Læsetid: 5 min.

Utilfredshed med Teaterrådet

Debat
2. marts 1998

Der gives ikke længere - bortset fra Det Danske Teater - støtte til turneteater med en blot nogenlunde bred publikumsappeal

TURNETEATER
Teaterrådet har nu redegjort for støttefordelingen sæson 1998/99. Og det rejser for Danmarks Teaterforeninger (DT) spørgsmålet om, hvad Teaterrådets funktion egentlig er. Skal Teaterrådet udelukkende sikre det nyskabende, eksperimenterende teater - uanset publikumsinteressen, eller skal rådet også sikre det kvalitetsprægede turneteater, som der vitterligt er et meget stort publikum til?
Når vi generelt er utilfredse med Teaterrådets indsats, skyldes det ikke enkeltafgørelser. Selvfølgelig kan der her rettes indvendinger: Det virker for eksempel tåbeligt, at en Gustav Winkler-forestilling Skibet skal sejle ikke skulle kunne anerkendes som teater, når man tænker på, hvad der hidtil er blevet anerkendt af John Mogensen-, Evert Taube- og lignende forestillinger.
Men vores kritik går mere på rådets egne præmisser. Målsætningen er "i videst muligt omfang at styrke fornyelsen af teatret som kunstart", og på turneområdet glæder man sig over "nyskabelser som etablering af en åben turnescene og en garantiordning indenfor voksenturneområdet, der skal bane vej for en nyudvikling af turneudbuddet i provinsen".
Fornyelse og nyskabelser synes at være rådets nøgleord, og netop det giver os problemer. Vi har ganske vist selv været med til at drøfte åben-scene-modellen, og garantiordningen er en videreførelse af DT's egen ordning, men vores hensigt med åben-scene-modellen var at sikre en række mindre, men absolut publikumsattraktive stationære forestillinger turnemulighed.
Teaterrådets praksis har nu to år i træk vist sig at være at finde forestillinger, det har været særdeles vanskeligt at sælge til teaterforeningerne, med det resultat at turneer i flere tilfælde har måttet opgives.

Garantimodellen
Da vi i 1992 skabte garantimodellen, valgte vi ganske bevidst kun at støtte to-tre forestillinger pr. sæson. Dermed sikrede vi, at de støttede forestillinger fik en realistisk turneperiode. Teaterrådet har valgt at støtte ca. 20 forestillinger pr. sæson - igen med det resultat, at de fleste enten får en meget kort og dermed uhensigtmæssig turneperiode eller slet ikke kommer på turne. Heller ikke selv om denne nye Garantiordning bevidst henvender sig til mange andre arrangører end teaterforeningerne.
Teaterforeningerne spiller ca. 1000 forestillinger pr. sæson. I runde tal ligger de ca. 750 inden for det brede, kendte repertoire, mens det nye, det smalle, det anderledes og musikdramatikken udgør ca. 250 forestillinger.
Selvfølgelig har vi brug for fornyelse og nyskabelser, mens vi har først og fremmest brug for et kvalitativt, bredt repertoire. Det Danske Teater bidrager med 250-300 forestillinger, Det Kgl. Teater svinger stærkt, men ligger optimalt på 100. Det vil sige at 350-400 forestillinger skal leveres af enten stationære teatre (Odense Teater, Folketeatret m.v.) eller af private producenter (Privat Teatret, Det Ny Turneteater, Cole Porter Turneen).
Denne situation er uholdbar set med teaterforeningsøjne, da de private producenters "forsyningssikkerhed" i sagens natur er meget lille.

Før 1990-loven
For at få en forståelse af, hvorfor denne problematiske situation har udviklet sig, kan det være nyttigt med et mindre historisk overblik.
I teaterloven af den 15. december 1986 hed det om Teaterrådet, at "Teaterrådet har til opgave at rådgive ministeriet i spørgsmål vedrørende teaterforhold", det skal "følge teaterforholdene og have opmærksomheden rettet på, hvad der kan udvikle teatervirksomheden og fremme teaterinteressen".
Og så rummer loven dengang habilitetsbestemmelser: "medlemmerne må i funktionsperioden ikke være knyttet til noget teater eller beklæde teaterfaglige tillidsposter", idet ministeren dog kunne dispensere herfra.
Af særlig interesse er det, at rådet også på dette tidspunkt har til opgave at fordele støtte efter en række paragraffer, f.eks. Pgf. 15, hvorefter der "kan ydes statsstøtte til anden rejsende teatervirksomhed, herunder faste teatres turneer".

Anden rejsende
Udtrykket "anden rejsende teatervirksomhed" viser tilbage til Pgf. 14, der handler om Det Rejsende Landsteater, der foruden Det Danske Teater og Den Jyske Opera som faste medlemmer rummede et antal "løst knyttede" (normalt for en 3-årig periode) teatre. Beslutningen om, hvem der skulle være løst knyttede tilkom styrelsen, hvoraf et flertal repræsenterede amtskommunerne, men efter indstilling fra Teaterrådet.
Den gule Betænkning fra 1988 forsøgte en helhedstænkning af området, der skulle fjerne en række "båse" og skabe sammenhæng. Man foreslog derfor en nedlæggelse af såvel Det Rejsende Landsteater og Det Rejsende Børne og Opsøgende Teater, og at anden turneteatervirksomhed end Det Danske Teaters skulle støttes direkte af Teaterrådet. Som økonomisk konsekvens af disse forslag og "med henblik på at styrke kvaliteten af teaterudbuddet uden for institutionsteatrene" forestillede udvalget sig, "at der over en årrække på 3-5 år søges gennemført en bevillingsforøgelse på mellem 25 og 30 mio. kr.", idet denne forøgelse også skulle dække en række andre behov - dog ikke behovet for støtte til enkeltprojekter o.l., der forudsatte en særskilt bevillingsforøgelse på 25 mio.

1990-loven
Kort sagt kan man sige, at 1990-loven vedr. Teaterrådet fulgte en del af udvalgets forslag om strukturforandringer, men uden at følge udvalgets forslag om nødvendige bevillingsforøgelser.
Resultatet er inden for turneområdet blevet, at så godt som al mere traditionel teaterproduktion uden for Det Danske Teater er forsvundet.
I første omgang modtog de tidligere løse medlemmer af DRL, Hvidovre Teater og Jørgen Blaksted, støtte fra Teaterrådet, der så til gengæld ophørte med at støtte de producenter, der før var blevet støttet (f.eks. Tribunen og Ungdommens Teater i sæson 86/87), men efterhånden støttes så godt som ingen fra denne tidligere kreds.
Stort set alle tidligere støttede producenter er forsvundet - mange efter afslag fra Teaterrådet om støtte - og dermed må det konstateres, at der i dag bortset fra Det Danske Teater ikke gives støtte til turneteater med en blot nogenlunde bred publikumsappeal.
Om Teaterrådet havde fulgt en anden bevillingspraksis, hvis deres bevillinger til området havde været større, er svært at vide, men det kan konstateres, at bevillingerne langsomt men sikkert er blevet overført til forestillinger, som det generelt har været vanskeligt at interessere publikum for.
Derfor må tiden også være kommet til at sikre publikum uden for de fire største byer. Københavnerne har Det Storkøbenhavnske Teaterfællesskab (foruden hvad københavnerne ellers har!), Odense, Århus og Aalborg har hver deres landsdelsscene.
Hverken i København, Odense, Aalborg eller Århus er det fornyelse og nyskabelser, der præger billedet. Det findes - i større eller mindre grad - men billedet præges af det mere etablerede, populære repertoire. Det er her den helt store publikumsinteresse findes.
Overraskende nok er der de samme behov i resten af landet, og her har Teaterrådet desværre vist sig uinteresseret i at være med. Så det, der i dag er behov for, er en femte landsdelsscene, en turnerende landsdelsscene, således at man også uden for de fire største byer kan få et teatertilbud af høj kvalitet inden for alle genrer - også de populære.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her