Læsetid: 6 min.

Fortiden spøger stadig i Østeuropa

Debat
7. april 1998

Den næste generation af magthavere
i Tjekkiet kommer til at bestå af den gamle generations sønner

SET FRA PRAG
Et nyt træk ved tjekkisk politik siden Václav Klaus' højreorienterede regering trådte tilbage er, at tidligere medlemmer af kommunistpartiet er begyndt at indtage magtfulde stillinger igen. Det er ikke resultatet af en bevidst politik, men det er en logisk konsekvens af den politiske udvikling.
Som følge af den pludselige og brutale ideologiske forandring, der indtrådte med Fløjlsrevolutionen i 1989, var det længe en vigtig kvalifikation for enhver, der søgte et politisk embede, at vedkommende ikke havde været en del af den gamle magtstruktur.
Naturligvis var der ikke ret mange politisk interesserede - og endnu færre kompetente - mennesker, som ikke havde været partimedlemmer, for partiet repræsenterede jo den eneste vej ind i politik. De få, der var, gik efter 1989 ind i de højreorienterede partier eller mistede simpelthen interessen og vendte ryggen til demokratisk politik, ligesom de havde vendt ryggen til kommunismen.

Det aktuelle problem er, at de højreorienterede partier er lammet af økonomiske skandaler. Et nyt parti på højrefløjen, Frihedsunionen, har åbne partiregnskaber som et særligt programpunkt, men de fleste af dets politikere er ret intetsigende.
De meget markante højrefløjsøkonomer, der udgjorde kernen i Klaus' politiske system, var stort set ubelastede af fortiden, fordi de havde været i opposition til kommunismen. Nu er det imidlertid fortiden i den liberalistisk-kapitalistiske regering, der er en belastning.
De fleste regner med, at højrefløjen bliver marginaliseret ved det næste parlamentsvalg, som skal finde sted i juni. Men allerede nu er vigtige politiske poster blevet besat med folk, som for det første er i besiddelse af den nødvendige erfaring og for det andet ikke kan forbindes med de sidste fem års korruption (dvs. siden Tjekkoslovakiets deling i 1993).
Det er i mange tilfælde ensbetydende med gamle kommunister - samt nogle tidligere systemkritikere, der var partimedlemmer indtil Warszawapagt-invasionen i 1968.
Når man lægger disse to grupper sammen, ser man, at listen over tidligere partimedlemmer, der er kommet til ære og værdighed igen, nu omfatter ministerpræsidenten, udenrigsministeren, formændene for begge parlamentets kamre samt cheferne for hæren og politiet.
Efter sigende består halvdelen af den politiske elite nu af tidligere kommunister, og det mest forbløffende er, at ingen synes at have ret meget imod det. En kommunistisk fortid betragtes højst som noget lidt pinligt; og det faktum, at disse velkendte grå og kedelige bureaukrater nu er tilbage, er ikke i sig selv noget, der bekymrer folk.
Ligesom i Ungarn og Polen, hvor tidligere kommunister længe har været fremtrædende i politik, eksisterer der en kulturel kontinuitet mellem det gamle og det nye system. Derfor er det logisk nok, at gamle kommunister bliver sat til at administrere det politiske liv.
Naturligvis er nogle af dem stadig en slags kommunister, men de ny-gamle apparatjikker taler ikke længere om revolution eller proletariatets diktatur. Faktisk har de stort set taget de Østblok-fjendtlige slogans til sig og udtrykker sig i romantiske vendinger om det frie marked, NATO osv. De er halvt kommunister og halvt kapitalister; og når de accepteres som folkets repræsentanter i dag, er det, fordi det samme gælder samfundet som helhed.

I Polen taler man om nomenklatura-kapitalisme, og det er noget, der går igen i hele den tidligere Østblok. Forretningsmændene er meget ofte tidligere ledere inden for den statsejede industri, og mange af dem er netop blevet forretningsmænd, fordi de har udnyttet deres position til at kanalisere statslig kapital ned i egne lommer.
F.eks. var våbenindustrien naturligt nok meget tæt knyttet til partiets ledende kredse, og de private våbenfirmaer i dag er næsten udelukkende i hænderne på folk fra det gamle kommunistiske system. Det er ironisk, at NATO-udvidelsen formentlig vil gøre mange af dem til millionærer.
På den måde bliver det klart demonstreret for almindelige mennesker, at hykleri og kryben for magten, uanset hvad den siger, er de mest efterspurgte egenskaber for tiden.

Jeg går ud fra, at tjekkerne efterhånden vil nå så vidt, at de kan glemme fortiden. Men mine erfaringer fra Karlsuniversitetet, hvor jeg underviste i international politik nogle år, tyder på, at den næste generation af magthavere simpelthen kommer til at bestå af den gamle generations sønner.
Og det skal ikke forstås i overført betydning: Akkurat lige som i gamle dage er den vigtigste kvalifikation til en overordnet politisk eller administrativ post at have en far, der kan trykke på de rigtige knapper.
Det eneste sted, hvor man kan tale om en virkelig syntese mellem Øst og Vest, er Tyskland - og så vidt jeg kan se kun i Berlin. Årsagen er let at få øje på: Berlin er fysisk én by, og så snart Muren forsvandt, begyndte den at vokse sammen igen.
De anarkister og drop-outs, der havde slået sig ned i Vestberlin, opdagede nu, at det var billigere at bo i Øst, mens ambitiøse mennesker i den østlige del af byen ønskede at flytte til Vest så hurtigt som muligt.
Men i virkeligheden er resultatet af denne blanding en kulturel bevægelse, der kun går i én retning. Det er Vestens værdier, der breder sig.
Politikere af fifty-fifty typen har ingen mulighed for at gøre sig gældende i det genforenede Tyskland, og de synlige konsekvenser af de uundgåelige modsætninger er ikke (endnu ikke) af politisk art - det er sociale problemer som koncentrationen af arbejdsløshed i Øst, udbredelsen af fascistisk tankegods blandt unge osv.

Denne udvikling kan imidlertid også ses som en politisk fiasko. Er den tiltagende fremmedgørelse og modtageligheden for radikale ideer i det tidligere DDR ikke - blandt andet - et bevis på, at man ikke uden videre kan overføre Vesttysklands politiske system til Østtyskland? Og at vesttysk politik ikke opfylder alle behov hos den del af den tyske befolkning, der stadig lever i skyggen af Warszawapagten?
Det er sådan, vi bør forstå det fænomen, at tidligere kommunister, som ikke længere hylder en kommunistisk ideologi, er kommet til tops igen.
Der er simpelthen sket det, at de andre alternativer er blevet udelukket ét efter ét, og dette kompromis har fungeret i land efter land, selv om det tilsyneladende strider mod hele formålet med de politiske reformer: at befri samfundet for fortidens spøgelser. I hvert fald sikrer man på den måde, at posterne bliver besat.
Ideologien er stadig et vigtigt spørgsmål, men den fremherskende holdning er en paradoksal blanding: På den ene side vil folk have deres politikere til at være pro-amerikanske militarister; men på den anden side vil de ikke under nogen omstændigheder opgive deres billige
husleje og statsstøttede sundhedsvæsen.

Så politikerne ved, at de helst skal udtrykke sig i højreorienterede vendinger, men hvis de vil genvælges, er de nødt til at tilbyde vælgerne den socialistiske velfærdsstats goder.
Når vi sammenligner Polen eller Tjekkiet med Hviderusland eller Slovakiet, ser vi, at fifty-fifty-formlen kan tilpasses en lang række ideologier - lige fra nationalisme med indbygget personkult til regulær vestlig liberalisme (hvis vi ser bort fra ømtålelige emner som f.eks. holdningen til sorte, jøder og sigøjnere).
De grå mænd er imidlertid ikke særlig interesserede i ideologi. De var ikke revolutionære i forhold til de tidligere kommunistiske magthavere - tværtimod, de var loyale statsfunktionærer. Og det er netop denne egenskab, der gør dem så attraktive i dag.
Lederen af den midlertidige tjekkiske regering, Josef Tosovsky, som var medlem af kommunistpartiet i 14 år, er i dag den mest populære politiker i landet.
Ingen forventer, at han skal bevæbne arbejderne til kamp mod systemet. Han er systemet.

Oversat af Birgit Ibsen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her