Er det et politisk krav, at kunstnerne skaber et centralistisk system, hvor kun én jury afgør, hvem der er billedkunstner i dette land og kan kalde sig professionel
KUNSTNERE
I artiklen under overskriften Usikkerhed i kunstnerkredse 18. april i Information, er der nogle uklarhedspunkter.
Ved konsensusaftalen imellem Akademirådet og Billedkunstnernes Forbund er det Forbundet som medlægger sit optagelsesudvalg på syv medlemmer, hvis aftalen realiseres. Herefter vil det blive Kunstnersamfundets jury, som skal optage medlemmer til Billedkunstnernes Forbund.
Kunstnersamfundets jury består nu af 12 medlemmer, fire malere, fire billedhuggere og fire arkitekter. Denne jury udvides til 15 medlemmer, fem i hver sektion.
Kunstnersamfundet er en valgforsamling til Akademiet på 60 medlemmer, som igen vælger Akademirådet på 12 medlemmer, en pyramidal opbygning med råd og præsident i toppen.
I konsensusforslaget skal Kunstnersamfundets medlemmer, opdelt i en malersektion, en billedhuggersektion og en arkitektsektion, vælge de to jurymedlemmer i hver sektion og Akademirådet de tre.
En ansøgning skal drøftes af den samlede jury, men et flertal på tre i den ansøgte jurysektion kan optage eller forkaste en ansøgning om medlemskab, også selvom ansøgeren har de 10 retningsgivende meritpoint.
Billedkunstnernes Forbund har i mange år ikke været sektionsopdelt, og optagelsesudvalgets medlemmer er valgt på tværs af kunstaktiviteter. Altså er det for kunstnerne et tilbageskridt i forhold til de kunstneriske aktiviteter i dag som ikke passer i de traditionelle båse.
Centralisering
Kunstnernes egen frie fagforening opgiver at bestemme selv, hvem der kan optages i Forbundet og gøres afhængig af en statslig institution (hvis bekendtgørelse og cirkulære skal godkendes af Kulturministeriet). Det er en centralisering af magten og i modstrid med kunstens frie væsen.
De BKF-medlemmer som ikke allerede er medlemmer af Kunstnersamfundet, kan søge optagelse, men lykkes det ikke at blive optaget af juryen, kan deres medlemskab af BKF fortsætte, men de mister stemmeret og valgbarhed, som de hidtil har haft til optagelsesudvalget. Kun Kunstnersamfundets medlemmer kan opstille og vælge til jury og Akademi.
Dette medfører altså at BKF-medlemmerne opdeles i A og B medlemmer og dette må skabe stor utilfredshed hos de kontingentbetalende BKF'ere.
I artiklen siges af Forbundets formand Jane Balsgaard, at det er et politisk ønske, at kunstnerne taler med en tunge. Fælles fodslag kan opnås igennem et kontaktudvalg, når det er påkrævet.
I øvrigt kan institutionerne svare hver for sig i deres respektive anliggender, Akademirådet i de æstetiske som statens øverste rådgiver, og BKF i de fagpolitiske.
Alle kan være enige om at arbejde for forbedrede vilkår for billedkunstnerne og det har Forbundet kæmpet bravt for i flere år. Det er ærgerligt at BKF's bestyrelse ikke har selvtillid til at styrke sig indefra, men kapper hovedet af sig selv ved konsensusaftalen. Den centralisering som denne vil medføre stemmer jeg imod.
Nødvendig konsensus
Det har endvidere været sagt, at konsensus er en nødvendig forudsætning for at skabe forbedrede økonomiske vilkår for kunstnerne. Men er det meningen, at den mulige billedkunstlov kun skal gælde for den snævre 'elite' som enten allerede er inde i varmen (nødvendigvis ikke økonomisk varme), eller kun for dem, som kan opnå optagelse i Kunstnerforbundet.
Er det er politisk krav, at kunstnerne skaber et centralistisk system, hvor kun én jury afgør, hvem der er billedkunstner i dette land og kan kalde sig professionel, eller er det et selvskabt ønske fra nogle kunstnere at få denne af-grænsning, autorisation med pointsystem og 'svendebrev'?
Det er den afgørelse som billedkunstnerne i Forbundet nu skal træffe inden den 28. april.
Det er vanskeligt at se, hvordan en sammenlægning (konsensus på lang sigt) af de to modsat strukturerede organisationsformer i BKF og Kunstnersamfundet kan lade sig gøre, uden at også Kunstnersamfundet/Akademiet må ændre i sin struktur.
