Læsetid: 8 min.

Hvor går tiden hen?

18. april 1998

Hvorfor er man besværet med en hukommelse, der kan gøre det ubærligt at erindre dette og hint, der jo alligevel ikke står til at ændre

VEMOD
For et par dage siden sad jeg sammen med 3.a. og deres forældre til den årlige forårsfest på gymnasiet og følte mig helt vemodig ved tanken om, at der nu snart igen var gået tre år, og at endnu en klasse, jeg syntes, jeg havde lært godt at kende, var på vej ud i den vide verden.
Sådan skal det jo være. Jeg véd det godt, men underligt er det nu alligevel, at alt dét, der var, forsvinder brat om tre måneder, og at man kun har mennesker til låns her i livet.
T-i-d-e-n, som jeg skriver i mangel af en bedre dækkende glose, går alt for hurtigt. Jeg kan undertiden ikke følge med, og ønsker måske på mange måder heller ikke at gøre det, for det er trist at vide, at et liv hurtigt kan komme til vejs ende, inden man har nået, hvad man tror, man vil.
Måske er jeg ikke professionel nok. Måske er jeg for følsom og uhærdet, når jeg undertiden ønsker, at tiden kunne sættes i bero, så jeg kunne nå at reflektere dybt over, hvad jeg egentlig burde gøre i en bestemt situation, inden denne situation for længst er blevet fortid og behørigt arkiveret.
Det forbandede er så, at den ikke altid er det for mig: Jeg kan tydeligt se den og huske alt i forbindelse med denne specielle situation, og det hænder også, at jeg på et senere tidspunkt nøjagtigt véd, hvad jeg skulle have gjort, hvilket dog sjældent hjælper på humøret.

Umodent
Det er vel nok noget umodent at gribe sig i at ønske, at tiden stod stille, eller at den kom igen, for sikkert er det langtfra, at andre ville ønske det samme på samme tid.
Min datter, der er 24, sagde for nogle uger siden, hvor hun var ved at rydde op på sit gamle værelse, at det næsten var sygeligt, at jeg gerne ville have, at hendes orangeformede svømmevinger, som hun fik i slutningen af juli 1978 i Fay-sur-Lignon i Ardèche, ikke blev smidt væk, thi for hende betød de intet, og behøvede jeg da at samle på fysiske relikvier for at kunne mindes en tid, der var, men ikke er mere?
Jeg tænkte noget på det, hun sagde, men også på dengang (nu?), hvor de passede perfekt til en femårigs ivrige, tynde arme, der piskede og pjaskede i Lac de St. Martial, mens hedebølgen tog pippet fra de fleste voksne, der også levede i nuet under den brændende sol uden dybere tanke på den såkaldte fremtid, men mere på hvilke lækkerier, der mon serveredes senere på aftenen på restauranten i Arcens få kilometer inde i bjergene.

Fortid-nutid-fremtid
Det er vores lineære måde at anskue vort liv på. Et liv i tid, hvor de enkelte begivenheder placeres i forhold til andre på en simpel tidslinje, så man altid ved, hvor man er, for tiden går uophørligt fremad, men selvfølgelig ikke tilbage; det ville ikke være logisk.
Hvorfor er man dog også besværet med en hukommelse, der nemt kan gøre det ubærligt at erindre dette og hint, der jo alligevel ikke står til at ændre? De valg, man foretog (eller de valg, der blev foretaget!) binder på en måde, som man ikke altid bryder sig om at blive mindet om, når man tænker på, at man lige så godt kunne have gjort noget andet, og at man, hvis man nu havde gjort dét, sikkert ville være havnet i en ganske anden situation end den, man havnede i.
Fortryde kan man kun sjældent med tilbagevirkende kraft, men måske burde man ved specielle lejligheder lade, som om man godt kunne, for så at se om man alligevel kunne bryde den forbandede determinisme, den umenneskelige logik, der bedrevidende siger, at har man sagt A, må man (naturligvis!) også sige B.
Må man det?
Kan man ikke sige ikke-A, eller hvad med C eller måske B og C, der tilsyneladende er hinandens modsætninger, på én gang? Eller hvad om A i sig selv var fuldt tilstrækkeligt, uden at andre bogstaver behøvede at ulejlige sig?

Lineær tid
På en eller anden måde (eller måske snarere på flere forskellige måder) finder jeg det stærkt utilfredsstillende at skulle basere mit liv på en lineær tidsopfattelse, der vel med nogen ret kan siges at være reduktionistisk.
Den passer selvfølgeligt fint til den vestlige verdens krav om effektivitet og stringens, hvor bestemte præmisser naturnødvendigt fører til bestemte konklusioner, som vi dog kan se det komiske og uholdbare i, hvis præmisserne er tvivlsomme. Som når den umodne og højrøvede Erasmus Montanus konkluderer positivt på negative præmisser: "En sten kan ikke flyve. Morlille kan ikke flyve. Altså er morlille en sten!"
Herman Bang får f.eks. i sin lille store roman fra 1886, Ved Vejen, på glimrende vis fortalt noget væsentligt om det gods, vi slæber med os, konkret og i erindringen.
Det er der, selv om vi har forsøgt at spærre det inde bag mange og solide låse, og vores omgang med det er sjældent præget af stringens og logik, men af de mere ringeagtede 'følelser', som netop ikke 'accepterer', at tingene ikke står til at ændre, når man kæmper en i 'virkeligheden' forgæves kamp om, at noget, der var, stadig måtte være, og at det måske endda oven i købet ville være muligt at ændre på dét, der set i bakspejlet selvfølgelig (!) skulle have været anderledes.
Sådan tror jeg, at mange har det, hvad det så end kan bruges til i vores i Vesten overvejende lineært-opfattende og tidsfikserede verden. Måske er der endda noget tragisk eller muligvis tragikomisk i, at man ikke bare mandigt slår sig til tåls med tingenes uforanderlige tilstand.
Men alt lagres i erindringen, som omhyggeligt bevarer og kun sjældent for alvor sletter, selv om man godt kunne ønske sig, at der var en effektiv sletteknap til rådighed i visse situationer.

Gennemsnitsliv
Det er også underligt, at et gennemsnitsliv er så ufatteligt kort. Forestiller man sig, at man nærmer sig den statistiske gennemsnitsalder for en mand (kvinder har af en eller anden grund lidt længere respit) med intakte hjernefunktioner, må det være mærkeligt at forestille sig, at der nu ikke er ret lang tid tilbage i forhold til, hvad man troede, da man var ung, hvor døden mest optrådte som et for en selv yderst abstrakt begreb.
Hvad skal man dog med alle de projekter, man sikkert har, og som det vil tage årtier, ja, århundreder, at gennemføre, hvis man blot skal nå igennem en beskeden del af dem?
Hvordan kan man mon forsone sig med det? Resignerer man, eller fortrænger man, eller tror man måske lige lovlig optimistisk, at man selv er den store undtagelse, hvis udødelighed måske ikke direkte er garanteret, men at man dog i det mindste overlever den 122-årige Jeanne Calmant med adskillige år.
I 3.a synes man, at man ikke er helt ung som 30-årig, og hvad man i så henseende måtte mene om bedagede lektorer holder man nådigt for sig selv, skønt lektorerne nok har en anelse om, i hvilken retning det går.
Dog mener jeg ikke sjældent at have hørt, at 1.G'ere giver udtryk for, at 3.G'ere må være noget særligt, men at de to år senere radikalt har skiftet mening.
Som barn og helt ung har man ofte nogle faste meninger om, hvordan 'man' er, når man har opnået den og den alder, men når man selv når derop, undres man, hvis man ellers kan huske, hvad man mente i sin tid, fordi man i hvert fald ikke selv synes, at man f.eks. føler sig særlig moden eller voksen, som man var overbevist om, at man da måtte være, når man var hele 49 år!
Når 'tiden står stille', som den kan gøre, når man oplever noget stort, bryder man ud af det lineæres reduktionistiske begrebsverden og opdager, at man er, men ikke i tid. Måske er det denne viden der gør, at man har så svært ved at acceptere, at 'tiden går', som den gør det meste af tiden, fordi man derved konstant bliver mindet om, at man har svært ved at frigøre sig fra sine (primitive) forestillinger om, at tid kan måles, og at der bliver mindre af den, og at man, når tiden er inde, går ud, fordi ens tid er kommet.

Ubærlig tanke
Måske var det sådan noget i den retning, der fór gennem mit hoved forleden sammen med 3.a og deres forældre til forårsfesten på Skanderborg Amtsgymnasium.
For når man siger, at tiden læger alle sår, tænker man vel næppe på de sår, som de, der gik ud af dansen i utide, fører med sig, fordi de ikke fik mulighed for at gøre deres liv ordentligt færdigt, før det var forbi.
Måske er den mest ubærlige tanke af alle den, at noget så vigtigt som mit liv er yderst begrænset i og af tid, og at jeg forgæves fra Herodes til Pilatus kan søge om garantier for, at det nok ikke er så alvorligt ment alt sammen, så jeg dog kunne trække vejret lettet for en tid.
Men nej og atter nej! Garantier gives ikke, og der er vel ikke engang en almindelig reklamationsret over et liv med enkelte næsten usynlige defekter.
Til gengæld kan man så vel håbe på (og man kunne jo måske blive positivt overrasket), at døden ikke er livets modsætning, men en art variant, som man er nødt til at have prøvet personligt, før man kan danne sig nogen kvalificeret mening den.
For her er endelig et punkt i tilværelsen, hvor alles meninger henhører under troens (eller overtroens) område, uanset stilling og stand, og hvor ingen vished gives, men hvor alle behandles forbilledligt ens.
Jeg kan virkelig mærke, at jeg er langt mere fattet og fortrøstningsfuld nu, hvor jeg har tænkt så meget igennem, og jeg tror, at jeg så alligevel relativt ubekymret vil være i stand til at tage hul på det næste halve århundrede.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu