Læsetid: 5 min.

Ikke færdig med Freud

11. april 1998

Hvis man hylder en beskrivelse af det menneskelige hus, som kun forholder sig til kælderetagen, begår man en fejl. Men det er jo tilladt

FREUD
Morten Ditlevsen reagerer i et indlæg den 1. april på min artikel fra 28. marts om Viktor Frankl og ikke mindst på bemærkningerne til Frankls kritik af Freud.
Og da redaktionen var i et muntert hjørne, da man valgte overskriften Færdig med Freud og den ledsagende underoverskrift, har det fået Ditlevsen til at reagere så overdrevent aggressivt, at han vist mere forholder sig til overskriften end til artiklens indhold.
Foranlediget af indlægget skal jeg derfor - i al fredsommelighed - redegøre for nogle af de punkter, han fremdrager og efter min mening helt misforstår.
Artiklens beskrivelse af det reduktionistiske menneskebillede indebærer ikke, at enhver psykolog eller analytiker hylder et sådant menneskebillede. Det gør jeg flere gange opmærksom på. Der tages altså forbehold, som Ditlevsen efter min mening ikke medtager i sin reaktion.
Udgangspunktet er, at dele af psykologien hylder et menneskesyn, som efter min opfattelse ignorerer eller reducerer den menneskelige stræ-ben efter og optagethed af en dimension, som ligger uden for det dennesidige; lige som man inden for den menneskeopfattelse, jeg kritiserer, konstant er på jagt efter 'skjulte motiver', hvor jeg'et gøres til kastebold for drifterne.
Det giver jeg et par eksempler på i artiklen, og disker gerne op med flere, hvis det ønskes. Denne reduktionisme er ødelæggende for mennesket og fremmende for nihilismen.

Tomhed
Ordet nihilisme volder tilsyneladende Ditlevsen problemer. Men det er nu meget enkelt:
I den sammenhæng begrebet bruges i artiklen, hentyder det til den tomhed og intethed, der kommer, hvor mennesket kun defineres ud fra det dennesidige.
En sådan definition af det menneskelige er der jo nogle, som har det fint med, mens vi er andre, som synes den udtrykker en begrænsning, og som derfor meget gerne vil være fritaget for en uvidenskabeligt reducerende 'tolkning' af fænomener som samvittighed, altruisme, stræben efter at finde en sandhed uden for mennesket eller for den sags skyld religiøsiteten.
Det sidste, det med religiøsiteten, er jo ikke uinteressant, for Ditlevsen taler meget (og meget fordomsfuldt) om kristendommen og om et 'kristent fupnummer' til trods for at kristendommen eller for den sags skyld begrebet religion eller religiøsitet slet ikke forekommer i artiklen om Freud og Frankl. Og kristendommen i sig selv spiller ikke nogen rolle i forståelsen af Frankls kritik af Freud.
Hvad Frankl vil, er at pege på menneskets rettethed mod en dimension uden for mennesket selv, og det kan som bekendt (eller hur?) være andet end just kristendommen.
Jeg kan derfor ikke rigtigt se, hvad min egen religiøse overbevisning kommer sagen ved, og det vil næppe være urimeligt at forlange af en debattør, at han forholder sig til den artikel, han vil kritisere, frem for til nogle synspunkter, han tror, artiklens forfatter vistnok har, fordi han fra anden sammenhæng véd, at forfatteren tilhører dem, der er så snotindskrænkede at tro på Gud.

Reduktionisme
Ligeledes: Når der i artiklen hakkes på forskellige former for reduktionisme, sker det ikke med det formål at sætte alle former for reduktionistisk tilværelsestydning i tæt forbindelse med Freud. Også i den henseende fremgår det af artiklen, at ikke al psykoanalyse kan beskyldes for at praktisere den værste reduktionisme.
Jeg vil således ikke medvirke til en undervurdering af Freuds genialitet, men det må på den anden side være tilladt at pege på nogle sider hos Freud, som for mig at se indebærer en negligeren af det, der gør mennesket til person, for nu at tale med en af Frankls inspirationskilder, filosoffen Max Scheler.
Og det, der gør mennesket til person er ikke dets psykiske funktioner, men dets åbenhed mod verden, dets evne til at "række ud over" sig selv. For Frankl indebærer dette, at mennesket egentlig længes efter noget, som ikke findes i mennesket selv, efter en mening, det gælder om at finde eller en væren, det gælder om at møde og elske.
Og uanset om man anerkender Freuds genialitet eller ej - og selv om Ditlevsen næppe vil tro det, hører jeg til dem, der gør det - så mener jeg, det er tydeligt, at Freuds tolkning af denne stræben efter det, som ligger uden for mennesket, ikke er brugbar.
Når han således hævder at "i det øjeblik man spørger efter livets mening og værdi, er man syg" (Briefe 1873-1939, Frankfurt a.M. 1960, s. 429), udtrykker han en holdning, som negligerer en åbenhed mod verden og de uden for mennesket værende fænomener.
Og synspunktet uddybes i et brev fra 1936 til kollegaen Binswanger:
"Jeg har udelukkende beskæftiget mig med bygningens kælderetage og parterre. De hævder, at hvis man ændrer sit udsigtspunkt, ser man også bygningsværkets øvrige etager, i hvilke så distinkverede gæster som religion, kunst og andre har deres bolig. De er ikke den eneste - de fleste kultureksemplarer af homo naturalis tænker på denne måde. De er derved en konservativ, jeg er derimod revolutionær.
Havde jeg endnu et arbejdsliv foran mig, så ville jeg påtage mig den opgave at anvise også de her angivne beboere en plads i de nedre etager.
Hvad angår religionen har jeg allerede fundet den, siden jeg stødte på kategorien 'menneskehedsneurose' (Menschheitsneurose)." (Binswanger: Erinnerungen an Sigmund Freud. Bern 1956 s. 115).
Hvis man hylder en beskrivelse af det menneskelige 'hus', som kun forholder sig til kælderetagen, begår man efter min mening en fejl. Men det er jo tilladt. Men hvis man pådutter andre denne tolkning af det menneskelige, begår man ikke bare en fejl, men noget der ligner en forbrydelse, fordi man fører mennesket ud i en fortvivlelse, som opstår, når det grundlæggende i livet negligeres og reduceres ud fra en synsvinkel, som hviler på en mildest talt diskuterbar tolkning af, hvad det vil sige at være menneske. For så overser man en del af den menneskelige virkelighed, nemlig det åndelige aspekt, og ikke nok med det, men man overfører også sine implicitte antropologiske præmisser på klienterne, så de hindres i at erkende og forholde sig til de væsentlige livsspørgsmål.
Det vil sige, at den del af psykologien (og altså ikke nødvendigvis al psykologi!), som forsøger at beskrive det åndelige forhold med naturalistiske kategorier, mistyder mennesket groft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu