Læsetid: 4 min.

Teater i teaterlovens forstand

Debat
4. marts 1998

Teaterrådet vil hellere end gerne støtte forestillinger med bred folkelig appel. Der er bare alt for få ansøgninger

TURNE-TEATER
Der er ytret utilfredshed med Teaterrådet, fordi "der ikke længere gives støtte til turneteater med en blot nogenlunde bred publikumsappel."
Formanden for Danmarks Teaterforeninger, Jørgen Hvidtfeldt stiller i et indlæg i Information den 2. marts nogle ganske gode spørgsmål med en forfriskende velafbalanceret argumentation som baggrund.
Det er derfor med stor glæde, jeg går ind i en offentlig debat om spørgsmålet, som i mere end to år har været drøftet mere internt både i rådet og med bl.a. formandskabet i Danmark Teaterforeninger.
Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at Teaterrådet også kan støtte teatre og/eller projekter med 'en blot nogenlunde bred publikumsappel'. Det ikke bare kan vi - vi gør det, og har gjort det adskillige gange i de forløbne tre år.
Antallet af ansøgninger i den boldgade er imidlertid utrolig begrænset, og vore forsøg på at sprede rygtet om, at vi gerne modtog kvalificerede ansøgninger på dette område, har desværre hidtil ikke givet noget synderligt resultat.
Og det er ikke, fordi vi har vraget et stort antal ansøgere indenfor området. Rådet har allerede tidligere beklaget, at der var alt for få ansøgere på voksenturneområdet, senest i vores årsberetning for 97/98.

Ophelia
En af de få meget kvalificerede ansøgninger indenfor området, vi havde til behandling i efteråret, drejede sig om Richard den III, produceret af Ophelia Productions.
Vi finder det derfor noget overraskede, at netop denne disposition, hvor vi har støttet en klassiker i en moderne fortolkning og en fremragende udførelse, hvilket vi ud-over vor egen bedømmelse, har samtlige anmelderes ord for - har givet anledning til meget kraftige angreb.
Retfærdigvis skal tilføjes, at det ikke var formanden for Danmarks Teaterforeninger, der stod bag dette angreb.
Rådet ville have behandlet andre tilsvarende kvalificerede ansøgninger lige så positivt.
Selvfølgelig kan man have forskellige vurderinger af, hvad 'nogenlunde bred publikumsappel' vil sige. Ligesom man kan drøfte, om rådets målsætning om at fremme kvalitet og/eller fornyelse er for strenge, men det skal understreges, at der hidtil ikke har været meget at vælge mellem; og vi kan jo ikke støtte teatre eller projekter, som ikke søger tilskud.
Så lad mig benytte denne lejlighed til at understrege, at rådet inderligt håber at modtage kvalificerede ansøgninger på voksenturneområdet ved den kommende ansøgerrunde.
Sådanne vil blive vel modtaget og positivt behandlet.

Rygter om morskab
Rygtet vil vide, at rådet ikke bryder sig om ansøgninger, der kunne risikere at resultere i en morsom forestilling.
Lad mig dementere dette rygte så kraftigt som muligt - det har intet på sig, snarere tværtimod - så også den slags ansøgninger vil blive positivt behandlet, hvis de skulle lande på rådets bord.
Jørgen Hvidtfeldts historiske gennemgang af udviklingen fra støtte til voksenturneområdet gennem Det Rejsende Landsteater til placeringen af denne forpligtelse i
Teaterrådet er nøjagtig og udmærket, ligesom beskrivelsen af den smalle økonomi er korrekt.
Hvis der kan skabes en femte landsdelsscene for voksenturneteatret med en bevilling i størrelsesorden 25-35 mio. kr., vil vi ikke lægge et halmstrå i vejen for en sådan udvikling.
Der ydes i øjeblikket gennem Teaterrådet tilskud til voksenturneteater-forestillinger i størrelsesordenen 10 mio. kr. - og mere har vi ikke til formålet.
Vi har prioriteret udviklingen af en åben turnescene fulgt op af en garantiordning, som sikrer arrangørerne (hovedsageligt teaterforeningerne) mod risikoen for store underskud. Denne disposition har vi været enige med Jørgen Hvidtfeldt om.
Men det binder naturligvis ikke Danmarks Teaterforeninger eller deres formand til at være enige med Teaterrådet om alle andre dispositioner.
Lidt mere overraskende er det, at kun et begrænset antal teaterforeninger, der på trods af en klækkelig underskudsdækning, har dristet sig til at aftage sådanne - ganske vist smalle kvalitetsforestillinger, som f. eks. Camus' Den Fremmede i Morten Kirkskovs fremragende fortolkning.

Skibet skal sejle
Til slut en lille bemærkning om projektet Skibet skal sejle i nat, som ikke har søgt produktionsstøtte, men som har fået afslag på optagelse i den landsdækkende abonnementsordning.
Teaterrådets afgørelse heraf hviler på Kulturministeriets bekendtgørelse, som omhandler, hvad der kan omfattes af abonnementsordningen, nemlig professionelt teater i teaterlovens forstand.
Den ansøgning, Teaterrådet har fået forelagt, giver ikke grundlag for at antage, at der er tale om en professionel teaterforstilling i teaterlovens forstand.
Det er beskrevet som Gustav Winckler-sange fremført af to visesangere og en musicalskuespiller med forbindende tekster af Ole Ernst og med Steen Springborg som instruktør.
Heller ikke den supplerende redegørelse, som rådet fik tilsendt, kunne overbevise om, at projektet kunne omfattes af vejledningen.
Det var ikke fordi vi ikke ville godkende det; det var fordi vi ikke kunne i forhold til vejledningen og af hensyn til den øvrige praksis vi har på området, hvor mange andre tilsvarende projekter er blevet afvist som værende ikke-abonnementsberettigede.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her