Læsetid: 5 min.

Volden i Kosovo - et nederlag for alle

Debat
12. marts 1998

Kosovo-konflikten handler om psykologi og historie, og kan ikke kan løses med potens, men kun med historisk fornemmelse og psykologisk indlevelse

KOSOVO
KEJSERNE i international politik siger gerne, at visse mennesker kun forstår voldens sprog.
Situationen i Kosovo sender en boomerang tilbage. Ingen aktør har foretaget en analyse, lagt en strategi eller foretager sig noget som helst, hverken før eller efter Jugoslaviens sammenbrud, der kunne have forhindret den forudsigelige situation, der nu ruller over skærmen.
De selvsamme kejsere gør altså først noget, når en konflikt er gået i vold. Og vold er det eneste, der ikke må ske for en selvstændighedsbevægelse, der bekender sig til ikke-vold.
Så meget om kernen i modeord som voldsforebyggelse, præventivt diplomati og fredsbevarelse. Så meget om den danske fejlslagne aktivistiske udenrigs- og forsvars-politik i Irak og ligeså fejlslagne mangel på samme i Kosovo-spørgsmålet.
Den jordnære Kosovo-konflikt handler om psykologi og historie, og kan ikke kan løses med potens, men kun med historisk fornemmelse og psykologisk indlevelse: Stille diplomati, ikke udadvendthed.

OG SÅ fiser det sammen for USA, EU, Kontaktgruppen i London etc.
Således klædt af til skindet søger kejserne at 'gøre noget'. Der kommer belæringer om europæisk civiliserethed, fordømmelse at terror, trusler om udelukkelse, om sanktioner, visa-restriktioner, våbenembargo, militær intervention og krigsforbryderdomstol.
Uden analyse ved kejserne allerede, at løsningen er autonom status.
De ved derimod ikke, at provinsen i dag kunne have begrænset autonomi, og at albanerne ikke var tilfredse med selv den store autonomi, de havde i perioden 1974-1989.
Kort sagt: En lang demonstration af intellektuel og moralsk magteløshed.
Truslen om sanktioner er patetisk: Det rammer folkene, inklusive albanerne, styrker Milosevic og vil påføre mængder af handelspartnere milliardtab i dollars (som om Makedonien ikke har lidt nok hidtil).
Kun Albanien har stillet sig bag albanernes ultimative krav om en fuldstændigt selvstændig stat, Kosova ('Kosova' er albanernes navn på provinsen og på den selvudråbte stat. Mindre politisk og mere internationalt er 'Kosovo').
Verden ønsker ingen kædereaktion i Baskerlandet,
Norditalien, Belgien, Skot-land, Nordirland. Statens integritet og overlevelse vejer tungere end normer og folkeretlige regler for selvbestemmelse. Og kan Vesten virkelig støtte Kosova, når man ved, at den har ladet hånt om Krajina i Kroatien?
Beograd har dermed et hovedkort at spille med, men har ikke formået at tage skridt til en løsning. Man hævder, at det er et internt anliggende, som skal løses uden indblanding udefra. Det har man sagt i otte år - uden at kunne opvise andet end øget repression.

SELV MENER jeg, at Dr. Rugova's pragmatiske ikkevoldspolitik måtte være en lettere forhandlingspartner/modstander end en bevæbnet terrororganisation. Nu får Serbien og Jugoslavien meget mere ballade med det internationale samfund, som det er temmeligt afhængig af, end hvis man havde indledt forhandlinger eller reduceret undertrykkelsen.
I øvrigt klinger argumentet om ikke-indblanding hult. Jugoslavien vil gerne have alt fra det internationale samfund.
Landets økonomi er sat 30 år tilbage, og det har Europas største flygtningproblem. Man ønsker lån, kreditter, og ophævelse af de ydre sanktioner, og stræber efter re-integration i internationale fora. Og krænker man menneskerettighederne, som i Kosovo, må regne med at få omverdenens øjne på sig.
For Kosovo-albanerne er det ligeledes et nederlag. Et vigtig tog kørte dem forbi under premierminister Milan Panic' korte era i 1992, hvor Panic selv og hans menneskeretsjustits- og undervisningsminister var oprigtigt opsatte på at forhandle. Jeg har som 'konfliktlæge' mellem parterne på såvel regerings- som folkeligt niveau siden 1992 konstateret en kompakt albansk modstand mod at forhandle med Beograd - også når andre eller jeg selv overbragte en konkret invitation fra præsident Milosevic. Tiden var, sagde man altid, ikke moden endnu.
Hvad Prishtina håbede på var - i kraft af bl.a. George Bush's interventionsløfter og det internationale samfunds anti-serbiske politik - at blive selvstændigt inden det ny Jugoslavien blev anerkendt. Siden håbede man på at indgå i Dayton-aftalen.
Begge forhåbninger viste sig helt urealistiske - og derpå har Dr. Rugova og hans medarbejdere ikke kunnet samles om en ny, til realiteterne tilpasset, politik. Symbolpolitiken fortsatte og den interne splittelse blandt albanere voksede.

PÅ EN mærkelig måde passer det Kosovo-albanerne bedre at have en hård ledelse i Beograd end en blød - eftersom ét formål er at trække det internationale samfund ind.
Deraf følger også den imponerende internationale diplomatiske offensiv og informationsvirksomhed. Dr. Rugova har rejst Europa og USA tyndt, og er blevet modtaget af regeringer og parlamenter, som om han allerede de facto og de jure var præsident - således også af udenrigsminister Helveg Petersen. Samtidig ville ingen af værterne røre en repræsentant for Beograd med en ildtang. Således skabtes urealistiske forventninger externt, mens Rugova lovede sine to millioner statsborgere mere, end han derfor kunne holde.
Den selvudråbte stat er konkret nok med alternative skoler, sundhedskliniker, skatter, udenrigsrepræsentationer, skyggeregering osv. - men den fungerer ikke vis-a-vis Serbien.
Ingen har fået det økonomiske bedre. Ikkevoldspolitik forudsætter fleksibilitet, så man kan beholde det diplomatiske initiativet.
Perspektiverne skræmmer. Selvom den åbne vold måske aftager, er hadet og polariseringen vokset yderligere - og det var større end i Bosnien og Kroatien.
Den unge albanske befolkning, der har levet med ballade og social misére de sidste over 20 år, er dybt frustreret. Alligevel undergraves det spinkle håb om, at ikkevolds-linjen ville lede til en løsning af den omstændighed, at kosovo-albanere (også i udlandet) ikke har taget klar afstand fra albansk terror. Kvinder i sort og enkelte intellektuelle i Beograd har taget afstand fra den serbiske politivold.

ER DER noget godt ved hele denne tragedie?
Måske, men prisen er så høj, at vi endnu en gang har fået bevist, at vold leder bort fra løsninger og bare gør alting sværere.
Men er der nogen, der stadig lytter? Kejserne har så meget magt, at de ikke synes, de behøver at lytte. Serberne og albanerne hører formodentlig kun deres egne stemmer om sig selv som ofre.
Det internationale samfund kan kun hjælpe parterne; det kan ikke diktere dem noget. Det ville være en stor hjælp, hvis det for en gangs skyld kunne lytte, analysere og holde kæft.
Kontaktgruppens møde mandag giver intet håb i den retning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her