Hvad med arbejds-løsheden, inflationen, boligpriserne, miljøet, arbejdsmarkedet...?
11. MARTS
Jeg dybt rystet over valgkampens manglende seriøsitet over for de reelle problemer. Jeg mener, at der er store problemer, der ikke diskuteres, fordi fokus er på den medie- og politikerskabte diskussion om flygtningepolitik.
Jeg spørger derfor de politiske partier: Hvad har I eksempelvis tænk Jer at gøre ved arbejdsløsheden?
Hvad er Jeres konkrete bud på en politik, der kan føre Danmark mod fuld beskæftigelse?
Der er ca. 200.000 arbejdsløse i Danmark. Det er et alvorligt problem, og derfor er jeg interesseret i at vide, om vi ifølge Jeres definitioner har nået 'fuld beskæftigelse', siden arbejdsløshedsproblemet dårligt nok diskuteres?
Hvis I mener, at vi har fuld beskæftigelse, har jeg ingen respekt for Jer og betragter Jer som kyniske.
Jeg tror på, at vi kan nå meget længere med en reduktion i arbejdsløsheden, end vi er kommet i dag. Jeg tror, at et arbejdsløshedsniveau på omkring to procent er realistisk, og det skal der arbejdes for.
Det er en skam, at vi vælgere ikke informeres om partiernes beskæftigelsespolitik. Naturligvis forstår jeg godt ud fra taktiske årsager, at højrefløjen ikke angriber socialdemokraterne og regeringen på spørgsmålet. Arbejdsløsheden er jo faldet med mere end 100.000 i Nyrups fem års periode.
Men det er da under ingen omstændigheder rimeligt over for vælgerne og for demokratiet, at lade som om, at der ikke er et problem.
Inflationsbekæmpelse
Traditionelt har højre-fløjen inflationsbekæmpelse som højeste prioritet på den økonomisk- politiske dagsorden - det diskuterer vi heller ikke nu.
Højrefløjen plejer ellers at tage problemet meget alvorligt, eksempelvis med indgreb på arbejdsmarkedet for at lønningerne ikke stiger til skade for den internationale konkurrence osv.
Men det er inkonsekvent ikke at diskutere inflationen nu, hvor huspriserne er eksploderet. Hvordan vil man sagligt begrunde, at lønningerne skal holdes i ro i en sådan situation? I hvert fald bliver det yderst vanskeligt at komme ind som ny boligejer, med mindre der gribes ind på boligmarkedet.
Det er velkendt, at stigende huspriser giver adgang til optagelse af større forbrugslån. Stigningen i det lånefinansierede forbrug er primært luksusforbrug og importerede varer, der skader et andet problem, højrefløjen ofte bekymrer sig om, nemlig betalingsbalancen.
Er det eksplosive bilsalg ikke et problem for betalingsbalancen? Hvad med at regulere boligmarkedet og undgå de store udsving i huspriserne? Det kunne gøres ved, at lån i boligens friværdi alene kunne gennemføres til fordel for boligforbedringer. Eller ved at indføre en beskatning på hushandel a la Cambridge-økonomen Geoffrey Harcourt, der vil bremse boligspekulanternes adfærd. Forslaget vil altså ramme boligspekulanterne på pengepungen, mens almindelige mennesker, der køber hus eller flytter til et nyt hus og har saglige grunde for deres køb, undgår beskatningen. Det vil sige at familier, som flytter på grund af job-skifte eller flytter pga. familieforøgelse, fritages for beskatningen.
Boligpriserne
Jeg synes også, en stabilisering af boligpriserne er interessant for husejerne selv. Hver gang huspriserne falder efter en himmelflugt, vil mange familier komme i alvorlige gældsproblemer af den simple årsag, at gælden under alle omstændigheder skal tilbagebetales. Et problem, der er meget tænkeligt, når arbejdsløsheden stiger!
Jeg må være ærlig og indrømme, at jeg trods alt har hørt lidt konkret om arbejdsmarkedspoltikken. I Radio-avisen forleden hørte jeg, at højrefløjen vil afskaffe fradragsretten for lønmodtagernes arbejdsløshedskontingent, for at give generelle skattelettelser. Men jeg har meget svært ved at se, hvordan det forslag skulle kunne gavne beskæftigelsen. Helt enkelt er det et forsøg på at smadre fagforeningerne, og det vil naturligt kun give uro på arbejdsmarkedet.
Hvis jeg tager fejl, og afskaffelsen af fradragsretten alligevel skulle være medicinen, der kan skabe en bedre beskæftigelsessituation, så er jeg ikke i tvivl om, at vi går et samfund i møde a la det engelske med ekstremt store indkomstforskelle og store sociale problemer.
Det er et samfund, hvor det ikke bare er de arbejdsløse, der har det meget dårligt økonomisk og socialt, men også de ufaglærte, der uundgåeligt vil sakke agterud i lønkapløbet, når der ikke længere er fagforeninger, der kan beskytte deres forhold.
Thatchers succes
I England, hvor Thatcher- regeringen havde 'succes' med at smadre fagforeningerne, er der i dag virkelig mange dårligtlønnede job, som arbejderne dårligt kan forsørge deres familier med. Det er ikke den vej til fuld beskæftigelse jeg ønsker at gå, og det ligger langt fra den danske velfærdsmodel, som vi er stolte af.
For at komme tilbage til det indledende om de reelle problemer og de medie- og politikerskabte problemer vil jeg sige, at jeg ser en stor udfordring i, at vi i Danmark arbejder videre for at reducere arbejdsløsheden.
På et tidspunkt er det tænkeligt, at vi får brug for flygtningenes og indvandrernes arbejdskraft, og de fremmede derfor ikke længere kan betragtes som et problem.
Jeg mener, at der skal arbejdes hårdt for en aktiv beskæftigelsespolitik, og samtidig vil det være den bedste medicin mod den fremmedhadske politik a la Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet, som Venstre, Socialdemokratiet og De Konservative desværre i større eller mindre grad indretter sig efter.
Vi kan løse to problemer samtidigt - beskæftigelsen og arbejdsløsheden. Problemerne hænger jo sammen.
Kære politikere, forsøg dog selv at formulere jeres politik og fortæl vælgerne, hvad vil I gøre ved de store reelle problemer.
