Læsetid: 6 min.

Diskriminér - så viser du din menneskelighed

25. april 1998

Macbeth fik samvittighedskvaler efter et par stykker - men at det ideologiske menneske kan udrydde millioner, når blot sagen defineres som god og historisk nødvendig. Her mødes nazismen og kommunismen

KJÆRSGAARD
Engang overvejede djævlen, hvordan den kunne være mest ond mod menneskenes børn. Hvordan kan satan selv bedst lege kispus med menneskene? Såre simpelt: ved at jeg, djævlen, fornægter mig selv. Djævlen, som kun kan negere og intet skabe, måtte derfor benægte sin egen eksistens.
Og hvad blev resultatet? Menneskene begyndte straks at stride indbyrdes og udrydde hinanden, fordi når djævlen var borttænkt som instans, måtte det jo være de mennesker med mindre moralske kvaliteter, der forårsagede det onde. Nogle mennesker må så være skyldige i det onde, og den progressive politiske aktion må derfor bestå i at komme disse elementer til livs.
Tanken om at djævlens ultimative ondskab består i dens selvbenægtelse, som findes skildret i Henrik Pontoppidans De dødes rige, illustrerer på uhyggelig vis dette århundredes politik. Menneskene tror sig placeret i et sjælsløst univers frigjort fra arvet synd, hvorfor der ingen barrierer er for indretninge af det gode samfund.
Med kapitalismen er mennesket trådt ud af sin forhistorie, sagde Karl Marx, så menneskene ikke længere er underlagt en lunefuld natur. Nu er alle konflikter mellem mennesker og dermed udryddelige og undgåelige. Derfor må alle problemer i samfundet fra nu af kunne henføres til mørkemænd og svinehunde.
"Oplysning er menneskets udgang af dets selvforskyldte umyndighed", erklærede filosoffen Immanuel Kant små 100 år før Marx, og med Oplysningen har menneskene nu magten suverænt i hånde, og kun uforstand og fordomme forhindrer os i at realisere det ideelle samfund: formålenes rige. Med oplysningen er ufriheden for Kant fra nu af for selvforskyldt at regne. Vi er "for længst fra naturens side kendt fri for fremmedstyrelse", skriver Kant.
Når djævlen er gået i hi og fornuften og oplysningen taget dens plads, bliver vi oplyste dele af menneskeheden nød til at sætte navn og etikette på de elementer, som så må være årsag til manglerne, fordrejningerne og al fremmedhadet i samfundet.
Jeg ser den ihærdige kritik af en ret gennemsnitlig personage som Pia Kjærgsgaard, som den i valgkampen og i Informations spalter har været fremført, som et typisk udslag af den moderne mentalitet, der helst vil sætte navn og betegnelse på alt det onde.
Vi har i allerbogstaveligste forstand brug for en skydeskive til vores rådne tanker og tomater. Hvilken herlig befrielse ligger der ikke i at kunne få sat det onde på ord og æg eller skældsord bliver så mentalitetsmæssigt underordnet.
For den shakespearske tanke om, at det onde kan undfange sig selv uden anden grund end ondskaben selv, har vi i hele vores opdragelse fra klassens time til antiracistiske belæringer systematisk fortrængt og henvist til gammelreligiøs kustodesnak.
Eller at det onde måske kan komme fra andre kilder end det onde selv? At det den gode vilje, det idealistiske motiv, den ædle hensigt ikke pr. automatik afstedkommer godhed og overflod, men historisk set faktisk kan producere katastrofer og folkemord.

Planøkonomien
Det var ikke ond vilje, der lå bag planøkonomien og tvangskollektiviseringerne i Sovjet, men uforfængelige og uselviske motiver. Og med Solsjenitsyn kan vi sige, at det bestialske menneske knapt kan overkomme at udrydde et dusin - Macbeth fik samvittighedskvaler efter et par stykker - men at det ideologiske menneske kan udrydde millioner, når blot sagen defineres som god og historisk nødvendig. Her mødes nazismen og kommunismen i deres fælles ambition om endelige løsninger af samfundsproblemer.
Skal vi forarges over Pia Kjærsgaards modstand mod indvandrerpolitikken og hendes harme over de 30 milliarder, den koster? Selv om tallet måske er "ganske rigtigt", er det alligevel en "populistisk debatform" at anføre det, skrev Informations lederskribent mol den 2. april.
Og så befinder vi os dybt i det, som Max Weber kaldte trosetik: udsagnene drejer sig ikke længere om sandt og falsk, men bliver til avancerede koder og signaler, hvormed de troende kan vise for deres trosfæller, at de besidder det rette sindelag. Mens alle dem, der stadig forarges over de 30 milliarder, bliver placeret som populister og racister, der pirker til alt det onde.
De bruger ord "som er egnet til at skærpe modsætningerne", som Informationslederen skrev, hvormed den Gud som har begravet djævlen er trådt frem: den hellige konsensus. At skærpe modsætninger, sætte tingene på spidsen, er nu også fredsforstyrrende.

Tvangsforestilling
"Det Ondes uddrivelse er blevet en tvangsforestilling hos os. Der er heri en slags Det Godes totalitarisme, eller for at sige det mindre dramatisk: i vores ønske om en altomfattende enighed ligger der en totalitær vilje. Det er et problem, fordi man ender med ikke at kunne se det Onde".
Disse ord af den franske filosof Jean Baudrillard er en prægtig illustration af tilstandene i dag, på Nørrebro og på Information. Vi skal helst allesammen være enige, for hvis vi bare er enige, underforstås at så kan det onde ikke opstå. For så er der ikke jo ikke nogle dissenters, ingen fredsforstyrrere, ingen afvigere. Så er vi alle slugt af den samfunds-molok, der hedder konsensus eller nationalt kompromis. Typisk nok er det kun efterfulgt af ordet 'kompromis' at det nationale nuomstunder bliver til plusord.
Hvad vi oplever i disse års indvandrerpolitik med dertil hørende holdningsmæssig bearbejdelse af befolkningen i form af antiracisme og antidiskrimination, og hvor man ofte aner at det sidste er årsag til det første, er det godes totalitarisme.
At opfatte noget som sit eget, at have en præference for et udsnit af menneskeheden fremfor den hele menneskehed, ikke at tænke globalt bliver mere og mere til samfundsskadelig tankeforbrydelse. Hvor det sande og rigtige, som var indlysende før det moderne paradigme satte ind fra Kant og Marx og kronet af vor tids jakobinere: antiracisterne og menneskerettighedsforkæmperne, må være at menneskene har fordomme og præferencer, og disse udgør en lige så naturlig og uundværlig bestanddel af det at være menneske som seksualdrift og god appetit.

Usagligt foretrækker
Når fordomme og præferencer (hvor man usagligt foretrækker én gruppe af mennesker fremfor andre - det som antiracister kalder 'racistiske tilbøjeligheder' og menneskeretseksperten med forarget mine kalder 'diskrimination') i en hellig hensigts navn skal bekæmpes, ser jeg for mig djævlen grine i sin selvbenægtelse. En helvedes latter over menneskenes dårskab.
Når djævlen er borte og arvesynden latterliggjort, er der kun moraliseringen tilbage. Så er det kun Pia Kjærsgaardske vælgeres onde instinkter, der er årsag til at somaliere med muslimsk baggrund ikke straks integreres i dansk kultur og bliver slyngkammerater med Per og
Poul. Og bydes indenfor i skurvognen til en bajer og en pølsemad. Værkføreren tilbyder straks et job.
Det verdensbillede, som antiracismen og diskriminationsideologien forudsætter, er fuldstændig absurdt. Det er en verden ideelt beboet af robotter, der aldrig nærer frygt eller usikkerhed mod andre robotgrupper, aldrig diskriminerer eller viser mistro, men villigt relaterer sig til hvem som helst.
Når danskernes "modvilje mod de fremmede" skal måles af videnskabelige forskere, benyttes tal og parametre som at 64 procent af befolkningen af befolkningen ikke ønsker muslimer gift ind i den nærmeste familie (f.eks. Lise Togebys I syv sind). At ytre den præference, usagligt og spontant, i rygerummet eller på bodegaen, viser fremmedhad. Uhadadada. Den optimale situation med nul fremmedhad ville være, hvis nul procent af befolkningen havde forudindtagede præferencer for, hvem de vil have som svigerbørn eller ny stedfar.
Men hvordan ser det diskriminationsfrie samfund ud? Bliver det ikke som det klasseløse samfund til en totalitær utopi, hvor den kujonerende befolkning gøres til viljeløse objekter for den moralske nomenklaturas ubesmittede verdensmoral. Når vi kun må elske menneskeheden, forsvinder enhver kærlighed mellem mennesker.
Den mest præcise beskrivelse af det diskrimiminationsfrie samfund er George Orwells 1984. Dér er hadet og kærligheden fuldstændig politiseret og det tilstræbes at ingen nærer tilfældige eller usaglige følelser for hinanden. "Begær var en tankeforbrydelse". Al energien kanaliseres over til den store kærlighed til Storebroder og det ekstatiske had til folkefjenderne. Oprøret kan kun ske som et oprør mod moraliseringen, som det siges af hovedpersonen Winston Smith:
"Jeg hader renhed, jeg hader godhed! Jeg vil ikke have, at der skal findes nogen dyd nogetsteds. Jeg vil have at alle skal være gennemfordærvede."
Diskriminér! Kun så viser du din menneskelighed: at du er ingen robot, men ejer djævlens mulighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu