Kronik

Teorierne og det sociale jordskælv

Debat
26. marts 1998

Debatten om de økonomiske teorier er også en debat om, hvilken økonomisk politik, der kan afværge sociale jordskælv. Problemet er, at moderne økonomiske teorier lægger op til alvorlige fejlslutninger

ØKONOMI & POLITIK
Jacques Delors, den tidligere formand for EU-kommissionen, advarede helt tilbage i 1994 om, at Europa risikerede at opleve et socialt jordskælv, hvis den økonomiske politik i de dominerende EU-lande fortsatte i det hidtidige spor.
Men sporskiftet har ikke fundet sted. Arbejdsløsheden og den sociale marginalisering var omfattende allerede i begyndelsen af 1990'erne. Og siden har størrelsen af de sociale problemer endda været støt stigende - både i de rige EU-lande og i endnu højere grad i de fattigere østeuropæiske lande.
Dette var baggrunden for mit essay den 16. januar 'Økonomiens Elendighed', hvor jeg rejste spørgsmålet, hvad den såkaldte moderne makroøkonomiske teori har at sige om dette lurende 'sociale jord-skælv'. I allegoriske vendinger beskrev jeg nogle væsentlige elementer i den økonomiundervisning, der i stigende grad er blevet dominerende på universiteter i ind- og udland. Dernæst gav jeg nogle eksempler på, hvorledes disse abstrakte teorier efterfølgende er blevet brugt til at analysere vigtige samfundsøkonomiske problemer. Hvorefter jeg tillod mig at konkludere, at aldrig har der været større afstand mellem den økonomiske virkelighed (som beskrevet af Delors) og så den 'moderne' økonomiske teori, der doceres på de højere læreanstalter. Og som genfindes i de analysemodeller, som bl.a. anvendes i Danmarks Statistik og Økonomiministeriet.
Disse synspunkter fik naturligvis ikke lov til at stå uimodsagte. Hertil er emnet for væsentligt, og det glædede mig, at nogle af de kritiserede institutioner tog til genmæle.
Fra Københavns Universitet meldte sig trekløveret Jensen, Tranæs og Schultz (JTS). De argumenterede efter devisen: 'Flygtning Jespersen krydser sit spor. Jespersen har store problemer med at forstå, hvad der foregår'.
Synspunkter som blev stærkt nuanceret af bl.a. Helge Brink (HB) fra Aalborg Universitet.

Men lad mig nu alligevel forholde mig konstruktivt til JTS's indlæg; for ét forhold synes vi dog at have en fælles forståelse af: Der er et betydeligt matematisk indhold i den 'moderne' teori. Dette får JTS til at tro, at det er den 'avancerede' brug af matematik, der er kernen i min kritik af den 'moderne' makroteori.
Så enkelt er det ikke:
Lige så nyttig matematik er i fysik, ligeså begrænsende kan brugen af matematik være ved beskrivelsen af samfundsvidenskabelige processer. Ikke fordi matematikken er svær - her er det primært et spørgsmål om underviseren har de tilstrækkelige kvalifikationer - men fordi selve brugen af disse matematiske formler ofte gør modellerne til en karikatur af den virkelighed, de angiveligt foregiver at analysere.
Det hjælper ikke blot at kalde et af de græske bogstaver for 'arbejdsløshed', hvis modellen allerede har tabt jordforbindelsen. Og det gør slet ikke indtryk på mig, at JTS efterfølgende kan slå op i deres Econlit (indeks over økonomiske artikler) og konstatere at 1.062 forskere har valgt at benytte ordet arbejdsløshed i titlen på deres arbejder, når de ikke har undersøgt, om der er tale om arbejdsløshed i f.eks. Delors betydning, eller det blot er et synonym for et af de frit i luften svævende græske bogstaver.
Det her er ikke nogen ny diskussion. To af den økonomiske teoris fædre Alfred Marshall og John Maynard Keynes havde det fortrin frem for så mange andre økonomiske teoretikere, at de foruden at være økonomer havde en egentlig universitetsuddannelse i matematik.
Derfor kunne Marshall lettere anbefale sine kolleger og selv praktisere:
*en ubegrænset brug af matematik dér, hvor metoden måtte være relevant;
*oversætte analyseresultaterne til 'engelsk';
*illustrere dem med nogle eksempler, der er væsentlige fra det virkelige liv; for så afslutningsvis at
*brænde de matematiske formler.
Nu hvor jeg er i gang med at læne mig op af økonomiens kyrofæer, så har en af specialisterne inden for den økonomiske teoris historie, Marc Blaug, fornyligt udtrykt sig på følgende kategoriske måde:
"Moderne økonomisk teori er syg. Økonomi er i stigende grad blevet et intellektuelt spil, der spilles for sin egen skyld og ikke med sigte på de praktiske konsekvenser for at forstå den økonomiske verden. Økonomer har omdannet faget til en slags 'socialmatematik', hvor analytisk præcision dominerer på bekostning af praktisk relevans" (Policy Options, september 1997).

Så melder spørgsmålet sig om den rette brug af begrebet 'ligevægt' i økonomisk analyse. En sag der helt åbenbart fremkalder stærke følelser hos diskus-
sionsdeltagerne.
Selv den besindige Helge Brink må løfte et øjenbryn, da han i et af indlæggene støder på det synspunkt, at arbejdsløshed som et ligevægtsbegreb (det vil sige som et vedvarende fænomen) skulle være et af resultaterne fra 'moderne' makroteori.
Nej, siger HB - med rette - det var netop den teoretiske landvinding, der skabte fundamentet for Keynes' makroøkonomiske gennembrud tilbage i 1936. Her konkluderede Keynes, at det var manglende efterspørgsel og dermed den økonomiske politik, der bar hovedansvaret for omfanget af arbejdsløsheden. Hvorimod den 'moderne' makroteori konkluderer, at det er en for høj arbejdsløn - især for de lavest lønnede - der bærer hovedansvaret for arbejdsløsheden.
Denne grundlæggende forskel er det afgørende at fastholde. Det er netop her den 'moderne' teori laver nogle af sine mest fatale konklusioner.

I mit essay kritiserede jeg den måde, hvorpå den 'moderne' makroøkonomiske teori kommer til anvendelse i ministerier, departementer og navnlig i denne sammenhæng i Danmarks Statistik. Herfra har Lars Haagen Pedersen (LHP) gjort sig den ulejlighed at reagere på min fremstilling.
Jeg tog udgangspunkt i en artikel i Nationaløkonomisk Tidsskrift, der beskriver de såkaldte 'Anvendte Generelle Ligevægtsmodeller' (AGL-modeller).
Da forfatteren til artiklen (Toke Pedersen) er ansat i Danmarks Statistik og medarbejder på DREAM-modellen, brugte jeg eksempler der fra. Men da dette projekt endnu er på et foreløbigt stadium, skal der naturligvis åbnes mulighed for, at modelarbejdet udvikler sig i en mindre stiliseret retning end den prototype, som beskrives i tidsskriftsartiklen. Det fik jeg måske ikke udtrykt tilstrækkeligt tydeligt.
Så lad mig holde mig til det overordnede i de omtalte modeller for generel ligevægt (AGL), idet de bærer de allerede nævnte teoretiske svagheder fra den 'moderne' makroteori med sig. Desuden er de - delvis i modsætning til f.eks. ADAM-modellen - empirisk set meget svagt forankret.

Når man når dertil, hvor forskerne begynder at gætte på ('kalibrere' - fint skal det være), hvordan virkeligheden ser ud, for at få den til at passe til det teoretiske oplæg, burde nogle advarselslamper begynde at blinke. Grundlaget begynder mildt sagt at gynge, når valget mellem teori og virkelighed i den grad falder ud til fordel for teorien. Det er simpelthen ikke korrekt, når det hævdes af LHP (og mange andre), at AGL-modellernes makroresultater har et mere solidt mikroøkonomisk fundament.
Hovedproblemet er dog hvordan vi i teorien kommer fra 'mikro' til 'makro'-niveauet. Det problem bliver netop ikke løst ved blot at postulere, at vi alle til forveksling ligner gennemsnittet, og at vi alle har en såkaldt rationel adfærd, der bl.a. forudsætter, "at forbrugerne (og virksomhederne) ved, hvad der vil ske i fremtiden"!

Anders Lundkvist (AL) bibringer debatten det ekstra aspekt, at den ovenfor refererede økonom-diskussion er blevet holdt inden for en snæver ramme, hvor individdet, markedet og penge er i fokus, hvilket risikere at skævvride debatten væk fra de mere fundamentale spørgsmål, der knytter sig til menneskers trivsel og velfærd.
Synspunktet er kort sagt, at hvis økonomerne fortsætter med at diskutere, hvad der bedst kan betale sig inden for rammerne af deres socialpsykologisk utroligt primitive modeller - det være sig Multimod, DREAM, ADAM, SMEC eller Lovmodellen, jeg tror ikke, det gør den store forskel for AL - så bidrager de alle til at 'dansen omkring guldkalven' intensiveres blot med mindre variationer.
Sådan ser jeg ikke den ovenstående fagøkonomiske diskussion. Det er min vurdering, at den stærkt ligevægtsorienterede økonomiske teori har givet en intellektuel legitimering af en økonomisk politik i Europa, der har medvirket til, at et jordskælv er under udvikling i form af stigende arbejdsløshed, øget social udstødning og forøget miljøbelastning. Den økonomiske udvikling, som Europa gennemlever i disse år er ikke en økonomisk nødvendighed endsige lovmæssighed. Det ville man ellers kunne forledes til at tro, hvis moderne ligevægtsorienteret makroteori fik lov til at stå uimodsagt.
Således fik f.eks. den amerikanske ligevægtsøkonom Robert Lucas nobelprisen i 1995 for bl.a. at have påvist at 'økonomisk politik (med nogle ubetydelige forbehold) ingen realøkonomisk effekt har'!
Jeg har - på lige fod med de øvrige deltagere i denne diskussion, formoder jeg - et stærkt ønske om, at se samfundet blomstre, det vil sige at undgå, at Delors jordskælvs-lignende tilstand får lov til at udvikle sig yderligere. En absolut nødvendig forudsætning for at det kan ske, er, at fag-økonomernes forståelse af og beskrivelse af de samfunds-økonomiske processer baserer sig på et robust teoretisk grundlag med en solid empirisk forankring.
Her var det, at mit besøg i Studiegården og læsningen i Nationaløkonomisk Tidsskrift fik mig til at blæse i trompeten. De efterfølgende reaktioner har givet mig det klare indtryk, at det var på høje tid, vi også her i landet fik taget hul på denne vigtige diskussion.
Jesper Jespersen, er gæsteprofessor ved Cambridge University

APROPOS - Teorier på afveje

Dagens tekst er en afsluttende kommentar til debatten om den sprængfarlige, men undertrykte sammenhæng mellem økonomisk teori og politik.
Debatten udsprang af min konstatering af, at 'moderne' makroøkonomisk teori har tabt jordforbindelsen. Det skyldes især tre ting:
nhelt urealistiske antagelser om husholdningers og virksomheders adfærd.
nen overdreven og unødvendig brug af matematiske værktøjer
npostulatet om at en perfekt fungerende markedsøkonomi af sig selv kan skabe fuld beskæftigelse og budgetbalance.
Den sidste påstand er næsten den værste.
Den økonomiske teori giver her igennem en legitimering af en politik, der øger lønforskellene, reducerer velfærds-ydelserne og opfordrer til privatisering.
Det sker indhyllet i matematiske formler, men med det enkle budskab, at jo mere markedskræfterne får lov at råde, jo bedre fungerer det økonomiske system som helhed.
Denne udvikling inden for økonomisk teori og politik er foregået samtidig med, at arbejdsløshed og miljøbelastning i Europa har nået nye historiske højder. Dette åbenbare paradoks var udgangspunktet for mit indledende essay (den 16. januar), der havde overskriften 'Økonomiens elendighed'.
Her argumenterede jeg for, at den 'moderne' økonomiske teori bør være mere jordnær og anvendelsesorienteret. Der er masser af uligevægte, der venter på at blive analyseret i en verden præget af global fattigdom.

Jesper Jespersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her