Kronik

Gode borgere - eller bare gode klienter

Debat
16. april 1998

Tørklæder og racisme er to populære forklaringer på indvandrernes manglende integration i samfundet. Økonomiministeriet mener dog noget andet

Når man i den danske debat skal forklare indvandreres og flygtninges vanskeligheder, falder forklaringsmodellerne i reglen i tre forskellige kategorier.
Den første er den mest udbredte. Den indebærer, at alle integrationsproblemer skyldes indvandrerne selv. De aller fleste danskere er nemlig enige om, at den danske social- og arbejdsmarkedspolitik, herunder også integrationspolitik, er verdens bedste. Hvis det ikke går så godt med indvandrernes indslusning på arbejdsmarkedet, må det skyldes et eller andet træk ved indvandrerne. Og disse integrationshindrende træk opfattes som noget, der har med deres 'kultur' at gøre. Ofte noget med islam, noget der står i Koranen, traditioner, tørklæder osv.
Den anden type forklaring hævder, at Danmark i bund og grund er et racistisk samfund, hvor indvandrerne uvilkårligt er ofre for diskrimination. Denne tankegang er mest udbredt på venstre-fløjen - og interessant nok hos mange indvandrerpolitikere uanset politisk ståsted.
Den tredje forklaringstype er mindre udbredt, men har betydelig mere sandsynlighed for sig. Den fastholder nemlig, at indvandrerne for så vidt er ok, men at der er noget galt med den danske integrationspolitik. Denne type forklaring retter hovedsageligt lyset mod arbejdsmarkedet og sociallovgivningen i Danmark.
De tre diskurser har hver især deres løsningsmodeller.
I den første type hedder løsningen flere sprog- og kulturkurser og beskæftigelsesprojekter. Med andre ord endnu mere udbygning af det man i den offentlige debat ironisk kalder 'indvandrerbehandlingsindustrien'. Disse kurser og projekters erklærede mål er at integrere indvandrerne og flygtningene på det danske arbejdsmarked og i samfundet generelt. Men nogle gange virker det, som om det man opnår, er at lære dem at blive 'ordentlige' socialklienter, der opfører sig som almindelige danske klienter.
Den anden diskurs kalder på moralsk opsang og mere oplysning om indvandrernes kultur og religion. Og ikke mindst på at indføre positiv særbehandling af indvandrere og flygtninge ved bl.a. at praktisere et kvotesystem.
Man kan rette to kritikpunkter imod den første diskurs: Hvis den danske social- og arbejdsmarkedspolitik er så solidarisk og human - og ikke mindst: hvis indvandrernes problemer skyldes deres kulturelle og religiøse baggrund - hvordan kan vi så forklare, at marginalisering langt fra kun er et problem blandt indvandrere?

I Danmark var der i 1994 ca. en kvart million marginaliserede mennesker - personer, der har været arbejdsløse tre år i træk. De kunne ikke komme ordentligt i gang på arbejdsmarkedet eller med en uddannelse, fordi de på en eller anden måde hang fast i det offentlige system. Et andet problem ved denne forklaringsmodel er, som flere forskere har påpeget, at den samme etniske gruppe ofte er blevet bedre integreret i andre samfund end i det danske. Det bedste eksempel er tamilerne, som antropologen Ann-Belinda S. Preis har foretaget en sammenlignende analyse af i sin bog Flygtninge, sandheden og andre gåder.
Hvis det var den kulturelle og religiøse baggrund, der var den determinerende faktor, kunne vi ikke forklare denne forskel. Man kan heller ikke hævde, at de nyankomne i et fremmed land i det mindste i begyndelsen er dømt til at have lavere erhvervsfrekvens, da der er en række såkaldte 'transplantationsomkostninger' forbundet med enhver flytning til et nyt land eller sprog- og kulturområde. Tværtimod viser en række undersøgelser foretaget af canadiske forskere, at indvandrere og flygtninges deltagelse på arbejdsmarkedet er højere end de indfødtes i Canada. Høj arbejdsløshed blandt de nyankomne er nemlig ikke en naturbestemt skæbne, men et politisk skabt problem.
Den anden diskurs' løsningsmodeller holder heller ikke. En moralsk opsang hjælper ikke, ej heller mere oplysning om indvandrere og deres kultur og religion.
Sagen er, at der er tale om reelle problemer, ikke mindst på arbejdsmarkedet. Og så længe store dele af befolkningen ikke opfatter de nyankomne som arbejdende mennesker og som skatteydere, vil indvandrer- og flygtningevenlig propaganda lyde hul, og det værste er, at der vil være grobund for fremmedfjendtlige strømninger.
Positiv særbehandling er også problematisk. Erfaringer fra andre lande, eksempelvis USA, viser, at positiv særbehandling og kvotesystem forøger spændingerne mellem etniske minoriteter og flertallet, da en del medlemmer af flertallet vil føle sig forbigået i en jobsøgningssituation. De vil - med en vis ret - kunne hævde, at de ikke har fået et bestemt job, selv om de var kvalificeret til det, og at en indvandrer fik jobbet, ikke fordi han/hun var velkvalificeret, men kun fordi den pågældende var af fremmed afstamning. At have fået et job hovedsageligt på baggrund af den etniske afstamning, og ikke på grund af kvalifikationer vil desuden ødelægge den ansattes faglige selvtillid og selvrespekt.

Men der findes faktisk en tredje vej. Kort før jul udgav Økonomiministeriet en bog med titlen Økonomisk oversigt, som indeholder to kapitler om indvandrere, flygtninge og indvandring. Publikationen skabte stor interesse i medierne, som næsten ensidigt har fokuseret på to af bogens oplysninger: At indvandrere og flygtninge har kostet den danske stat ca. 10 mia. kroner pr. år de sidste par år, og at indvandrere i det lange løb er en god investering for Danmark.
Men bogen rummer faktisk også en sober analyse af indvandrernes placering på arbejdsmarkedet, deres tilknytning til velfærdsstaten og en række løsningsforslag hvad angår integration på arbejdsmarkedet.
Økonomerne i Økonomi-ministeriet ser to problemer ved indvandrernes lavere beskæftigelsesgrad: Produktivitetsproblemet og samspilsproblemet.
Produktivitetsproblemet består i, at indvandrere og flygtninge af flere årsager må forventes at have lavere produktivitet end den øvrige befolkning. Det skyldes uddannelsesniveau og sprogvanskeligheder. Endvidere kan det være svært at finde anvendelse for de færdigheder, som indvandrere har tilegnet sig på arbejdsmarkedet i deres oprindelsesland.
Økonomerne understreger, at det ikke er et specifikt indvandrerproblem, men et strukturelt problem, der rammer ufaglærte, både indvandrere og danskere.
Det andet problem, der forhindrer indvandrernes indslusning på arbejdsmarkedet, er samspilsproblemet. En stor del af de arbejdsløse indvandrere og flygtninge er henvist til kontanthjælp, fordi de ikke har nogen tidligere arbejdsmarkedstilknytning og dermed ikke har optjent ret til dagpenge. Desuden har en stor del desuden børn og bor i lejebolig, hvad der gør dem særligt udsat for de såkaldte samspilsproblemer. Nemlig, at kontanthjælp, friplads i daginstitution og boligstøtten aftrappes med indkomsten. Når man også regner med, at indkomstfremgangen beskattes, er gevinsten ved at komme i arbejde således meget beskeden.
Der er i alt ca. 7.000 familier eller 11.600 personer i den erhvervsaktive alder, der kan være ramt af denne type samspilsproblemer. Det svarer til knap 10 pct. af alle indvandrere og flygtninge fra ikke-industrialiserede lande i den erhvervsaktive alder. Økonomerne påpeger, at der endda formentlig er tale om et noget forsigtigt skøn.

En central forudsætning for at indvandrerne kan yde et positivt bidrag til dansk økonomi er altså, at de kommer i beskæftigelse. Arbejdsmarkedstilknytningen er afgørende for påvirkningen af både de offentlige finanser og samfundsøkonomien i øvrigt.
Økonomernes analyse lægger op til en tostrenget strategi for at fremme arbejdsmarkedstilknytningen:
*En mere offensiv uddannelsesstrategi, der kan bidrage til at give indvandrerne de kvalifikationer, der efterspørges på det danske arbejdsmarked.
*En målrettet justering af visse offentlige ydelser med henblik på at fremme incitamenter til at arbejde.
Der bør med andre ord ske en omlægning fra passive indkomstoverførsler til aktivering og opbygning af kvalifikationer.
Økonomiministeriets analyse bør hilses velkommen af alle, der ønsker en forhøjelse af niveauet i indvandrerdebatten og forskningen. Vi mangler økonomernes kølige blik og deres begrebsapparat inden for området, i stedet for den ubrugelige 'kultur'-snik-snak.

Kilder: Ann-Belinda S. Preis: Flygtninge, sandheden og andre gåder. København, (Socialpædagogisk Bibliotek, 1996). Økonomiministeriet: Økonomisk Oversigt. (København, Schulz, 1997)

Mehmet Ümit Necef er Ph.D. og adjunkt, ved Odense Universitet, Indvandrerstudier

APROPOS

Til angreb på vane-tænkningen
Indvandrerne kan ikke blive integreret, fordi de går med tørklæde og i øvrigt ofte er muslimer. Næh, det er danskernes racisme, der forhindrer integrationen, og derfor er det dem, der skal ændre sig! Så enkelt kan de opridses, de to forsimplede forklaringsmodeller på, hvorfor det jævnthen er gået langsomt med integrationen af indvandrere her i landet.
Kultursociologen Mehmet Necef går i dagens Økonomi og Politik nu til angreb på begge forenklinger og sætter dem ind i en politisk sammenhæng.
De to forklaringstyper har nemlig hver deres menighed. Tilhængerne af tørklæde-teorien vil forklare alle forskelle som kulturelle og mener samtidig, at der ikke er meget, man som dansker kan gøre ved sagen.
Tilhængerne af racisme-teorien mener derimod ikke, at indvandrerne selv skal flytte på sig, men at det er danskerne, der på den ene eller den anden måde skal ændre holdninger.
Ikke blot er det de to opfattelser, der tegner debatten, men i deres kølvand ligger naturligvis desuden en mængde politiske løsningsforslag, som Necef også beskriver. Det handler derfor ikke kun om, hvad der sådan står i aviserne, men også om, hvad der reelt bruges penge på.
Selv er Mehmet Necef dog tilhænger af en tredje forklaring, som jeg her vil kalde arbejdsmarkeds-teorien. Nemlig, at integration bedst sker ved at gå på arbejde. Og at indvandrernes problemer på arbejdsmarkedet i høj grad ligner de problemer, som andre ufaglærte også har. Det er her, der faktisk kan og skal gøres noget - både ved arbejdsmarkedet og ved uddannelsesniveauet hos de arbejdssøgende.
Necef foretrækker nemlig, som han selv udtrykker det, reelle økonomiske handlemuligheder frem for sniksnak.
mlk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her