Hvordan går det til, at mennesket har en forestilling om retfærdighed, i en verden som aldrig på noget tidspunktet har været retfærdig
HAV-GUS
Herren i Sæby har skrevet igen, og det er jeg ikke stolt ved.
"Hr. Kaptajn! Det var ikke pænt af Dem at udelade den sidste del af mit brev. Min ven materialisten, byens Matas- forhandler, har bebrejdet mig historien om sir Baden-Powell, skønt han burde vide, at jeg aldrig ville give en kanariefugl, billedlig talt, for vi har undulater, til vores kat. Havde han kunnet læse brevet i sin helhed, ville jeg ingen bebrejdelser have hørt fra den kant".
"Som jeg skrev i det af Dem udeladte har fortællingen en dybere mening. Idealisten vil altid, i modsætning til materialisten, altså ikke Matas- forhandleren, underbygge sine handlinger med ædle bevæggrunde. Baden-Powell ville gøre noget godt for katten og kom derved til at volde fuglen mén. Det skal forstås som en allegretto, der henviser til, at inden for politik er idealisme prekær, da det er muligt at gøre noget godt (for nogle) uden at gøre (nogle andre) fortræd."
"I min ungdom havde jeg en bekendt, som evig og altid klagede over, at han intet argument kunne finde til at imødegå fortalerne for det private initiativ. Men en dag strålede han over hele femøren: 'Jeg har det! Hvis det er det private initiativ, der har skabt den moderne kapitalisme (undskyld ordvalget, men jeg gengiver blot mandens egen ord), så til helvede med det private initiativ'."
"Jeg skal indrømme, at jeg blev paf. Men som jeg også skrev har livet lært mig, at det menneskelige sind rummer et ejendommeligt træk. Jeg tror at min bekendt på sin kluntede måde gav udtryk for dette, som jeg personlig må formulere som et spørgsmål: Hvordan går det til, at mennesket har en forestilling om retfærdighed, i en verden som aldrig på noget tidspunktet har været retfærdig?"
Min ven urmageren
"Problemet har jeg drøftet med min ven urmageren, som medgav at dette træk findes, men efter han formening kun i rudimentær form, nærmest som en atavisme. Til støtte for sit synspunkt citerede han Rudyard Kiplings bekendte dictum: Look at the East, look at the West, always is the fittest best. Jeg mener tværtimod at mennesket udviser, om ikke en højere stræben, så dog en tendens til, om jeg så må sige, ikke at jokke medmennesket for tungt over tæerne. Alligevel er jeg i syv sind, men måske De kunne forelægge spørgsmålet for Deres universalgeni af en maskinmester. Med højagtelse".
"PS. En dag hos urmageren ringede telefonen mens vi samtalede. Til min undren tog han den ikke, og da jeg spurgte hvorfor, svarede han: "Almindelig høflighed." Trods fremrykket alder var jeg ved at gå bagover. Jeg påskønner nok sligt, men på det grundlag kan man da ikke drive forretning."
Det var ikke hibbet til maskinmesteren, som fik mig til at udelade brevets slutning. Det skyldtes min overfladiskhed. Jeg hæftede mig ved de skæve fremmedord og overså de forbavsende spørgsmål. Det er ligesom med meldingerne om den museumsinspektør, der skal have skrevet noget opsigtsvækkende om samfundets udvikling, men som ifølge aviserne kun er interessant, fordi han har sagt et eller andet måske mindre velovervejet om damerne.
Brev fra min kone
Der var også brev fra min kone. Huslige bekymringer trykker hende ikke, med en mand på langfart og sønner med egen husstand. Hun har tid til at høre radio.
"Forleden hørte jeg Koplevs kryds, det var med ham den morsomme præst. Jeg havde lige sat havregrøden over, men den brændte selvfølgelig på, så jeg måtte spise madder i stedet for. Det mærkelige er, at man kan forstå det meste. Selv om han lagde et godt ord ind for Kierkegaard, syntes jeg han lød som en ubehagelig fyr. Og Augustin endnu værre. Så kunne jeg bedre lide de andre han snakkede om".
"Jeg vidste ikke at Shakespeare var så moderne, det var utroligt hvad han fik ud af Hamlet, eller at Storm P. var lige så klog som Freud og Jung tilsammen. Det forklarede han, så jeg tænkte, det passer på en prik. Det var noget med, at når det ubevidste bliver bevidst, sker det ganske ubevidst. Det er dejligt at høre nogen, der er så opslugt af det de taler om".
"Om søndagen er der et 'aktuelt videnskabeligt program'. Må jeg så bede om præsten, det var et lidenskabeligt program. På grund af ham lukkede jeg op for noget, der hedder Teologisk forum. Det var lige det modsatte, det var som at høre på drengene i deres værste alder, hvor de var så forfærdelig kloge. Bare det lyder 'logisk', så blæse være".
"Som du ved, går der snart ikke en dag uden skandaler. Men det er ligesom alting er arrangeret. Nu siges det, at fotografen, der tog billeder af havfruen efter hun havde tabt hovedet, selv skulle have planlagt det hele. Og politikerne frikender hinanden på stribe. Og det postbud, der var udsat for et røverisk overfald, har måske overfaldet sig selv. Det minder mig om den roman du læste, om den franske tyv der var i København, og så blev han bestjålet af politiet. Det var han meget forarget over, at komme til et land hvor man ikke kan stole på lovens håndhævere".
Tørsleffs
"Det er noget bøvl med alle de telefonselskaber. Jeg prøvede et af dem, da jeg ville ringe til Tørsleffs husmoderservice. Jeg får også forbindelse og siger, at det drejer sig om syltning. "Desværre", siger damen så. "Hr. Clan sidder i møde. Nu må jeg bede om mine himmelblå!".
"Jeg har opgivet at skrive videre på Kattens dagbog, den titel er allerede brugt. Og så var der i fjernsynet noget om alle mulige mennesker, som vil være forfattere, og en forlægger sagde at de fik et bjerg af bøger og udgav ikke mere end 10-12 stykker. Jeg fandt det kalenderblad frem, jeg snuppede hos onkel Villy, med sentenser, og ved gud om jeg ikke husker rigtigt: 'Den største litteratur er ens eget navn på tryk'. J. M. Barrie. Jeg er endelig ved at have trøjen færdig til Søsser, men jeg tror næsten hun er vokset fra den, fordi mønstret var så indviklet".
