Kronik

Arafat bør styrtes

30. april 1998

Radikale kritikere af Arafat mener, at han står i vejen for fremskridtet: Væk fra Oslo-aftalen

Mange mennesker sammenligner i dag den fredsproces, der blev indledt i Madrid og mundede ud i Oslo-aftalerne, med det palæstinensiske sammenbrud i 1948. De spørger, hvorfor i alverden deres ledere dog gik med til det.
Man hører forskellige undskyldninger. Nogle hævder fejlagtigt, at palæstinenserne var trætte af Intifadaen. Men det var israelerne, der blev slidt ned af Intifadaen under og efter Golf-krigen, ikke palæstinenserne.
Det fremgik især af Israels ønske om at trække sig ud af Gaza, om nødvendigt uden forhandling. Arbejderpartiet vandt valget i 1992 efter en valgkamp, hvis hovedslogan handlede om at "adskille Gaza fra Tel Aviv".
Andre forsvarer Arafats kapitulation som den pris, han måtte betale for at have støttet Saddam Hussein. Det ville der være god mening i, hvis PLO inden Golf-krigen havde haft amerikansk støtte. Men faktisk havde USA altid forsøgt at kvæle den palæstinensiske bevægelse, og nu var chancen der.
PLO-lederen var internationalt isoleret. Hans finansieringskilder var tørret ind. Hele det internationale maskineri, der havde arbejdet for en palæstinensisk stat, syntes at være forsvundet, i hvert fald midlertidigt. Alligevel var der ingen grund til at drage den slutning, at tiden var inde til at kapitulere.
Da PLO blev grundlagt i 1964, stod organisationen over for forhindringer, der ikke var lettere at overvinde. Ved at gå med til Oslo-aftalerne besluttede Arafat og hans folk med koldt overlæg at opgive ideen om en suveræn stat til gengæld for et selvstyrende område, der ville blive fuldstændig afhængigt af Israel og USA.
Hvis Arafat ikke havde accepteret de betingelser, der blev opstillet i Oslo, havde man måske fået en hensigtserklæring - ligesom i Camp David - i stedet for denne elendige aftale. Men i det øjeblik, han skrev under i det palæstinensiske folks navn, berøvede han det chancen for virkelig suverænitet.
Han indvilligede i at anerkende Israel, men han indvilligede også - uden garantier eller betingelser - i at udsætte afgørelsen af de spørgsmål, der betyder mest for palæstinenserne, nemlig suverænitet, jord og vand, de jødiske bosættelser, Jerusalem og flygtningene.
Ved at lade uenigheden om palæstinensisk suverænitet og de jødiske bosættelser stå tilbage som noget, der skulle afgøres senere, ophøjede han det israelske krav på en ikke nærmere defineret del af Vestbredden til noget, der kan sammenlignes med palæstinensernes krav.

I stedet for at holde sig til FN og de forskellige resolutioner om Palæstina valgte han at forlade sig på amerikanske og israelske løfter. Ved at forpligte sig til at knuse enhver modstand mod Oslo-aftalerne fratog han sit folk dets legitime ret til at kæmpe for national befrielse fra en besættelsesmagt.
Hele Oslo-komplekset, som dikterer præmisserne for en løsning på konflikten, udsprang ikke kun af det faktum, at de internationale forhold var ugunstige for palæstinenserne. Det havde også rod i en ny subjektiv faktor: Arafats vilje til at samarbejde.
Det står fast, at forslaget om en suveræn palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza er det eneste, der nogensinde har haft en chance for at blive realiseret - fordi det havde betydelig international støtte. Nu har Oslo-aftalerne undergravet denne mulighed.
Hvad så med forslaget om en binational stat, hvor jøder og palæstinensere kan leve side om side? Er det et realistisk mål nu? En sådan stat kan antage flere forskellige former. De tre vigtigste er:
*En sekulær, demokratisk stat i hele det historiske Palæstina under palæstinensisk overhøjhed i overensstemmelse med PLO's pagt.
Denne version af en binational stat har aldrig haft international støtte; den var og blev blot et slogan. I dag, da Arafat har givet afkald på en suveræn palæstinensisk stat - selv i de besatte områder - er den helt utænkelig.
*En bi-national stat, hvor Israel som den suveræne magt garanterer palæstinenserne borgerrettigheder.
Nogle intellektuelle, især blandt palæstinensere i Israel har lanceret tanken om, at israelerne bør annektere de besatte områder og så - hvis de ønsker at bevare et skin af demokrati - garantere lige rettigheder til alle.
Men det er en form for drilleri: De ved godt, at Israel ikke vil gå med til det. Det har allerede en million arabere ved siden af 4,6 millioner jøder.
Hvis det annekterede de besatte områder og garanterede borgerrettigheder til de to millioner palæstinensere dér, ville arabernes politiske indflydelse stige dramatisk. I løbet af få årtier ville de være i flertal. Det er netop grunden til, at israelerne ikke formelt har annekteret de besatte områder (bortset fra Jerusalem) og ikke vil gøre det. Der er ingen chance for, at de vil acceptere dette forslag.
Hele deres politik, som kommer til udtryk i Oslo-aftalerne, går ud på at adskille de to folk både demografisk og territorielt for på den måde at mindske de konflikter, som erobringerne i 1967 har skabt. Også palæstinenserne har hele tiden afvist denne tanke.
*En konføderation.
Dette forslag indebærer, at landet deles i etniske kantoner, underlagt et fælles styre, hvor de to folk er ligeligt repræsenteret. I modsætning til de to andre forslag har det en (vildledende) klang af realisme; fordi der er tale om lighed, er det ikke umiddelbart uacceptabelt for nogen af parterne. Men det tager ikke hensyn til den faktiske magtbalance i området: Økonomisk hører Israel hjemme i den Første Verden, mens de besatte områder tilhører den Anden eller endda den Tredje.
Palæstinensernes samlede industri producerer nogenlunde det samme som en mellemstor israelsk fabrik. Deres indkomst pr. indbygger er en tiendedel af Israels. Hvilken form for lighed kan der være i en sådan situation, hvor jøderne er rige og araberne fattige? Spørgsmålet er imidlertid meningsløst, for intet kan motivere Israel, som har tvunget Arafat i knæ og splittet den palæstinensiske nationalbevægelse, til at indlade sig på et sådant eventyr.

Ingen tænkelige veje fører fra Oslo-aftalerne til nogen af disse versioner af en bi-national stat. Tværtimod blegner de alle til luftkasteller på baggrund af de nuværende realiteter.
Oslo bringer os længere væk fra chancen for en levedygtig, suveræn palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gaza. En bi-national stat har aldrig været særlig nær, og den er i hvert fald ikke kommet nærmere nu. Hvorfor genopliver folk så denne idé nu?
Måske for at undgå den egentlige opgave, som - ind-rømmet - er meget ubehagelig. Den består i at kæmpe mod Oslo-aftalernes tilhængere, både Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed og det israelske Arbejderparti. På den israelske venstrefløj er det en yderst upopulær holdning. Det er aldrig nemt at svømme mod strømmen.
Hvordan kan man så bekæmpe Oslo? Der må opstå en ny palæstinensisk ledelse, som kan befri de besatte områder fra Arafat og hans alliance med det israelske sikkerhedsapparat. Den bliver også nødt til at frigøre Vestbredden og Gaza fra den ynkelige økonomiske afhængighed af Israel.
En rigtig palæstinensisk stat kan kun udvikle sig, hvis den nægter at fungere som Israels bananrepublik og resolut vender sig mod de arabiske markeder.
De, der genopliver tanken om en binational stat, gør det sikkert i den bedste mening, men de forplumrer blot opfattelsen af, hvad der bør gøres, og afleder oppositions opmærksomhed fra de egentlige opgaver.
Som venstreorienterede må vi definere de vigtigste af de faktorer, der forhindrer palæstinenserne i at nå deres mål. Vi må ikke være bange for at udfordre en unipolær verden. Udviklingen viser allerede, at Den Nye Verdensorden er fuld af modsætninger, og blandt dem er selve Oslo-aftalerne, som allerede har skabt dyb splittelse i såvel det israelske som det palæstinensiske samfund.
Arafats regime er gennemsyret af korruption, og det er langtfra stabilt. Der er ingen sikkerhed for, at han kan gennemføre de opgaver, som Israel har lagt på hans skuldre.
Forholdene kan ændre sig mere radikalt, end nogen kan forestille sig. Men der er ingen grund til at vente. De opgaver, palæstinenserne og deres støtter stod over for inden Oslo, er så presserende som nogensinde: Det drejer sig om at blive fri for besættelsen, komme af med bosættelserne og opnå suverænitet.
Når først disse mål er nået, kan palæstinenserne - ud fra en magtens position og med international støtte - beslutte, hvilket forhold de ønsker at have til Israel.

Oversat af Birgit Ibsen.

APROPOS - Udfordreren

ISRAEL 50
Kontroversielle synspunkter er i dag hvermandskost. Det virker allerede som en svunden tid - men det er ikke ti år siden, at Roni Ben Efrat sad i fængsel et helt år på grund af "kontakt med en terror-organisation".
Hun havde været ude at rejse og blev beskyldt for at have mødt medlemmer af den palæstinensiske befrielsesorganisation, og for at have taget imod penge fra dem til sit tidsskrift Challenge - Udfordring.
Det er sigende for hendes projekt, at netop Challenge udkommer på både engelsk, hebræisk og arabisk. Israels indbyggere står over for en fælles udfordring til at skabe fred, sameksistens og et bedre liv.
Derfor har hun også længe været fortaler for det såkaldte to-statssystem, det bi-nationale, som det eneste kompromis, der kan skabe varig fred.
Også dette har været ugleset - både blandt palæstinensere, der drømmer Israel bort, og blandt jøder, der ikke har villet høre tale om en palæstinensisk stat.
I dag er synspunktet imidlertid det mest udbredte i Israel. Den Oslo-aftale, som Efrat mener har svækket palæstinenserne dødeligt, har i det mindste fået israelerne til at anerkende palæstinensernes territoriale krav. I foråret 1996 blev det endeligt officiel politik i Arbejderpartiet.
Ud over tidsskriftet arbejder Efrat i organisationen Hanitotz - Al Sharara Publishing House for at forbedre palæstinenseres daglige vilkår.
Den organiserer læsetræning for analfabetiske palæstinensiske kvinder, og hjælper med at forbedre de palæstinensiske bønders muligheder for at sælge deres produkter.
pety

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu