Kronik

To folk, ét land, fælles vaner

18. marts 1998

Israel og PLO er kørt fast i forsøget på at etablere en varig fred. Men hvad skal de også gøre - findes der overhovedet en måde, som kan få vidt forskellige mennesker til at finde sig i hinanden?

SOCIALT SET
Meget skiller jøder fra palæstinensere i det iraelsk-palæstinensiske Mellemøsten.
Men faktisk har de to grupper et væsentligt fællestræk: Nemlig, at begge er dannet som en art lidelsesfællesskaber imod de store, ydre (diskrimi)nationer, der har været tæt på at uddrive eller assimilere dem. Bl.a. derfor fremtræder de to grupper hver for sig som en homogen front med hver én historie og én mission. Noget, der dog i praksis dækker over en langt større etnisk mangfoldighed i området.
Jøder og palæstinensere deler landet med muslimer, kristne, drusere og sekulære.
Både jøder og palæstinensere har i større eller mindre grupper levet i regionen i godt tre årtusinder og har opbygget stærke bindinger til stedet. Palæstinensernes nationale identitet er ikke vokset ud af en historie for vestlig nationalstatstænkning, mens jøderne medbringer forskellige fortolkninger og praksisser tilknyttet jødedommen, hvoraf nogle retninger, bl.a. zionismen, lægger vægt på det nationale islæt.
Men de to gruppers forskellige politiske ideologer - skiftende israelske regeringer på den ene side og PLO på den anden side - har begge, groft sagt, været fokuseret på at mobilisere og skabe hver deres homogene og nationalt bevidste folk, og at virkeliggøre visionen i en territorial adskillelsesløsning.
Med Oslo-aftalen har man bevæget sig fra ønsket om at smide alle de 'andre' i havet til at begynde at tale praktisk del-og-hersk politik: Israel får området fra Egypten til Syrien mellem Middelhavet og Jordan-floden. Inde i dette område får palæstinenserne Gaza-striben og de mest ressource-fattige, ikke geografisk forbundne 'homelands' hist og her på Vestbredden. Områder som Israel i øvrigt stadig overvåger, samtidig med at gennemgangsveje kontrolleres.

De aktuelle adskillelses-modeller er uholdbare, hvis målet er at skabe en varig fred, der bygger på gensidig anerkendelse. Denne anerkendelse kan så udspringe af nøje overvejelse, forhandlinger og evt. en politisk aftale. Anerkendelsen kan finde udtryk i holdninger og formuleringer, men vi ved først om den virker, dvs. holder eller ej, når den er prøvet i praksis. Anerkendelse er i denne forstand altid til 'eksamen' - som vane, spil eller krop der taler, hilser og gestikulerer. Da de færreste kan holde til, at hvert møde med andre mennesker bliver en eksamen, lagres meget heldigvis i kroppens udtryk og bevægelser, som en intuitiv, naturlig og fleksibel praksis, tillært og socialiseret ad åre.
For mange israelere og palæstinesere, der er fanget i en praksis, hvor de ser forbi hinanden, hvor fordomme og foldede hænder over brystet styrer adfærden, er anerkendelse så at sige flyttet ud ad kroppen, tabt pga. mange års erfaringer eller overleverede fortællinger om krig og undertrykkelse. Men da begge parter hævder deres ret til det samme land, har de måske intet andet valg end at søge anerkendelsen påny, simpelthen for at skabe den fred som langt de fleste ønsker. Der er i Israel/Palæstina ikke mulighed for at gå hver til sit! Men hvis en form for anerkendelse af den anden skal fungere i et fælles land, skal der forskellige former for fælles sociale rum og nye erfaringer til - dvs. en masse ny hverdagslig praksis - før den kan begynde at fungere af sig selv, ubesværet.

Vi kan drage en parallel til den nordirske konflikt, hvor en skarp social adskillelse i næsten alle tænkelige rum: arbejde, sportsklubber, pubber, torve og stræder, hellige steder, politiske og kulturelle foreninger, forhindrer en række fælles rum i at blive etableret. Det er disse tredje og mere neutrale rum, dvs. en slags fællesmængder eller overlap, der er dynamikken i et levende civilsamfund, men som ydermere kan vise sig at blive fredsskaber i konfliktområder, hvor begge parter gerne vil være hjemme i fred.
Men hvordan kan det så gøres?

En israelsk/palæstinensisk tænketank fremlagde for nogle år tilbage et forslag for Jerusalem, der afslørede nogle interessante visioner for sameksistens, med rod i både det overlappende, men også i en respekt for hver parts bindinger og kultur: Suverænitet over Jerusalems Gamle By skal lægges over til en fælleskommission af israelere og palæstinensere. Hver borger bliver 'citizen in the City of Jerusalem' i tilgift til deres nationale borgerskab. Suverænitet i lokalområder i øvrigt bestemmes af lokalbefolkningens demografiske sammensætning. Intern sikkerhed i byen lægges ud til en ekstern, international styrke. Skolerne skal tilbyde undervisning i tre obligatoriske sprog: engelsk, hebraisk og arabisk uanset hvem eleverne er.
En sådan løsning kan åbne byen for en social og civil dynamik, der også giver mulighed for at fælles foreninger, klubber og handlende kan bryde isen. Som eksempel kan nævnes en israelsk/palæstinensisk restaurant, som åbnede i Jerusalem fornylig, med begge kulturers gastronomi på menuen.
En overordnet politisk løsning for Jerusalem ville kunne åbne for interessante sociale følger i hælene på det der desværre er undtagelser, som restauranten. Samme model kunne bruges i resten af landet. Det mulige resultat kunne være noget der ligner kantoner, men også fælles distrikter, hvilket vil give et klart overlap, kombineret med at den enkelte gives mulighed for at bevare den etnicitet og de bindinger, som han føler han har eller gerne vil have.

Hybriden kan stimuleres f.eks. i form af fælles skoler og foreninger der kan tiltrække begge grupper. Tænketanken i Israel tager et lille skridt i form af forslag om undervisning i de forskellige hovedsprog.
Aktiviteter der knytter sig til mad, dans, sport, kunst, håndværk, og som er fælles for mange kulturer, kan måske danne tredje rum og blive fremtidens freds-instrument - og dermed bane den svære vej frem. Men det kræver nok at hele samfundet - dvs. alle de mange samfund - bevæger sig ind i en mere samtalende praksis. Med tiden kan palæstinensernes selvstyre-områder, herunder deres demokrati og deres civilsamfund, måske give noget ro og selvtillid indadtil, som som så kan vokse udad. Indtil da er der ikke nogen overraskelse i, at de militante fløjes tilbud til fællesskab stadig trækker, når der ikke er mange andre rum at være til i.

Under en gåtur i Jerusalems gamle by fik jeg illustreret, hvordan markante forskelle 'gnubber' helt tæt opad hinanden, umiddelbart i en form for sameksistens. Bag den fire kilometer lange mur findes et støjende, rodet muslimsk kvarter, en klinisk og moderne jødisk bydel og to forskellige kristne enklaver. Linierne mellem kvarterne går knivskarpt, hvilket også rodfæster sig i beboernes holdning: parterne forbigår hinanden, de omgås, sludrer eller handler ikke på tværs af disse skel. Anerkendelsen sidder ikke i kroppen, og den hverdagslige navigation foregår nærmest på tæerne. Bydelen er i sit helhedsindtryk dermed ikke blot en fascinerende illustration af tre monoteistiske religioners og utallige imperiers levn, men også en uhyggelig demonstration af, hvordan det multikulturelle - som den gamle by kan ses som - kan være en tikkende bombe, pga. nogle fastholdte skarpe skel.

Den nævnte tænketanks forslag er en 'Proposal by Israel/Palestine Center for Research and Information', Juni 1994.
Begrebet 'tredje rum' er lånt af kulturteoretikeren Homi K. Bhabha ('third space').

APROPOS
Assimilation multietnicitet eller overlap?
I debatten om konflikter mellem etniske grupper tegner sig ofte to dominerende billeder: På den ene side ideen om assimilation, som reelt betyder at en kultur ædes op af en anden, og på den anden side en eksotisk idé om det multikulturelle, hvor vi alle med den politisk korrekte motor i højeste gear er optaget af, at hver enkelt etniske gruppe skal kunne leve side om side som parallel-eksistenser og beholde deres særegne kultur i uforstyrret ro.
Der findes dog en tredje mulighed - overlappet, forstået som ideen om at skabe 'tredje rum' med hverdagsagtige aktiviteter, der kan tiltrække begge de stridende grupper.
I den almindelige opfattelse af det multikulturelle er der intet overlap. Folk lever for sig, selvom de krydser hinanden på gaden, og selv mellem folk uden synlig konflikt simrer racismen og fordommene på begge sider uroligt videre i det skjulte, fordi der ikke er tale om reel konfrontation og integration.
Der opstår heller ikke nødvendigvis nogen sammensathed og flersidighed i det enkelte menneske.
Manden, der bor på Vestbredden, føler sig som palæstinenser, har pas et andet sted, arbejde et tredje, sikkert i Israel, og måske en kone der kommer fra et fjerde sted, må føle sig lidt fortabt i denne multikulturelle logiks kategoriserende tyranni.
Overlappet mellem folk der ser sig selv som ensartede eller måske er blevet 'homogeniseret' af nationalisters retorik, sikres ikke ved oplysning, eller 'festivaler' hvor de fremmede optræder for majoritets-kulturen.
Det sikres heller ikke ved distance-tolerancen, en slags velopdragen middagsselskabs-habitus, der gør de fleste i stand til at formulere respekt over for dem der lever i en anden bydel eller i andet land.
Der skal tredje, overlappende rum til, hvor praksis, forhandling og udveksling ikke kun er en feature-uge eller undtagelse, men en del af de hverdagslige bevægelser.

Anders Høg Hansen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu