Kronik

Antropolog på Blågårds Plads

Debat
28. april 1998

46 procent af navnene på dørskiltene i Blågårdskvarteret ser udenlandske ud. Men medierne har sjældent blik for den sammensatte hverdag indenfor murene

RETFÆRD OG VELFÆRD
Jeg drejer fra ned langs Peblingesøen og på afstand får jeg øje på en kvinde med to børn og en
klapvogn. De er i gang med at fodre ænder. Hun har et blåt tørklæde og en lang auberginefarvet frakke på. Jeg kan se, det er Fatma.
Kvarteret omkring Blågårds Plads er ofte i søgelyset. Ikke mindst i forbindelse med styrkeprøver mellem politiet og unge mænd fra de etniske minoriteter. Begge parter er blevet grundigt analyseret, kritiseret eller forsvaret.
Både mediere og samfundsforskere beskæftiger sig dog især imed de samfundsgrupper, som er mest synlige og larmende i det offentlige rum - altså de unge fyre. Sjældent lister
nysgerrigheden ind i dagligdagen, i gården, opgangen, og lejlighederne, som i kvarterer med socialt boligbyggeri præges af mødre og børn (og fædre). Det er uheldigt, at deres liv er så usynligt, at offentligheden aldrig kommer tæt på kvarterets sammensatte sociale liv.
I begyndelsen troede jeg, at Sevim var alene med børnene. Jeg så aldrig en mand. Når vi krydsede hinanden på trappen, var hun så sky, at hun nærmest gemte ansigtet bag barnet i favnen. Jeg hilste forsigtigt...
De fleste mennesker, som bor i kvarteret, er tilflyttere. Godt nok har vi forskellige forudsætninger, idet nogle tilhører nationalstatens majoritet - og det kan i nogle tilfælde være en fordel - andre har minoritetsstatus.
Men i hverdagslivets tumult er det et bredere spektrum af ressourcer og erfaringer, som bestemmer hver enkelts tilhørsforhold, hvem man kan lide, og hvem man ikke kan lide. Her i "familie-ghettoen" vokser netværket tit igennem børnene. Man møder jo de andre forældre på legepladsen, i børnehaven og skolen. Børnene leger eller har konflikter. Af og til skælder man ud. Der opstår nye spilleregler gennem diskussionerne i beboerforeningen. Veltalende mennesker med indvandrerbaggrund lærer danskere som mig, hvordan børnene i det offentlige, multietniske rum skal tackles. Jeg har fået både andre rettigheder og pligter (sådan opfatter jeg det), som betyder, at alle børn, der laver unoder, angår mig - ikke kun mit eget. Jeg må gerne brokke mig. Ja, det er faktisk bedst, hvis jeg bryder den reserverede form, danskerne siges at have, og brokker mig.
Sevim har en mand, han var bare travlt optaget af sin grønthandel, indtil en dårlig ryg tvang ham til at lukke. Så fik han bedre tid til at tage sig af de yngste børn og passe sit religiøse liv. Han er blevet fast gæst om fredagen i moskeen. Han har også fået bedre tid til at snakke med sine naboer nede i gården, og det er rart, for i modsætning til Sevim taler han dansk. Hun og jeg taler sammen på mit dårlige tyrkisk. Imram og Sevim er hyggeligt selskab, men det er der i øvrigt delte meninger om.
Kim og Dorthe, som boede her på et tidspunkt, kunne ikke udstå synet af dem. "Manden er en rigtig mandschauvinist. Konen er totalt underkuet." Sådan oplevede de ægteparret. Jeg kunne bare godt lide Sevims udstråling og Imrams venlighed. Kim og Dorthe stod desuden udenfor familieghettoen og kunne ikke knytte bånd gennem børnene.
Generelt set kunne deres modvilje også opfattes som markering af etniske grænser: Etnicitet handler ofte om subjektive forskelle, men ikke desto mindre om forskelle, folk ofte er overbeviste om eksisterer, skriver antropologen Yvonne Mørch. Der skal kun bruges nogle få synlige forskelle i naboens livsmønster, for at følelserne kan få næring til at skabe et samlet billede. I dette tilfælde er den synlige brik en stilfærdig, hjemmegående, tyrkisk husmor, men frie associationer og stærke følelser omkring kønsrollespørgsmålet kan medvirke til, at hun bliver opfattet som en underkuet kvinde på alle områder.

...Bænkene omkring bordet er besat med tørklædeklædte kvinder. Idet jeg går fordi, fornemmer jeg, at Sevim sidder og smiler til mig. Men i dag hilser jeg ikke. Jeg føler mig fremmed...

Hverdagen leves med en underfundig blanding af forestillinger om steder langt borte - som måske kun findes i fantasien - og af det kontante nærvær af naboer, som krydser ens liv på netop dette sted. Min mor og jeg planlægger en lille tur til Thy for at besøge den egn, hvor min oldefar som voksen blev præst. Det kan selvfølgelig ikke sammenlignes med den tur, Sevim og hendes familie tager hver anden sommer, når de rejser ned til deres lejlighed i Midttyrkiet. For Sevim er egnen omkring Konya stadigvæk hendes hjem, selvom hendes børn presser på for at komme hjem til Nørrebro igen så hurtigt som muligt. Sevims ældste børn blev begge gift med ægtefæller dernedefra, og hun følte, at svigerbørnene kunne bringe noget med "hjemmefra", som gjorde livet mere hjemligt her. Forresten giftede min oldefar sig også med en pige fra København, som rejste over til ham i Thy.
Jeg følte mig først for alvor provinsiel, en dag jeg var på besøg hos Mahmouds forældre. Yassir Arafat talte i fjernsynet, og Mahmouds far var ved at rode med et oversættelsesprogram på PC'en. I sofaen ved siden af mig sad en tavs ung dame.
"Jeg er ved at finde et program, der kan lære mig spansk, for hun taler ikke så godt arabisk."
"Nej, og hun taler jo slet ikke dansk endnu, for det er jo kun 14 dage siden, hun kom."
"Hun bor ovre i nr. 50 nu, lige i nærheden af dig, hos Mahmouds onkel."
Det går langsomt op for mig, at pigen kommer fra Venezuela, altså som barn af palæstinensiske flygtninge. Et ægteskab har bragt hende til Nordeuropa. Mine tanker står stille resten af eftermiddagen, mens jeg prøver at begribe, hvor omfattende og aktive de internationale migrant-netværk kan være. Efterkommerne af de palæstinensere, som måtte flygte, da Israel blev oprettet, er spredt ud over hele verden, men ikke desto mindre bevarer mange nære kontakter til hinanden. Nu bor pigen her, og jeg møder hende tit i Netto.

I gårdene leger børnene. Her foregår tingene oftest på dansk (selvom de større børn nogle gange taler "perkerdansk", og de mindste taler "babymodersmål"). Der opstår selvfølgelig også venskaber mellem for eksempel klassekammerater på basis af sympati og fælles interesser, men ofte sættes der grænser af et kompliceret samspil mellem faktorer som racisme og forskelsbehandling, socialt dårligt stillede minoritetsfamilier (med mange børn i lejlighederne og forældre uden uddannelse), kulturelle forskelle og gensidige fjendebilleder.

Så er der den stærke reaktion af vrede og samfundskritik, som i disse år kan iagttages blandt mange unge med etnisk minoritetsbaggrund. Man organiserer sig politisk og deltager livligt og aggressivt i den offentlige debat, fra islamistiske foreninger til venstreorienterede interessegrupper. Gadekampene mod politiet på Blågårds Plads er heldigvis kun en lille kant på den vrede generation. Men måske er det de små søskende til 'de vrede unge', der nogle gange råber: "Dansker, dansker" efter min lyshårede søn, når han er ovre og lege med Mahmoud i hans gård.
I de nye, sammensatte boligkvarterer flyder identitet og tilhørsforhold mellem erfaringslag, som har fjerne, globale farver og helt lokale hverdagserfaringer., f.eks. fejres Kurdisk Nytår hvert år på Nørrebro, men næppe i Gentofte. Politiske og religiøse bevægelser i Mellemøsten og Nordafrika har en nærværende betydning for diskussioner og aktiviteter her, hvor mange mennesker holder sig direkte orienterede via parabolantenner og telefonsamtaler. Men man må da heller ikke glemme Michael Jackson, Peter Andre m.fl., som også er ret populære her.
Det lokale hverdagsliv gemmer ikke desto mindre på et stort, næsten hemmeligt rum, hvor tilhørsforhold og kulturelle former udvikler sig. Alle tilflytterne kommer igennem den samme proces, hvor lokalsamfundet gradvist bliver et af elementerne, som identiteten flyder omkring.
Uanset om man er fra Thy eller fra Tyrkiet.

Alle navnene i artiklen er ændret af hensyn til de pågældendes anonymitet.
Gry Winsløw er antropolog med speciale i indvandrer og flygtningeforhold og har boet fem år i kvarteret ved Blågårds Plads.

APROPOS
De sociale sneglespor
Min karré i Blågården er bygget i 1984. Her bor mennesker fra Falster og Færøerne, Tyrkiet, Marokko m.m.
Blågårdens ialt 11 karreer rummer over 800 lejemål, og 46 pct. af navnene på dørskiltene ser udenlandske ud. Der er også nogle af de 'oprindelige' indbyggere tilbage - ældre mennesker, som boede på Nørrebro og fik genhusning i det nye byggeri, dengang Sorte Firkant blev revet ned.
Jeg føler mig mere oprindelig end dem, for min oldefar voksede op i et af husene, som lå i Blågårdsgade, før lejekasernerne blev opført. Men det gælder nok ikke. Jeg har kun boet her i fem år, så jeg har ikke det tætte netværk af levende relationer, som andre har. Det vokser langsomt op og fortættes. Hver enkelt trækker sine personlige spor og har sanserne åbne for bestemte dele af verden.
Etniske forestillinger eller sproglige begrænsninger. Fællesskabet omkring børn eller den benhårde kamp om ressourcerne...?
Jeg ville ønske, jeg kunne skære igennem alle disse lag og spørge: "Lille spejl på væggen der, hvad er sandheden om kvarteret her?" Hvem er gode? Hvem er onde? Hvem har magten?
Er det indvandrerne, sådan som nogle danskere oplever det, fordi der er mange af dem her? Eller er det danskerne, der som del af majoritetsgruppen ofte har det sidste ord?
Måske er det parti- og organisationsfolkene af alle hudfarver i bydelens politiske liv, som sætter dagsordenen. For ikke at tale om alle de ansatte i Bydelsrådet og socialforvaltningen.
Eller måske er det børnenes og kvindernes gang ud og ind hos hinanden, som er den virkelige skabende kraft. For det er nemlig dem, der sætter de sociale sneglespor på kryds og tværs af opgangene.

Gry Winsløw

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her