
Solidariteten i fagbevægelsen optræder derfor hvis, og kun hvis, der er noget at være solidarisk om. Og netop når der er et noget at være solidarisk om. Det er svært at forestille sig en enig og dermed solidarisk fagbevægelse uden krav for så vidt angår bedre løn, sikkerhed på arbejdspladsen, en kortere arbejds-uge eller hvad ved jeg.
Solidaritet er muligvis noget andet udenfor lønmodtager-miljøer, det ved jeg ikke, men i fagbevægelsen har ordet altid haft at gøre med bedre vilkår for medlemmerne. Bevares, man kunne selvfølgelig godt forestille sig, at solidariteten i fagforbundene ikke var hæftet sammen med medlemmernes præferencer, at der ikke var et noget eller en substans for sammenholdet. Men det ville i så fald betyde, at det genstandsløse fællesskab man havde, var bundet op på det rent følelsesmæssige og kun det rent følelsesmæssige. Man ville i så fald være solidarisk for at være solidarisk og ikke andet, og i sidste ende ville hele arrangementet komme til at minde om kammerateriet i logerne.
Når man spørger et logemedlem hvorfor han - for det er jo som regel mænd - er medlem af denne eller hin loge, så får man aldrig et egentligt svar. Dels fordi logelivet er omgærdet af en vis tavshed, men også fordi broderskabet i logen egentlig ikke er noget. I nogle loger finder man måske brødre af samme erhvervsmæssige observans som én selv. Dette kunne være en genstand for kammeratskabet i en loge, og i den forstand kan logens medlemmer hjælpe hinanden i situationer, hvor det er påkrævet. Derudover er mit indtryk, at logefællesskabet er hygge på mere eller mindre formaliseret niveau.
Men solidaritet i fagbevægelsen er ikke på den måde genstandsløs. Og det er også kun godt, for i modsat fald ville fagbevægelsen aldrig have haft succes.
Men hvad så. Hvis det nu er rigtigt, at solidaritet i fagbevægelsen kun er solidaritet i det omfang den er en genstand for solidariteten, ser det så ikke sort ud for solidariteten? Har den danske lønmodtager ikke mistet denne genstand for solidaritet? Er det ikke sådan, at hvis man sammenligner forholdene i dag med tidligere tider eller hvis man sammenligner med forholdene i andre lande, må man så ikke sige, at problemerne på arbejdsmarkedet er få og små? Og at det i sidste ende betyder, at lykkeligvis har vi det så godt, at der ikke er problemer på arbejdsmarkedet, og at dette i sidste ende betyder fagbevægelsens endeligt?
Solidaritet mellem medlemmer af en fagforening betyder interessefællesskab om noget, som helst skal være noget andet end lønkrav og kortere arbejdsuge. For holder man fast på det som omdrejningspunkt for sammenholdet, så ruster fagbevægelsen fast i ren konservatisme. Derfor må kravene gives et nyt indhold, og man skal være forberedt på, at modtagergruppen for indvendinger mod forringelser i et samfund ikke kun er arbejdsgiverne.
Nærværende artikel er argumenter for, at fagbevægelsen må finde et nyt indhold til solidaritetsbegrebet. I årene fremover skal vi alle diskutere, hvad dette indhold skal bestå i.
Peter Houkjær er B.A.
APROPOS
Solidaritet på aftægt
Som Peter Houkjær fremhæver til venstre for denne spalte, er ordet 'solidaritet' her i 1990'ernes sidste tredjedel ved at være indholdstømt.
Grotesk blev anvendelsen, da fagforeningen HK i en hvervekampagne opfordrede: "Vær solidarisk med dig selv." Hvor er solidariteten i fagbevægelsen, når en del af den som forudsætning for en overenskomst udtrykkeligt kan nedfælde, at at andre deles overenskomster ikke må blive gunstigere?
Måske er ordet solidaritet i det hele taget passé. Det har en genlyd af noget, der klang i de sene 1960'ere og tidlige 1970'ere, også dengang - som Houkjær påpeger det - uden den store realitet.
Men der blev talt meget om det: Solidaritet mellem arbejdere og akademikere, solidaritet med en tredje verdens kæmpende folk - et helt raritetskabinet af umoderne forestillinger.
Ordets glansperiode kom, da den uafhængige polske fagbevægelse tog det som sit navn. Men også i Polen er eftersmagen blevet ironisk.
Tænker vi tilbage på 1930'erne, var det ikke fremmedord og abstraktion, som landsfader Stauning anvendte som sin appel. Ordet solidaritet ville have lydt pudsigt i hans mund.
Stauning talte om 'sammenhold' og 'fællesskab'. Som nogenlunde dækker det samme, men alligevel har en ægtere lyd.
Et eller andet sted ved vi jo godt, at det, som de pæne ord dækker, er en nødvendig fordring.
Moralsk, jovist, men også realpolitisk.
At samfundsgrupper kappes i et indkomstræs, kan bidrage til, at alle trækker hinanden op - indtil den grænse, hvor der ikke længere er forsyningsmæssig dækning for lønchekkens pålydende. Den grænse blev passeret i 1970'erne, og følgen blev en rygende inflation, der
asocialt omfordelte milliarder i samfundsgoder.
Vi kan også ramme en anden grænse: Nemlig at nogle samfundsgrupper uhjælpeligt falder bag ud af ræset. Hvis de andre drøner videre, begynder det hele at rasle. Det er blevet situationen i 'den rige verden'.
For slet ikke at tale om forholdet mellem 'rige' og 'fattige' lande.
dr
